Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) APRIL 2013

 LIVSBERETNING

50 års heltidstjeneste ved polarcirklen

50 års heltidstjeneste ved polarcirklen

„Det er let nok for dig at være pioner. Begge dine forældre er i sandheden, og de kan støtte dig,“ sagde vi til vores veninde der var i heltidstjenesten. „Nej, hør nu! Vi har da alle den samme Far,“ svarede hun. Hendes svar mindede os om noget vigtigt: Vores himmelske Far tager sig af sine tjenere og styrker dem. At det passer, kan vores livsberetning bekræfte.

 VI ER født ind i en bondefamilie i det nordlige Pohjanmaa i Finland, og vi var ti børn. Vi voksede op i skyggen af Anden Verdenskrig. Selvom vi boede hundreder af kilometer fra frontlinjerne, gjorde krigens rædsler et dybt indtryk på os. Da de nærliggende byer Oulu og Kalajoki blev bombet, så vi nattehimmelen blive lyst op af et rødt skær. Vores forældre lærte os børn at vi skulle gemme os så snart vi så krigsfly nærme sig. Da vores ældste bror, Tauno, fortalte os om en paradisisk jord uden uretfærdighed, rørte det derfor vores hjerter.

Tauno var 14 da han lærte sandheden fra Bibelen at kende gennem bøger udgivet af Bibelstudenterne. Da Anden Verdenskrig brød ud, nægtede han på grund af sin bibeloplærte samvittighed at udføre militærtjeneste og blev sendt i fængsel. Der blev han udsat for en brutal behandling. Men det styrkede kun hans beslutning om at tjene Jehova, og efter sin løsladelse var han endnu mere nidkær i tjenesten. Vores brors gode eksempel opmuntrede os til at komme til Jehovas Vidners møder i en af nabolandsbyerne. Vi overværede også stævner, selvom vi måtte gøre en stor indsats for at spare op til rejsen. Vi syede tøj for naboerne, dyrkede løg og plukkede blåbær og tyttebær. Da vi havde mange pligter hjemme på gården, kunne vi som regel ikke tage til stævne samtidig, så vi skiftedes.

Fra venstre: Matti (far), Tauno, Saimi, Maria Emilia (mor), Väinö (baby), Aili og Annikki i 1935

De sandheder vi lærte om Jehova og hans hensigt, fik os til at elske ham endnu mere, og vi besluttede at vie vores liv til ham. I 1947 symboliserede vi begge vores indvielse ved dåben (Annikki var 15, og Aili var 17). Vores søster Saimi blev døbt samme år. Vi studerede også Bibelen med vores søster Linnea, der allerede var gift. Hun og hendes familie blev også Jehovas Vidner. Efter at vi var blevet døbt, besluttede vi at vi fra tid til anden ville være feriepionerer (eller hjælpepionerer).

VI BEGYNDER I HELTIDSTJENESTEN

Fra venstre: Eeva Kallio, Saimi Mattila-Syrjälä, Aili, Annikki og Saara Noponen i 1949

I 1955 flyttede vi længere nordpå, til byen Kemi. Selvom vi begge havde fuldtidsarbejde, ønskede vi at blive pionerer men var bange for at vi ikke kunne forsørge os selv. Vi tænkte at vi først skulle spare nogle penge op. Det var på det tidspunkt vi havde samtalen med pionersøsteren der blev omtalt i indledningen. Hun hjalp os til at se at vores egne midler og den støtte vores familie kan give os, ikke er afgørende for om vi kan være i heltidstjenesten. Det vigtigste er at vi stoler på vores himmelske Far.

Busrejse til stævne i Kuopio i 1952. Fra venstre: Annikki, Aili, Eeva Kallio

På det tidspunkt havde vi sparet nok op til at kunne klare os i to måneder. I maj 1957 meldte vi os derfor med bævende hjerter til to måneders pionertjeneste i Pello i Lapland, nord for  polarcirklen. Efter to måneder havde vi stadig hele vores opsparing, så vi meldte os til at være pionerer i to måneder mere. Da de to måneder var gået, havde vi stadig alle pengene. Nu var vi sikre på at Jehova ville tage sig af os. Efter 50 års pionertjeneste har vi stadig vores opsparing! Når vi ser tilbage, føler vi at Jehova tog os i hånden og sagde: ’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe jer.’ — Es. 41:13.

Efter 50 års pionertjeneste har vi stadig vores opsparing!

Kaisu Reikko og Aili i forkyndelsen

I 1958 anbefalede vores kredstilsynsmand at vi flyttede længere nordpå i Lapland, til Sodankylä, for at tjene som specialpionerer. På det tidspunkt var der kun ét Jehovas vidne i området. Det var en søster, der havde lært sandheden at kende på en ret interessant måde. Hendes søn havde været på en klasseudflugt til Helsinki. Da klassen gik gennem byen, gav en ældre søster et nummer af Vagttårnet til drengen, der gik bagerst, og bad ham om at give det til sin mor. Det gjorde drengen, og da moderen læste det, forstod hun straks at hun havde fundet sandheden.

Vi lejede et værelse oven på et savværk. Der holdt vi møder. Til at begynde med var vi kun os selv, den lokale søster og hendes datter. Vi læste studiematerialet sammen. Senere kom en mand der havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner, for at arbejde på savværket. Han og hans familie begyndte at komme sammen med vores gruppe. Med tiden blev både han og konen døbt. Nu havde vi en broder til at lede møderne. Flere mænd fra savværket begyndte at overvære møderne og tog imod sandheden. Et par år senere var vores gruppe blevet så stor at der kunne dannes en menighed.

