Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) AUGUST 2006

„Lad os sammenholde skriftsted med skriftsted“

„Lad os sammenholde skriftsted med skriftsted“

I ET TOG til New York City fandt en præst en traktat på gulvet. ’Menneskesjælen kan dø,’ stod der. Det pirrede hans nysgerrighed, og han tog fat på at læse traktaten. Han blev forundret, for han havde aldrig betvivlet læren om sjælens udødelighed. Dengang vidste han ikke hvem forfatteren var. Men han fandt argumentationen troværdig og bibelsk begrundet, og han syntes at stoffet fortjente at blive undersøgt grundigt.

Præsten hed George Storrs. Hændelsen fandt sted i 1837, det år da Charles Darwin i sin notesbog nedskrev de første af de tanker der siden skulle blive til hans teori om evolutionen. Verden var stadig religiøs, og de fleste troede på Gud. Mange læste i Bibelen og regnede den for en autoritet.

Senere fandt Storrs ud af at traktaten var skrevet af en Henry Grew fra Philadelphia i Pennsylvania. Grew fulgte den grundregel at „Skriften . . . er sin egen bedste fortolker“. Han og kredsen omkring ham havde gransket Bibelen i den hensigt at indrette deres liv og gerninger efter dens anvisninger. Deres studier åbenbarede nogle betagende bibelske sandheder.

Ansporet af Grews skrifter granskede Storrs omhyggeligt Bibelens udsagn om sjælen og drøftede sine tanker med nogle præstekolleger. Efter fem års indgående studium besluttede han at offentliggøre den dyrebare sandhed han havde fundet, at Bibelen siger at sjælen kan dø. Indledningsvis udarbejdede han en prædiken som han ville holde en søndag i 1842; men han fandt det nødvendigt at udarbejde en række prædikener for at behandle emnet udførligt. Det blev til seks prædikener som han offentliggjorde i brochuren Six Sermons. Storrs sammenholdt skriftsted med skriftsted for at afdække den smukke sandhed der var begravet under kirkernes gudvanærende lære.

Lærer Bibelen at sjælen er udødelig?

Ifølge Bibelen bliver Jesu salvede disciple iført udødelighed som belønning for deres trofasthed. (1 Korinther 15:50-56) Storrs ræsonnerede at hvis udødelighed er de trofastes belønning, kan de ugudeliges sjæle ikke være udødelige. Han gav sig ikke af med at spekulere, men søgte svar i Bibelen. På grundlag af Mattæus 10:28 drog han den slutning at sjælen kan gå til grunde. Der står ifølge King James Version: „Frygt ham som kan tilintetgøre både sjæl og legeme i helvede.“ Desuden henviste han til Ezekiel 18:4, der i samme oversættelse siger: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ Når man så på  hvad hele Bibelen siger, trådte sandheden tydeligt frem i al sin skønhed. „Hvis mit syn på dette emne er korrekt, bliver mange dele af Skriften som har været dunkle på dette punkt [nemlig den almindelige opfattelse at sjælen er udødelig], klare, smukke, meningsfyldte og fulde af kraft,“ skrev Storrs.

Men hvordan skal man så forstå et skriftsted som Judas 7? I King James Version lyder det: „Ligeså er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde hengav sig til utugt og gik efter fremmed kød, sat frem som et eksempel idet de lider straf i evig ild.“ Det kunne måske få nogle til at tro at sjælene af dem der blev slået ihjel i Sodoma og Gomorra, bliver pint i ild for evigt. Storrs skrev imidlertid: „Lad os sammenholde skriftsted med skriftsted.“ Derefter citerede han Andet Petersbrev 2:5, 6, hvor der i samme oversættelse står: „Og ikke skånede den gamle verden, men frelste Noa . . . da han bragte vandfloden over de ugudeliges verden; og idet han lagde byerne Sodoma og Gomorra i aske, fordømte og omstyrtede han dem, hvorved han gjorde dem til et eksempel for dem som derefter levede ugudeligt.“ Ja, Sodoma og Gomorra blev lagt i aske — tilintetgjort for evigt sammen med deres indbyggere.

Storrs skrev: „Peter kaster lys over Judas’ ord. I fællesskab viser de særdeles tydeligt hvordan Gud har tilkendegivet sit mishag med syndere. . . . Disse domsfuldbyrdelser over den gamle verden, Sodoma og Gomorra, er en varig advarsel, et ’evigt eksempel’ for alle mennesker til verdens ende.“ Judas henviste altså til den evigvarende virkning af den ild der udslettede Sodoma og Gomorra. Det ændrer intet ved det faktum at menneskesjælen kan dø.

