Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) OKTOBER 2016

 LIVSBERETNING

Jeg har forsøgt at følge andres gode eksempel

Jeg har forsøgt at følge andres gode eksempel

“Ved du godt hvor gammel jeg er?” spurgte jeg. “Jeg ved præcis hvor gammel du er,” svarede Izak Marais, der ringede til mig i Colorado fra Patterson, New York. Lad mig fortælle lidt om mit liv og hvad der gik forud for denne samtale.

JEG blev født den 10. december 1936 i Wichita i den amerikanske stat Kansas og er den ældste af fire børn. Mine forældre, William og Jean, tjente Jehova ivrigt. Far var kredstjener i menigheden, den betegnelse der dengang blev brugt om den bror der førte an. Min mor var blevet oplært i sandheden af sin mor, Emma Wagner. Emma fik mange med i sandheden, blandt andet Gertrude Steele, der i en årrække var missionær i Puerto Rico. * Så jeg havde rig mulighed for at lære af andres gode eksempel.

GODE EKSEMPLER I MIN OPVÆKST

Min far står på et gadehjørne og tilbyder bladene til forbipasserende

Som femårig stod jeg en lørdag aften på gaden sammen med min far og tilbød de forbipasserende Vagttaarnet og Ny Verden, der nu hedder Vågn op! På det tidspunkt var USA gået ind i Anden Verdenskrig, men min far bevarede sin kristne neutralitet. En læge der var stærkt beruset, kom forbi og råbte at far var en kujon der sneg sig uden om at kæmpe for sit land. Manden stak næsen helt op i hovedet på min far og sagde: “Så slå mig dog, din feje kryster!” Jeg blev noget skræmt men beundrede min fars reaktion. Han begyndte bare at tilbyde bladene til de folk der stimlede sammen. Da en soldat gik forbi, råbte lægen: “Kan du ikke gøre noget ved den her feje kryster?” Soldaten kunne se at han var fuld, og svarede: “Gå nu bare hjem og sov den ud.” Derefter gik de begge to. Når jeg tænker tilbage, er jeg taknemmelig for det store mod Jehova gav min far. Han havde to barbersaloner i byen, og lægen var en af hans faste kunder!

Sammen med mine forældre på vej til et stævne i Wichita i 1940’erne

Da jeg var otte, solgte mine forældre salonerne og vores hus, byggede en husvogn og flyttede til Colorado, hvor der var behov for forkyndere. Vi slog os ned i nærheden af Grand Junction. Her tjente mine forældre som pionerer samtidig med at de arbejdede deltid med landbrug og kvægdrift. Med Jehovas velsignelse og en målrettet indsats  lykkedes det dem at oprette en menighed. Den 20. juni 1948 blev jeg døbt af min far i en flod i bjergene sammen med andre der havde taget imod sandheden, deriblandt Billie Nichols og hans kone. Dette ægtepar kom senere i kredstjenesten, og det samme gjorde deres søn og svigerdatter.

Vi kom sammen med mange der prioriterede tjenesten højt, især de tre Steele-ægtepar, Don og Earlene, Dave og Julia samt Si og Martha. Det var en fornøjelse at drøfte åndelige emner med dem. Deres gode eksempel havde en stor indvirkning på mig og lærte mig at det giver et meningsfyldt liv og mange glæder at sætte Riget først.

JEG FLYTTER IGEN

Da jeg var 19, spurgte Bud Hasty, en ven af familien, om jeg ville tjene som pioner sammen med ham i det sydlige USA. Kredstilsynsmanden bad os flytte til Ruston i Louisiana, hvor flere af de lokale brødre og søstre var gået i stå i sandheden, og gav os besked på at holde alle møderne hver uge uanset hvor mange der kom. Vi fandt et egnet lokale, satte det i stand og holdt alle møderne, men det første stykke tid var det kun os to der var til stede. Vi skiftedes til at holde de forskellige indlæg, og den der sad tilbage, svarede på alle spørgsmålene. Hvis der skulle være en demonstration, var vi begge på podiet og fremførte den for et tomt lokale. Omsider begyndte en ældre søster at komme til møderne, og senere kom der også nogle der studerede Bibelen, og nogle af dem der var gået i stå. Inden længe havde vi en menighed.

