Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  April 2017

 LIVSBERETNING

Besluttet på at være soldat for Kristus

Besluttet på at være soldat for Kristus

Mens kuglerne fløj om ørerne på mig, hævede jeg langsomt et hvidt lommetørklæde. Soldaterne der havde skudt efter mig, råbte at jeg skulle komme frem fra mit skjul. Forsigtigt gik jeg hen mod dem uden at vide om jeg var købt eller solgt. Hvordan var jeg havnet i den situation?

JEG kom til verden i 1926 som det syvende barn i en børneflok på otte. Mine hårdtarbejdende forældre boede i den lille by Karitsa i Grækenland.

Et år tidligere havde mine forældre mødt Ioannis Papparizos, en ihærdig og snakkesalig Bibelstudent, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang. Ioannis’ logiske måde at argumentere på ud fra Bibelen gjorde indtryk på dem, og de begyndte at komme til Bibelstudenternes møder i landsbyen. Min mor havde en urokkelig tro på Jehova Gud, og selvom hun ikke kunne læse, forkyndte hun Bibelens budskab ved hver en lejlighed. Min far fokuserede desværre for meget på andres ufuldkommenheder og holdt med tiden op med at komme til de kristne møder.

Mine søskende og jeg havde respekt for Bibelen, men vi gik mere op i fornøjelser. I 1939, da Anden Verdenskrig bredte sig i Europa, skete der imidlertid noget der rystede os. Vores fætter Nikolaos Psarras, der boede ved siden af os og lige var blevet døbt som Jehovas Vidne, blev indkaldt til militæret, 20 år gammel. Nikolaos gav modigt militærmyndighederne dette svar: “Jeg kan ikke kæmpe i hæren, for jeg er soldat for Kristus.” Han blev stillet for en militærdomstol og idømt ti års fængsel. Vi var chokeret!

Til vores store glæde blev Nikolaos løsladt i begyndelsen af 1941, da allierede styrker kortvarigt gik ind i Grækenland, og han vendte tilbage til Karitsa. Min storebror, Ilias, overdængede ham med spørgsmål om Bibelen, og jeg fulgte ivrigt med i samtalen. Fra den dag begyndte Ilias og jeg og vores yngste søster, Eymorfia, at studere Bibelen og komme til Vidnernes møder. Året efter indviede  vi os alle tre til Jehova og blev døbt. Senere blev fire andre af vores søskende også Jehovas Vidner.

I 1942 var vi ni unge brødre og søstre i alderen 15 til 25 i Karitsa Menighed. Vi var alle klar over at der ventede os nogle svære prøver, så vi mødtes så ofte vi kunne, for at studere Bibelen, synge åndelige sange og bede. Det var virkelig med til at styrke vores tro.

Sammen med nogle venner i Karitsa

BORGERKRIG

Lige som Anden Verdenskrig var ved at slutte, gjorde græske kommunister oprør mod regeringen, hvilket førte til en frygtelig borgerkrig. Oprørsgrupperne spredte skræk og rædsel i landområderne og forsøgte at tvinge landsbyboere til at slutte sig til dem. Da de kom til vores by, bortførte de tre af menighedens unge – Antonios Tsoykaris, Ilias og mig. Vi forklarede at vi var politisk neutrale på grund af vores tro; alligevel tvang de os til at gå med dem hele vejen til bjerget Olympos, der lå omkring 12 timer væk.

Kort tid efter besluttede en af kommunisternes officerer at vi skulle være en del af en angrebsgruppe. Da vi forklarede at sande kristne ikke går i krig, hev den rasende officer os med hen til en general. Vi gentog vores forklaring for generalen, og han sagde: “Så tag et muldyr og fragt de sårede fra slagmarken til hospitalet.”

“Men hvad nu hvis vi bliver taget til fange af regeringssoldaterne?” spurgte vi. “Ville de ikke betragte os som nogle der tog aktivt del i krigen?” “Så kan I levere brød til fronten,” sagde han. “Men hvad hvis en officer ser os med muldyret og giver os ordre til at tage våben med til frontlinjen?” argumenterede vi. Generalen tænkte så det knagede. Til sidst udbrød han: “I kan vel i det mindste vogte får! Bliv her på bjerget og hold øje med flokkene.”

Så midt i borgerkrigen gik vi tre og passede får – en opgave vi følte at vi kunne udføre med god samvittighed. Efter et år fik Ilias lov til, som den ældste søn, at vende hjem for at tage sig af vores mor, der var blevet enke. Antonios blev frigivet på grund af sygdom. Men jeg blev fortsat holdt fanget.

I mellemtiden trængte den græske hær frem mod kommunisterne. Den oprørsgruppe der holdt mig fanget, trak sig tilbage gennem bjergene mod nabolandet Albanien. Da vi nærmede os grænsen, var der pludselig græske soldater på alle sider. Oprørerne gik i panik og flygtede. Jeg gemte mig bag et væltet træ, og det var sådan jeg endte i den situation jeg beskrev i indledningen.

Jeg fortalte de græske soldater at jeg havde været holdt fanget af kommunisterne. For at finde ud af hvad de skulle gøre med mig, tog de mig med til en militærlejr i nærheden af Veria, den gamle by der på Bibelens tid hed Berøa. Der fik jeg besked på at grave skyttegrave. Da jeg nægtede, gav den øverstbefalende ordre til at jeg skulle overføres til den berygtede fangeø Makronisos.

 RÆDSLERNES Ø

Den blege og udtørrede klippeø Makronisos ligger ud for Attikahalvøens kyst, cirka 50 kilometer sydøst for Athen. Øen er 13 kilometer lang og 2,5 kilometer på det bredeste punkt. Fra 1947 til 1958 blev mere end 100.000 fanger sendt dertil, deriblandt aktive og formodede kommunister, tidligere oprørskæmpere og adskillige trofaste Jehovas Vidner.

