Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) OKTOBER 2013

Hvad vi kan lære af levitternes bøn

Hvad vi kan lære af levitternes bøn

„Lad dem velsigne dit herlige navn.“ — NEH. 9:5.

1. Hvilket stævne i fortiden vil vi se nærmere på, og hvilke spørgsmål kan vi stille os selv?

„REJS jer, velsign Jehova jeres Gud, som er fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid.“ Med disse stærkt tilskyndende ord blev Guds folk i fortiden kaldt sammen for at forene sig i en bøn til Jehova. Denne bøn er en af de længste der er nedskrevet i Bibelen. (Neh. 9:4, 5) Stævnet fandt sted i Jerusalem på den 24. dag i den syvende jødiske måned, tisjri, i 455 f.v.t. Mens vi ser nærmere på de begivenheder der ledte op til denne særlige dag, så spørg dig selv: ’Hvilken god vane som levitterne havde, var med til at gøre stævnet til en succes? Og hvad kan jeg lære af deres velgennemtænkte bøn?’ — Sl. 141:2.

EN SÆRLIG MÅNED

2. Hvad kan vi lære af israelitterne der var forsamlet efter at de havde genopbygget Jerusalems mure?

2 En måned før det omtalte stævne var jøderne blevet færdige med at genopbygge Jerusalems mure. (Neh. 6:15) De havde fuldført arbejdet på kun 52 dage, og derefter koncentrerede de sig om deres åndelige behov. På den første dag i den næste måned, tisjri, samledes de på torvet for at høre Ezra og andre levitter læse Guds lov højt og forklare den. Hele familier, „alle der kunne forstå det de hørte“, stod og lyttede „fra det blev lyst til midt på dagen“. Sikke et godt eksempel for os der i dag kommer til møde i en komfortabel rigssal! Men har du nogen sinde oplevet at dine tanker er draget på langfart under et møde? Så tænk igen på israelitterne, der ikke kun lyttede men også tog det de hørte, til sig og endda begyndte at græde fordi de som folk betragtet ikke havde adlydt Guds lov. — Neh. 8:1-9.

3. Hvilke anvisninger fulgte israelitterne lydigt?

 3 Det var imidlertid ikke nu de offentligt skulle bekende deres synder. Eftersom det var en festdag, skulle de glæde sig over at tilbede Jehova. (4 Mos. 29:1) Så Nehemias sagde til folket: „Gå hen og spis fede retter og drik søde drikke og send noget af maden til dem der ikke er tilberedt noget til; for denne dag er hellig for vor Herre, og vær ikke kede af det, for Jehovas glæde er jeres fæstning.“ Folket adlød, og det blev en dag med „stor fryd“. — Neh. 8:10-12.

4. (a) Hvad gjorde de israelitiske familieoverhoveder? (b) Hvad var en vigtig del af denne løvhyttefest?

4 Dagen efter samledes familieoverhovederne for at finde ud af hvordan folket kunne blive bedre til at følge Guds lov. De studerede Skrifterne og opdagede at man fra den 15. til den 22. tisjri skulle holde løvhyttefesten og et afsluttende højtidsstævne, så det begyndte de at træffe forberedelser til. Det blev den mest vellykkede løvhyttefest siden Josuas dage, og der var „meget stor fryd“. En vigtig del af denne fest var den offentlige højtlæsning af Guds lov, „dag efter dag, fra den første dag til den sidste dag“. — Neh. 8:13-18.

EN DAG MED BEKENDELSE AF SYND

5. Hvad gjorde israelitterne lige inden levitterne bad til Jehova på deres vegne?

5 To dage senere var tiden inde til at israelitterne offentligt skulle bekende at de havde været ulydige mod Guds lov. Dette var ikke en højtidsdag med fest og glæde. Guds folk fastede og var klædt i sæk som tegn på sorg og anger. Endnu en gang blev Guds lov læst højt for folket i omkring tre timer om formiddagen. Om eftermiddagen „aflagde de bekendelse og bøjede sig for Jehova deres Gud“. Derefter bad levitterne deres velgennemtænkte bøn på folkets vegne. — Neh. 9:1-4.

6. Hvad hjalp levitterne til at bede en meningsfyldt bøn, og hvad kan vi lære af det?

6 Uden tvivl hjalp dét at levitterne hyppigt læste i Guds lov, dem til at forberede denne meningsfyldte bøn. I den første del af bønnen er det udelukkende Jehovas gerninger og egenskaber der nævnes. I resten af bønnen nævner levitterne gentagne gange Guds „rige barmhjertighed“ samtidig med at de ærligt erkender at israelitterne ikke var værdige til denne barmhjertighed. (Neh. 9:19, 27, 28, 31) Vi kan også bede varierede og meningsfyldte bønner hvis vi, ligesom levitterne, daglig mediterer over Guds ord og lader Jehova tale til os  inden vi beder længere bønner til ham. — Sl. 1:1, 2.

