Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  Februar 2014

Jehova — vores bedste Ven

Jehova — vores bedste Ven

’Abraham blev kaldt „Jehovas ven“.’ — JAK. 2:23.

1. Hvilken evne har vi fordi vi er skabt i Guds billede?

„SOM far, så søn“ lyder et kendt ordsprog. Det er ikke så mærkeligt at mange børn ligner deres forældre. Både faren og moren bidrager jo til et barns arvemasse. Jehova, vores himmelske Far, er livets Giver. (Sl. 36:9) Og vi, der er hans jordiske børn, ligner ham til en vis grad fordi vi er skabt i hans billede. Derfor har vi evnen til at tænke og drage slutninger og til at knytte venskaber og bevare dem. — 1 Mos. 1:26.

2. Hvad er grundlaget for at Jehova kan blive vores Ven?

2 Jehova kan blive vores bedste Ven. Grundlaget for dette venskab er at Gud elsker os, og at vi tror på ham og hans søn. Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Der er mange eksempler på mennesker der har haft et nært venskab med Jehova. Her vil vi se på to af dem.

’MIN VEN ABRAHAM’

3, 4. Hvordan var Abrahams forhold til Jehova anderledes end det forhold Israels nation efterhånden fik?

3 Jehova omtalte den patriark der var israelitternes  stamfar, som ’min ven Abraham’. (Es. 41:8) Også i Anden Krønikebog 20:7 bliver Abraham omtalt som Guds ven. Hvad var det der gjorde det muligt for denne trofaste mand at få et varigt venskab med Skaberen? Det var hans tro. — 1 Mos. 15:6; læs Jakob 2:21-23.

4 De af Abrahams efterkommere der blev til Israels nation, havde også Jehova som deres Far og Ven. Men som tiden gik, mistede de desværre deres venskab med Gud. Hvorfor? Fordi de ikke holdt fast ved deres tro på Jehovas løfter.

5, 6. (a) Hvordan er Jehova blevet din Ven? (b) Hvilke spørgsmål gør vi vel i at stille os selv?

Jo mere du lærer om Jehova, jo stærkere og dybere vil din tro på ham og din kærlighed til ham blive. Tænk tilbage på dengang du fandt ud af at Gud er en virkelig Person, en du kunne få et nært forhold til. Du lærte også at vi alle er født som syndere fordi Adam var ulydig. Du forstod at menneskeheden som helhed er fremmed for Gud. (Kol. 1:21) Og det gik op for dig at vores kærlige Far i himlen ikke er en fjern person som er uinteresseret i os. Da du lærte at Gud har givet Jesus som et genløsningsoffer, og du fik tro på det, begyndte du at opbygge et venskab med Gud.

6 Når vi tænker tilbage på dette, gør vi vel i at spørge os selv: ’Styrker jeg stadig mit venskab med Gud? Har jeg en stærk tillid til Jehova, og bliver min kærlighed til min elskede Ven større for hver dag der går?’ Endnu en af Jehovas nære venner i gammel tid var Gideon. Lad os betragte hans gode eksempel og se hvad vi kan lære af det.

„JEHOVA ER FRED“

7-9. (a) Hvilken usædvanlig oplevelse fik Gideon, og hvad førte den til? (Se indledningsbilledet). (b) Hvordan kan vi blive Jehovas venner?

7 Dommeren Gideon tjente Jehova i en farefuld periode i Israels historie efter at folket var kommet ind i det lovede land. Kapitel 6 i Dommerbogen beretter at Jehovas engel aflagde et besøg hos Gideon i Ofra. På det tidspunkt var Israel undertrykt af et nabofolk, midjanitterne. Derfor tærskede Gideon ikke sin hvede ude på åben mark, men i en vinperse, hvor det værdifulde korn ikke var så synligt. Da englen viste sig for Gideon og kaldte ham „du brave kriger“, tvivlede han på at Jehova, der havde udfriet israelitterne fra Egypten, virkelig ville hjælpe dem nu. På Jehovas vegne forsikrede englen Gideon om at Gud var med ham.

8 Gideon undrede sig over hvordan han skulle kunne „frelse Israel af Midjans vold“. Jehovas klare svar lød: „Jeg er jo med dig, og du skal slå Midjan som [om der kun var] én mand.“ (Dom. 6:11-16) Da Gideon sikkert stadig spekulerede på hvordan det ville være muligt, bad han om et tegn. Læg mærke til at der på intet tidspunkt i samtalen var tvivl om at Gideon betragtede Jehova som en virkelig Person.

