Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) JANUAR 2013

De mødte villigt frem — i Norge

De mødte villigt frem — i Norge

INDTIL for få år siden boede Roald og Elsebeth, et ægtepar sidst i fyrrerne, trygt og godt i Bergen, Norges næststørste by. Sammen med deres datter og søn, Isabel og Fabian, tog de trofast del i den lokale menigheds aktiviteter — Roald som ældste, Elsebeth som pioner og Isabel og Fabian som flittige forkyndere.

I september 2009 besluttede familien imidlertid at prøve noget nyt — at forkynde i et isoleret område i en uge. Sammen med Fabian (der dengang var 18) rejste Roald og Elsebeth til Nordkinnhalvøya, en halvø nord for polarcirklen som hører til Finnmark. Dér forkyndte de i den lille by Kjøllefjord sammen med andre brødre og søstre som også var kommet til dette isolerede område for at være med i forkyndelsen. „I begyndelsen af ugen,“ fortæller Roald, „var jeg ret tilfreds med mig selv fordi jeg havde kunnet planlægge min tid så jeg kunne være med i denne særlige tjeneste i en hel uge.“ Men senere på ugen begyndte han at se lidt anderledes på det. Hvad skete der?

 ET UVENTET SPØRGSMÅL

Roald fortæller: „Pludselig spurgte Mario, en pioner i Finnmark, om vi kunne tænke os at flytte til en by ved navn Lakselv og hjælpe den lokale menighed på 23 forkyndere.“ Spørgsmålet kom helt bag på Roald. Han forklarer: „Elsebeth og jeg havde overvejet at tjene hvor behovet er større — men først når børnene var flyttet hjemmefra.“ I løbet af de få dage Roald havde forkyndt i dette isolerede område, havde han imidlertid lagt mærke til at folk gerne ville vide mere om Jehova. Det var nu de havde brug for hjælp — ikke senere. „Spørgsmålet gav mig samvittighedskvaler og holdt mig vågen i flere nætter,“ husker han. Mario kørte Roald og hans familie til Lakselv, omkring 240 kilometer syd for Kjøllefjord. Han ville have at de selv skulle møde den lille menighed dér.

Andreas, den ene af to ældste i Lakselv, viste gæsterne området og rigssalen. Menigheden tog gæstfrit imod dem og sagde at de ville blive meget glade hvis Roald og hans familie kunne flytte dertil og hjælpe med forkyndelsen. Med et smil fortalte Andreas at han allerede havde arrangeret at Roald og Fabian skulle til en jobsamtale! Hvad ville gæsterne gøre?

HVILKEN BESLUTNING NÅEDE DE FREM TIL?

Fabians umiddelbare reaktion var: „Jeg har ikke lyst til at flytte hertil.“ Tanken om at skulle forlade sine nære venner som han var vokset op sammen med i menigheden, for at bo i en lille by tiltalte ham slet ikke. Desuden var han stadig i lære som elektriker. Da Isabel (der dengang var 21) blev spurgt om hvad hun ville synes om at flytte, udbrød hun: „Det er lige hvad jeg altid har haft lyst til!“ „Men,“ fortæller hun, „da jeg tænkte nærmere over det, spurgte jeg mig selv: ’Er jeg sikker på at det er en god idé? Vil jeg ikke komme til at savne mine venner? Skulle jeg ikke hellere blive i min egen menighed hvor alt er trygt og forudsigeligt?’“ Hvordan reagerede Elsebeth på invitationen? „Jeg følte at Jehova havde givet vores familie en opgave,“ siger hun, „men jeg tænkte også på vores nyistandsatte hus og på alle de ting vi havde samlet os gennem de sidste 25 år.“