7. Hvad bad levitterne Gud om, og hvad kan vi lære af det?

7 Bønnen indeholder kun én beskeden anmodning. Den kommer først hen imod slutningen: „Nu, du vor Gud, den store, vældige og frygtindgydende Gud, der holder fast ved pagten og den loyale hengivenhed, lad det ikke være en ubetydelighed for dit ansigt med alle de besværligheder der har ramt os, vore konger, vore fyrster og vore præster og vore profeter og vore forfædre og hele dit folk fra Assyriens kongers dage indtil denne dag.“ (Neh. 9:32) Levitternes eksempel lærer os altså at vi må lovprise og takke Jehova inden vi kommer med personlige anmodninger i vores bønner.

GUDS HERLIGE NAVN LOVSYNGES

8, 9. (a) Hvordan indledte levitterne ydmygt deres bøn? (b) Hvilke to himmelske hære hentyder levitterne til?

8 Levitterne var ydmyge, så selvom deres bøn var velgennemtænkt, følte de ikke at deres ord fuldt ud kunne udtrykke den lovsang Jehova fortjener. Deres bøn for hele Guds folk indledes derfor med disse ydmyge ord: „Lad dem velsigne dit herlige navn, som er ophøjet over al velsignelse og lovsang.“ — Neh. 9:5.

9 „Du er Jehova, du alene,“ fortsætter bønnen, „du frembragte himlene, himlenes himle, og hele deres hær, jorden og alt hvad der er på den, havene og alt hvad der er i dem; og du holder alt i live; og himmelens hær bøjer sig for dig.“ (Neh. 9:6) Ja, Jehova Gud har skabt hele universet, som består af utallige galakser fyldt med stjerner. Lige så fantastisk er det at han har skabt vores smukke planet med en forbløffende evne til at opretholde en mangfoldighed af liv — livsformer der bliver ved med at formere sig efter deres arter. Alt dette var Guds hellige engle, der også kan beskrives som „himmelens hær“, vidne til. (1 Kong. 22:19; Job 38:4, 7) Englene udfører ydmygt Guds vilje ved at tjene syndige mennesker „som skal arve frelse“. (Hebr. 1:14) Hvor er englene et godt eksempel for os når vi som en enig og veltrænet hær tjener Jehova! — 1 Kor. 14:33, 40.

10. Hvad lærer vi af det Gud gjorde for Abraham?

10 Som det næste nævnte levitterne hvad Gud havde gjort for Abram, der som 99-årig ikke havde fået et eneste barn med sin ufrugtbare kone, Saraj. På det tidspunkt ændrede Jehova hans navn til Abraham, der betyder „fader til en mængde“. (1 Mos. 17:1-6, 15, 16) Gud lovede også Abraham at hans afkom  skulle arve Kana’ans land. Mennesker glemmer ofte hvad de lover, men sådan forholder det sig ikke med Jehova. Det udtrykkes på denne måde i levitternes bøn: „Du er Jehova, den sande Gud, der udvalgte Abram og førte ham ud af kaldæernes Ur og gjorde hans navn til Abraham. Og du fandt at hans hjerte var trofast mod dig, så der blev sluttet pagt med ham om at give ham det land der tilhørte kana’anæerne, ... for at give det til hans afkom; derpå opfyldte du dine ord, for du er retfærdig.“ (Neh. 9:7, 8) Vi kan efterligne vores retfærdige Gud ved at gøre alt hvad vi kan, for at holde vores løfter. — Matt. 5:37.

JEHOVAS GERNINGER OPREGNES

11, 12. Forklar hvad Jehovas navn betyder, og hvordan Jehova levede op til sit navn i forbindelse med Abrahams efterkommere.

11 Navnet Jehova betyder „Han lader (eller: får til at) blive“, hvilket viser at Gud altid gør hvad der er nødvendigt for at hans løfter kan blive opfyldt. Et smukt eksempel på dette er det han gjorde for Abrahams efterkommere da de var i trældom i Egypten. På det tidspunkt virkede det helt umuligt at folket kunne blive udfriet og ført ind i det lovede land. Men Gud gjorde det nødvendige for at opfylde sit løfte og viste sig dermed værdig til det unikke og strålende navn Jehova.

12 I deres bøn beskrev levitterne noget af det Jehova gjorde for sit folk: „Da du så vore forfædres nød i Ægypten, og du hørte deres klageskrig ved Det Røde Hav, brugte du tegn og mirakler mod Farao og alle hans tjenere og hele folket i hans land, for du vidste at de handlede formasteligt imod dem, og derpå gjorde du dig et navn som du har den dag i dag, idet du kløvede havet foran dem, så de gik over midt gennem havet på tør bund; og deres forfølgere kastede du i dybet som en sten i de voldsomme vande.“ Og bønnen fortsætter: „Du undertvang landets indbyggere, kana’anæerne, foran dem ... De indtog således befæstede byer og fed jord og tog huse fyldt med alt godt i besiddelse, samt udhuggede cisterner, vingårde og olivenlunde og en mængde træer til føde, hvorpå de spiste og blev mætte og blev fede og levede højt på din store godhed.“ — Neh. 9:9-11, 24, 25.