9 Det der nu skete, kom til at styrke Gideons tro og bringe ham nærmere til Gud. Gideon tilberedte et måltid og serverede det for englen. Men maden blev mirakuløst fortæret af ild da englen rørte ved den med sin stav. Nu var Gideon overbevist om at det var Jehovas engel. Skrækslagen udbrød han: „Ak! suveræne Herre Jehova, for jeg har set Jehovas engel, ansigt til ansigt!“ (Dom. 6:17-22) Skabte dette møde nu afstand mellem Gideon og hans Gud? Nej, tværtimod. Det gjorde at Gideon lærte Jehova at kende på en sådan måde at han følte fred med Gud. Det ved vi fordi han byggede et alter  på dette sted som han kaldte „Jehova-Sjalom“, der betyder „Jehova er fred“. (Læs Dommerne 6:23, 24; fdn.) Når vi mediterer over alt det Jehova gør for os hver dag, vil vi forstå at han er vores sande Ven. Regelmæssig bøn til Gud giver os fred i sindet og styrker vores venskab med ham.

HVEM KAN VÆRE ’GÆST I JEHOVAS TELT’?

10. Hvad kræver Jehova ifølge Salme 15:3, 5 af os hvis vi skal være hans venner?

10 For at Jehova kan være vores Ven, er der dog nogle betingelser vi må opfylde. I Salme 15 skrev David om hvad der kræves for at man kan ’gæste Jehovas telt’, det vil sige være Guds ven. (Sl. 15:1) Lad os se på bare to af kravene — at vi ikke bagtaler nogen, og at vi er ærlige i alt hvad vi gør. Om den der kan være gæst i Jehovas telt, sagde David: „Han har ikke bagtalt med sin tunge ... og bestikkelse mod den uskyldige har han ikke taget imod.“ — Sl. 15:3, 5.

11. Hvorfor må vi afholde os fra at tale dårligt om andre?

11 I en anden salme sagde David: „Hold din tunge fra ondt.“ (Sl. 34:13) Hvis vi ikke følger denne vejledning fra Gud, skaber det en kløft mellem os og vores retfærdige himmelske Far. Bagtalelse er et kendetegn for Jehovas store fjende, Satan. Navnet „Djævelen“ kommer fra et græsk ord der betyder „bagtaler“. Når vi passer på hvad vi siger om andre, vil det hjælpe os til at bevare et nært forhold til Jehova. Især må vi være opmærksomme på den indstilling vi har til de brødre der er udnævnt til at føre an i menigheden. — Læs Hebræerne 13:17; Judas 8.

12, 13. (a) Hvorfor bør vi være ærlige i alle ting? (b) Hvordan kan vores ærlighed virke på andre?

12 At vi er ærlige og ikke udnytter andre, er endnu et kendetegn for os som Jehovas tjenere. Apostlen Paulus skrev: „Bed stadig for os, for vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ (Hebr. 13:18) Da vi er besluttede på at „bære os ærligt ad i alle ting“, vil vi på ingen måde udnytte vores kristne brødre. Hvis vi for eksempel har et firma hvor der er brødre ansat, vil vi sørge for at de får en fair behandling og bliver betalt efter den aftale vi har indgået med dem. Som kristne vil vi være hæderlige over for vores ansatte og alle andre. Og hvis vi er ansat af en medkristen, vil vi passe på ikke at udnytte situationen og forlange særbehandling.

13 Det sker gang på gang at udenforstående taler rosende om Jehovas Vidners ærlighed. For eksempel har lederen af en stor byggeorganisation lagt mærke til at Jehovas Vidner holder deres ord. „Når I har indgået en aftale, holder I den altid,“ siger han. (Sl. 15:4) En sådan adfærd hjælper os til at bevare vores venskab med Jehova og er til pris for ham, vores kærlige himmelske Far.

HJÆLP ANDRE TIL AT BLIVE JEHOVAS VENNER

Vi hjælper andre til at blive Jehovas venner (Se paragraf 14, 15)

14, 15. Hvordan kan vi hjælpe andre til at blive Jehovas venner?

14 Mange af dem vi træffer i forkyndelsen, tror måske nok at Gud er til, men betragter ham ikke som deres bedste Ven. Hvordan kan vi hjælpe dem? Læg mærke til hvad Jesus sagde til 70 af sine disciple da han sendte dem ud to og to for at forkynde: „Hvor I  går ind i et hus skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’ Og hvis der er en fredens ven dér, vil jeres fred hvile over ham. Men hvis ikke, vil den vende tilbage til jer.“ (Luk. 10:5, 6) Vores venlighed kan gøre at folk føler sig tiltalt af sandheden. Hvis nogle afviser os i vrede, kan venlighed måske gøre dem mildere stemt og bane vej for at de vil lytte en anden gang.

