Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  Marts 2016

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvornår blev Guds folk holdt i fangenskab af Babylon den Store?

Dette åndelige fangenskab varede fra det andet århundrede e.v.t. frem til 1919. Hvad ligger til grund for denne justering af vores forståelse?

Alt peger på at fangenskabet sluttede i 1919 da de salvede kristne blev samlet ind i den genoprettede menighed. Overvej følgende: I årene efter at Guds rige var blevet oprettet i himlen i 1914, blev Guds folk prøvet og renset. * (Mal. 3:1-4) I 1919 udnævnte Jesus “den trofaste og kloge træl” og satte den over Guds rensede folk så den kunne sørge for åndelig “mad i rette tid”. (Matt. 24:45-47) Det var det år Guds folk begyndte at vende tilbage til det land, eller åndelige domæne, Gud havde givet dem. Og det var også på det tidspunkt at Guds folk blev udfriet fra det symbolske fangenskab under Babylon den Store. (Åb. 18:4) Men hvornår begyndte dette fangenskab?

I en årrække har vi haft den forståelse at fangenskabet begyndte i 1918 og bestod af en kort periode hvor Guds folk var underlagt Babylon den Store. For eksempel stod der i Vagttårnet for 15. marts 1992: “Ligesom Guds folk i fortiden for en periode kom i trældom i det gamle Babylon, kom Jehovas tjenere i nutiden, i 1918, i en form for trældom under ‘Babylon den Store’.” Men efter at emnet er blevet undersøgt på ny, står det klart at dette fangenskab begyndte langt tidligere end 1918.

Lad os som eksempel se på en af de profetier der handler om dette fangenskab og udfrielsen af Guds folk, nemlig den der findes i Ezekiel 37:1-14. I versene beskriver Ezekiel at han får et syn af en slette fyldt med knogler. Jehova fortæller ham at knoglerne er et billede på “hele Israels hus”. I sin større opfyldelse handler denne genoprettelsesprofeti om “Guds Israel”. (Gal. 6:16; Apg. 3:21) Dernæst ser Ezekiel at knoglerne kommer til live og bliver til en stor hærstyrke. Synet er en meget passende beskrivelse af den proces der førte til at Guds folk kom åndeligt til live igen i 1919 efter at have været i fangenskab i Babylon den Store. Men hvad viser dette syn om hvor lang tid der gik forud for denne begivenhed?

 For det første er det værd at bemærke at knoglerne var “tørret ud” og “meget tørre”. (Ez. 37:2, 11) Det indikerer at knoglerne kom fra nogle der havde været døde i meget lang tid. For det andet beskrives genoplivelsen som en gradvis proces, ikke som noget der skete pludseligt. Til at begynde med hørtes der en skramlende lyd, og “knoglerne rykkede sammen, hver knogle til sin knogle”. Derefter kom der “sener og kød” på dem. Det næste der skete, var at knoglerne, senerne og kødet blev dækket af hud. Senere “kom der ånde i dem, og så blev de levende”. Til sidst sørgede Jehova for at de der havde fået livet igen, blev ‘bosat på deres jord’. Alt dette ville tage tid. – Ez. 37:7-10, 14.

Det fangenskab som fortidens Israel oplevede, varede lang tid. Fangenskabet begyndte i 740 f.v.t. da det nordlige tistammerige faldt og mange af indbyggerne blev ført i eksil. I 607 f.v.t. blev Jerusalem ødelagt og indbyggerne i sydriget Juda ført i eksil. Perioden med fangenskab ophørte i 537 f.v.t. da en rest af jøderne vendte tilbage for at genopbygge templet og genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem.

Set i lyset af disse detaljer fra Bibelen er det tydeligt at Guds folks fangenskab under Babylon den Store må have varet meget længere end den svære tid i årene 1918-1919. Fangenskabet svarer til den periode hvor det symbolske ukrudt ville vokse sammen med hveden, “rigets sønner”. (Matt. 13:36-43) I denne periode var der langt flere frafaldne end sande kristne. Den kristne menighed blev i realiteten holdt i fangenskab af Babylon den Store, et fangenskab der begyndte i det andet århundrede e.v.t. og varede frem til renselsen af det åndelige tempel i endens tid. – Apg. 20:29, 30; 2 Thess. 2:3, 6; 1 Joh. 2:18, 19.

