Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) MARTS 2013

Har Josefus virkelig skrevet det?

Har Josefus virkelig skrevet det?

I sit værk om jødernes oldtidshistorie omtaler den jødiske historiker Flavius Josefus Jakob, „en bror til den Jesus som blev kaldt Kristus“. (Antiquities of the Jews, XX, ix, 1) Mange forskere anser denne udtalelse for at være autentisk. Nogle betvivler imidlertid ægtheden af en anden udtalelse om Jesus i det samme værk. Denne passage, der er kendt som Testimonium Flavianum, lyder:

„Nu var der på denne tid en vismand ved navn Jesus — hvis man da med rette kan kalde ham en mand, for han gjorde underfulde gerninger — en der underviste dem som med glæde lyttede til ham. Han vandt mange tilhængere, både jøder og ikkejøder. Han var Kristus [ho Christos, den Salvede, Messias]; og da Pilatus efter tilskyndelse fra de ypperste iblandt os havde dømt ham til korset, svigtede de der elskede ham fra begyndelsen, ikke, for han viste sig igen for dem levende på den tredje dag, da Guds profeter havde forudsagt dette og ti tusind andre vidunderlige ting om ham; og de kristne, som er blevet kaldt således efter ham, eksisterer den dag i dag.“ — Josephus — The Complete Works, XVIII, iii, 3, oversat af William Whiston.

Siden slutningen af det 16. århundrede har der været en heftig debat mellem dem der mener at denne udtalelse er autentisk, og dem der betvivler at Josefus har skrevet det. Serge Bardet, der er en fransk historiker og specialist i klassisk litteratur, har søgt at udrede de spegede tråde i denne debat, der altså har stået på i fire hundrede år. Han har offentliggjort sine undersøgelser i en bog der bærer titlen Le Testimonium Flavianum — Examen historique considérations historiographiques (Testimonium Flavianum — En historisk undersøgelse med historiske betragtninger).

Josefus var ikke en kristen forfatter. Han var en jødisk historiker; derfor drejer en stor del af striden sig om at Jesus kaldes „Kristus [ho Christos]“. Efter en nærmere analyse hævder Bardet at denne betegnelse „i enhver henseende svarer til den græske brug af den bestemte artikel i forbindelse med navne på personer“. Bardet tilføjer at fra et jødisk-kristent synspunkt „er det ikke en umulighed at Josefus ville benytte betegnelsen Christos“, men det er en nøgle til forståelse som „kritikerne i almindelighed har begået den store fejl at overse“.

Er det muligt at en skribent senere har pyntet på teksten og forfalsket den ved at efterligne Josefus’ stil? På grundlag af det historiske vidnesbyrd og teksten selv siger Bardet at en sådan efterligning ville være næsten et mirakel. Det ville kræve en som havde „et talent uden lige i hele antikken“, eller, med andre ord, en der var „lige så josefisk som Josefus“.

Så hvorfor alle disse indvendinger? Idet Bardet peger på selve sagens kerne, siger han at når der, i modsætning til de fleste antikke tekster, „hersker tvivl om Testimonium — er det simpelt hen på grund af de spørgsmål der er blevet rejst om selve Testimonium“. Han siger derefter at de forskellige standpunkter man har taget i årenes løb, mere skyldes „skjulte motiver“ end en deduktiv analyse af teksten, der taler stærkt for at den er autentisk.

Om Bardets analyse vil ændre forskernes mening om Testimonium Flavianum, vil tiden vise. Den har overbevist én fremtrædende specialist i hellenistisk jødedom og urkristendommen, Pierre Geoltrain. Han havde længe anset Testimonium for at være en interpolation, en tekstforfalskning, og har oven i købet gjort nar af dem som mente den var autentisk. Men han har ændret mening. Han siger selv at Bardets studium er grunden til det. Han erklærer nu at „ingen herefter bør vove at tale om Josefus’ ’usandsynlige vidnesbyrd’“.

Jehovas Vidner har naturligvis en endnu mere overbevisende grund til at anerkende Jesus som Kristus, eller Messias — den der findes i selve Bibelen. — 2 Tim. 3:16.