Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) MARTS 2017

 LIVSBERETNING

Det har givet mig et godt liv at ‘vandre med de vise’

Det har givet mig et godt liv at ‘vandre med de vise’

DET var en kold morgen i Brookings, South Dakota, USA. Inden længe ville vinteren være over os. Jeg stod foran et stort vandtrug fyldt med koldt vand i en uopvarmet stald sammen med en lille gruppe mennesker, og vi rystede alle af kulde. Lad mig fortælle lidt om mit liv så du kan forstå hvad jeg lavede der.

MIN OPVÆKST

Onkel Alfred og min far

Jeg blev født den 7. marts 1936 som den sidste i en børneflok på fire. Vi boede på en lille gård i den østlige del af staten South Dakota. Det at drive landbrug fyldte meget i vores familie, men det var ikke det vigtigste i vores liv. I 1934 var mine forældre blevet døbt som Jehovas Vidner. De havde viet deres liv til vores himmelske Far, Jehova, så det vigtigste for dem var at gøre Guds vilje. I vores lille menighed i Conde var min far, Clarence, kredstjener, det der nu hedder koordinator for ældsterådet. Senere fik min onkel Alfred den opgave.

Det var en fast del af vores familieliv at komme til de kristne møder og fortælle andre om Bibelens vidunderlige håb fra hus til hus. Mine forældres eksempel og den gode oplæring vi børn fik, var virkelig med til at forme vores liv. Min søster, Dorothy, og jeg var kun seks år gamle da vi begyndte som forkyndere. I 1943 kom jeg på Den Teokratiske Skole, der netop lige var blevet introduceret ved vores møder.

Som pioner i 1952

Også stævnerne var en vigtig del af vores liv. Jeg mindes et stævne i 1949 i byen Sioux Falls, hvor Grant Suiter holdt foredraget “Det er senere end De tror!” Jeg husker især at han understregede at alle indviede kristne måtte ofre sig fuldt ud i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Efter det stævne indviede jeg mig til  Jehova. Jeg blev døbt den 12. november 1949 ved det næste kredsstævne, der blev holdt i byen Brookings. Det var derfor jeg befandt mig i den frysende kolde stald som jeg nævnte i indledningen. Vi var fire der blev døbt i det store vandtrug af galvaniseret stål der fungerede som dåbsbassin.

Derefter satte jeg mig som mål at blive pioner, og det blev jeg den 1. januar 1952, da jeg var 15. I Ordsprogene 13:20 siges der at “den der vandrer med de vise bliver vís”. Der var mange vise i min familie, og de bakkede alle op om min beslutning. Onkel Julius, der var 60 år, blev min pionermakker. Selvom der var stor aldersforskel, havde vi det virkelig hyggeligt sammen i forkyndelsen. Jeg kunne trække på hans store livserfaring og lærte utroligt meget af ham. Der gik ikke længe før Dorothy også begyndte som pioner.

KREDSTILSYNSMÆND VISER MIG OPMÆRKSOMHED

I løbet af min opvækst havde vi med jævne mellemrum ægtepar der virkede i rejsetjenesten, til at bo hos os. Et par der betød meget for mig, var Jesse og Lynn Cantwell. Det var til dels på grund af deres tilskyndelser og opmuntrende ord at jeg begyndte som pioner. Den oprigtige interesse de viste mig, gav mig lyst til at sætte mig åndelige mål. Når de besøgte menigheder i nærheden, spurgte de nogle gange om jeg ville komme og følges med dem i forkyndelsen. Jeg nød at være sammen med dem!

Vores næste kredstilsynsmand var Bud Miller. Da han og hans kone, Joan, besøgte menigheden, var jeg 18 og lige blevet indkaldt til militæret. De lokale udskrivningsmyndigheder tildelte mig et arbejde som jeg ikke følte at jeg kunne udføre uden at komme i konflikt med Jesus’ befaling om at kristne skal være politisk neutrale. (Joh. 15:19) Jeg ville gerne forkynde den gode nyhed om Riget, så jeg anmodede om at få status som en ordets tjener.

