Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) JANUAR 2013

Kristne ældste — ’medarbejdere på vores glæde’

Kristne ældste — ’medarbejdere på vores glæde’

„Vi er medarbejdere på jeres glæde.“ — 2 KOR. 1:24.

1. Hvorfor kunne Paulus glæde sig over de kristne i Korinth?

DET var år 55 e.v.t. Apostelen Paulus befandt sig i havnebyen Troas, men han kunne ikke holde op med at tænke på Korinth. Tidligere samme år havde han til sin store sorg hørt at der var stridigheder blandt brødrene. Derfor havde han i sin faderlige omsorg sendt et brev for at vejlede dem. (1 Kor. 1:11; 4:15) Han havde også sendt sin medarbejder Titus til dem og aftalt at Titus skulle melde tilbage til ham i Troas. Nu befandt Paulus sig så i Troas, hvor han spændt ventede på at høre hvordan det gik korintherne. Men til hans store skuffelse kom Titus ikke. Hvad kunne Paulus gøre? Han sejlede til Makedonien, hvor han til sin store glæde mødte Titus, der fortalte at brødrene i Korinth havde reageret positivt på Paulus’ brev, og at de længtes efter at se ham. Da Paulus hørte denne gode rapport, ’glædede han sig endnu mere’. — 2 Kor. 2:12, 13; 7:5-9.

2. (a) Hvad skrev Paulus til korintherne om tro og glæde? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på?

Kort efter skrev Paulus endnu et brev til korintherne. Han skrev: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for det er ved jeres tro I står.“ (2 Kor. 1:24) Hvad mente Paulus med det? Og hvordan bør hans ord berøre kristne ældste i dag?

VORES TRO OG VORES GLÆDE

3. (a) Hvad mente Paulus da han skrev: „Det er ved jeres tro I står“? (b) Hvordan følger de ældste i dag Paulus’ eksempel?

3 Paulus nævnte to vigtige sider af vores tilbedelse — tro og glæde. Husk at han skrev angående tro: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, . . . for det er ved jeres tro I står.“ Med disse ord anerkendte Paulus at brødrene i Korinth stod fast,  ikke på grund af ham eller noget andet menneske, men på grund af deres egen tro på Gud. Derfor så Paulus intet behov for at kontrollere sine brødres tro, og han havde heller ikke noget ønske om det. Han havde tillid til at de var trofaste kristne som ønskede at gøre det der var rigtigt. (2 Kor. 2:3) I dag følger de ældste Paulus’ eksempel ved at vise at de har tillid til deres brødres tro og til deres motiver til at tjene Gud. (2 Thess. 3:4) I stedet for at opstille strenge regler for menigheden holder de ældste sig til Bibelens principper og vejledningen fra Jehovas organisation. De ældste er ikke herrer over deres brødres tro. — 1 Pet. 5:2, 3.

4. (a) Hvad mente Paulus med ordene: „Vi er medarbejdere på jeres glæde“? (b) Hvordan efterligner de ældste i dag Paulus’ indstilling?

4 Paulus skrev også: „Vi er medarbejdere på jeres glæde.“ Her henviste han til sig selv og sine nære medarbejdere. Hvem var de? I det samme brev til korintherne omtalte Paulus to af dem med ordene: „Jesus . . . er blevet forkyndt iblandt jer ved os, det vil sige ved mig og Silvanus og Timoteus.“ (2 Kor. 1:19) Når Paulus brugte udtrykket „medarbejdere“ i sine breve henviste det altid til hans nære medarbejdere, som for eksempel Akvila og Priska, Apollos, Timoteus og Titus. (Rom. 16:3, 21; 1 Kor. 3:6-9; 2 Kor. 8:23) Ved at sige: „Vi er medarbejdere på jeres glæde,“ forsikrede Paulus korintherne om at han og hans nære medarbejdere ville gøre alt hvad de kunne, for at fremme glæden hos alle i menigheden. I dag har kristne ældste det samme ønske. De vil gøre alt hvad de kan, for at hjælpe deres brødre til at ’tjene Jehova med fryd’. — Sl. 100:2; Fil. 1:25.

