Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  Maj 2017

 LIVSBERETNING

Det at jeg er døv, har ikke hindret mig i at undervise andre

Det at jeg er døv, har ikke hindret mig i at undervise andre

Jeg blev døbt i 1941 som 12-årig, men det var først i 1946 at jeg virkelig forstod sandheden. Hvordan kunne det gå til? Jo, nu skal I høre min historie.

MINE forældre immigrerede til Canada fra Tbilisi i Georgien i 1910’erne. De slog sig ned i et lille hus på prærien i nærheden af landsbyen Pelly i Saskatchewanprovinsen. Jeg kom til verden i 1928 som den yngste af seks børn. Et halvt år før jeg blev født, døde min far, og mor døde mens jeg stadig var spæd. Lucy, min ældste søster på 17 år, døde kort efter, så min onkel Nick tog mig og mine søskende til sig.

En dag da jeg var et par år gammel, så min familie til deres store rædsel at jeg stod og trak i halen på en af vores heste, en hingst. De var bange for at hesten skulle sparke mig, så de råbte for at få mig til at holde op – men jeg reagerede ikke. Jeg stod med ryggen til dem og hørte ikke noget. Heldigvis kom jeg ikke til skade, men det var den dag min familie opdagede at jeg var døv.

En ven af familien foreslog at jeg kom i en skole med andre døve børn, så onkel Nick sendte mig til en døveskole der lå i Saskatoon. Det var flere timers rejse væk fra min familie, og da jeg kun var fem år gammel, var jeg skrækslagen over at skulle være der. Jeg kunne kun besøge min familie i skoleferierne. Med tiden lærte jeg tegnsprog og begyndte at have det sjovt sammen med de andre børn.

JEG LÆRER OM SANDHEDEN

I 1939 giftede min nu ældste søster, Marion, sig med Bill Danylchuck, og de overtog ansvaret for min søster Frances og mig. De var de første i min familie der fik kontakt med Jehovas Vidner. I sommerferierne forsøgte de så godt de kunne, at fortælle mig om det de havde lært ud fra Bibelen. Det var ærligt talt ikke let at kommunikere  med dem, for de kunne ikke tegnsprog, men de fornemmede åbenbart at jeg elskede åndelige ting. Jeg forstod at der var en sammenhæng mellem det de gjorde, og det der står i Bibelen, så jeg tog med dem når de skulle ud at forkynde. Inden længe fik jeg et ønske om selv at blive døbt, og den 5. september 1941 døbte Bill mig i en ståltønde med vand fra en brønd. Vandet var meget, meget koldt!

Sammen med en gruppe døve ved stævnet i 1946 i Cleveland, Ohio

Da jeg var hjemme på ferie i sommeren 46, tog vi til et stævne i Cleveland, Ohio, i USA. Hele den første stævnedag skiftedes mine søstre til at skrive noter til mig så jeg kunne følge med i programmet. Men på andendagen opdagede jeg til min store glæde at der var en døvegruppe med en tegnsprogstolk til stede. Nu kunne jeg virkelig få noget ud af programmet, og det var vidunderligt endelig at få en klar forståelse af Bibelens sandheder.

JEG LÆRER ANDRE OM SANDHEDEN

På det tidspunkt var Anden Verdenskrig lige slut, og luften var tyk af nationalisme. Da jeg vendte tilbage til skolen efter stævnet, var jeg fast besluttet på at stå op for min tro. Så jeg holdt op med at deltage i flaghilsen og at synge med på nationalsangen. Jeg stoppede også med at komme til de obligatoriske gudstjenester og at deltage i fejringen af højtider. Personalet på skolen var ikke begejstret og forsøgte både med trusler og løgne at få mig til at ændre mening. Situationen medførte en del røre blandt eleverne, men gav mig også mulighed for at forkynde. Nogle af de andre elever på skolen, deriblandt Larry Androsoff, Norman Dittrick og Emil Schneider, tog med tiden imod sandheden og tjener Jehova den dag i dag.

Jeg har altid gjort en indsats for at forkynde for døve når jeg har besøgt andre byer. For eksempel forkyndte jeg i en døveklub i Montreal for en ung mand ved navn Eddie Tager, der var med i en bande. Indtil sin død sidste år tjente han trofast i en tegnsprogsmenighed i Laval, Quebec. Jeg mødte også en anden ung mand, Juan Ardanez, der ligesom jøderne i Berøa ivrigt undersøgte Bibelen for at sikre sig at det han lærte, var sandt. (Apg. 17:10, 11) Han blev også døbt og tjente som ældste i Ottawa i Ontario indtil sin død.

Gadeforkyndelse i begyndelsen af 1950’erne

I 1950 flyttede jeg til Vancouver. Jeg elsker selvfølgelig at forkynde for døve, men jeg havde også en rigtig dejlig oplevelse hvor jeg forkyndte for en hørende. Det var en kvinde ved navn Chris Spicer, som jeg henvendte mig til på gaden. Hun tegnede et bladabonnement og ville gerne have at jeg mødte hendes mand, Gary. Så jeg besøgte  dem, og vi havde en længere drøftelse hvor vi kommunikerede ved at skrive til hinanden. Det var den eneste kontakt jeg havde med dem indtil et par år senere, hvor de til min store overraskelse kom hen for at hilse på mig ved et stævne i Toronto. Gary skulle døbes samme dag! Den oplevelse mindede mig om hvor vigtigt det er altid at forkynde – man ved aldrig hvor eller hvornår sandheden slår rod.

