Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) MARTS 2013

Opgiv aldrig håbet!

Opgiv aldrig håbet!

Har du været et Jehovas vidne i mange år, og er dit højeste ønske at din ægtefælle også begynder at tjene Jehova?

Eller er du blevet skuffet over at en du har studeret Bibelen med, ikke har taget imod sandheden selvom vedkommende til at begynde med var meget interesseret?

Så vil nogle oplevelser fra Storbritannien hjælpe dig til at se hvorfor du aldrig må opgive håbet. Du vil også se hvad du kan gøre for at ’sende dit brød ud på vandet’ og derved hjælpe dem der endnu ikke har taget imod sandheden. — Præd. 11:1.

VIGTIGT AT VÆRE UDHOLDENDE

Det er vigtigt at du selv holder fast ved sandheden og bevarer dit nære forhold til Jehova. (5 Mos. 10:20) Det var hvad Georgina gjorde. Da hun i 1970 begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, blev hendes mand, Kyriacos, rasende. Han forsøgte at sætte en stopper for studiet og ville overhovedet ikke have Jehovas Vidner inden for sine døre. Hver gang han fandt nogle af deres publikationer, smed han dem ud.

Da Georgina begyndte at komme til møderne, blev Kyriacos endnu mere rasende. En dag tog han hen til rigssalen blot for at diskutere. Da en søster fandt ud af at han talte bedre græsk end engelsk, ringede hun efter en græsk broder fra en anden menighed. Broderens venlighed gjorde indtryk på Kyriacos, og i et par måneder studerede de endda Bibelen sammen. Men så trak Kyriacos sig ud af det.

I de næste tre år mødte Georgina fortsat modstand. Kyriacos sagde at han ville gå fra hende hvis hun nogen sinde blev døbt. Den dag Georgina skulle døbes, bad hun inderligt til Jehova om at hendes mand ikke ville forlade hende. Da brødrene kom for at hente hende til stævnet, sagde han: „Kør I bare i forvejen. Vi kører i vores egen bil.“ Kyriacos overværede formiddagsprogrammet og så sin kone blive døbt!

Næsten 40 år efter at Georgina var kommet i kontakt med Jehovas Vidner, så hun sin mand blive døbt

Herefter aftog hans modstand, og han gjorde gradvis store forandringer. Næsten 40 år efter at Georgina var kommet i kontakt med Jehovas Vidner, så hun sin mand blive døbt! Hvad var det der havde hjulpet Kyriacos? Han siger selv: „Jeg var meget glad for at Georgina var så beslutsom.“ Og Georgina siger: „Min mands modstand havde ikke kunnet få mig til at holde op med at tilbede min Gud. Jeg blev ved med at bede til Jehova, og jeg mistede aldrig håbet.“

BETYDNINGEN AF DEN NYE PERSONLIGHED

Noget andet der vil gøre det muligt for dig at hjælpe din ægtefælle, er at du opdyrker den kristne personlighed. Apostelen Peter tilskyndede kristne hustruer: „I [skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd.“ (1 Pet. 3:2) Christine fulgte dette råd, men alligevel tog det hende mange år at ’vinde’ sin mand. Da hun for over 20 år siden blev et Jehovas vidne, havde hendes mand, John, ikke noget behov for Gud i sit liv. Han ville ikke selv ind i nogen religion, men han lagde mærke til hvor meget Christines nyfundne tro betød for hende. „Jeg kunne se at hun blev glad,“ siger han. „Hun fik mere karakterstyrke og blev en jeg virkelig kunne regne med, og det har hjulpet mig igennem mange vanskelige situationer.“

Christine trak aldrig noget ned over hovedet på sin mand, der indrømmer: „Christine forstod lige fra begyndelsen at det var bedst at lade mig være i fred. Hun var tålmodig med mig og lod mig tage tingene til mig i mit tempo og på min måde.“ Når Christine så en artikel i Vagttårnet eller Vågn op! om et emne der interesserede John, for eksempel videnskab eller natur, viste hun ham bladet og sagde: „Jeg tror det her er noget for dig.“

På et tidspunkt blev John pensioneret og begyndte som havemand. Da han nu kunne lade tankerne dvæle mere ved livets store spørgsmål, begyndte han at spekulere: ’Er vi kommet her ved et tilfælde, eller er vi skabt i en bestemt hensigt?’ En dag spurgte en broder: „Hvad med et bibelstudium, John?“ „Da jeg nu var begyndt at tro på Gud, tog jeg imod tilbuddet,“ fortæller John.