I denne lange periode med åndeligt fangenskab forsøgte præsterne og deres politiske medsammensvorne at holde fast ved deres magt ved at hindre folk i at få adgang til Guds ord. Til tider var det forbudt at læse Bibelen på det jævne folks sprog. Nogle af dem der gjorde det, blev endda brændt på bålet. For at kvæle ethvert forsøg på at sprede sandhedens lys blev der uddelt hårde straffe til alle som gav udtryk for holdninger der var i modstrid med gejstlighedens.

Men hvad så med det andet der blev beskrevet i synet – genoplivelsen? Hvornår og hvordan fandt den sted? Den åndelige genoplivelse var en gradvis proces. Og den blev ledsaget af “en skramlen” i de århundreder der førte frem til endens tid. Skønt falske religiøse læresætninger havde et fast greb i langt de fleste mennesker, var  der nogle retsindige enkeltpersoner der stod op for sandheden i den udstrækning de havde mulighed for. Nogle af dem gjorde en stor indsats for at fremstille bibler på almindeligt udbredte sprog, og andre talte offentligt om de sandheder de havde fundet frem til i Guds ord.

Senere, i den sidste del af 1800-tallet, arbejdede Charles Taze Russell og hans medarbejdere målrettet på at finde frem til Bibelens sande lære og efterleve den. I symbolsk forstand begyndte der at komme kød og hud på skeletterne. Zions Vagt-Taarn og andre publikationer hjalp oprigtige mennesker til at få øjnene op for sandheden. Senere var “Skabelsens Fotodrama” fra 1914 og bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed fra 1917 med til at styrke Guds folk. Til sidst, i 1919, blev Guds folk i åndelig forstand vækket til live og bosat i et nyt land. Som tiden gik, fik denne rest af salvede kristne følgeskab af dem der har et jordisk håb, og tilsammen er de blevet “en meget, meget stor styrke”. – Ez. 37:10; Zak. 8:20-23. *

Med disse kendsgerninger i tanke er det tydeligt at Guds folk kom i fangenskab under Babylon den Store da frafaldet fik overtaget i det andet århundrede e.v.t. Det var en vanskelig tid, meget lig den som fortidens Israel oplevede i eksil. Hvor kan vi være lykkelige for at Guds folk, efter at have været åndeligt undertrykt i mange århundreder, i dag oplever en tid hvor “de der har indsigt vil stråle”, og hvor “mange vil rense sig ... og blive lutret”. – Dan. 12:3, 10.

Blev Jesus rent fysisk taget med til templet da Djævelen forsøgte at friste ham?

Vi kan ikke med sikkerhed vide om Jesus rent fysisk var på tempelområdet, eller om det kun var i et syn. Vores publikationer har fra tid til anden fremholdt begge muligheder.

Tænk først over hvordan Bibelen beskriver episoden. I Mattæus’ evangelieberetning står der: “Så tog Djævelen ham med ind i den hellige by, og han stillede ham på templets tinde,” eller templets højeste punkt. (Matt. 4:5) Parallelberetningen i Lukasevangeliet lyder: “Han førte ham nu til Jerusalem og stillede ham på templets tinde.” – Luk. 4:9.

For år tilbage har vores publikationer forklaret at denne episode måske ikke fandt sted helt bogstaveligt. For eksempel stod der følgende i Vagttårnet for 15. august 1961: “Man kan ikke med rimelighed tillægge alt i beretningen om fristelsen i ørkenen en bogstavelig betydning. Der findes simpelt hen intet bjerg hvorfra man kan se ‘alle verdens riger og deres herlighed’. Fornuftigvis må vi derfor slutte at Satan ikke bogstaveligt, fysisk eller i legemlig skikkelse førte Jesus ‘til den hellige stad’ og stillede ham ‘på helligdommens tinde’. Dette var slet ikke nødvendigt for at fristelsen kunne gøre sin virkning.” Men i senere numre af Vagttårnet har det været nævnt at det kunne have været ensbetydende med selvmord hvis Jesus havde fulgt Satans opfordring.