Storrs greb ikke til at sammenkæde de skriftsteder der støttede hans synspunkter, og ignorere dem der ikke gjorde. Ved hvert vers tog han såvel sammenhængen som Bibelens gennemgående budskab i betragtning. Hvis et vers syntes at modsige andre skriftsteder, søgte Storrs i resten af Bibelen for at finde en logisk forklaring.

Russells studier i Skriften

En af dem der fik forbindelse med Storrs, var en ung mand som var i færd med at organisere en bibelstudiekreds i Pittsburgh i Pennsylvania. Hans navn var Charles Taze Russell. En af hans første artikler om bibelske emner blev i 1876 offentliggjort i tidsskriftet Bible Examiner, som Storrs redigerede. Russell anerkendte at han stod i gæld til nogle der havde undersøgt Bibelen før ham. Da han siden blev redaktør af Zion’s Watch Tower, værdsatte han den store støtte som Storrs gav ham, både mundtligt og skriftligt.

Da Russell var 18, organiserede han en bibelstudiekreds og fastlagde et mønster for granskning af Bibelen. A.H. Macmillan, en bibelstudent i kredsen omkring ham, beskrev fremgangsmåden: „En af dem opstillede et spørgsmål. De diskuterede det. De slog alle skriftsteder op om emnet, og når de var tilfredse med, at disse tekster stemte sammen, fremlagde de endelig deres slutning og nedskrev den.“

Russell var overbevist om at Bibelen i sin helhed må åbenbare et budskab der er i harmoni med sig selv og genspejler sin guddommelige Forfatters personlighed og egenskaber. Desuden mente han at afsnit i Bibelen der er svære at forstå, må tydeliggøres og fortolkes af andre dele af Bibelen.

Bibelstudenter der i 1800-tallet lod skriftsteder forklare skriftsteder: George Storrs, Henry Grew, Charles Taze Russell, A.H. Macmillan

Bibelske fortilfælde

Nu var hverken Grew, Storrs eller Russell de første der lod Bibelen fortolke sig selv. Metoden kan føres helt tilbage til  kristendommens grundlægger, Jesus Kristus. Han brugte ofte andre skriftsteder til at forklare den sande betydning af en bibelsk passage. Da farisæerne bebrejdede hans disciple at de plukkede aks på sabbatten, viste han således ved hjælp af Første Samuelsbog 21:6 hvad sabbatsloven betød. De religiøse ledere kendte beretningen om David og hans mænd der spiste fremlæggelsesbrødene. Dernæst henviste Jesus til Lovens bestemmelse om at kun de aronitiske præster måtte spise disse brød. (2 Mosebog 29:32, 33; 3 Mosebog 24:9) Alligevel havde David fået tilladelse til at spise brødene. Jesus sluttede sin overbevisende argumentation med et citat fra Hoseas’ Bog: „Hvis I blot havde forstået hvad dette betyder: ’Jeg ønsker barmhjertighed, og ikke slagtoffer,’ ville I ikke have fordømt de skyldfri.“ (Mattæus 12:1-8) Det er et lærerigt eksempel på at man kan få en nøjagtig forståelse ved at sammenholde et skriftsted med andre skriftsteder.

Apostelen Paulus underbyggede sin argumentation ved at henvise til skriftsteder

Jesu disciple plejede også at henvise til Skrifterne for at belyse et vers. Da apostelen Paulus underviste nogle i Thessalonika, „ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde“. (Apostelgerninger 17:2, 3) Også i sine guddommeligt inspirerede breve lod Paulus Bibelen fortolke sig selv. I brevet til hebræerne citerede han for eksempel mange skriftsteder for at vise at Loven havde en skygge af kommende goder. — Hebræerne 10:1-18.

Ja, de oprigtige bibelstudenter i 1800-tallet og tidligt i 1900-tallet genoptog ganske enkelt den kristne metode. I Vagttårnet videreføres traditionen med at sammenholde skriftsteder. (2 Thessaloniker 2:15) Jehovas Vidner bruger samme fremgangsmåde når de analyserer et skriftsted.