Hvor var det godt at Christine aldrig opgav håbet! Efter at hun i 20 år havde bedt til at hendes mand ville tage imod sandheden, blev han døbt. Nu tjener de flittigt Jehova sammen. John bemærker: „Der var to ting der ’vandt’ mig — den kærlighed og den venlighed Jehovas Vidner viser. Når man er gift med et Jehovas vidne, har man en loyal, pålidelig og selvopofrende ægtefælle.“ Ja, Christine fulgte rådet i Første Petersbrev 3:1, og det virkede!

 SÆDEN KAN BÆRE FRUGT EFTER MANGE ÅR

Hvad så hvis en vi studerer med, af en eller anden grund mister interessen? Kong Salomon skrev: „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig, her eller der, eller om begge dele er lige gode.“ (Præd. 11:6) Der kan nogle gange gå lang tid før sandhedens sædekorn spirer i et menneske. Men til sidst går vigtigheden af at komme nær til Gud måske op for vedkommende. (Jak. 4:8) Ja, en dag vil du måske blive glædeligt overrasket.

Læg mærke til hvordan det gik med Alice, som flyttede til England fra Indien. I 1974 begyndte hun at studere Bibelen. Hun talte hindi men ville gerne blive bedre til engelsk. Studiet fortsatte i nogle år, og Alice kom til nogle få møder i en engelsk menighed. Hun vidste at det hun lærte, var sandheden, men betragtede det nærmest som en hobby. Desuden var hun meget optaget af at tjene penge og elskede at feste. På et tidspunkt holdt Alice helt op med at studere.

Næsten 30 år senere fik Stella, der havde studeret med Alice, et brev fra hende, hvori der stod: „Jeg er sikker på at du vil blive glad for at høre at hende du studerede Bibelen med i 1974, lige er blevet døbt ved områdestævnet. Du har spillet en vigtig rolle i mit liv. Du såede sandhedens sæd i mig, og selvom jeg ikke dengang var parat til at indvi mig til Gud, beholdt jeg denne sæd i mit sind og hjerte.“

Stella fik et brev fra Alice, hvori der stod: „Jeg er sikker på at du vil blive glad for at høre at hende du studerede Bibelen med i 1974, lige er blevet døbt ved områdestævnet“

Hvad var der sket? Alice forklarede at hun var blevet meget deprimeret efter sin mands død i 1997. Hun bad til Gud. Inden der var gået ti minutter, ringede to panjabitalende Jehovas Vidner på hendes dør og gav hende traktaten Hvilket håb er der for de døde? Alice følte at det var svaret på hendes bøn, og konkluderede at hun skulle tage kontakt til Jehovas Vidner. Men hvor kunne hun finde dem? Engang havde hun fået adressen på den panjabisprogede menighed af Stella, og den fandt hun nu frem til i en gammel kalender. Alice gik hen i rigssalen, og her blev hun budt hjertelig velkommen af de panjabitalende brødre og søstre. „Deres kærlighed og varme gjorde mig godt og hjalp mig til at finde lindring,“ fortæller hun.

Hun begyndte at overvære møderne regelmæssigt, genoptog sit bibelstudium og lærte at tale og læse panjabi flydende. I 2003 blev hun døbt. Hendes brev til Stella sluttede: „Tusind tak fordi du såede disse sædekorn for 29 år siden, og fordi du har været så godt et eksempel for mig.“

„Tusind tak fordi du såede disse sædekorn for 29 år siden, og fordi du har været så godt et eksempel for mig.“ — Alice

Hvad kan du lære af disse erfaringer? Det tager måske længere tid end du havde regnet med, men hvis en person er åndeligt sulten, ærlig og ydmyg, vil Jehova lade sandheden vokse i hans eller hendes hjerte. Glem ikke hvad Jesus sagde: „Sæden spirer og bliver høj, men [den der sår] ved ikke hvordan. Af sig selv bærer jorden lidt efter lidt frugt, først strå, så aks, til sidst fuld kerne i akset.“ (Mark. 4:27, 28) En sådan vækst foregår gradvis og „af sig selv“. I princippet ved den enkelte forkynder ikke hvordan. Hvis du fortsætter med at så rigeligt, kan du også komme til at høste rigeligt.

Glem heller ikke bønnens betydning. Georgina og Christine blev ved med at bede til Jehova. Hvis du er „vedholdende i bønnen“ og aldrig opgiver håbet, vil du „efter mange dages forløb“ måske finde noget af det „brød“ igen som du har sendt ud på vandet. — Rom. 12:12; Præd. 11:1.