Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) OKTOBER 2012

 Livsberetning

Venner i 60 år og kun lige begyndt

Venner i 60 år og kun lige begyndt

En sommeraften i 1951 stod fire meget spændte unge mænd, der alle var i tyverne, i fire telefonbokse ved siden af hinanden i Ithaca, New York, USA. De havde gode nyheder til deres familier hjemme i Michigan, Iowa og Californien!

I FEBRUAR måned var 122 pionerer mødt op i South Lansing, New York, for at være elever i Gileadskolens 17. klasse. Blandt de kommende missionærer var Lowell Turner og William (Bill) Kasten fra Michigan, Richard Kelsey fra Iowa og Ramon Templeton fra Californien, og disse fire brødre blev hurtigt gode venner.

Fra venstre mod højre: Richard, Lowell, Ramon og Bill blev venner på Gilead

Omkring fem måneder senere var spændingen stor da det blev meddelt at broder Nathan Knorr fra hovedkontoret ville komme og tale til eleverne. De fire brødre havde ytret ønske om at tjene sammen i det samme land — hvis det var muligt. Mon de nu ville få at vide hvor de skulle hen som missionærer? Ja!

Forventningerne steg da broder Knorr over for hele klassen begyndte at bekendtgøre hvor de enkelte skulle sendes hen. De første der blev kaldt op på podiet, var disse fire nervøse unge mænd, der dog var lettede over nu endelig at vide at de kunne blive sammen! Men hvor? Deres klassekammerater blev overraskede og brød ud i langvarige klapsalver da det blev annonceret at de skulle sendes til Tyskland.

Den trofasthed brødrene og søstrene i Tyskland havde vist fra 1933 og under hele Hitlers regime, havde gjort stort indtryk på Jehovas Vidner i hele verden. Mange af gileadeleverne havde været med til at forberede forsendelser af tøj og pakker med nødhjælp til deres europæiske brødre efter Anden Verdenskrig. Guds tjenere i Tyskland var fantastiske eksempler i tro, beslutsomhed, mod og tillid til Jehova. ’Nu vil vi komme til at lære disse kære brødre og søstre personligt at kende,’ mindes Lowell at han tænkte. Det er ikke så mærkeligt at alle var meget spændte, og at der blev foretaget en del telefonopkald denne aften!

PÅ VEJ TIL TYSKLAND

Ramon er lærer for en klasse på Rigets Tjenesteskole

Den 27. juli 1951 lagde dampskibet Homeland fra kaj på East River i New York med de fire venner om bord. Deres 11 dage lange rejse mod Tyskland var begyndt. Broder Albert Schroeder, der havde været en af deres lærere på Gilead og senere blev medlem af Det Styrende Råd, havde lært dem deres første sætninger på tysk. Her om bord på skibet, hvor der var mange tyske  passagerer, kunne de måske lære noget mere. Men passagererne talte tilsyneladende mange forskellige tyske dialekter. Hvor forvirrende!

Tirsdag morgen den 7. august lagde skibet til i Hamborg. Undervejs havde brødrene været søsyge i flere omgange, men nu kunne de endelig sætte foden på tysk jord. De grimme ar efter krigen, som var sluttet blot seks år tidligere, sås overalt. Triste over synet steg de fire venner på et nattog mod Wiesbaden, hvor afdelingskontoret dengang lå.

Richard betjener adressografen (adresseringsmaskinen) på Betel i Wiesbaden

Tidligt onsdag morgen mødte de deres første Jehovas Vidne i Tyskland — og han havde et typisk tysk navn — Hans! Han kørte dem fra stationen til Betel, hvor han overlod dem til en temmelig resolut ældre søster der ikke kunne et ord engelsk. Hun troede åbenbart at man kunne overvinde sprogbarrieren hvis man bare talte højere. Men trods hendes stadig stigende volumen blev både hun og de fire brødre mere og mere frustrerede. Endelig dukkede broder Erich Frost, der var landstjener, op og gav dem en hjertelig velkomst på engelsk. Nu gik det hele meget bedre.

Hen imod slutningen af august overværede de fire deres første stævne på tysk. Det havde temaet „Ren tilbedelse“ og blev afholdt i Frankfurt am Main. Tilhørertallet nåede op på 47.432, og det at 2373 blev døbt, fornyede de unge brødres missionærånd og ønske om at forkynde. Men blot nogle få dage senere afslørede broder Knorr over for dem at de skulle blive på Betel og ville få tildelt opgaver der.