Lad sammenhængen give svaret

Hvordan kan vi efterligne Jesu og hans trofaste disciples gode eksempel når vi læser et skriftsted? Allerførst kan vi se på sammenhængen. Hvordan kan de omgivende vers hjælpe os til at forstå meningen? Et eksempel kunne være Jesu ord i Mattæus 16:28: „Jeg skal sige jer en sandhed: Der er nogle af dem som står her der slet ikke skal smage døden førend de ser Menneskesønnen komme i sit rige.“ Nogle vil måske mene at ordene slet ikke blev opfyldt, for alle de disciple der var til stede da han udtalte ordene, døde før Guds rige blev oprettet i himlene. The Interpreter’s Bible siger endda om verset: „Forudsigelsen blev ikke opfyldt, og senere tiders kristne fandt det nødvendigt at forklare det som en metafor.“

Men versets sammenhæng og parallelberetningerne hos Markus og Lukas sætter os på sporet af den virkelige betydning. Hvad beretter Mattæus lige efter? Han skriver: „Seks dage senere tog Jesus Peter og Jakob og hans broder Johannes med og førte dem op på et højt bjerg hvor de var for sig selv. Og han blev forvandlet for øjnene af dem.“ (Mattæus 17:1, 2) Både Markus og Lukas forbandt ligeledes Jesu ord om Riget med beretningen om forvandlingen. (Markus 9:1-8; Lukas 9:27-36) At Jesus blev forvandlet og herliggjort i overværelse af de tre apostle, skildrede at han skulle „komme i sit rige“. Peter bekræfter denne forståelse ved at tale om „vor Herre Jesu Kristi kraft og nærværelse“ i forbindelse med at han havde været vidne til Jesu forvandling. — 2 Peter 1:16-18.

Lader du Bibelen fortolke sig selv?

Hvad skal man gøre hvis man har undersøgt et skriftsted i sammenhæng og stadig ikke forstår det? Så er det en god idé at sammenholde det med andre skriftsteder samtidig med at man har Bibelens gennemgående  budskab i tanke. Til det formål findes der et godt hjælpemiddel i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, som nu foreligger helt eller delvist på 57 sprog. Hjælpemidlet er de marginal- eller krydshenvisninger der står i midterspalten på hver side i mange af udgaverne. Studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen indeholder over 125.000 henvisninger. I indledningen til denne bibeludgave står der: „En omhyggelig sammenligning af de skriftsteder der er henvist til, samt studium af de tilknyttede fodnoter, vil vise at der er indbyrdes harmoni mellem de 66 bibelbøger, en bekræftelse på at de udgør en helhed som er inspireret af Gud.“

Lad os se hvordan disse krydshenvisninger kan vise hvordan et skriftsted skal forstås. Vi kan tage beretningen om Abram, eller Abraham. Hvem tog initiativet da han og hans familie forlod Ur? I Første Mosebog 11:31 står der: „Derpå tog Tara sin søn Abram og . . . Lot . . . og sin svigerdatter Saraj, . . . og de gik så med ham ud af kaldæernes Ur for at rejse til Kana’ans land. Med tiden kom de til Karan og bosatte sig dér.“ Hvis man kun læser dette vers, kunne man tro at det var Abrams far, Tara, der tog initiativet. I studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen finder vi 11 krydshenvisninger til verset. Den sidste er en henvisning til Apostelgerninger 7:2, der indleder gengivelsen af Stefanus’ tale til nogle jøder i det første århundrede: „Herlighedens Gud viste sig for vor forfader Abraham mens han var i Mesopotamien, før han bosatte sig i Karan, og han sagde til ham: ’Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge og kom her til det land som jeg vil vise dig.’“ (Apostelgerninger 7:2, 3) Kom Stefanus fejlagtigt til at tale om Abrams afrejse fra Karan? Tydeligvis ikke, for passagen indgår i Guds inspirerede ord. — 1 Mosebog 12:1-3.

Hvorfor siger Første Mosebog 11:31 da at Tara „tog . . . sin søn Abram“ og andre i familien med ud af Ur og førte dem til Karan? Forklaringen er at Tara stadig var familiens overhoved. Han indvilligede i at rejse med Abram. Ved at sammenholde de to skriftsteder og afstemme deres udsagn kan vi se for os hvad der skete. Abram overbeviste respektfuldt sin far om at de på Guds befaling måtte forlade Ur.

Når vi læser i Bibelen, bør vi altså tage sammenhængen og Skriftens gennemgående budskab i betragtning. En påmindelse til kristne lyder: „Nu har vi ikke fået verdens ånd, men den ånd som er fra Gud, for at vi kan kende det som Gud i sin godhed har givet os. Og det er dette vi taler om, ikke med ord lært af menneskelig visdom, men med ord lært af ånden, idet vi forbinder åndelige anliggender med åndelige ord.“ (1 Korinther 2:11-13) Ja, vi må bønfalde Jehova om hjælp til at forstå hans ord og søge at ’forbinde åndelige anliggender med åndelige ord’ ved at undersøge skriftsteders sammenhæng og slå relevante skriftsteder op. På den måde kan vi blive ved med at finde dyrebare sandheder gennem studiet af Guds ord.