Da jeg ankom i begyndelsen af 1949, blev vi fanger fordelt i forskellige lejre. Jeg blev placeret i en lejr med flere hundrede andre mænd, hvor overvågningen ikke var så skrap. Vi var omkring 40 der måtte sove på jorden i et kanvastelt beregnet til 10 personer. Vi drak råddent vand og levede nærmest kun af linser og auberginer. Det blæste konstant, og der var støv overalt. Men i det mindste var vi ikke blandt dem der skulle slæbe klippestykker frem og tilbage i en uendelighed – en sadistisk form for tortur der nedbrød mange fanger fysisk og psykisk.

Sammen med andre Vidner på øen Makronisos

En dag da jeg gik langs vandet, mødte jeg nogle Jehovas Vidner fra andre lejre. Ord kan ikke beskrive den glæde vi følte ved at være sammen! Vi mødtes så ofte vi kunne, og var meget forsigtige med ikke at blive opdaget. Vi forkyndte også diskret for andre fanger, og nogle af dem blev senere Jehovas Vidner. Disse aktiviteter og inderlige bønner var med til at holde os oppe åndeligt.

FRA ASKEN I ILDEN

Efter ti måneders “rehabilitering” mente man at tiden var inde til at jeg trak i en militæruniform. Fordi jeg nægtede, blev jeg stillet for lejrkommandanten. Jeg rakte ham en skriftlig erklæring og sagde: “Jeg vil kun være soldat for Kristus.” Efter at have truet mig overlod kommandanten mig til den næstkommanderende, en græsk-ortodoks ærkebiskop klædt i fuldt ornat. Da jeg uden omsvøb besvarede hans spørgsmål ved at citere fra Bibelen, råbte han vredt: “Før ham væk. Han er jo fanatiker!”

Den følgende morgen beordrede soldaterne mig igen til at tage en militæruniform på. Da jeg stadig ikke ville, bankede de mig og slog mig med en kølle. Derefter tog de mig med til sygeafdelingen for at få tjekket at jeg ikke havde brækket noget, for så at slæbe mig tilbage til mit telt. Sådan fortsatte det hver dag i to måneder.

Eftersom jeg stadig ikke ville gå på kompromis med min tro, tog de frustrerede soldater en ny metode i brug. De bandt mine hænder på ryggen og slog mig brutalt med reb under fødderne. Mens jeg blev udsat for denne ulidelige smerte, tænkte jeg på Jesus’ ord: “Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer ... Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene; på den måde forfulgte man jo profeterne før jer.” (Matt. 5:11, 12) Til sidst, efter hvad der føltes som en evighed, mistede jeg bevidstheden.

Jeg vågnede i en iskold celle. Der var hverken vand eller brød og heller ikke noget tæppe, men jeg følte en dyb indre ro. Som lovet i Bibelen ‘beskyttede Guds fred mit hjerte og mit sind’. (Fil. 4:7) Dagen efter var der en venlig soldat der gav mig vand og brød og en frakke. Og en anden soldat gav mig noget af sin mad. På disse og mange andre måder mærkede jeg Jehovas kærlige omsorg.

Myndighederne anså mig for at være en uforbederlig oprører og sendte mig til Athen, hvor jeg blev stillet for en militærdomstol. Her blev jeg idømt tre års fængsel på Gyaros, en ø cirka 50 kilometer øst for Makronisos.

“VI KAN STOLE PÅ JER”

Fængslet på Gyaros var en kæmpe murstensfæstning, der husede mere end 5.000 politiske fanger. Vi var også syv Jehovas Vidner, som alle sad i fængsel på grund af vores kristne neutralitet. Selvom det var strengt forbudt, mødtes vi i al hemmelighed for at studere Bibelen sammen. Vagttårnet blev endda regelmæssigt smuglet ind til os. Vi kopierede det i hånden og brugte det ved vores møder.

En dag mens vi studerede, opdagede en fængselsbetjent hvad vi havde gang i, og konfiskerede  vores litteratur. Vi blev kaldt hen på viceinspektørens kontor og var helt overbevist om at vi ville få forlænget vores domme. Men til vores store overraskelse sagde inspektøren: “Vi ved godt hvem I er, og har respekt for jeres standpunkt. Vi ved at vi kan stole på jer. Gå tilbage til jeres arbejde.” Han gav ovenikøbet nogle af os lettere pligter. Vores hjerter strømmede over af taknemmelighed. Selv i fængslet kunne vi ære Jehova ved at bevare vores kristne integritet.

Det at vi holdt fast ved vores overbevisning, førte også til andre gode resultater. En fange der var tidligere matematikprofessor, havde lagt mærke til vores gode opførsel og spurgte ind til vores tro. Da vi Jehovas Vidner blev løsladt i begyndelsen af 1951, blev han det også. Senere blev han døbt og begyndte som heltidsforkynder.

STADIG SOLDAT

Sammen med min kone, Janette

Efter min løsladelse vendte jeg tilbage til min familie i Karitsa. Senere emigrerede jeg ligesom mange andre grækere til Melbourne i Australien. Der mødte jeg Janette, en skøn kristen søster. Vi blev gift og fik en søn og tre døtre, som vi har opdraget i sandheden.

I dag, hvor jeg har rundet de 90, er jeg stadig aktiv som ældste i menigheden. På grund af de ting jeg har været udsat for, har jeg nogle gange ondt i min krop og mine fødder, især når jeg har været ude i forkyndelsen. Ikke desto mindre er jeg fast besluttet på at være soldat for Kristus! – 2 Tim. 2:3.