Elsebeth og Isabel

Da ugen var gået, vendte Roald og hans familie hjem til Bergen, men de kunne ikke glemme deres brødre og søstre i Lakselv, omkring 2100 kilometer væk. „Jeg talte meget med Jehova i bøn,“ fortæller Elsebeth, „og jeg bevarede kontakten med vores nye venner ved at udveksle billeder og oplevelser med dem.“ Roald fortæller: „Jeg havde brug for tid til at vænne mig til tanken om at skulle flytte. Jeg måtte også tænke over om det overhovedet var praktisk muligt. Hvad skulle vi leve af? Jeg bad meget til Jehova, og jeg drøftede også sagen med min familie og med erfarne brødre.“ Fabian siger: „Jo mere jeg tænkte over det, jo mere indså jeg at jeg ikke havde nogen gyldig grund til at sige nej. Jeg bad ofte til Jehova, og ønsket om at flytte blev gradvis stærkere.“ Hvad med Isabel? For at forberede sig på at hun måske skulle flytte, begyndte hun som pioner. Da hun havde været pioner i et halvt år, hvor hun også brugte meget tid på personligt studium, følte hun sig parat til at tage det store spring.

HVAD DE GJORDE FOR AT NÅ DERES MÅL

I takt med at deres ønske om at tjene hvor der er et større behov, voksede, gjorde familien en række forandringer for at nå deres mål. Roald havde et vellønnet job som han var meget glad for, men han bad om at få et års orlov. Hans chef spurgte om han i stedet kunne arbejde på deltid — og veksle mellem at arbejde i to uger og have fri i seks uger. „Min indtægt blev reduceret meget, men det fungerede fint,“ siger Roald.

Elsebeth fortæller: „Min mand bad mig forsøge at finde et hus i Lakselv og udleje vores hus i Bergen. Det krævede en masse tid og energi, men det lykkedes os.“ Hun tilføjer: „Med tiden fandt børnene deltidsarbejde, og de hjælper os med at dække udgifterne til mad og transport.“

Isabel siger: „Det er en lille by vi er flyttet til, og noget af det sværeste for mig var at finde arbejde så jeg kunne forsørge mig selv som pioner. Indimellem syntes det håbløst.“ Ved at tage et hvilket  som helst lille deltidsarbejde hun kunne finde — ni forskellige det første år — tjente Isabel dog nok til at dække sine udgifter. Hvordan klarede Fabian sig? „For at blive udlært måtte jeg have en læreplads, og det fandt jeg i Lakselv. Da jeg havde bestået svendeprøven, fandt jeg mig et deltidsarbejde som elektriker.“

HVORDAN ANDRE HAR FORØGET DERES TJENESTE

Marelius og Kesia forkynder for en samisk kvinde i Norge

Marelius og hans kone, Kesia, ønskede også at tjene hvor der var et større behov for forkyndere. Marelius, der er 29, siger: „Det der fik mig til at overveje at forøge min tjeneste, var foredrag og interviews ved stævnerne som handlede om pionertjenesten.“ For Kesia, der er 26, var tanken om at skulle flytte væk fra familien imidlertid en hindring. „Jeg frygtede tanken om at være langt væk fra dem jeg holder af,“ siger hun. Desuden arbejdede Marelius på fuld tid så de kunne betale afdragene på deres hus. Han beretter: „Med Jehovas hjælp og efter mange bønner om styrke fra ham til at foretage ændringer kunne vi endelig tage springet.“ Det første de gjorde, var at bruge mere tid på at studere Bibelen. Derefter solgte de deres hus og sagde deres arbejde op, og i august 2011 flyttede de til byen Alta i Nordnorge. Dér forsørger de sig selv i deres pionertjeneste ved at Marelius arbejder som bogholder og Kesia arbejder i en butik.

Knut og Lisbeth, et ægtepar som nu er midt i trediverne, blev inspireret af årbogsberetninger om nogle der tjener hvor der er et større behov for forkyndere af Riget. „Disse erfaringer fik os til at overveje at tjene i et fremmed land,“ siger Lisbeth, „men jeg tøvede, for jeg var ikke sikker på at det var noget et almindeligt menneske som mig kunne klare.“ Parret arbejdede dog på at nå deres mål. Knut fortæller: „Vi solgte vores lejlighed og flyttede ind hos min mor for at spare op. Senere, for at få en smagsprøve på hvad det indebærer at tjene i et fremmed land, flyttede vi til en engelsk menighed i Bergen hvor vi var i et år; her boede vi hos Lisbeths mor.“ Inden længe følte Knut og Lisbeth sig klar til at tage springet, og dét et rigtig stort spring — til Uganda. De er i Norge to måneder om året for at arbejde. På den måde har de råd til at bo og forkynde på fuld tid i Uganda resten af året.