5. Hvilket spørgsmål blev nogle brødre og søstre bedt om at besvare, og hvad skal vi tænke over når vi ser på deres svar?

5 For nylig blev en gruppe nidkære brødre og søstre fra alle dele af verden bedt om at besvare spørgsmålet: „Hvad har en ældste sagt og gjort som har bidraget til din glæde?“ Når vi nu ser på hvad de svarede, så tænk over hvad du selv ville have svaret. Lad os desuden overveje hvordan vi hver især kan bidrage til en glad ånd i vores lokale menighed. *

„HILS PERSIS, VOR ELSKEDE SØSTER“

6, 7. (a) Nævn en måde hvorpå de ældste kan efterligne Jesus, Paulus og andre af Guds tjenere. (b) Hvorfor bidrager vi til vores brødres glæde ved at huske hvad de hedder?

6 Mange af vores brødre og søstre siger at det bidrager til deres glæde når de ældste viser dem personlig interesse. Det kan de ældste blandt andet gøre ved at efterligne David, Elihu og Jesus. (Læs 2 Samuel 9:6; Job 33:1; Lukas 19:5). Hver af disse tjenere for Jehova viste oprigtig interesse for en anden ved at bruge vedkommendes navn. Paulus forstod også hvor vigtigt det er at man husker sine trosfællers navne og bruger dem. Han afsluttede et af sine breve med at hilse over 25 brødre og søstre som han nævnte ved navn, deriblandt Persis, en kristen søster om hvem han skrev: „Hils Persis, vor elskede søster.“ — Rom. 16:3-15.

7 Nogle ældste har svært ved at huske navne. Men når de alligevel bestræber sig for det, siger de i virkeligheden til deres trosfæller: ’Du betyder noget  for mig!’ (2 Mos. 33:17) De ældste bidrager især til deres brødres glæde ved at huske deres navne når de kommenterer ved vagttårnsstudiet og de øvrige møder. — Jævnfør Johannes 10:3.

’HUN HAR UDFØRT MEGET ARBEJDE I HERREN’

8. Hvordan efterlignede Paulus Jehova og Jesus?

8 Paulus viste også interesse for andre ved at give oprigtig ros, hvilket er endnu en måde man kan øge glæden hos sine trosfæller på. I brevet hvori han udtrykte ønske om at arbejde på sine brødres glæde, skrev han således: „Jeg roser mig meget af jer.“ (2 Kor. 7:4) Disse positive ord må have opmuntret brødrene i Korinth. Paulus gav udtryk for lignende følelser for andre menigheder. (Rom. 1:8; Fil. 1:3-5; 1 Thess. 1:8) Efter at have nævnt Persis i sit brev til menigheden i Rom tilføjede han: ’Hun har udført meget arbejde i Herren.’ (Rom. 16:12) Hvor må denne trofaste søster være blevet opmuntret af de rosende ord! Ved at rose andre efterlignede Paulus både Jehova og Jesus. — Læs Markus 1:9-11; Johannes 1:47; Åb. 2:2, 13, 19.

9. Hvordan kan ros bidrage til glæden i menigheden?

9 Ældste i dag forstår også hvor vigtigt det er at de fortæller deres brødre at de værdsætter dem. (Ordsp. 3:27; 15:23) Når en ældste roser sine brødre, siger han i virkeligheden: ’Jeg lægger mærke til det du gør, og jeg værdsætter det meget.’ Og vennerne i menigheden har bestemt brug for at de ældste opmuntrer dem. En søster der er midt i halvtredserne, talte på manges vegne da hun sagde: „På mit arbejde er der sjældent nogen der roser mig. Der er et koldt og konkurrencepræget miljø. Så når en ældste roser mig for noget jeg har gjort i menigheden, er det så velgørende, så forfriskende! Det gør at jeg føler mig elsket af min himmelske Far.“ En broder der er alene om at opdrage to børn, havde det på samme måde. En ældste fortalte ham for nylig hvor meget han værdsætter hans indsats. Hvordan virkede det på vores broder? Han siger: „Ældstebroderens ord gav mig lige det løft jeg havde brug for!“ Ja, når en ældste giver sine trosfæller oprigtig ros, opmuntrer han dem og øger deres glæde. Det vil styrke dem til fortsat at vandre på livets vej „og ikke blive trætte“. — Es. 40:31.

