Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) JUNI 2013

 LIVSBERETNING

At adlyde Jehova har givet mig mange velsignelser

At adlyde Jehova har givet mig mange velsignelser

„Vi kan lære noget meget vigtigt af Noa!“ forklarede min far os. „Noa adlød Jehova og elskede sin familie, og hele familien overlevede Vandfloden fordi de alle gik ind i arken.“

DETTE er et af de tidligste minder jeg har om min far, der var en beskeden og hårdtarbejdende mand. Han havde en stærk retfærdighedssans og følte sig derfor straks tiltrukket af Bibelens budskab da han hørte det i 1953. Fra første færd gjorde han sit bedste for at give det han lærte, videre til os børn. Min mor havde til at begynde med ikke lyst til at give slip på sine katolske traditioner, men med tiden accepterede også hun Bibelens lære.

Det var svært for mine forældre at studere med os børn. Mor kunne stort set ikke læse, og far sled i marken dagen lang. Nogle gange var han så træt at han faldt i søvn under studiet. Alligevel bar hans bestræbelser frugt. Da jeg var den ældste, hjalp jeg med at undervise min søster og mine to brødre. Vi talte ofte om hvor meget Noa elskede sin familie, og om hvor lydig han var mod Gud. Jeg elskede den beretning! Der gik ikke lang tid før vi alle begyndte at overvære møderne i rigssalen i Roseto degli Abruzzi, en by ved Adriaterhavets kyst.

Jeg var kun 11 år gammel da min mor og jeg i 1955 rejste vestpå over bjergene til Rom for at overvære vores første stævne. Lige siden har jeg betragtet stævnerne som en meget smuk del af vores liv som kristne.

Året efter blev jeg døbt, og snart begyndte jeg som pioner. Da jeg var 17, blev jeg specialpioner i Latina, en by syd for Rom der lå cirka 300 kilometer fra min hjemby. Det var en forholdsvis ny by, så folk gik ikke så meget op i hvad naboerne tænkte. Min pionermakker og jeg nød at vi kunne uddele en masse bibelsk læsestof, men da jeg var så ung, led jeg frygteligt af hjemve! Jeg ønskede dog lydigt at blive i det distrikt jeg havde fået tildelt.

På vores bryllupsdag

I 1963 blev jeg sendt til Milano for at hjælpe med forberedelserne til det internationale stævne „En evigvarende god nyhed“. Under stævnet deltog jeg i frivillig tjeneste sammen med mange andre, deriblandt Paolo Piccioli, en ung broder fra Firenze. På stævnets anden dag holdt han  et livligt og engageret foredrag om den ugifte stand. Jeg kan huske at jeg tænkte: ’Den broder bliver i hvert fald aldrig gift.’ Men vi begyndte at skrive sammen, og det gik op for os at vi havde meget tilfælles — vores mål, vores kærlighed til Jehova og vores stærke ønske om at adlyde ham. Paolo og jeg blev gift i 1965.

DEBATTER MED PRÆSTER

Jeg var almindelig pioner i Firenze i ti år. Det var spændende at følge menighedernes vækst og især at se de unge gøre fremskridt. Paolo og jeg nød at bruge tid sammen med dem, både på åndelige samtaler og på fritidsaktiviteter. Det sidste var for Paolo ensbetydende med at spille fodbold. Jeg ville selvfølgelig gerne være sammen med min mand, men jeg kunne mærke at de unge og familierne i menigheden også havde brug for noget af hans tid og opmærksomhed.

Det fylder mig stadig med glæde at tænke tilbage på de mange vi studerede Bibelen med. En af dem var Adriana, der fortalte to andre familier om det hun lærte. De arrangerede et møde med en præst for at diskutere nogle af kirkens læresætninger, såsom treenigheden og den udødelige sjæl. Der dukkede tre prælater op til mødet. Deres forklaringer var indviklede og inkonsekvente, og vores bibelstudieelever kunne se at de slet ikke harmonerede med Bibelens klare lære. Mødet blev noget af et vendepunkt, og med tiden blev omkring 15 personer fra disse familier Jehovas Vidner.

I dag er vores forkyndelsesmetoder selvfølgelig helt anderledes. Dengang blev Paolo „ekspert“ i at diskutere med præster — og han var med til en del debatter. Ved én debat, hvor der kun var ikke-Vidner til stede, var det tydeligt at præsterne på forhånd havde aftalt med nogle af tilhørerne at de skulle stille Paolo spørgsmål der ville virke pinlige. Men debatten tog en uventet drejning. En blandt publikum spurgte om det var rigtigt af kirken at blande sig i politik, som den havde gjort i århundreder. Nu var præsterne på glatis. Pludselig gik lyset ud, og mødet blev afblæst. Flere år senere fandt vi ud af at præsterne havde planlagt at afbryde strømmen hvis debatten ikke gik helt som de havde håbet.

NYE FORMER FOR TJENESTE

Da Paolo og jeg havde været gift i ti år, blev vi spurgt om vi ville begynde i kredstjenesten. Paolo havde et godt job, så det var ikke nogen  nem beslutning. Men efter grundig overvejelse og mange bønner sagde vi ja til denne nye form for tjeneste. Vi nød samværet med vores værtsfamilier. Ofte studerede vi sammen med familien om aftenen, og bagefter hjalp Paolo børnene med deres lektier, især hvis de havde matematik for. Paolo var også en rigtig læsehest, og han nød at give andre del i de spændende og opbyggende ting han stødte på. Om mandagen tog vi ofte ud at forkynde i byer hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner, og inviterede folk til at komme og høre et foredrag om aftenen.