Alle de glæder de fik i deres tjeneste, overbeviste dem helt og fuldt om at Jehova altid ved bedst

Ramons hjerte bankede for missionærtjenesten, og derfor havde han tidligere takket nej til muligheden for at komme på Betel i USA. Hverken Richard eller Bill havde nogen sinde overvejet beteltjenesten. Men alle de glæder de siden fik i deres tjeneste, overbeviste dem helt og fuldt om at Jehova altid ved bedst. Ja, hvor er det víst at stole på hans ledelse i stedet for at følge sine personlige ønsker! Den der har lært dette, vil være  lykkelig for at tjene Jehova hvor som helst og i en hvilken som helst opgave han får.

VERBOTEN!

Mange i betelfamilien i Tyskland var glade for at have amerikanere iblandt sig så de kunne øve sig på at tale engelsk. Men en dag blev der sagt noget i spisesalen som satte en brat stopper for det. På tysk, og med sin sædvanlige entusiasme, begyndte broder Frost på en udredning om et tilsyneladende meget alvorligt emne. De fleste i familien sad helt tavse, med øjnene limet til tallerkenerne. Selvom de nyankomne ikke forstod hvad der blev sagt, begyndte det langsomt at gå op for dem at det havde noget at gøre med dem. Så da broder Frost med kraft i stemmen sagde: „VERBOTEN!“ („Forbudt!“) og derefter gentog det med ekstra styrke, blev de noget urolige. Hvad havde de gjort som kunne vække så stærke følelser?

Broder Frost (til højre) og andre under et besøg af broder Knorr (til venstre)

Måltidet sluttede, og alle hastede tilbage til deres værelser. Senere forklarede en broder: „Hvis I skal kunne hjælpe os, er I nødt til at kunne tale tysk. Det var derfor broder Frost sagde at indtil I har lært sproget, er det VERBOTEN at tale engelsk med jer.“

Betelfamilien var hurtig til at adlyde. Dette hjalp ikke blot de nyankomne til at lære tysk, men lærte dem også at en vejledning givet af en kærlig broder ofte er til vores eget bedste, selv hvis den til at begynde med er svær at følge. Den vejledning broder Frost gav, var et udtryk for hans interesse for Jehovas organisation og for hans kærlighed til brødrene. * Det er ikke så mærkeligt at de fire venner kom til at holde meget af ham!

GODT AT LÆRE AF SINE VENNER

På ferie i Schweiz i 1952

Vi kan lære mange værdifulde ting af venner der frygter Gud, hvilket igen kan hjælpe os til at få et stærkere venskab med Jehova. Af trofaste tyske brødre og søstre — der er alt for talrige til at de alle kan nævnes ved navn her — lærte de fire venner meget. Men de lærte også af hinanden. Richard forklarer: „Lowell havde et vist kendskab til tysk og klarede sig godt, men resten af os kludrede noget i det. Eftersom han også var den ældste af os, blev han automatisk den vi vendte os til i sproglige spørgsmål og når der skulle træffes nogle beslutninger.“ Ramon mindes: „Jeg blev meget glad da en schweizisk broder tilbød os at vi  kunne bruge hans alpehytte i Schweiz da vi skulle på vores første ferie efter et år i Tyskland! To uger for os selv uden at skulle kæmpe med tysk! Men jeg havde glemt at tage Lowell i betragtning. Han insisterede på at vi skulle læse og drøfte dagsteksten hver morgen — på tysk! Til min store ærgrelse var han ikke til at rokke. Men vi lærte noget værdifuldt, nemlig at det er klogt at følge den vejledning man får af dem der har ens bedste på sinde, også når man indimellem er uenig. Denne indstilling har gavnet os i årenes løb og gjort det lettere for os at underordne os teokratisk ledelse.“

De fire venner lærte også at sætte pris på hinandens stærke sider, ligesom Filipperbrevet 2:3 tilskynder til: ’Agt i ydmyghed de andre højere end jer selv.’ De andre viste for eksempel deres store respekt for Bill ved ofte at tildele ham opgaver som de alle tre var enige om at han kunne håndtere bedre end de kunne. „Når der var nogle ubehagelige eller penible spørgsmål der skulle klares,“ fortæller Lowell, „henvendte vi os til Bill. Han havde en særlig evne til at tackle ubehagelige situationer på en måde som vi alle mente var den bedste, men som vi enten manglede modet eller evnerne til at følge.“

LYKKELIGE ÆGTESKABER

En efter en besluttede alle fire sig for at blive gift. Deres venskab byggede på deres fælles kærlighed til Jehova og til heltidstjenesten, og de var besluttede på at finde ægtefæller der var villige til at sætte Jehova på førstepladsen. Heltidstjenesten havde lært dem at der er mere lykke ved at give end ved at modtage, og at personlige ønsker med rette skal prioriteres lavere end det der har med Riget at gøre. De valgte derfor søstre som allerede selv havde taget initiativ til at begynde i heltidstjenesten. Det kom der fire stærke og lykkelige ægteskaber ud af.

