Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) OKTOBER 2012

Lad dit ja betyde ja

Lad dit ja betyde ja

„Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ — MATT. 5:37.

1. Hvad sagde Jesus om det at sværge og aflægge eder, og hvorfor?

I ALMINDELIGHED er det ikke nødvendigt for sande kristne at sværge eller at aflægge eder for at slå fast at de taler sandt. Det skyldes at de adlyder Jesu bud: „Lad blot jeres ja betyde ja.“ Med disse ord mente Jesus at man altid skal holde ord. Som optakt til befalingen sagde han: „I skal slet ikke aflægge eder.“ Dette var en fordømmelse af den vane mange mennesker har med at sværge i flæng på både det ene og det andet, også selvom de ikke har tænkt sig at gøre som de siger. Folk der ikke kan nøjes med at sige ja eller nej for at forklare hvad deres hensigt er, afslører måske at de ikke er til at stole på, men er under påvirkning af „den onde“. — Læs Mattæus 5:33-37.

2. Forklar hvorfor det ikke altid er forkert at sværge eller at aflægge en ed.

2 Mente Jesus at det altid er forkert at aflægge en ed? Nej, bestemt ikke. I den forrige artikel så vi jo at både Jehova og hans retfærdige tjener Abraham aflagde eder i sager af stor betydning. Guds lov krævede også at der blev aflagt ed når visse spørgsmål skulle afklares. (2 Mos. 22:10, 11; 4 Mos. 5:21, 22) En kristen kan være nødt til at sværge på at sige sandheden når han vidner i en retssal. Og i sjældne tilfælde kan det også ske at en kristen bliver nødt til at aflægge ed for at forsikre andre om sine gode intentioner eller som et led i at få bilagt en strid. Da Jesus blev forhørt og taget i ed af det jødiske Sanhedrin, modsatte han sig det ikke, men svarede på ypperstepræstens spørgsmål. (Matt. 26:63, 64) Jesus var ikke tvunget til at sværge over for nogen. Ikke desto mindre indledte han ofte det han sagde, på en bestemt måde for at understrege at hans budskab var  helt igennem pålideligt: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed.“ (Joh. 1:51; 13:16, 20, 21, 38) Lad os se hvad mere vi kan lære af Jesus, Paulus og andre hvis ja altid betød ja.

JESUS — DET BEDSTE EKSEMPEL

Fra Jesus blev døbt og til han døde, var han tro mod det han havde lovet sin Far

3. Hvad lovede Jesus i en bøn, og hvordan reagerede hans himmelske Far?

3 „Se, jeg er kommet . . . for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebr. 10:7) Med disse stærke ord lovede Jesus i en bøn til Gud at opfylde alt det der var forudsagt om det lovede afkom, og endda lade Satan „knuse hælen på ham“. (1 Mos. 3:15) Intet andet menneske har nogen sinde påtaget sig så stor en ansvarsbyrde. Fra himmelen erklærede Jehova at han havde fuldstændig tillid til sin søn, og han krævede ikke at Jesus skulle aflægge nogen ed. — Luk. 3:21, 22.

4. I hvor høj grad lod Jesus sit ja betyde ja?

4 Jesus praktiserede altid selv det han forkyndte; han lod sit ja betyde ja. Han tillod ikke at noget trak ham væk fra den opgave hans Far havde betroet ham, men blev ved med at forkynde den gode nyhed om Guds rige og at gøre disciple af alle dem der kom til ham fordi Gud havde draget dem. (Joh. 6:44) Med nogle meget velkendte ord beskriver Bibelen i hvor høj grad Jesus levede op til det han havde lovet: „Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham.“ (2 Kor. 1:20) Hvad angår det at holde sine løfter til Jehova, findes der ikke noget bedre eksempel end Jesus. Som det næste vil vi se på en person der gjorde sit bedste for at efterligne Jesus.

