Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) MARTS 2014

Din tale — „’ja’ og dog ’nej’“?

Din tale — „’ja’ og dog ’nej’“?

Forestil dig følgende scenarie: En ældste som er med i Kontaktudvalg til Hospitaler, har aftalt at arbejde sammen med en ung bror i forkyndelsen søndag formiddag. Den morgen bliver ældstebroren ringet op af en bror hvis kone netop er blevet kørt på hospitalet efter en bilulykke. Han beder ældstebroren om hjælp til at finde en læge der er villig til at respektere hendes holdning til blod. Så ældstebroren aflyser sin tjenesteaftale med den unge bror for at yde kærlig hjælp til en familie i en nødsituation.

Se også dette scenarie for dig: En enlig mor med to børn bliver inviteret til en hyggeaften hos et ægtepar i menigheden. Da hun fortæller det til sine børn, bliver de ellevilde. De glæder sig og kan næsten ikke vente. Dagen før fortæller ægteparret imidlertid moren at der er sket noget uventet, og at de er nødt til at aflyse. Hun finder senere ud af hvorfor. Efter at de havde inviteret hende, blev de selv inviteret hjem til nogle venner den samme aften, og det takkede de ja til.

Som kristne skal vi selvfølgelig holde ord. Vi burde aldrig sige „’ja’ og dog ’nej’“. (2 Kor. 1:18) Men som de to eksempler viser, er det ikke alle situationer der er ens. Der kan være tidspunkter hvor vi tilsyneladende ikke har andet valg end at aflyse en aftale. Apostlen Paulus befandt sig engang i en sådan situation.

PAULUS BESKYLDES FOR AT VÆRE UPÅLIDELIG

I 55 e.v.t. var Paulus i Efesus under sin tredje missionsrejse, og derfra planlagde han at krydse Det Ægæiske Hav for at komme til Korinth og så rejse videre til Makedonien. På sin vej tilbage til Jerusalem ville han så besøge korinthermenigheden endnu en gang, åbenbart for at tage deres venlige gave med til brødrene i Jerusalem. (1 Kor. 16:3) Dette fremgår tydeligt af Andet Korintherbrev 1:15, 16, hvor vi læser: „Med denne tillid havde jeg så tidligere i sinde at komme til jer for at I kunne få endnu en anledning til glæde, og efter et ophold hos jer at tage til Makedonien, og fra Makedonien at komme tilbage til jer og blive fulgt på vej af jer til Judæa.“

Tilsyneladende havde Paulus i et tidligere brev informeret brødrene i Korinth om sin plan. (1 Kor. 5:9) Men kort efter at han havde skrevet dette brev, hørte han  af dem fra Kloes hus at der var alvorlige stridigheder i menigheden. (1 Kor. 1:10, 11) Paulus besluttede at ændre sin oprindelige plan, og han skrev det brev vi nu kender som Første Korintherbrev. Heri vejledte og irettesatte han kærligt brødrene. Han nævnte også at han havde ændret sin rejserute, og fortalte dem at han først ville tage til Makedonien og derefter til Korinth. — 1 Kor. 16:5, 6. *

Da brødrene i Korinth modtog hans brev, var der åbenbart nogle af de „overmåde store apostle“ i menigheden som beskyldte ham for at være upålidelig, for ikke at holde hvad han havde lovet. Til sit forsvar spurgte Paulus: „Hengav jeg mig nu til letsindighed ved at have et sådant forsæt? Eller det jeg sætter mig for, er det noget jeg sætter mig for efter kødet, så at der hos mig gives både et ’ja, ja’ og et ’nej, nej’?“ — 2 Kor. 1:17; 11:5.

Hengav apostlen Paulus sig virkelig „til letsindighed“? Selvfølgelig ikke! Ordet der er oversat med „letsindighed“, indeholder tanken om at tage for let på tingene, at være upålidelig og ikke holde hvad man har lovet. Paulus’ retoriske spørgsmål „er det noget jeg sætter mig for efter kødet?“ skulle have gjort det klart for de kristne i Korinth at han ikke ændrede sine planer fordi han var upålidelig.

