Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  November 2013

 FRA VORES ARKIVER

„Jeg var som en skildpadde i sit skjold“

„Jeg var som en skildpadde i sit skjold“

UNDER en ni-dages kampagne i august/september 1929 fejede mere end 10.000 forkyndere hen over USA som en hvirvelvind. De uddelte en kvart million bøger og brochurer. Blandt forkynderne var omkring tusind kolportører. Deres antal var vokset helt utroligt. Bulletin * skrev at det ’næsten ikke var til at fatte’ at pionertallet var tredoblet i perioden 1927 til 1929.

Sidst i 1929 brød økonomien sammen. Den Sorte Tirsdag — den 29. oktober — sendte de styrtdykkende kurser på aktiemarkedet i New York chokbølger gennem det økonomiske system i hele verden og førte til den store depression. Tusindvis af banker krakkede. Landbruget gik i stå. Kæmpefabrikker drejede nøglen om. Millioner blev arbejdsløse. I 1933 måtte op mod 1.000 familier om dagen gå fra hus og hjem.

Hvordan kunne heltidsforkyndere klare en sådan krise? Et af svarene var et hjem på hjul. Da man kunne bo i en husbil eller en husvogn uden at skulle betale husleje eller ejendomsskat, kunne mange tjene som pionerer med et minimum af udgifter. * Og når man overværede et stævne, havde man gratis logi! I 1934 bragte Bulletin udførlige tegninger til en lille men komfortabel bolig på hjul der var isoleret mod kulden og havde praktiske faciliteter som et vandsystem, et lille komfur og en klapseng.

Opfindsomme forkyndere i hele verden begyndte at bygge deres egne hjem på hjul. „Noa havde ikke erfaring som bådebygger,“ sagde Victor Blackwell, „og jeg havde ikke erfaring i eller kendskab til at bygge en husvogn.“ Men bygge gjorde han.

En husvogn skal sejles over en flod i Indien under monsunen

Avery og Lovenia Bristow havde en husbil. Avery sagde: „Jeg var som en skildpadde i sit skjold — jeg havde altid mit hjem med mig.“ Ægteparret Bristow var pionerer sammen med Harvey og Anne Conrow, hvis husvogn var beklædt med tjærepap. Hver gang de flyttede deres hjem, faldt noget af pappet af. „Ingen havde nogen sinde set en husvogn som den,“ berettede Avery, „og det er der heller ikke nogen der har siden!“ Men ifølge Avery var familien Conrow og deres to drenge „den lykkeligste familie man kunne forestille sig“. Harvey Conrow skrev: „Vi manglede aldrig noget, og Jehovas kærlige omsorg gjorde at vi følte os fuldstændig trygge i hans tjeneste.“ Alle fire i familien Conrow kom senere på Gilead og blev sendt til Peru som missionærer.

Giusto og Vincenza Battaino var også pionerer. Da de fandt ud af at de skulle være forældre, ombyggede de en Ford A-varevogn, årgang 1929, til et hjem der i sammenligning med de telte de før  havde boet i, „var som et fint hotel“. Med deres lille pige fortsatte de i den tjeneste de elskede, og forkyndte for italienere der boede i USA.

Mange lyttede til den gode nyhed, men fattige og arbejdsløse kunne sjældent give penge for litteraturen. I stedet tilbød de alle mulige varer i bytte. To pionersøstre opregnede 64 forskellige ting de havde fået af interesserede. Listen lignede „en lageropgørelse fra en landhandel“.

Fred Anderson mødte en landmand der gerne ville have et sæt bøger og i bytte tilbød et par briller som havde været hans mors. På den næste gård viste en mand interesse for vores litteratur men sagde: „Jeg har ingen briller at læse med.“ Men med naboens briller gik det fint at læse bøgerne, og han gav med glæde et bidrag både for bøgerne og brillerne.

Herbert Abbott havde et lille hønsebur med i sin bil. Når han havde fået tre-fire kyllinger i bytte, kørte han hen på markedet, solgte dem og fyldte sin benzintank. „Var der tider hvor lommerne var tomme? Åh ja,“ skrev han, „men det lod vi os ikke standse af. Hvis vi havde benzin i tanken, fortsatte vi i tro og med tillid til Jehova.“

Tillid til Jehova og stor beslutsomhed hjalp Guds folk gennem disse svære år. Under et heftigt uvejr nåede Maxwell og Emmy Lewis ud af deres husvogn lige inden den blev skåret midt igennem af et væltende træ. „Sådanne oplevelser var ikke hindringer,“ skrev Maxwell, „blot hændelser, og tanken om at give op faldt os aldrig ind. Der var meget arbejde der skulle gøres, og vi var besluttede på at udføre det.“ Uforknyt og med kærlige venners hjælp genopbyggede Maxwell og Emmy deres hjem på hjul.

I den udfordrende tid vi lever på nu, er det den samme selvopofrende ånd der kendetegner millioner af nidkære Vidner for Jehova. Ligesom disse tidlige pionerer er vi besluttede på at fortsætte med at forkynde indtil Jehova siger at det er slut.

^ par. 3 Nu Tjenesten for Riget.

^ par. 5 Dengang havde de fleste pionerer ikke noget verdsligt arbejde. De fik litteraturen til reduceret pris og dækkede deres beskedne leveomkostninger med de bidrag folk gav dem for læsestoffet.