PAULUS — EN MAND DER HOLDT SIT ORD

5. Hvordan var Paulus et godt eksempel for os?

5 „Hvad skal jeg gøre, Herre?“ (Apg. 22:10) Sådan lød reaktionen fra Paulus, der dengang var kendt som Saulus, da den herliggjorte Herre Jesus viste sig i et syn for at få ham til at holde op med at forfølge de kristne. Resultatet blev at Saulus ydmygt angrede sin tidligere væremåde, blev døbt og tog imod den særlige opgave at aflægge vidnesbyrd om Jesus for nationerne. Fra da af og indtil afslutningen på sit jordiske liv kaldte Paulus Jesus for sin „Herre“ og blev ved med at adlyde ham. (Apg. 22:6-16; 2 Kor. 4:5; 2 Tim. 4:8) Der var andre der kaldte Jesus for Herre, men som ikke lod deres ja betyde ja, og om dem sagde Jesus: „Hvorfor kalder I mig da ’Herre! Herre!’ når I ikke gør hvad jeg siger?“ (Luk. 6:46) Ja, Jesus forventer at alle der accepterer ham som Herre, er tro mod deres ord, ligesom apostelen Paulus var.

6, 7. (a) Hvorfor ændrede Paulus sine planer om at rejse tilbage til Korinth, og hvorfor var det helt uberettiget at nogle tvivlede på hans troværdighed? (b) Hvordan skal vi betragte dem der er udnævnt til at føre an iblandt os?

 6 Paulus forkyndte nidkært budskabet om Riget rundt omkring i Lilleasien og helt ind i Europa. Undervejs oprettede han mange menigheder som han senere besøgte igen. Der var tilfælde hvor han fandt det nødvendigt at sværge på at det han skrev, var sandt. (Gal. 1:20) Nogle i Korinth anklagede for eksempel Paulus for at være upålidelig, og som forsvar skrev han: „Så sandt man kan stole på Gud, vor tale til jer er ikke ’ja’ og dog ’nej’.“ (2 Kor. 1:18) På det tidspunkt hvor Paulus skrev dette, havde han forladt Efesus og var rejst gennem Makedonien på vej til Korinth. Oprindelig var hans plan at rejse tilbage til Korinth før han tog til Makedonien. (2 Kor. 1:15, 16) Men nogle gange er der gode grunde til at ændre planer. For eksempel kan rejsende tilsynsmænd i dag blive nødsaget til at ændre deres rejserute. De gør det ikke af ligegyldige, selviske grunde, men fordi der opstår en eller anden nødsituation. Hvad Paulus angik, udsatte han sit planlagte besøg til Korinth for at tage mest muligt hensyn til menigheden. Hvordan det?

7 Et stykke tid efter at Paulus havde lagt sin oprindelige rejseplan, kom foruroligende nyheder ham for øre. Han fik at vide at der var stridigheder i menigheden i Korinth, og at man tolererede utugt. (1 Kor. 1:11; 5:1) For at rette op på situationen skrev han en meget direkte vejledning i sit første brev til korintherne. Og i stedet for at sejle direkte fra Efesus til Korinth valgte Paulus at give brødrene tid til at følge vejledningen. På den måde kunne hans besøg blive mere opmuntrende for dem når han endelig kom. For at forsikre menigheden om at dette virkelig var grunden til at han ændrede planer, skrev Paulus i sit andet brev: „Nu kalder jeg Gud til vidne mod min egen sjæl på at det er for at skåne jer at jeg endnu ikke er kommet til Korinth.“ (2 Kor. 1:23) Måtte vi aldrig blive ligesom dem der kritiserede Paulus, men i stedet vise dyb respekt for dem der er udnævnt til at føre an iblandt os. Vi bør efterligne Paulus, ligesom han efterlignede Kristus. — 1 Kor. 11:1; Hebr. 13:7.

ANDRE GODE EKSEMPLER

8. Hvordan var Rebekka et godt eksempel for os?

8 „Jeg vil rejse.“ (1 Mos. 24:58) Med disse få ord svarede Rebekka sin mor og sin bror da de spurgte hende om hun var villig til at forlade sit hjem for at blive gift med Abrahams søn Isak. Allerede samme dag skulle hun drage af sted på en over 800 kilometer lang rejse sammen med en fremmed. (1 Mos. 24:50-58) Rebekkas ja betød ja, og hun blev en trofast, gudfrygtig kone for Isak. I resten af sit liv boede hun i telte som udlænding i det lovede land. Hun blev belønnet for sin trofasthed ved at blive en af stammødrene til det lovede afkom, Jesus Kristus. — Hebr. 11:9, 13.