15 Når vi møder nogle som er stærkt religiøse eller følger ubibelske skikke, har vi stadig en venlig og fredsommelig indstilling til dem. Og ved vores møder tager vi hjerteligt imod alle, ikke mindst dem der er frustrerede over forholdene i verden og derfor gerne vil høre mere om den Gud vi tjener. Artikelserien „Bibelen forandrer folks liv“ har fortalt om mange sådanne mennesker.

VI SAMARBEJDER MED VORES BEDSTE VEN

16. Hvordan kan vi sige at vi både er Jehovas venner og hans „medarbejdere“?

16 Når man arbejder sammen med nogen, bliver man ofte gode venner med dem. Alle der er indviet til Jehova, har den forret at være både hans venner og hans „medarbejdere“. (Læs 1 Korinther 3:9). Ja, dét at vi forkynder og gør disciple, giver os større indblik i vores himmelske Fars vidunderlige egenskaber. Og vi oplever at hans hellige ånd sætter os i stand til at forkynde den gode nyhed.

17. Hvordan er den åndelige føde vi får ved stævnerne, et udtryk for at Jehova er vores Ven?

17 Jo større en andel vi har i arbejdet med at gøre disciple, jo mere føler vi os knyttet til Jehova. Vi ser hvordan Jehova forhindrer modstandere i at standse forkyndelsesarbejdet. Når vi ser tilbage på de seneste år, er det da ikke tydeligt at Jehova leder os? Vi glæder os over den konstante forsyning af nærende åndelig føde. Undervisningen ved stævnerne viser hvor stor indsigt vores Far har i vores problemer, og hvor kærligt han dækker vores behov. En familie udtrykte i et brev deres tak for et stævne med disse ord: „Programmet gik os lige til hjertet. Vi følte hvor højt Jehova elsker hver eneste af os og ønsker at det skal gå os godt.“ Et ægtepar fra Tyskland havde overværet et særligt stævne i Irland og udtrykte taknemmelighed for den varme velkomst de havde fået, og den omsorg de havde mærket. De tilføjede: „Men vores største tak går til Jehova og hans konge Jesus Kristus. Det er dem der har indbudt os til at være med i dette forenede folk. Enheden er ikke noget vi bare taler om, det er noget vi nyder  godt af hver eneste dag. Vores oplevelser ved det særlige stævne i Dublin vil altid minde os om den fantastiske forret det er at vi kan tjene vores store Gud sammen med alle jer.“

VENNER KOMMUNIKERER

18. Hvad kunne vi spørge os selv om med hensyn til vores kommunikation med Jehova?

18 God kommunikation styrker et venskab. I dag bruger mange mennesker tid på at kommunikere via sociale netværk, sms’er, e-mails og andet. Men hvor meget tid bruger vi hver især på at kommunikere med vores bedste Ven, Jehova, i sammenligning med det? Han er den der „hører bøn“. (Sl. 65:2) Men hvor ofte benytter vi os af det og taler til ham?

19. Hvad kan hjælpe os hvis vi har svært ved at udtrykke vores følelser over for Jehova?

19 Nogle af Guds tjenere finder det svært at åbne deres hjerte og udtrykke deres inderste følelser. Men det er netop dét Jehova ønsker at vi skal gøre når vi beder. (Sl. 119:145; Klages. 3:41) Hvis det er svært for os at sætte ord på vores følelser, er vi dog ikke uden hjælp. Paulus skrev til de kristne i Rom: „Hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent, ved vi ikke, men ånden selv går i forbøn for os med uudtalte suk. Dog ved han der ransager hjerterne hvad ånden mener, for den beder, i overensstemmelse med Gud, for hellige.“ (Rom. 8:26, 27) Hvis vi for eksempel mediterer over passager fra Jobs Bog, Salmerne og Ordsprogene, vil det hjælpe os til at udtrykke vores inderste følelser over for Jehova.

20, 21. Hvilken trøst kan vi finde i Paulus’ ord i Filipperbrevet 4:6, 7?

20 Når vi føler os overvældet af problemer, lad os da følge det råd Paulus blev inspireret til at give filipperne: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ En sådan åben kommunikation med vores bedste Ven vil helt sikkert give os ro og trøst, for Paulus tilføjer: „Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ (Fil. 4:6, 7) Måtte vi altid værdsætte den uforlignelige fred fra Gud som virkelig beskytter vores hjerter og sind.

Hvordan styrker bøn vores venskab med Gud? (Se paragraf 21)

21 Bøn hjælper os til at styrke vores venskab med Jehova. Lad os derfor ’bede uophørligt’. (1 Thess. 5:17) Måtte den gennemgang vi her har haft, styrke vores dyrebare forhold til Gud og vores beslutning om at følge hans retfærdige krav. Måtte vi også tage os tid til at meditere over de velsignelser vi nyder godt af fordi Jehova er vores Far, vores Gud og vores Ven.