 Nogle har påpeget at Jesus ikke havde ret til at befinde sig på tempelhelligdommen eftersom han ikke var levit. Det førte til den opfattelse at Jesus måske blev ‘taget med’ til templet i et syn. Noget lignende var sket flere hundrede år tidligere for profeten Ezekiel. – Ez. 8:3, 7-10; 11:1, 24; 37:1, 2.

Men hvis denne fristelse kun fandt sted i form af et syn, rejser det følgende spørgsmål:

  • Var fristelsen virkelig eller imaginær?

  • Hvis formålet med de andre fristelser var at få Jesus til at gøre noget konkret, nemlig at forvandle bogstavelige sten til brød og udføre en virkelig tilbedelseshandling over for Satan, ville det så ikke være naturligt at denne fristelse bestod af noget tilsvarende – at Jesus rent fysisk skulle kaste sig ud fra “templets tinde”?

Hvis Jesus på den anden side virkelig befandt sig på “templets tinde”, rejser det nogle andre spørgsmål:

  • Overtrådte Jesus Loven ved at befinde sig på helligdommen?

  • Hvordan kom Jesus fra ørkenen til Jerusalem?

En nærmere undersøgelse kan hjælpe os til at finde nogle mulige svar på de sidste to spørgsmål.

Bibelforskeren D.A. Carson fremhæver at det græske ord (hieronʹ) der i begge beretninger oversættes med ‘tempel’, “sandsynligvis sigter til hele komplekset, ikke selve helligdommen”. Jesus ville altså ikke have behøvet at stå oven på selve helligdommen. Han kunne for eksempel have stået på det sydøstlige hjørne af tempelområdet. Derfra var der omkring 140 meter ned til bunden af Kedrondalen. Bygningen i det sydøstlige hjørne havde et fladt tag med et muret rækværk og var den del af templet hvorfra der var det højeste fald. Historikeren Josefus skrev at en der kiggede ned deroppefra, “ville blive svimmel” på grund af højden. Jesus ville, selvom han ikke var levit, have haft lov til at stå på dette sted, og det ville ikke have vakt opsigt.

Men hvordan kunne Jesus ‘tages med’ til templet når han befandt sig i ørkenen? Det kan vi ikke vide med sikkerhed. Den korte beretning om fristelserne nævner ikke hvor lang tid de strakte sig over, eller hvor i ørkenen Jesus opholdt sig. Det kan ikke udelukkes at Jesus gik til Jerusalem, selvom det ville have taget et stykke tid. I beretningen siges der ikke specifikt at Jesus blev i ørkenen i hele den periode fristelserne stod på. Der står blot at han blev taget med ind i Jerusalem.

Hvad så med den fristelse hvor Djævelen viste Jesus “alle verdens riger”? Jesus kan naturligvis ikke have set alle rigerne i bogstavelig forstand; det ville man ikke kunne fra noget som helst bjerg. Så Djævelen må have vist Jesus dem ved hjælp af et syn, lidt ligesom man kan vise billeder fra forskellige steder i verden ved hjælp af en projektor og et lærred. Men selvom Djævelen gjorde brug af et syn, ønskede han at Jesus rent fysisk skulle udføre en tilbedelseshandling. (Matt. 4:8, 9) Af den grund kunne man argumentere for at opfordringen til at kaste sig ud fra “templets tinde” indbefattede en fysisk handling med virkelige konsekvenser – konsekvenser der ville understrege situationens alvor i højere grad end hvis der blot var tale om et syn.

Som det blev nævnt i indledningen, kan vi ikke med sikkerhed slå fast hvad der skete. Det kan altså ikke udelukkes at Jesus rent faktisk tog til Jerusalem og stod på “templets tinde”. Vi ved dog med sikkerhed at Djævelens fristelser var virkelige, og at Jesus resolut afviste dem alle.

^ par. 1 Både Ezekiel 37:1-14 og Åbenbaringen 11:7-12 taler om en åndelig genoplivelse der fandt sted i 1919. Men profetien i Ezekiels Bog forudsagde at hele Guds folk ville komme åndeligt til live igen efter at have været i fangenskab i en meget lang periode. Profetien i Åbenbaringens Bog taler derimod om den åndelige genoplivelse som en lille gruppe salvede brødre der førte an i arbejdet, oplevede efter en forholdsvis kort periode med tvungen inaktivitet.