På et tidspunkt flyttede jeg tilbage til Saskatoon. Her mødte jeg en kvinde der bad mig om at studere Bibelen med hendes døve tvillingedøtre, Jean og Joan Rothenberger, der gik på den døveskole som jeg engang havde gået på. Inden længe begyndte de at fortælle deres klassekammerater om det de lærte, og med tiden var der fem fra deres klasse der blev Jehovas Vidner. En af dem var Eunice Colin, som jeg havde mødt det sidste år jeg gik på skolen. Dengang havde hun rakt mig et stykke slik og spurgt om ikke vi skulle være venner. Senere blev hun en meget vigtig del af mit liv – hun blev min hustru!

Eunice og jeg i 1960 og 1989

Da Eunices mor fandt ud af at hun studerede Bibelen, fik hun skolelederen til at forsøge at overtale hende til at holde op. Han konfiskerede ligefrem hendes studiemateriale. Men Eunice var besluttet på at være loyal mod Jehova. Da hun gav udtryk for at hun ville døbes, sagde hendes forældre: “Hvis du bliver et af Jehovas Vidner, kan du godt flytte hjemmefra!” Så som 17-årig måtte hun flytte, og en lokal familie af Jehovas Vidner tog hende til sig. Hun fortsatte med at studere og blev senere døbt. Da vi giftede os i 1960, kom hendes forældre ikke til brylluppet. Men deres respekt for os voksede efterhånden som de fandt ud af hvad vi troede på, og så hvordan vi opdragede vores børn.

 JEHOVA HAR TAGET SIG AF MIG

Min søn Nicholas og hans kone, Deborah, er på Betel i London

Vi fik syv drenge der alle kunne høre, så det var en udfordring som døve forældre at opdrage dem. Men vi sørgede for at de lærte tegnsprog så vi kunne snakke sammen i familien, og så Eunice og jeg kunne undervise dem i sandheden. Brødrene og søstrene i menigheden var en stor hjælp. For eksempel var der en forælder der skrev en besked til os hvor der stod at en af vores drenge sagde nogle grimme ord i rigssalen. Det gjorde at vi straks kunne gøre noget ved problemet. Fire af vores drenge – James, Jerry, Nicholas og Steven – tjener trofast Jehova sammen med deres familier og er alle udnævnt som ældste. Nicholas og hans kone, Deborah, hjælper til med oversættelse til tegnsprog på afdelingskontoret i Storbritannien, og Steven og hans kone, Shannan, er en del af det hold der oversætter til tegnsprog i USA.

Mine sønner James, Jerry og Steven og deres koner støtter alle forkyndelsen på tegnsprog på forskellige måder

Blot en måned før vores 40 års bryllupsdag døde Eunice af kræft. Hendes stærke tro på opstandelsen holdt hende oppe i den svære tid og hjalp hende til at tackle situationen utroligt flot. Jeg længes inderligt efter den dag hvor jeg vil få hende at se igen.

Faye og James, Jerry og Evelyn, Shannan og Steven

I februar 2012 faldt jeg og brækkede hoften og kunne derfor ikke længere klare mig selv. Så det endte med at jeg flyttede ind hos min ene søn og hans kone. Vi er nu i Calgary Tegnsprogsmenighed, hvor jeg tjener som ældste. Faktisk er det første gang i mit liv at jeg er tilsluttet en tegnsprogsmenighed! Hvordan har jeg kunnet være i en engelsksproget menighed i alle de år – siden 1946 – uden at blive åndeligt svag? Jehova har lovet at han vil tage sig af den faderløse. (Sl. 10:14) Det har han i sandhed gjort, og jeg er dybt taknemmelig for de mange der har hjulpet mig ved at skrive noter, lære tegnsprog og tolke for mig så godt de kunne.

Jeg overværer Pionerskolen på amerikansk tegnsprog som 79-årig

Der har ærligt talt været tidspunkter hvor jeg var frustreret og havde mest lyst til at give op fordi jeg ikke kunne forstå det der blev sagt, eller fordi det virkede som om der ikke blev taget hånd om døves behov. Men hver gang har jeg tænkt på Peters ord til Jesus: “Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.” (Joh. 6:66-68) Ligesom mange andre døve brødre og søstre i min generation har jeg lært at være tålmodig. Jeg har lært at vente på Jehova og hans organisation, og det har bestemt ikke været forgæves! I dag har jeg en overflod af publikationer på mit sprog, amerikansk tegnsprog, og jeg kan glæde mig over samværet med andre ved møder og stævner der bliver holdt på mit eget sprog. Jeg har virkelig haft et lykkeligt og indholdsrigt liv i tjenesten for Jehova, vores store Gud.