Hvis et venskab eller et ægteskab skal forblive stærkt, må Jehova være med i forholdet. (Præd. 4:12) Selvom både Bill og Ramon senere mistede deres ægtefælle i døden, havde de begge erfaret den glæde og støtte en trofast hustru kan give. Lowell og Richard nyder stadig godt af deres hustruers støtte. Bill giftede sig igen, og det kloge valg han traf med hensyn til ægtefælle, gjorde at han kunne forblive i heltidstjenesten.

I årenes løb bragte de fire venners opgaver dem til forskellige steder — hovedsagelig i Tyskland, Østrig, Luxembourg, Canada og USA. De havde derfor ikke mulighed for at tilbringe så meget tid sammen som de gerne ville. Men selvom de var adskilt af store afstande, bevarede de altid kontakten og glædede sig med hinanden over deres velsignelser og græd sammen i deres sorger. (Rom. 12:15) Sådanne venner skal skattes højt og bør aldrig tages for givet. De er dyrebare gaver fra Jehova. (Ordsp. 17:17) I vore dages verden er ægte venner meget sjældne! Men sande kristne har masser af dem. Ja, som Jehovas Vidner har  vi venskaber med trosfæller i hele verden og er, frem for alt, venner med Jehova og Jesus Kristus.

Som vi alle må erfare, kan livets vej til tider være stenet. Det har også gjort sig gældende for disse fire venner, der har måttet udholde forskellige prøvelser, blandt andet det smertefulde tab af en elsket ægtefælle, kampen mod alvorlig sygdom, udfordringerne ved at tage sig af aldrende forældre, vanskelighederne ved at opdrage et barn mens man er i heltidstjenesten, nervøsiteten ved at tage imod nye teokratiske opgaver og nu de voksende problemer ved høj alder. Men de ved også af erfaring at venner — både de der er tæt på, og de der er langt væk — hjælper dem der elsker Jehova, til at klare sig igennem alle de udfordringer de står over for.

ET VENSKAB MED EVIGT PERSPEKTIV

Lowell, Ramon, Bill og Richard indviede sig til Jehova da de var henholdsvis 18, 12, 11 og 10 år gamle, og da de var mellem 17 og 21 år gamle, tog de heltidstjenesten op. De gjorde som Prædikeren 12:1 opfordrede dem til: „Husk din store Skaber i din unge manddoms dage.“

Hvis du er en ung broder, så tag om muligt imod Jehovas indbydelse til at begynde i heltidstjenesten. Så vil du måske, takket være hans ufortjente godhed, få nogle af de samme glæder som disse fire venner, for eksempel at tjene i kreds-, område- eller zonetjenesten; at tjene på Betel, måske som medlem af Afdelingskontorets Udvalg; at undervise på Rigets Tjenesteskole og Pionerskolen og at holde foredrag ved både små og store stævner. For disse fire har det været en glæde at vide at titusinder har haft gavn af den tjeneste de har ydet! Og alt dette blev muligt fordi de som unge mænd tog imod Jehovas kærlige indbydelse til at tjene ham med hele deres sjæl. — Kol. 3:23.

Fra venstre mod højre: Richard, Bill, Lowell og Ramon mødtes i Selters til indvielsen af det nye afdelingskontor i 1984

I dag tjener Lowell, Richard og Ramon igen sammen på afdelingskontoret i Tyskland, der nu ligger i Selters. Sørgeligt nok døde Bill i 2010, hvor han tjente som specialpioner i USA. Et hårdt slag for det stærke firkløvers næsten 60 år lange venskab! Men vores Gud, Jehova, glemmer aldrig sine venner. Vi kan være sikre på at alle kristne venskaber der midlertidigt er blevet afbrudt af døden, vil blive gendannet under hans riges styre.

„I alle de 60 år vores venskab har varet, kan jeg ikke huske et eneste ubehageligt øjeblik“

Kort før sin død skrev Bill: „I alle de 60 år vores venskab har varet, kan jeg ikke huske et eneste ubehageligt øjeblik. Vores forhold har altid været noget helt særligt for mig.“ Hans tre venner, der ser frem til at deres venskab vil fortsætte i den nye verden, er hurtige til at tilføje: „Og vi er kun lige begyndt.“

^ par. 17 Broder Frosts spændende livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 15. juli 1961, side 317-318, 331-333.