Jeg blev rigtig glad da bror Miller tilbød at tage med til mødet med myndighederne. Han var en meget udadvendt type og ikke sådan lige at skræmme. Han var også god til at argumentere ud fra Bibelen, så det gav mig stort mod at have ham ved min side. I sensommeren 1954 fik jeg på  baggrund af dette møde status som en ordets tjener. Faktisk banede det vejen for at jeg kunne gøre mere i tjenesten for Jehova.

Som ny betelit med en af farmens ladbiler

Omkring den tid blev jeg indbudt til at tjene på Betel på det der blev kaldt Watchtower Farm på Staten Island, New York. Jeg var der i tre år og arbejdede sammen med mange vise brødre og søstre. Sikke en skøn tid!

BETELTJENESTE

Ved WBBR sammen med bror Franz

Vores radiostation, WBBR, der eksisterede i perioden 1924-1957, havde til huse på farmen på Staten Island. Vi var 15 til 20 betelitter der fik til opgave at arbejde på farmen, og de fleste af os var unge og uerfarne. Men til at holde styr på os havde vi en ældre salvet bror ved navn Eldon Woodworth. Han var som en vís far for os og gav os en god åndelig ballast. Når nogen brokkede sig over noget en anden havde sagt eller gjort, sagde bror Woodworth gerne: “Det er vel nok enestående hvad Herren har udrettet med det han har til rådighed.”

Harry Peterson elskede forkyndelsen

Det var også et særligt privilegium at være sammen med bror Frederick Franz på farmen. Vi kunne tydeligt mærke at han havde stor visdom og en helt exceptionel bibelkundskab, og han interesserede sig for hver enkelt af os. En anden jeg lærte meget af, var vores kok Harry Peterson; det var nemmere for os at kalde ham det end at bruge hans rigtige efternavn, Papargyropoulos. Han var også salvet og elskede at forkynde. Bror Peterson gik meget op i sit arbejde på Betel, men forsømte aldrig forkyndelsen. Hver måned afsatte han hundredvis af blade. Han havde også en dyb forståelse af Bibelen og besvarede mange af vores spørgsmål.

JEG LÆRTE AF VISE SØSTRE

På farmen hjalp jeg til i vores egen konservesfabrik, hvor vi konserverede frugt og grøntsager vi havde dyrket. Hvert år blev der produceret omkring 45.000 dåser frugt og grønt til betelfamilien. Jeg arbejdede sammen med Etta Huth, der var en meget vis søster. Det var hende der stod for de opskrifter vi brugte når vi konserverede frugt og grønt, og hun var også med til at organisere arbejdet når de lokale søstre kom for at hjælpe til i højsæsonen. Selvom Etta var den  der var bedst inde i konserveringsprocessen, viste hun stor respekt for de brødre der førte tilsyn med farmens drift. Hendes eksempel lærte mig meget om det at underordne sig teokratisk ledelse.

Sammen med Angela og Etta Huth

En af de unge søstre der kom og hjalp på farmen, var Angela Romano, som havde fået stor hjælp af Etta da hun lærte sandheden at kende. Angie, som jeg kalder hende, var bestemt også en af de vise søstre jeg mødte i den tid jeg var på Betel. Vi blev gift i april 1958, og vi har haft mange spændende opgaver i de 58 år vi har vandret sammen i tjenesten for Jehova. Angies ubrydelige loyalitet mod Jehova har altid været en stor styrke i vores ægteskab. Jeg har fuld tillid til hende, uanset hvilke udfordringer vi står over for.

MISSIONÆRER OG I REJSETJENESTEN

I 1957 lukkede radiostationen WBBR, og bygningerne på Staten Island blev solgt. Jeg kom derfor til at tjene på Betel i Brooklyn i en kort periode. Da Angie og jeg skulle giftes, måtte jeg forlade Betel, og i tre år tjente vi som pionerer på Staten Island. I en periode arbejdede jeg endda for de nye ejere af radiostationen, der nu hed WPOW.

