Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  August 2017

 LIVSBERETNING

Udholdenhed under prøvelser fører til velsignelser

Udholdenhed under prøvelser fører til velsignelser

“HVOR er du en grusom far,” råbte KGB-officeren. * “Du har ladt din gravide kone og lille datter i stikken. Hvem skal nu give dem mad og sørge for dem? Opgiv dine aktiviteter, og tag hjem!” Jeg svarede: “Nej, jeg har ikke ladt min familie i stikken. Det er jer der har arresteret mig! Og for hvad?” Officeren sagde bidende: “Den værste forbrydelse der findes, er at være et Jehovas Vidne.”

Denne ordveksling fandt sted i 1959 i et fængsel i den russiske by Irkutsk. Lad mig fortælle hvorfor min kone Marija og jeg var forberedt på at “lide for retfærdigheds skyld”, og hvordan vi blev velsignet fordi vi forblev trofaste. – 1 Pet. 3:13, 14.

Jeg er født i Ukraine i 1933 i byen Zolotniki. I 1937 fik vi besøg af min moster og onkel der boede i Frankrig. De var Jehovas Vidner og forærede os bøgerne Regering og Verdensbefrielsen, udgivet af Vagttårnsselskabet. Da min far læste disse bøger, begyndte han at tro på Gud. I 1939 blev han desværre meget syg, men inden han døde, sagde han til min mor: “Det her er sandheden. Oplær børnene så de lærer den at kende.”

SIBIRIEN – ET NYT DISTRIKT

I april 1951 begyndte myndighederne at deportere Jehovas Vidner fra den vestlige del af Sovjetunionen til Sibirien. Sammen med min mor og lillebror, Grigorij, blev jeg forvist fra Vestukraine. Efter at have rejst cirka 6.000 kilometer med tog, ankom vi til byen Tulun i Sibirien. To uger senere ankom min storebror, Bogdan, til en lejr i den nærliggende by Angarsk. Han havde fået en dom på 25 års strafarbejde.

Min mor, Grigorij og jeg forkyndte i småbyerne omkring Tulun, men vi måtte være opfindsomme. For eksempel spurgte vi: “Er der nogen her der gerne vil sælge en ko?” Når vi så fandt en der havde en ko til salg, nævnte vi over for sælgeren hvilke forbløffende skabninger køerne er. Der gik ikke lang tid før vi var i gang med at tale om Skaberen. Omkring det tidspunkt skrev en avis om Jehovas Vidner at de spørger efter køer, men leder efter får. Og vi fandt symbolske får. Det var en fornøjelse at studere Bibelen med de ydmyge og gæstfrie mennesker i dette urørte distrikt. I dag er der en menighed med over 100 forkyndere i Tulun.

 HVORDAN MARIJAS TRO BLEV PRØVET

Min kone, Marija, lærte sandheden at kende i Ukraine i midten af Anden Verdenskrig. Da hun var 18 år gammel, begyndte en KGB-officer at chikanere hende og prøvede at tvinge hende til at begå umoralitet med ham, men hun afviste meget bestemt hans tilnærmelser. En dag hun kom hjem, fandt hun manden liggende i hendes seng. Marija flygtede. Officeren var rasende og truede med at få hende bag lås og slå fordi hun var et Jehovas Vidne. Og sådan gik det, for i 1952 blev Marija idømt ti års fængsel. Hun følte at hun var i samme situation som Josef, der blev fængslet for at bevare sin loyalitet over for Jehova. (1 Mos. 39:12, 20) Den chauffør der kørte Marija fra retslokalet til fængslet, sagde til hende: “Vær ikke bange. Mange kommer i fængsel, men kommer ud igen med deres værdighed i behold.” Disse ord styrkede hende.

Fra 1952 til 1956 blev Marija sat i arbejdslejr nær byen Gorkij (nu Nizjnij Novgorod) i Rusland. Hun blev beordret til at rykke træer op med rode, selv i bidende kulde. Det gik ud over hendes helbred, men i 1956 blev hun sat på fri fod og rejste til Tulun.

LANGT VÆK FRA MIN KONE OG MINE BØRN

Da en bror i Tulun fortalte mig at der ville komme en søster, cyklede jeg til busstoppestedet for at møde søsteren og tilbyde hjælp med hendes bagage. Da jeg mødte Marija, syntes jeg straks godt om hende. Det krævede dog noget at vinde hendes hjerte – men til sidst lykkedes det. Vi blev gift i 1957. Et år senere blev vores datter Irina født, men glæden over at være sammen med hende blev kort. I 1959 blev jeg arresteret for at have trykt bibelsk litteratur. Jeg tilbragte et halvt år i enecelle. For at bevare min indre fred i den tid, bad jeg konstant til Jehova, sang Rigets sange og forestillede mig hvordan jeg ville forkynde hvis jeg blev løsladt igen.

Mens jeg var i en arbejdslejr, 1962

Under en afhøring i fængslet råbte forhørslederen: “Snart vil vi have tværet jer ud, som mus mod gulvet!” Jeg svarede: “Jesus sagde at den gode nyhed om Riget VIL blive forkyndt for alle nationerne, og ingen kan standse det.” Så ændrede forhørslederen taktik og prøvede at overtale mig til at fornægte min tro, sådan som jeg nævnte i indledningen. Da hverken trusler eller fristelser virkede, blev jeg idømt syv års strafarbejde i en lejr nær byen Saransk. På vej til lejren fik jeg at vide at vores anden datter, Olga, var blevet født. Selvom min kone og vores døtre boede langt væk fra mig, trøstede det mig at vide at Marija og jeg var forblevet loyale mod Jehova.