Vi nød at bruge tid sammen med de unge, hvilket for Paolo ofte var ensbetydende med at spille fodbold

Efter kun to år i kredstjenesten blev vi indbudt til at tjene på Betel i Rom. Paolo kom i Den Juridiske Afdeling, og jeg kom i Abonnementsafdelingen. Forandringen var ikke let for os, men vi var besluttede på at være lydige. Det var spændende at følge udvidelserne på afdelingskontoret og brodersamfundets enorme vækst i Italien. I denne periode opnåede Jehovas Vidner i Italien juridisk anerkendelse. Vi var meget glade for vores tjeneste på Betel.

Paolo elskede sit arbejde på Betel

Mens vi var på Betel, kom Jehovas Vidners bibelske holdning til blod i offentlighedens søgelys i Italien. I begyndelsen af 1980’erne blev der ført en retssag om blodspørgsmålet som satte sindene i kog. Et ægtepar der var Jehovas Vidner, blev falskeligt anklaget for at have forårsaget deres datters død, selvom hun faktisk døde på grund af en alvorlig arvelig blodsygdom som er almindelig i Middelhavsområdet. Brødre og søstre i betelfamilien assisterede de advokater der repræsenterede forældrene. En tryksag og en særudgave af Vågn op! oplyste folk om sagens kendsgerninger og om hvad Guds ord siger om blod. I de måneder arbejdede Paolo ofte op til 16 timer om dagen. Jeg gjorde mit bedste for at støtte ham.

ENDNU EN STOR FORANDRING

Vi havde været gift i 20 år da der skete noget helt uventet. Jeg var 41, og Paolo var 49 da jeg fortalte ham at jeg troede jeg var gravid. I sin dagbog skrev han den dag: „Bøn: Hvis det er sandt, så hjælp os til at fortsætte i heltidstjenesten, til ikke at slække på det åndelige og til at være gode forældre gennem vores eksempel. Frem for alt, hjælp mig til at føre mindst 1 procent af alt det jeg har sagt fra talerstolen i de sidste 30 år, ud i praksis.“ Hvis man skal dømme ud fra resultatet, må Jehova have besvaret hans — og min — bøn.

Da Ilaria kom til verden, blev der vendt op og ned på vores liv. Vi var helt ærligt ved at miste modet indimellem, som beskrevet i Ordsprogene  24:10: „Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset.“ Men vi støttede og opmuntrede hinanden.

Ilaria nævner ofte hvor glad hun er for at begge hendes forældre var travlt optaget af heltidstjenesten. Hun har aldrig følt sig forsømt; hun er vokset op i en helt normal familie. I løbet af dagen tog jeg mig af hende. Om aftenen når Paolo kom hjem, havde han som regel noget arbejde han skulle gøre færdigt; alligevel brugte han tid på at lege med Ilaria og hjælpe hende med lektierne — selvom det betød at han nogle gange måtte blive oppe til klokken to eller tre om natten for at få sit arbejde klaret. Ilaria sagde tit: „Far er min bedste ven.“

For at hjælpe Ilaria til at blive på den kristne livsvej måtte vi selvfølgelig være konsekvente — og nogle gange ret bestemte. Jeg mindes en episode hvor hun opførte sig meget dårligt over for en legekammerat. Vi forklarede ud fra Bibelen hvorfor hun ikke skulle opføre sig sådan. Vi fik hende også til at sige undskyld til den anden pige mens vi hørte på det.

Ilaria siger at hendes forældres kærlighed til forkyndelsen også har fået hende til at elske tjenesten. Nu hvor hun er voksen og gift, forstår hun endnu bedre hvor vigtigt det er at adlyde Jehova og følge hans ledelse.

LYDIG — OGSÅ I EN TID MED SORG

I 2008 fik Paolo at vide at han havde kræft. I starten så det ud til at han ville overleve sygdommen, og han var god til at opmuntre mig. Ud over at vi søgte den bedst mulige lægebehandling, bad vi sammen med Ilaria lange bønner til Jehova for at få styrke til at klare den tid der kom. Men den mand der havde været så stærk og dynamisk, blev svagere og svagere for øjnene af mig. Hans død i 2010 tog ekstremt hårdt på mig. Det trøster mig dog meget at tænke tilbage på alt det vi har udrettet i de 45 år vi var sammen. Vi gav Jehova det bedste vi havde. Jeg ved at vores arbejde vil have varig værdi. Og jeg længes efter den dag hvor Jesu ord i Johannes 5:28, 29 bliver opfyldt og Paolo bliver oprejst.

„Inderst inde er jeg stadig den lille pige der elsker historien om Noa. Jeg er stadig besluttet på at adlyde Jehova“

Inderst inde er jeg stadig den lille pige der elsker historien om Noa. Jeg er stadig besluttet på at adlyde Jehova, uanset hvad han beder mig om. Vores problemer, ofre og tab vil altid være små i sammenligning med de vidunderlige velsignelser vores kærlige Gud giver os. Det har jeg personligt erfaret — og det er det hele værd!