’VOGT GUDS MENIGHED’

10, 11. (a) Hvordan kan ældste følge Nehemias’ eksempel? (b) Hvad vil hjælpe en ældste til at have en åndelig gave med når han aflægger hyrdebesøg?

10 På hvilken anden vigtig måde kan de ældste vise personlig interesse for deres brødre og bidrage til menighedens glæde? Ved at tage initiativet til at hjælpe dem der har brug for opmuntring. (Læs Apostelgerninger 20:28). Derved efterligner de ældste de åndelige hyrder i fortiden. Læg for eksempel mærke til hvad den trofaste tilsynsmand Nehemias gjorde da han så at nogle af hans jødiske brødre var blevet åndeligt svage. Ifølge beretningen stod han frem og opmuntrede dem. (Neh. 4:14) I dag ønsker de ældste at gøre det samme. De ’står frem’ — tager initiativet — for at hjælpe deres trosfæller til at være faste i troen. De giver deres brødre og søstre personlig opmuntring ved at besøge dem i deres hjem hvis omstændighederne tillader det. Når ældste aflægger sådanne hyrdebesøg hos deres  trosfæller, ønsker de at „give [dem] del i en eller anden åndelig gave“. (Rom. 1:11) Hvordan kan de gøre det?

11 Inden en ældste aflægger et hyrdebesøg, må han tage sig tid til at tænke på den han vil besøge. Hvad har han eller hun at slås med? Hvilke tanker kan opmuntre vedkommende? Hvilket skriftsted eller hvilken beretning om en person i Bibelen passer på hans eller hendes omstændigheder? En sådan forberedelse vil hjælpe en ældste til at tale om noget der er relevant, i stedet for om almindeligheder. Når en ældste besøger sine brødre og søstre, lytter han opmærksomt til hvad de har at sige. (Jak. 1:19) En søster sagde: „Det er så opmuntrende når en ældste lytter med hjertet.“ — Luk. 8:18.

Forberedelse hjælper en ældste til at have en åndelig gave med når han aflægger hyrdebesøg

12. Hvem i menigheden har brug for opmuntring, og hvorfor?

12 Hvem vil have gavn af at modtage et hyrdebesøg? Paulus formanede sine medældste til at ’give agt på hele hjorden’. Alle i menigheden har brug for opmuntring, også forkyndere og pionerer der har tjent trofast i mange år. Hvorfor har de brug for at blive opmuntret af de ældste? Fordi selv de som er åndeligt stærke, undertiden kan føle sig overvældede af presset fra denne onde verden. For at forstå hvorfor selv sådanne tjenere for Gud kan have brug for hjælp fra en ven, vil vi se på noget der skete for kong David.

’ABISJAJ KOM HAM TIL HJÆLP’

13. (a) Hvilken tilstand som David befandt sig i, udnyttede Jisjbi-Benob? (b) Hvordan kunne Abisjaj komme David til undsætning?