Paulus afviste på det kraftigste beskyldningen med ordene: „Så sandt man kan stole på Gud, vor tale til jer er ikke ’ja’ og dog ’nej’.“ (2 Kor. 1:18) Grunden til at Paulus ændrede sine rejseplaner, var at han ønskede at tage hensyn til sine brødre og søstre i Korinth. I Andet Korintherbrev 1:23 læser vi at ’det var for at skåne dem’. Ja, han gav dem mulighed for at rette op på tingene før han kom. Det gik som Paulus havde håbet. Mens han var i Makedonien, hørte han fra Titus at hans brev havde bevæget korintherne til bedrøvelse og sindsændring, og det glædede ham meget. — 2 Kor. 6:11; 7:5-7.

DER SIGES „AMEN“ TIL GUD

Ved at beskylde Paulus for at være upålidelig i dagligdags anliggender kan man have antydet at man heller ikke kunne have tillid til det han forkyndte. Men Paulus mindede korintherne om at han havde forkyndt Jesus Kristus for dem. „Guds søn, Kristus Jesus, som er blevet forkyndt iblandt jer ved os, det vil sige ved mig og Silvanus og Timoteus, blev ikke ’ja’ og dog ’nej’, men ’ja’ er blevet ’ja’ i hans tilfælde.“ (2 Kor. 1:19) Var Jesus Kristus, Paulus’ forbillede, på nogen måde upålidelig? Nej! I hele sit liv og hele sin tjeneste talte Jesus altid sandt. (Joh. 14:6; 18:37) Hvis det Jesus forkyndte, var fuldstændig sandt og pålideligt og Paulus forkyndte det samme budskab, så var apostlens forkyndelse også til at regne med.

Jehova er selvfølgelig „sandhedens Gud“. (Sl. 31:5) Det fremgår af det næste Paulus skriver: „Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham,“ det vil sige ved hjælp af Jesus Kristus. Hans ubrydelige loyalitet mens han var på jorden, fjernede enhver mulig grund til tvivl angående Jehovas løfter. Paulus fortsætter: „Derfor siges der gennem ham [Jesus] amen til Gud, ham til ære gennem os.“ (2 Kor. 1:20) Jesus er „Amen“ — en personlig garanti for at alle Jehova Guds løfter vil blive indfriet!

Ligesom Jehova og Jesus altid taler sandt, mente Paulus altid det han sagde. (2 Kor. 1:19) Han var til at stole på og aflagde ikke løfter „efter kødet“. (2 Kor. 1:17)  Nej, han ’vandrede ved ånd’. (Gal. 5:16) Han havde altid andres bedste i tanke. Hans ja betød ja!

LADER DU DIT JA BETYDE JA?

I dag er det almindeligt at nogle der ikke lever efter de bibelske principper, aflægger løfter og så bryder dem hvis der opstår det mindste problem eller noget bedre dukker op. I forretningsanliggender betyder et „ja“ ikke altid „ja“, selv ikke når der er udfærdiget en skriftlig kontrakt. Og mange betragter ikke længere ægteskabet, en aftale mellem to parter, som en livslang forpligtelse. Tværtimod viser de skyhøje skilsmissetal at mange betragter ægteskabet som et uforpligtende forhold der let kan brydes. — 2 Tim. 3:1, 2.

Hvad med dig? Lader du dit ja betyde ja? Som vi så i indledningen til denne artikel, kan det selvfølgelig ske at man er nødt til at aflyse en aftale, ikke fordi man er upålidelig, men på grund af omstændigheder man ikke selv er herre over. Men hvis du som kristen lover noget eller forpligter dig til noget, må du gøre alt hvad du kan, for at holde ord. (Sl. 15:4; Matt. 5:37) Hvis du gør det, vil du blive kendt som en der er pålidelig, en der er ordholdende, en der altid taler sandhed. (Ef. 4:15, 25; Jak. 5:12) Når folk kan se at du er til at stole på i dagligdags anliggender, vil de måske være mere villige til at lytte når du fortæller dem sandheden om Guds rige. Lad os derfor sikre os at vores ja virkelig betyder ja!

^ par. 7 Kort efter at have skrevet Første Korintherbrev rejste Paulus via Troas til Makedonien, hvor han skrev Andet Korintherbrev. (2 Kor. 2:12; 7:5) Senere tog han så til Korinth.