9. Hvordan var Rut ordholdende?

9 „Nej, vi vil vende tilbage til dit folk sammen med dig.“ (Rut 1:10) Dette blev de moabitiske enker Rut og Orpa ved med at sige til deres svigermor, No’omi, der også var enke, og som var på vej tilbage til Betlehem fra Moab. Orpa lod sig til sidst overtale af No’omi til at vende om og blive i sit hjemland. Men Ruts nej betød nej. (Læs Rut 1:16, 17). Loyalt blev hun hos No’omi, og for altid kappede hun båndene til sin familie og den falske religion i Moab. Til sin død var hun en trofast tjener for Jehova, og han belønnede hende. Hun blev en af de blot  fem kvinder der kom til at figurere i Jesu slægtslinje i Mattæusevangeliet. — Matt. 1:1, 3, 5, 6, 16.

10. Hvorfor var Esajas et godt eksempel for os?

10 „Her er jeg! Send mig.“ (Es. 6:8) Lige inden Esajas sagde dette, havde han set et blændende syn af Jehova der sad på sin trone over Israels tempel. I synet hørte Esajas Jehova sige: „Hvem kan jeg sende, og hvem vil gå for os?“ Dette var en indbydelse til at blive Jehovas talsmand og forkynde hans budskaber for det ulydige folk. Esajas holdt ord — hans ja betød ja. I over 46 år tjente han trofast som profet, hvor han forkyndte stærke domsbudskaber fra Gud, men også bekendtgjorde Guds vidunderlige løfter om at genoprette den sande tilbedelse.

11. (a) Hvorfor er det så vigtigt at holde ord? (b) Nævn eksempler på nogle der ikke lod deres ja betyde ja.

11 Hvorfor har Jehova sørget for at de ovennævnte eksempler er blevet omtalt i Bibelen? Og hvor vigtigt er det at man lader sit ja betyde ja? Bibelen siger meget direkte at en person der ’ikke er ordholdende’, vil være blandt dem der „fortjener døden“. (Rom. 1:31, 32) Egyptens farao, den judæiske konge Zedekias og Ananias og Safira er nogle af dem Bibelen fremhæver som dårlige eksempler fordi de ikke lod deres ja betyde ja. De kom alle til at betale en høj pris og tjener som advarende eksempler for os. — 2 Mos. 9:27, 28, 34, 35; Ez. 17:13-15, 19, 20; Apg. 5:1-10.

12. Hvad vil hjælpe os til altid at holde ord?

12 Eftersom vi lever „i de sidste dage“, er vi omgivet af mennesker som er „illoyale“, mennesker der har „en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft“. (2 Tim. 3:1-5) Vi må begrænse vores samvær med den slags mennesker så meget som muligt og i stedet regelmæssigt komme sammen med nogle der gør alt hvad de kan, for at lade deres ja betyde ja. — Hebr. 10:24, 25.

DIT VIGTIGSTE JA

13. Hvad er det vigtigste ja for en discipel af Jesus Kristus?

13 Det vigtigste løfte man kan aflægge, har at gøre med ens indvielse til Gud. De der ønsker at sige nej til sig selv og blive disciple af Jesus, bliver ved tre forskellige lejligheder bedt om at svare ja til at de vil leve op til det der kræves af dem. (Matt. 16:24) Når to ældste har en samtale med en der gerne vil være udøbt forkynder, bliver vedkommende spurgt: „Ønsker du at blive et af Jehovas Vidner?“ Senere, når den nye forkynder har gjort yderligere åndelige fremskridt og ønsker at blive døbt, mødes de ældste med ham eller hende igen og stiller spørgsmålet: „Har du indviet dig til Jehova i bøn?“ På selve dåbsdagen skal hver eneste dåbskandidat svare på spørgsmålet: „Har du,  på grundlag af Jesu Kristi offer, angret dine synder og indviet dig til Jehova for at gøre hans vilje?“ Foran alle de tilstedeværende svarer disse nye disciple ja og lover dermed at tjene Gud for evigt.