UDFORDRINGER

Vi måtte tilbagelægge lange afstande for at forkynde. Om sommeren nåede vi ud til folk i vores distrikt til fods, på cykel eller i robåd. Især var vi glade for vores cykler. Vi cyklede også når vi skulle til stævne og på besøg hos vores forældre, som boede flere hundrede kilometer væk. Om vinteren tog vi tidligt om morgenen en bus ud til en landsby i området og gik så fra hus til hus. Når vi var færdige med en landsby, gik vi videre til den næste. Sneen var dyb, og vejene var ikke altid ryddet. Vi fulgte ofte sporene fra hestetrukne slæder. Nogle gange dækkede sneen alle spor, og i det tidlige forår var sneen så våd og tung at det var svært at komme frem.

Sammen i forkyndelsen på en kold vinterdag

 Den bidende kulde og snemængderne lærte os at klæde os varmt på. Vi gik med uldne strømpebukser og to eller tre par sokker i langskaftede støvler. Men støvlerne blev tit fyldt med sne. Når vi kom til en trappe op til et hus, tog vi dem af og rystede sneen ud af dem. Sømmene på vores lange vinterfrakker blev våde når vi vadede gennem sneen. Når det blev koldere, blev sømmene stive som metal. En kvinde vi besøgte, sagde: „I må have en meget stærk tro når I frivilligt har vovet jer ud i sådan et vejr!“ Vi havde gået over 11 kilometer for at nå frem til hendes hus.

På grund af de lange afstande overnattede vi ofte hos de lokale. Når det var ved at blive sent, begyndte vi at spørge om logi for natten. Folk boede meget beskedent, men de var venlige og gæstfri, og de tilbød os ikke kun husly men også mad. Ofte var vores ’seng’ et rensdyrskind, et elgskind eller endda et bjørneskind. Enkelte gange oplevede vi en smule luksus. For eksempel viste en kvinde der boede i et stort hus, os ovenpå til et gæsteværelse hvor en smuk seng med friske, hvide blondelagner stod og ventede på os. Mange gange drøftede vi Bibelen med folkene i huset til langt ud på aftenen. Ét sted sov værtsparret i den ene ende af værelset, mens vi sov i den anden. Vores bibelske samtale med dem fortsatte i nattens mulm og mørke, helt frem til daggry. Hele natten skiftedes manden og konen til at stille spørgsmål.

GODE RESULTATER

Lapland er et barsk men smukt område, og hver årstid har sin charme. Men i vores øjne var de mennesker der ønskede at lære om Jehova, endnu smukkere. Nogle af dem vi forkyndte for, var skovhuggere der var kommet til skovhuggerlejre i Lapland. Somme tider var der snesevis af mænd samlet i en hytte når vi to små søstre gjorde vores entré. Disse stovte mænd tog med glæde imod Bibelens budskab og den litteratur vi tilbød dem.

Vi havde mange spændende oplevelser. Da bussen en dag var kørt fra os fordi uret på busstationen var fem minutter foran, besluttede vi at tage en bus til en anden landsby. Det var et område hvor vi aldrig havde forkyndt før. I det første hus mødte vi en ung kvinde der sagde: „Nå der er I, piger. Jeg regnede også med at I ville komme.“ Vi havde studeret med hendes søster. Den unge kvinde havde bedt sin søster om at arrangere at vi kom på besøg netop denne dag. Men den besked havde vi ikke fået. Vi begyndte at studere med både hende og hendes slægtninge der boede lige i nærheden. Ikke længe efter slog vi disse studier sammen til ét, hvor der  hver gang var omkring 12 til stede. Siden da er mange i denne familie blevet Jehovas Vidner.

I 1965 blev vi bedt om at flytte til vores nuværende menighed i Kuusamo, lige syd for polarcirklen. Dengang bestod menigheden kun af nogle få forkyndere. Til at begynde med virkede distriktet temmelig vanskeligt. Folk var meget religiøse og fulde af fordomme mod os. Mange havde dog respekt for Bibelen, og det gjorde at vi kunne få samtaler. Vi prøvede at komme ind på livet af folk, og efter et par år var det blevet lettere at oprette bibelstudier.

STADIG AKTIVE FORKYNDERE

Nogle af dem vi har studeret med

I dag har vi ikke længere kræfter til at gå i forkyndelsen fra morgen til aften, men vi er stadig i tjenesten næsten hver eneste dag. Det blev lettere for os at udbrede den gode nyhed til folk i vores vidtstrakte distrikt da Aili, tilskyndet af vores nevø, i 1987 tog kørekort i en alder af 56 år. Det var også en hjælp for os da der blev bygget en ny rigssal og vi fik lov at flytte ind i en tilhørende lejlighed.

Den vækst vi har været vidne til, giver os stor glæde. Da vi i sin tid begyndte i heltidstjenesten i det nordlige Finland, var der kun få, spredte forkyndere i dette enorme område. Nu er der så mange menigheder at de udgør en hel kreds. Ved stævnerne er det af og til sket at nogle er kommet hen og har præsenteret sig for os og har spurgt om vi kunne huske dem. Ofte viser det sig at vi har ledt et bibelstudium i deres hjem da de var børn. Den sæd der blev sået for flere år eller endda årtier siden, har båret frugt! — 1 Kor. 3:6.

Vi elsker at gå i tjenesten, selv når det regner

I 2008 havde vi været specialpionerer i 50 år. Vi takker Jehova for at vi har kunnet opmuntre hinanden til at holde ud i hans skønne gerning. Vi har levet et enkelt liv, men vi har aldrig manglet noget. (Sl. 23:1) De bekymringer vi havde inden vi begyndte som pionerer, viste sig at være helt ubegrundede! Igennem alle disse år har Jehova styrket os som lovet i Esajas 41:10: ’Jeg vil støtte jer. Ja, jeg vil hjælpe jer. Ja, jeg vil holde jer fast med min retfærdigheds højre hånd.’