Angie og jeg var besluttet på at leve et enkelt liv så vi kunne stille os til rådighed uanset hvor der var behov. Af den grund kunne vi i starten af 1961 tage imod indbydelsen til at begynde som specialpionerer i Falls City, Nebraska. Der gik ikke mere end en måned efter vi var kommet dertil, før vi blev indbudt til at overvære Rigets Tjenesteskole. Skolen varede en måned og blev afholdt i South Lansing, New York. Vi nød den gode undervisning og glædede os til at bruge det vi havde lært, når vi kom tilbage til Nebraska. Så vi blev meget overrasket over at blive tildelt en ny opgave – missionærtjeneste i Cambodja! I dette smukke land i det sydøstlige Asien kom vi til at se, høre og smage ting der var helt nye for os. Vi var ivrige efter at forkynde den gode nyhed for menneskene der.

Fordi det politiske klima i Cambodja ændrede sig, måtte vi flytte til Sydvietnam. Da vi havde været der i to år, blev jeg desværre alvorligt syg, og vi var nødt til at flytte hjem til USA. Det tog noget tid at blive rask, men så snart jeg blev det, begyndte vi igen i heltidstjenesten.

Sammen med Angela i 1975 før et interview til tv

I marts 1965 fik vi det store privilegium at begynde i rejsetjenesten. I 33 år var Angie og jeg i kreds- og områdetjenesten, og vi udførte også forskelligt arbejde i forbindelse med stævner. Jeg har altid betragtet stævnerne som noget særligt, så det var skønt at få lov til at være med til at organisere nogle af dem. I nogle år var vi i New York City, og en del af stævnerne blev holdt på Yankee Stadium.

BETEL OG TEOKRATISKE SKOLER

Mange har oplevet at det kan føre til spændende og udfordrende opgaver at være i særlig heltidstjeneste. Det samme gjaldt for Angie og mig. I 1995 blev jeg for eksempel bedt om at undervise på Skolen for Udnævnte Tjenere. Tre år senere blev vi indbudt til at tjene på Betel. Det var en  sand fornøjelse at være tilbage hvor jeg var begyndt i særlig heltidstjeneste 40 år tidligere. I et stykke tid var jeg i Tjenesteafdelingen og underviste også på mange af skolerne. I 2007 valgte Det Styrende Råd at oprette Afdelingen for Teokratiske Skoler, der skulle bestå af alle de skoler vi havde på Betel, og jeg fik det privilegium at være tilsynsmand for denne afdeling i nogle år.

I de senere år er der sket mange forandringer når det gælder skoler og undervisning. I 2008 blev Skolen for Menighedsældste oprettet. De første to år blev mere end 12.000 ældste undervist på denne skole på Betel i Patterson og Brooklyn. Skolen afholdes nu mange forskellige steder, og erfarne brødre er blevet oplært til at undervise. I 2010 ændrede Skolen for Udnævnte Tjenere navn og kom til at hedde Bibelskolen for Ugifte Brødre, og vi fik også en ny skole, nemlig Bibelskolen for Kristne Ægtepar.

I tjenesteåret 2015 blev disse to skoler slået sammen til Skolen for Kristne Forkyndere, og eleverne kunne både være ægtepar og singlebrødre eller -søstre. Mange blev glade da de hørte at denne skole ville blive holdt flere steder i verden. Det er spændende at se hvordan mulighederne for teokratisk uddannelse hele tiden bliver flere, og jeg er meget taknemmelig for at have mødt mange brødre og søstre der har foretaget store forandringer så de kunne få denne undervisning.

Når jeg ser tilbage på mit liv – fra dengang jeg blev døbt i det galvaniserede vandtrug og til nu – takker jeg Jehova for alle de vise mennesker der har hjulpet mig på sandhedens vej. Nogle af dem var ældre end mig, nogle var yngre, og nogle havde en anden kulturel baggrund, men de var alle sammen åndelige mennesker. Deres dybe kærlighed til Jehova kom tydeligt til udtryk i deres handlinger og indstilling. I Jehovas organisation er der mange vise mennesker vi kan vandre med. Det har jeg gjort, og det har virkelig givet mig et godt liv.

Jeg elsker at møde elever fra hele verden