Er du tro mod dit vigtigste ja?

14. Hvad bør vi af og til standse op og spørge os selv om?

14 Uanset om du er blevet døbt for nylig eller har tjent Gud i mange år, må du af og til standse op og stille dig selv spørgsmål som: ’Efterligner jeg Jesus ved at blive ved med at leve op til mit vigtigste ja? Lader jeg fortsat forkyndelsen og arbejdet med at gøre disciple indtage førstepladsen i mit liv, som Jesus befalede os?’ — Læs Andet Korintherbrev 13:5.

15. På hvilke områder af livet er det vigtigt at man lader sit ja betyde ja?

15 For at kunne være tro mod sit indvielsesløfte må man også være trofast og til at regne med i andre vigtige sager. Er du for eksempel gift? Så bliv ved med at leve op til det højtidelige løfte du aflagde om at ville elske og respektere din ægtefælle. Har du underskrevet en forretningsaftale, eller har du udfyldt en ansøgning om en særlig tjeneste i menigheden eller organisationen? Så overhold det du har forpligtet dig til, og gør som du har lovet. Har du sagt ja til en middagsinvitation fra en der ikke har særlig meget at gøre med? Så lad være med at sende afbud bare fordi du får et „bedre“ tilbud fra anden side. Eller har du lovet en du har truffet i forkyndelsen, at komme tilbage og give vedkommende del i nogle flere åndelige tanker? Så sørg endelig for at lade dit ja betyde ja, og Jehova vil velsigne din tjeneste. — Læs Lukas 16:10.

HJÆLP FRA VORES YPPERSTEPRÆST OG KONGE

16. Hvad skal vi gøre hvis vi har lovet noget vi ikke kan leve op til?

16 Bibelen siger at vi som ufuldkomne mennesker ’alle fejler mange gange’, ikke mindst i vores brug af tungen. (Jak. 3:2) Hvad bør vi gøre når vi bliver klar over at der er et løfte vi ikke har holdt? Under Moseloven var der en barmhjertig ordning som en der tankeløst havde aflagt et løfte, kunne drage nytte af. (3 Mos. 5:4-7, 11) Kristne der har begået den synd at bryde et løfte, kan også blive hjulpet. Hvis vi bekender synden over for Jehova, vil han vise os barmhjertighed og tilgive os i kraft af Jesu Kristi tjeneste som ypperstepræst. (1 Joh. 2:1, 2) Men hvis vi skal blive ved med at have Guds godkendelse, må vi vise ægte anger. For eksempel må det ikke blive en vane for os at bryde løfter, og vi må så vidt muligt gøre den skade god igen som vores tankeløse tale har medført. (Ordsp. 6:2, 3) Det er selvfølgelig langt bedre at tænke sig grundigt om så man undgår at aflægge et løfte som man ikke kan holde. — Læs Prædikeren 5:2.

17, 18. Hvilken herlig fremtid venter der dem som gør en ihærdig indsats for at lade deres ja betyde ja?

17 Tænk hvilken vidunderlig fremtid der venter alle dem der tjener Jehova, og som bliver ved med at gøre en indsats for at lade deres ja betyde ja! De 144.000 salvede kan se frem til at opnå udødeligt liv i himmelen, hvor de „skal herske som konger sammen med [Jesus] i de tusind år“. (Åb. 20:6) Og millioner andre vil få lov til at leve i et paradis på jorden. I løbet af Kristi tusindårsrige vil de blive hjulpet frem til fuldkommenhed på sind og legeme. — Åb. 21:3-5.

18 Hvis vi viser os trofaste i den endelige prøve efter afslutningen af Kristi tusindårsrige, vil vi aldrig mere have grund til at betvivle nogens ord. (Åb. 20:7-10) Hvert eneste ja vil betyde ja, og hvert eneste nej, nej. Alle der lever til den tid, vil til fuldkommenhed afspejle vores kærlige himmelske Far, Jehova, „sandhedens Gud.“ — Sl. 31:5.