En dag forkyndte Bud og jeg for en præst fra Kristi Kirke, der henviste til nogle bibelvers jeg ikke kendte. Det gik mig på og fik mig til at tænke mere over grundlaget for min tro. I en uges tid studerede jeg til langt ud på natten for at finde svar på de spørgsmål der var opstået i forbindelse med samtalen. Det hjalp mig virkelig til at få en stærkere tro, og jeg kunne næsten ikke vente til jeg mødte en præst igen.

Kort efter bad kredstilsynsmanden mig om at flytte til El Dorado i Arkansas for at hjælpe den lokale menighed. Mens jeg boede der, måtte jeg flere gange tage tilbage til Colorado for at møde op hos den myndighedsinstans der stod for udskrivning til militærtjeneste. På en af disse ture havde jeg nogle pionermakkere med i min bil, men i Texas kom vi ud for et uheld, og bilen blev totalskadet. Vi ringede til en bror, der kom og tog os med hjem og senere med til den lokale menigheds møde. Ved mødet blev det meddelt at vi stod i en uheldig situation.  Vores kærlige brødre og søstre hjalp os økonomisk, og broren fik solgt min bil for 25 dollars.

Vi fik et lift op til Wichita, hvor Doc McCartney, en nær ven af familien, var pioner. Hans tvillingesønner, Frank og Francis, var og er stadig nogle af mine bedste venner. De havde en gammel bil som de solgte til mig for 25 dollars, præcis det beløb jeg havde fået for min totalskadede bil. Faktisk var det første gang jeg tydeligt så at Jehova hjalp mig fordi jeg satte Riget først. Det var også ved denne lejlighed at familien McCartney præsenterede mig for en sød, åndeligsindet søster ved navn Bethel Crane. Hendes mor, Ruth, var en flittig forkynder i Wellington, Kansas, og tjente som pioner til hun var over 90 år gammel. Bethel og jeg blev gift inden der var gået et år – det var i 1958 – og hun flyttede ned til mig i El Dorado, hvor hun begyndte som pioner.

SPÆNDENDE OPGAVER

Vi havde lært meget af de trofaste kristne vi havde kendt under vores opvækst, og ville gerne følge deres gode eksempel, så vi besluttede at vi ville sige ja til en hvilken som helst opgave i Jehovas organisation. Som noget af det første blev vi bedt om at flytte op i den nordlige ende af staten og tjene som specialpionerer i Walnut Ridge. I 1962 blev vi til vores store glæde indbudt til at overvære Gileadskolens 37. klasse. Og glæden blev endnu større da vi fandt ud af at vi skulle være i klasse med Don Steele. Efter Gilead fik vi til opgave at tjene i Nairobi i Kenya. Vi havde en klump i halsen da vi forlod New York, men den følelse forsvandt da vores brødre tog imod os i lufthavnen i Nairobi.

I forkyndelsen i Nairobi sammen med Mary og Chris Kanaiya

Vi blev hurtigt glade for Kenya og tjenesten der. De første vi studerede Bibelen med som blev døbt, var Chris og Mary Kanaiya. Dette ægtepar har nu i mange år været i heltidstjenesten i Kenya. Året efter blev vi bedt om at flytte til Kampala i Uganda som de første missionærer i landet. Det var en spændende tid, for mange var ivrige efter at lære mere om Bibelen og blev vores brødre og søstre. Da vi havde været tre et halvt år i Afrika, vendte vi tilbage til USA for at stifte familie. Den dag vi tog afsted, havde vi en meget større klump i halsen end da vi forlod New York. Vi havde fået stor kærlighed til den lokale befolkning og håbede at vi en dag kunne vende tilbage til Afrika.

EN HELT NY OPGAVE

Vi flyttede til den vestlige del af Colorado, hvor mine forældre boede. Kort efter blev vores første datter, Kimberly, født, og 17 måneder senere fik vi Stephany. Vi tog vores nye opgave som forældre meget alvorligt og gjorde alt hvad vi kunne, for at følge andres gode eksempel og give vores dejlige piger kærlighed til sandheden. Vi vidste at forældres gode eksempel kan have en stor indvirkning på børnene, men vi var også klar over at der ikke er nogen garanti for at ens børn vælger at tjene Jehova. Min lillebror og en af mine lillesøstre havde desværre forladt sandheden. Jeg håber at de en dag igen vil efterligne de mange gode forbilleder de havde i deres opvækst.