13. Hvordan sørgede Jehova for Israels åndelige behov, men hvordan reagerede folket?

13 Jehova gjorde en lang række andre ting for at opfylde sine løfter. For eksempel sørgede han for israelitternes åndelige behov kort efter at de havde forladt Egypten. „Du steg ned på Sinaj Bjerg,“ sagde levitterne i deres bøn, „og talte med dem fra himmelen, hvorpå du gav dem retskafne lovbud og sande love, gode forordninger og bud.“ (Neh. 9:13) Jehova havde udvalgt israelitterne som sit folk og ville give dem det land han havde lovet dem. Derfor oplærte han dem så de kunne være værdige til at bære hans navn, men de adlød ikke Jehovas bud særlig længe. — Læs Nehemias 9:16-18.

BEHOV FOR TUGT

14, 15. (a) Hvordan viste Jehova barmhjertighed mod sit folk? (b) Hvad kan vi lære af hvordan Jehova tog sig af sit udvalgte folk?

14 Levitternes bøn henviser til to specifikke synder som israelitterne begik kort efter at de ved Sinaj Bjerg havde lovet at holde Guds lov. De fortjente at blive overladt til sig selv og dø i ørkenen. Men i bønnen lovprises Jehova: „I din rige barmhjertighed forlod du dem alligevel ikke i ørkenen. ... I fyrre  år sørgede du for føde til dem ... De manglede intet. Deres klæder blev ikke slidt, og deres fødder svulmede ikke op.“ (Neh. 9:19, 21) I dag sørger Jehova også for at vi har alt det vi behøver for at kunne tjene ham trofast. Vi ønsker ikke at være som de tusinder af israelitter der på grund af deres ulydighed og mangel på tro døde i ørkenen. Disse ting „blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet“. — 1 Kor. 10:1-11.

15 Efter at israelitterne var kommet ind i det lovede land, antog de sørgeligt nok kana’anæernes gudsdyrkelse, som indbefattede seksuelle udskejelser og børneofringer. Jehova tillod derfor at de omkringboende folkeslag undertrykte hans udvalgte folk. Når israelitterne angrede, tilgav Jehova dem barmhjertigt og udfriede dem fra deres fjender. Dette skete „gang på gang“. (Læs Nehemias 9:26-28, 31). „Du,“ indrømmede levitterne, „var overbærende mod dem i mange år og vidnede imod dem ved din ånd gennem dine profeter, uden at de lyttede. Til sidst gav du dem i landenes folkeslags hånd.“ — Neh. 9:30.

16, 17. (a) Hvordan adskilte situationen efter landflygtigheden sig fra dengang israelitternes forfædre arvede det lovede land? (b) Hvad erkendte israelitterne, og hvad lovede de at gøre?

16 Da israelitterne var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon, blev de igen ulydige mod Jehova. Hvordan var deres situation forskellig fra tidligere? Levitterne fortsatte deres bøn: „Se! Vi er i dag trælle; og det land som du gav vore forfædre for at de skulle spise dets frugt og dets gode sager, se, det er vi trælle i, og dets rigelige afgrøde tilfalder de konger som du har sat over os på grund af vore synder, ... og vi er i stor trængsel.“ — Neh. 9:36, 37.

17 Antydede levitterne at det var uretfærdigt af Gud at tillade denne trængsel? Bestemt ikke! „Du er retfærdig i alt hvad der er kommet over os,“ erkendte de, „for du har handlet trofast, men vi har handlet ugudeligt.“ (Neh. 9:33) Og så afsluttede de deres uselviske bøn med et højtideligt løfte om at folket fremover ville adlyde Guds lov. (Læs Nehemias 9:38; 10:29) Dette løfte blev nedskrevet i et dokument som 84 jødiske ledere derefter satte deres segl på. — Neh. 10:1-27.

18, 19. (a) Hvad har vi behov for hvis vi skal overleve og komme ind i Guds nye verden? (b) Hvad må vi fortsat bede om, og hvorfor?

18 Vi har behov for Jehovas tugt hvis vi skal overleve og komme ind i hans retfærdige nye verden. „Hvad er det for en søn som en fader ikke tugter?“ spurgte apostlen Paulus. (Hebr. 12:7) Vi viser at vi er villige til at lade os oplære af Jehova, ved trofast at holde ud i tjenesten for ham og lade hans ånd rense os. Og hvis vi skulle begå en alvorlig synd, kan vi være sikre på at Jehova vil tilgive os når vi oprigtigt angrer og ydmygt tager imod tugt.

19 Snart vil Jehova skabe sig et endnu større navn end han gjorde da han udfriede israelitterne fra Egypten. (Ez. 38:23) Og lige så sikkert som hans folk i fortiden arvede det lovede land, vil alle kristne der trofast holder ud i tjenesten for Jehova, blive belønnet med liv i hans retfærdige nye verden. (2 Pet. 3:13) Med så fantastiske fremtidsudsigter har vi god grund til fortsat at bede om at Guds herlige navn må blive helliget. I den følgende artikel vil vi gennemgå en anden bøn der kan hjælpe os til at opnå Guds velsignelse nu og for evigt.