Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  September 2016

Den gode nyhed forsvares over for myndighedspersoner

Den gode nyhed forsvares over for myndighedspersoner

“DENNE mand er for mig et udvalgt redskab der skal bære mit navn ud til nationerne såvel som til konger.” (Apg. 9:15) Sådan sagde Jesus om en jøde der lige var konverteret til kristendommen, den mand der senere blev kendt under navnet Paulus.

En af disse “konger” var den romerske kejser Nero. Hvordan ville du have det hvis du skulle forsvare din tro over for så magtfuld en person? Kristne bliver opfordret til at efterligne Paulus. (1 Kor. 11:1) Paulus havde flere oplevelser med datidens retssystem, og vi kan lære meget af hvordan han tacklede situationerne.

Moseloven var den lov der gjaldt i Israel, men dens regler blev fulgt af gudfrygtige jøder overalt. Efter pinsedagen i år 33 var de der tilbad Jehova, ikke længere forpligtet til at overholde Moseloven. (Apg. 15:28, 29; Gal. 4:9-11) Paulus og de andre kristne omtalte dog aldrig Loven på en respektløs måde, og af den grund kunne de forkynde i mange jødiske samfund uden at det førte til problemer. (1 Kor. 9:20) Faktisk gik Paulus ved mange lejligheder ind i synagogerne for at forkynde. Her kunne han tale med folk der kendte Abrahams Gud, og ræsonnere med dem ud fra De Hebraiske Skrifter. – Apg. 9:19, 20; 13:5, 14-16; 14:1; 17:1, 2.

Apostlene valgte Jerusalem som det første sted hvorfra forkyndelsesarbejdet skulle organiseres, og de underviste regelmæssigt i templet. (Apg. 1:4; 2:46; 5:20) Ved flere lejligheder rejste Paulus til Jerusalem, og på et tidspunkt blev han sat i forvaring der. Det blev begyndelsen til en retsproces der til sidst førte ham til Rom.

PAULUS OG DET ROMERSKE RETSSYSTEM

Hvilket syn har de romerske myndigheder haft på den lære Paulus forkyndte? Svaret på det kan udledes af hvordan romerne generelt betragtede de forskellige religioner. De tvang ikke de etniske grupper i imperiet til at opgive deres religion, medmindre den udgjorde en fare for staten eller for samfundsmoralen.

Rom havde givet jøderne udvidede rettigheder. I bogen Backgrounds of Early Christianity står der:  “Jødedommen havde en privilegeret stilling i Romerriget. ... Jøderne havde frihed til at udøve deres religion og var fritaget fra at dyrke de romerske guddomme. De kunne gennem deres lov opstille regler for livet i deres egne samfund.” De behøvede heller ikke at udføre militærtjeneste. * Paulus henviste til den beskyttelse jødedommen nød godt af under romersk lov, når han forsvarede den kristne tro over for de romerske myndigheder.

Paulus’ modstandere forsøgte på forskellige måder at vende andre imod ham, både almindelige mennesker og myndighedspersoner. (Apg. 13:50; 14:2, 19; 18:12, 13) Lad os se på en episode. De ældste i den kristne menighed i Jerusalem havde hørt et rygte der var blevet spredt blandt jøderne, nemlig at Paulus forkyndte “frafald fra Moses”. Sådanne løgnehistorier kunne få jøder der for nylig var blevet kristne, til at tro at Paulus ikke havde respekt for Guds ordning. Desuden kunne Sanhedrinet erklære kristendommen for at være frafald fra den jødiske tro. Hvis det skete, risikerede jøder der kom sammen med de kristne, at blive straffet. De ville blive udstødt af samfundet og udelukket fra at tale om deres tro i templet og synagogerne. Menighedens ældste rådede derfor Paulus til at modbevise disse rygter; han skulle tage hen til templet og gøre noget som ikke var et krav fra Gud, men som heller ikke var forkert at gøre. – Apg. 21:18-27.

Paulus fulgte deres opfordring, hvilket førte til at han fik mulighed for at “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed”. (Fil. 1:7) I templet begyndte jøderne at lave optøjer, og de forsøgte endda at dræbe Paulus. Kommandanten for den romerske garnison tog derfor Paulus i forvaring. Da Paulus stod over for at skulle piskes, afslørede han at han var romersk statsborger. Som følge heraf blev han ført til Cæsarea, som var hovedsæde for den romerske administration i Judæa. Der fik han nogle helt unikke muligheder for at forsvare den gode nyhed over for myndighedspersoner og give nogle der måske ikke vidste ret meget om kristendommen, et større kendskab til hvad de kristne troede på.