Det var en stor fornøjelse at oplære pigerne, og vi gjorde meget ud af at foretage os noget sammen som familie. Eftersom vi boede i nærheden af Aspen, et kendt skisportssted, besluttede vi os for at lære at stå på ski så vi af og til kunne tage en tur sammen. Når vi sad sammen med vores piger i  skiliftene, havde vi rig mulighed for at snakke sammen. Vi tog også på campingture og havde mange hyggelige snakke rundt om bålet. Selv mens pigerne var helt unge, gjorde de sig tanker om hvad de skulle lave som voksne, og hvilken slags mand de gerne ville giftes med. Vi forsøgte at give dem åndelige værdier. Derudover opfordrede vi dem til at have heltidstjenesten som mål og kun at gifte sig med en der havde samme mål. Vi prøvede også at hjælpe dem til at forstå at man ikke skulle gifte sig mens man var helt ung. Faktisk havde vi et lille motto der gik ud på at det var bedst at vente med at binde sig til man var mindst 23 år.

Vi forsøgte at følge vores forældres eksempel ved at sørge for at komme fast til møderne og regelmæssigt tage i forkyndelsen sammen som familie. Desuden havde vi heltidstjenere til at bo hos os. Vi talte også med stor begejstring om vores tid som missionærer. Det var vores store drøm at vi alle fire en dag kunne besøge Afrika sammen – en idé pigerne var helt med på.

Vi havde altid et regelmæssigt familiestudium. Nogle gange brugte vi tid på situationsspil baseret på hvad der kunne ske i skolen. Vi fik pigerne til at spille rollen som et Jehovas Vidne der blev stillet nogle spørgsmål. De syntes at det var sjovt at blive undervist på den måde, og deres selvtillid voksede. Da de blev ældre, brokkede de sig dog nogle gange over at vi skulle studere. En gang gav jeg dem i desperation besked på at gå ind på deres værelser og sagde at studiet var aflyst. De blev helt chokeret, og med tårerne trillende ned ad kinderne sagde de at de ville studere. Dér gik det op for os at det vi gjorde for at give dem kærlighed til sandheden, virkede. De fik større og større værdsættelse af vores studium og var helt trygge ved at fortælle os om deres inderste tanker og følelser. En gang imellem gav de udtryk for at der var noget af det vi drøftede ud fra Bibelen, som de ikke var enige i. Det gjorde selvfølgelig ondt at høre, men det fortalte os noget om hvad der boede i deres hjerte, og når vi hjalp dem til at tænke dybere over emnet, kunne de godt se det fornuftige i Jehovas normer.

PIGERNE FLYTTER HJEMMEFRA

De år vi havde til at oplære vores piger, fløj afsted. Vi tog imod den hjælp og de råd vi fik fra Guds organisation, og gjorde vores bedste for at give dem kærlighed til Jehova. Hvor var vi taknemmelige for at de begge besluttede sig for at starte som pionerer efter high school. De lærte at forsørge sig selv, og sammen med to andre søstre flyttede de til Cleveland i Tennessee for at tjene hvor der var større behov. Vi savnede dem rigtig meget men var lykkelige for at de brugte deres liv i heltidstjenesten. Bethel og jeg tog pionertjenesten op igen, og det førte til endnu flere privilegier. Jeg blev vikar for kredstilsynsmanden og var med til at organisere stævner.

Inden pigerne flyttede til Tennessee, tog de på en rejse til London, hvor de besøgte afdelingskontoret. Der mødte Stephany, som på det tidspunkt var 19, Paul Norton, en ung betelbror. På en senere tur mødte Kimberly en af Pauls arbejdskammerater, Brian Llewellyn. Det endte med at Paul og Stephany blev gift – men først da hun var fyldt 23. Og året efter blev Kimberly i en alder af 25 gift med Brian. Så begge vores piger ventede med at gifte sig til efter de var fyldt 23. Vi er meget glade for deres gode valg af ægtefæller.

