Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  Maj 2017

Glæden ved at leve et enkelt liv

Glæden ved at leve et enkelt liv

DANIEL OG MIRIAM blev gift i september 2000 og slog sig ned i Barcelona. “Vi levede et såkaldt normalt liv,” fortæller Daniel. “Vores vellønnede job gjorde at vi kunne spise på gode restauranter, tage på rejser og gå i kvalitetstøj. Vi var også regelmæssigt med i forkyndelsen.” Men deres liv skulle snart tage en drejning.

Ved et stævne i 2006 blev der i et af foredragene stillet et spørgsmål som ramte Daniel. Taleren spurgte: “Gør vi alt hvad vi kan, for at hjælpe dem der ‘vakler hen for at dræbes’, ind på vejen til evigt liv?” (Ordsp. 24:11) I foredraget blev det understreget at vi har et ansvar for at forkynde Bibelens livreddende budskab. (Apg. 20:26, 27) Daniel fortæller: “Det var som om Jehova talte direkte til mig!” Foredraget kom også ind på at det øger ens glæde at gøre mere i tjenesten for Jehova. Det vidste Daniel var rigtigt, for hans kone, Miriam, var allerede begyndt som pioner og oplevede mange velsignelser.

“Jeg kom frem til at jeg måtte vende skuden 180 grader,” siger Daniel. Og det gjorde han! Han gik ned i arbejdstid, startede som pioner og begyndte også at lege med tanken om at han og Miriam kunne tjene et sted hvor der var større behov.

UDFORDRINGER OG EN PLUDSELIG VELSIGNELSE

I maj 2007 sagde Daniel og Miriam begge deres job op og rejste til Panama, et land de tidligere havde holdt ferie i. Som distrikt fik de nogle øer der var en del af øgruppen Bocas del Toro i Det Caribiske Hav, hvor befolkningen hovedsageligt består af indfødte der hører til guaymí-folket. Daniel og Miriam havde regnet ud at deres opsparing ville række til cirka otte måneder i Panama.

De kom rundt i distriktet ved hjælp af båd og cykel og husker tydeligt deres første rigtige cykeltur: 30 kilometer op og ned ad stejle bakker i en ulidelig varme! Daniel var lige ved at besvime af udmattelse. Men guaymí-familierne som de mødte på turen, tog venligt imod dem – ikke mindst efter at parret havde lært et par gloser på det lokale sprog. Der gik ikke længe før de ledte 23 bibelstudier!

Glæden fik imidlertid ende da pengene slap op. Daniel siger: “Vi fik tårer i øjnene hver gang vi tænkte på at vi skulle tilbage til Spanien. Det var næsten ikke til at bære at vi skulle forlade alle dem vi studerede med.” En måned senere skete der dog noget uventet. “Vi blev indbudt til at tjene som specialpionerer,” fortæller Miriam. “Det var fantastisk at vi kunne få lov til at blive i vores distrikt!”

DEN STØRSTE GLÆDE

På grund af ændringer i organisationen i 2015 blev Daniel og Miriam bedt om at stoppe som specialpionerer. Hvad skulle de nu gøre? De satte deres fulde lid til løftet i Salme 37:5, hvor der står: “Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind.” De fandt et arbejde der gjorde det muligt for dem at forsørge sig selv, og fortsatte deres tjeneste i Panama, nu som pionerer i en menighed i provinsen Veraguas.

Daniel siger: “Inden vi rejste fra Spanien, var vi ikke sikre på om vi ville kunne leve et enkelt liv. Men det er det vi gør i dag, og vi mangler ikke noget af betydning.” Hvad har den største glæde været? De siger: “Den glæde det giver at hjælpe ydmyge mennesker til at lære Jehova at kende, kan ikke sammenlignes med noget som helst andet!”