I Apostelgerninger, kapitel 24, beskrives det hvordan Paulus blev forhørt af Felix, den romerske statholder i Judæa, som allerede kendte en del til de kristnes tro. Jøderne anklagede Paulus for at have brudt den romerske lov på mindst tre måder. De sagde at han tilskyndede jøder overalt til at gøre oprør, at han var leder af en farlig sekt, og at han havde forsøgt at vanhellige templet, som på det tidspunkt var under romersk beskyttelse. (Apg. 24:5, 6) Disse anklager kunne føre til at han blev dømt til døden.

Vi kan have gavn af at lægge mærke til hvordan Paulus håndterede anklagerne. Han bevarede roen og optrådte hele tiden respektfuldt. Paulus henviste til Loven og Profeterne, og han påberåbte sig retten til at tilbede sine “forfædres Gud” – en rettighed som jøderne havde under den romerske lov. (Apg. 24:14) Senere fik Paulus mulighed for at forsvare sin tro og forkynde for den næste statholder, Porkius Festus, og også for kong Herodes Agrippa.

For at få en fair rettergang krævede Paulus til sidst at blive hørt af den mest magtfulde person på den tid. “Jeg appellerer til kejseren!” sagde han. – Apg. 25:11.

PAULUS’ SAG KOMMER FOR KEJSEREN

“For kejseren skal du komme til at stå,” sagde en engel senere til Paulus. (Apg. 27:24) Da den romerske kejser Nero var kommet til magten, havde han sagt at han ikke personligt ville dømme i alle sager. I de første otte år af sin regeringstid overlod han i de fleste tilfælde opgaven til andre. I bogen The Life and Epistles of Saint Paul forklares det at når Nero påtog sig at dømme i en sag, foregik retshandlingen i hans eget palads, hvor han fik hjælp af en gruppe erfarne og indflydelsesrige rådgivere.

 Bibelen siger ikke noget om hvorvidt Nero personligt behandlede Paulus’ sag eller ej. Det er muligt at han gav en anden til opgave at høre Paulus’ appel og derefter melde tilbage til ham. Uanset hvad, har Paulus sikkert forklaret at han tilbad jødernes Gud, og at han tilskyndede alle til at vise myndighederne den respekt de havde krav på. (Rom. 13:1-7; Tit. 3:1, 2) Paulus må have forsvaret den gode nyhed over for myndighedspersoner på en effektiv måde – han blev løsladt! – Fil. 2:24; Filem. 22.

VI HAR FÅET TIL OPGAVE AT FORSVARE DEN GODE NYHED

Jesus sagde til sine disciple: “I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne.” (Matt. 10:18) Det er et stort privilegium at vi kan repræsentere Jesus på denne måde. Nogle gange vil den indsats vi gør for at forsvare den gode nyhed, føre til sejre i retssalene. Selvfølgelig kan de afgørelser som ufuldkomne mennesker træffer, ikke “juridisk stadfæste den gode nyhed” i fuldeste forstand. Det vil først ske under Guds rige, hvor undertrykkelse og uretfærdighed vil blive fjernet permanent. – Præd. 8:9; Jer. 10:23.

Men allerede nu kan Jehovas navn blive æret når vi som kristne forsvarer vores tro. Ligesom Paulus må vi forsøge at bevare roen, og vi må være oprigtige og tale med overbevisning. Jesus sagde til sine disciple at de ikke skulle være nervøse for hvordan de skulle svare for sig. Han lovede: “Jeg vil give jer en mund og en visdom som alle jeres modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller modsige.” – Luk. 21:14, 15; 2 Tim. 3:12; 1 Pet. 3:15.

Når kristne forsvarer deres tro over for regenter, statsledere eller andre myndighedspersoner, kan de aflægge et vidnesbyrd for nogle som det måske ellers ville være svært at få forkyndt for. I nogle af de sager hvor vi har fået medhold, har de juridiske afgørelser ført til lovændringer som har været med til at beskytte ytringsfriheden og religionsfriheden. Men uanset hvilket udfald en retssag får, glæder det Jehova at se sine tjenere vise mod når de forsvarer den gode nyhed.

Jehovas navn bliver æret når vi forsvarer vores tro

^ par. 8 Forfatteren James Parkes forklarer: “Jøderne ... havde ret til at bibeholde deres egne skikke. Der var ikke noget usædvanligt ved at de blev givet disse privilegier, for det svarede til det som generelt var romernes skik – at give rum for størst muligt lokalt selvstyre i de forskellige dele af imperiet.”