„SMAG OG SE AT JEHOVA ER GOD“

„Vi er blevet knyttet tættere sammen.“ — Roald

Hvordan er det gået disse villige arbejdere? Roald siger: „Vi bruger meget mere tid sammen som familie i dette isolerede område end vi gjorde i Bergen. Vi er blevet knyttet tættere sammen. Det har været en velsignelse at se vores børn gøre åndelige fremskridt.“ Han tilføjer: „Desuden har vi nu et mere afslappet forhold til materielle ting. De har ikke så stor betydning som vi gik og troede.“

 Elsebeth så behovet for at lære et fremmed sprog. Hvorfor? Lakselv-menighedens distrikt indbefatter byen Karasjok i det centrale Sameland — samerne er den oprindelige befolkning i den nordlige del af Norge, Sverige, Finland og Rusland. For bedre at kunne forkynde for dem tog Elsebeth derfor et kursus i samisk, og nu kan hun føre enkle samtaler på sproget. Hvad synes hun om sit nye distrikt? Hun siger glædestrålende: „Jeg leder seks bibelstudier. Jeg kunne ikke tænke mig at være nogen andre steder!“

Fabian, der nu er pioner og menighedstjener, fortæller at han og Isabel har hjulpet tre teenagere i deres nye menighed til at blive mere engageret i menighedens aktiviteter. Alle tre unge er nu aktive i forkyndelsen. To er blevet døbt, og de var begge hjælpepionerer i marts 2012. En af de unge, der havde været ved at glide væk fra sandheden, takkede Fabian og Isabel for at have hjulpet hende til at „komme i gang igen“. Fabian siger: „Jeg blev virkelig rørt. Hvor er det dejligt at kunne hjælpe andre!“ Isabel bemærker: „I dette distrikt har jeg virkelig ’smagt og set at Jehova er god’.“ (Sl. 34:8) Hun tilføjer: „Desuden er det rigtig sjovt at tjene her!“

Marelius og Kesia har nu en enklere levestandard men et rigere liv. Menigheden i Alta, som de flyttede til, har nu 41 forkyndere. Marelius siger: „Set i bakspejlet er det meget opmuntrende at vores tilværelse har ændret sig så meget. Vi takker Jehova fordi vi kan tjene ham som pionerer her. Intet kunne være mere tilfredsstillende.“ Kesia tilføjer: „Jeg har lært at stole mere på Jehova, og han har taget sig godt af os. Jeg har også fundet ud af at det at vi bor længere væk fra min familie, hjælper mig til i højere grad at værdsætte den tid vi tilbringer sammen. Jeg har aldrig fortrudt vores beslutning.“

Knut og Lisbeth studerer med en familie i Uganda

Hvordan går det med Knut og Lisbeth i Uganda? Knut fortæller: „Det tog tid at vænne sig til kulturen og de nye omgivelser. Vand, strøm og maveproblemer — vi ved aldrig hvornår vi har det, men vi kan lede så mange bibelstudier vi har lyst til!“ Lisbeth siger: „Kun en halv time fra hvor vi bor, er der distrikter hvor den gode nyhed aldrig er blevet forkyndt. Men vi møder folk dér som sidder og læser i Bibelen, og de beder os om at undervise dem. At lære disse ydmyge mennesker om Bibelens budskab giver en glæde der ikke kan sammenlignes med noget andet!“

Hvor må vores konge, Kristus Jesus, være glad når han fra himmelen ser at det forkyndelsesarbejde han påbegyndte, udføres i flere og flere dele af verden! Ja, det er en stor glæde for alle blandt Guds folk at møde villigt frem og derved adlyde Jesu befaling om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. — Matt. 28:19, 20.

Lær mere

Hvilke uddannelsesmuligheder er der for pionerer?

Hvilke særlige skoler er blevet oprettet for dem der bruger det meste af deres tid på at forkynde?