13 Kort efter at den unge David var blevet salvet til konge, stod han ansigt til ansigt med Goliat, en af refaitterne, en slægt af kæmper. Modigt nedlagde David kæmpen. (1 Sam. 17:4, 48-51; 1 Krøn. 20:5, 8) Flere år senere, under et slag mod filistrene, stod David igen over for en kæmpe. Han hed Jisjbi-Benob  og var også en af refaitterne. (2 Sam. 21:16; fdn.) Denne gang var det imidlertid kæmpen der nær havde slået David ihjel. Hvorfor? Det var ikke fordi David havde mistet sit mod, men fordi han havde mistet sin styrke. Bibelen siger at „David blev træt“. Så snart Jisjbi-Benob opdagede at David var fysisk svækket, „tænkte [han] på at slå David ihjel“. Men lige da kæmpen skulle til at gøre det af med David, ’kom Abisjaj, Zerujas søn, David til hjælp og huggede filisteren ned og lod ham dø’. (2 Sam. 21:15-17) Det var på et hængende hår! Hvor må David have været taknemmelig for at Abisjaj havde holdt øje med ham og hurtigt kom ham til undsætning da hans liv var i fare! Hvad kan vi lære af denne beretning?

14. (a) Hvordan kan vi overvinde goliatlignende udfordringer? (b) Hvordan kan de ældste hjælpe andre til at genvinde styrken og glæden? Giv et eksempel.

14 I hele verden fortsætter Jehovas folk med at tjene Gud trods de hindringer Satan og hans håndlangere udsætter os for. Nogle af os har stået over for goliatlignende udfordringer, men med fuld tillid til Jehova har vi taget kampen op og overvundet dem. Undertiden kan vi imidlertid blive trætte og modløse fordi vi konstant er udsat for denne verdens pres. I denne svækkede tilstand er vi sårbare og i fare for at blive væltet omkuld af noget som vi normalt ville have været i stand til at modstå. I sådanne tilfælde kan den rettidige støtte fra en ældste hjælpe os til at genvinde glæden og styrken, sådan som mange har erfaret. En pionersøster der er midt i tresserne, sagde: „For nogen tid siden havde jeg det ikke så godt, og forkyndelsen udmattede mig. En ældste lagde mærke til min mangel på energi og henvendte sig til mig. Vi havde en opmuntrende samtale baseret på en beretning i Bibelen. Jeg fulgte de forslag han gav, og det hjalp mig.“ Hun tilføjede: „Hvor var det kærligt af denne ældstebroder at lægge mærke til min svækkede tilstand og hjælpe mig!“ Er det ikke opmuntrende at vide at kærlige ældste er opmærksomme på os, og at de, ligesom Abisjaj på Bibelens tid, står klar til at ’komme os til hjælp’?

’VÆR KLAR OVER DEN KÆRLIGHED JEG HAR TIL JER’

15, 16. (a) Hvorfor var Paulus højt elsket af sine trosfæller? (b) Hvorfor elsker vi de omsorgsfulde ældste?

15 Det er hårdt arbejde at være hyrde i menigheden. Til tider tilbringer ældste søvnløse nætter med at bede for Guds hjord eller yde deres trosfæller åndelig hjælp. (2 Kor. 11:27, 28) Ikke desto mindre udfører de ældste med glæde deres opgave, ligesom Paulus gjorde. Han skrev til korintherne: „Jeg . . . vil med største glæde bruge af mine midler og lade mig selv helt opbruge for jeres sjæle.“ (2 Kor. 12:15) Ja, fordi Paulus elskede sine brødre, gjorde han alt hvad han kunne, for at styrke dem. (Læs 2 Korinther 2:4; Fil. 2:17; 1 Thess. 2:8) Intet under at brødrene elskede Paulus højt! — Apg. 20:31-38.

16 Vi elsker også vores omsorgsfulde hyrder, og vi takker Jehova for dem i vores personlige bønner. De ældste bidrager til vores glæde ved at vise os personlig interesse. Vi føler os berigede af deres hyrdebesøg. Og vi er taknemmelige for at de er parate til at komme os til hjælp når vi føler os overvældede af denne verdens pres. Ja, sådanne opmærksomme ældste er virkelig ’medarbejdere på vores glæde’!

^ par. 5 De samme brødre og søstre blev også spurgt: „Hvad sætter I mest pris på hos en ældste?“ Et overvældende flertal svarede: „At han er til at tale med.“ I et kommende nummer af dette blad vil vi se på hvorfor det er vigtigt.