Sammen med Paul, Stephany, Kimberly og Brian på Afdelingskontoret i Malawi i år 2002

Kimberly og Stephany har sagt at vores eksempel og deres bedsteforældres eksempel har hjulpet dem til altid at følge Jesu opfordring om at ‘søge riget først’ – selv når de havde økonomiske vanskeligheder. (Matt. 6:33) I april 1998 blev Paul og Stephany indbudt til den 105. klasse på Gileadskolen, og efter skolen fik de til opgave at tjene i Malawi. Omkring samme tid blev Brian og Kimberly inviteret til at tjene på Betel i London, og senere blev de minsandten flyttet til Betel i Malawi. Det fyldte os med glæde at vores børn var travlt optaget af heltidstjenesten, for man kan ikke bruge sit liv på noget bedre.

ENDNU EN SPÆNDENDE OPGAVE

Det var i januar 2001 at den telefonsamtale jeg nævnte i indledningen, fandt sted. Izak Marais, der er tilsynsmand for den afdeling der hjælper  oversættere (Translation Services), forklarede at de var i gang med at arrangere et engelskkursus for oversættere i hele verden. Til trods for at jeg var 64, ville de gerne oplære mig så jeg kunne blive en af lærerne. Bethel og jeg lagde det frem for Jehova i bøn og spurgte også vores mødre hvad de mente. De var godt oppe i årene men syntes begge at vi skulle sige ja, selvom det betød at de skulle klare sig uden vores hjælp og støtte. Så jeg ringede tilbage og sagde at vi gerne ville stille os til rådighed for denne spændende opgave.

Men så fik min mor konstateret kræft. Jeg sagde til hende at vi ville blive hjemme og hjælpe min søster Linda med at tage sig af hende. “Ikke tale om,” svarede hun. “Jeg ville slet ikke kunne bære det hvis I ikke tog afsted.” Linda havde det på samme måde. Vi værdsatte meget deres selvopofrende indstilling og alt det de lokale brødre og søstre gjorde for at hjælpe. Dagen efter at vi var taget afsted til Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, ringede Linda for at fortælle at mor var død. Vi vidste at hun ville have ønsket at vi gav os fuldt ud i vores tjeneste, så det var præcis hvad vi gjorde.

Hvor blev vi overraskede da vi fik at vide at det første sted vi skulle afholde kurset, var på Afdelingskontoret i Malawi, hvor vores børn og svigerbørn tjente. Det var en dejlig genforening! Dernæst underviste vi i Zimbabwe og bagefter i Zambia. Efter at have afholdt kurser i tre et halvt år blev vi bedt om at tage tilbage til Malawi for at indsamle oplevelser fra de Vidner der var blevet udsat for hård forfølgelse på grund af deres kristne neutralitet. *

I forkyndelsen med vores børnebørn

I 2005 forlod vi endnu en gang Afrika med en klump i halsen og vendte tilbage til Colorado, hvor Bethel og jeg siden da har tjent som pionerer i byen Basalt. I 2006 flyttede Brian og Kimberly ind ved siden af os sammen med deres to piger, Mackenzie og Elizabeth. Paul og Stephany tjener stadig i Malawi, hvor han er medlem af Afdelingskontorets Udvalg. I dag er jeg næsten 80 år gammel, så det er en stor fornøjelse at se yngre brødre som jeg har arbejdet sammen med i årenes løb, påtage sig de ansvarsopgaver som jeg tidligere selv har haft. Bethel og jeg håber at vores eksempel vil være til gavn for vores børn og børnebørn. Det har i hvert fald fyldt vores liv med glæde at vi altid har forsøgt at følge andres gode eksempel.

^ par. 5 I Vagttårnet for 1. september 1956, s. 270-271, og i den engelske udgave for 15. marts 1971, s. 186-190, fortælles der mere om det store arbejde Steele-familien udførte i missionærtjenesten.

^ par. 30 Se for eksempel Trophim Nsombas livsberetning i Vagttårnet for 15. april 2015, s. 14-18.