Marija og vores døtre, Olga og Irina, i 1965

En gang om året rejste Marija til Saransk for at besøge mig, skønt rejsen fra Tulun og tilbage igen varede 12 dage med tog. Hvert år havde hun et par nye støvler med til mig. Skjult i støvlernes hæle var de nyeste numre af Vagttårnet. Et år var Marijas besøg noget helt særligt, for da havde hun vores to små døtre med sig. Forestil dig hvor rørt jeg var over at se dem!

NYE STEDER OG NYE UDFORDRINGER

I 1966 slap jeg ud af arbejdslejren, og vores familie på fire flyttede til byen Armavir nær Sortehavet.  Der blev vores sønner Jaroslav og Pavel født.

Der gik ikke lang tid før officerer fra KGB begyndte at foretage razziaer i vores hus for at finde bibelsk litteratur. De ledte alle vegne, selv i køernes foder. En af gangene svedte officererne på grund af varmen, og deres uniformer var dækket af støv. Marija fik ondt af dem, for de handlede jo blot efter ordre. Hun hældte noget juice op til dem og gav dem en klædebørste, et fad vand og nogle håndklæder. Da chefen for KGB senere kom, fortalte officererne ham om den venlige behandling de havde fået. Da de gik, smilede chefen og vinkede til os. Vi var lykkelige for at se det gode der kan ske når man prøver at ‘overvinde det onde med det gode’. – Rom. 12:21.

Trods disse razziaer fortsatte vi med at forkynde i Armavir. Vi var også med til at styrke en lille gruppe forkyndere i den nærliggende by Kurganinsk. Jeg glæder mig over at der i dag er seks menigheder i Armavir og fire i Kurganinsk.

I årenes løb har der været tider hvor det ikke stod så godt til med vores åndelige helbred. Men vi er Jehova taknemmelig for at han benyttede trofaste brødre til at vejlede og styrke os åndeligt. (Sl. 130:3) Det har også været en stor prøve for os at tjene sammen med KGB-agenter der infiltrerede vores menigheder uden at vi var klar over det. De var tilsyneladende nidkære og var aktive i forkyndelsen. Nogle fik endda ansvarsfulde opgaver i organisationen. Med tiden fandt vi dog ud af hvem de i virkeligheden var.

I 1978, da Marija var 45, blev hun gravid igen. Da hun led af en kronisk hjertesygdom, frygtede lægerne for hendes liv og prøvede at overtale hende til at få en abort. Det nægtede Marija. Nogle af lægerne reagerede ved at følge efter hende overalt på hospitalet i et forsøg på at give hende en indsprøjtning for at fremprovokere en for tidlig fødsel. Marija flygtede fra hospitalet for at beskytte vores ufødte barn.

KGB beordrede os til at forlade byen. Vi flyttede til en mindre by nær Tallinn i Estland, som dengang var en del af Sovjetunionen. I Tallinn fødte Marija, stik imod lægernes forudsigelse, en sund og velskabt søn, som vi kaldte Vitalij.

Senere flyttede vi fra Estland til Nezlobnaja, en by i den sydlige del af Rusland. Vi forkyndte med stor forsigtighed i de nærliggende kurbyer, som blev besøgt af folk fra hele landet. De kom af helbredsgrunde, men nogle rejste hjem med håbet om evigt liv!

VI OPLÆRTE VORES BØRN TIL AT ELSKE JEHOVA

Vi prøvede at indgive vores sønner og døtre en dyb kærlighed til Jehova og et ønske om at tjene ham. Brødre der havde en god indflydelse på vores børn, blev ofte inviteret hjem til os. En af dem der tit besøgte os, var min bror Grigorij der tjente som rejsende tilsynsmand fra 1970 til 1995. Hele familien nød hans besøg fordi han var så glad og humoristisk. Når der kom gæster, hyggede vi os ofte med bibelske lege, og vores børn kom til at elske de historiske beretninger i Bibelen.

Mine sønner og deres koner.

Fra venstre til højre, bagerste række: Jaroslav, Pavel jun., Vitalij

Forreste række: Aljona, Raja, Svetlana

 I 1987 flyttede vores søn Jaroslav til Riga i Letland, hvor han kunne forkynde mere frit. Men da han nægtede at udføre militærtjeneste, blev han idømt halvandet år bag tremmer og sad i ni forskellige fængsler. Alt det jeg havde fortalt ham om mine erfaringer fra jeg var i fængsel, hjalp ham til at holde ud. Senere begyndte han som pioner. I 1990, da vores søn Pavel var 19 år, ville han gerne være pioner på Sakhalin, en ø der ligger nord for Japan. Til at begynde med ønskede vi ikke at han skulle rejse. Der var kun 20 forkyndere på hele øen, og vi boede cirka 9.000 kilometer derfra. Men til sidst gik vi med til det, og det viste sig at være en god beslutning. Folk dér reagerede positivt på Rigets budskab. I løbet af få år var der otte menigheder. Pavel var pioner på Sakhalin indtil 1995. På det tidspunkt var det kun vores yngste søn, Vitalij, der boede hjemme. Lige fra han var lille, har han elsket at læse i Bibelen. Da han var 14, begyndte han som pioner, og jeg var pioner sammen med ham i to år. Det var en skøn tid. Da Vitalij var 19, rejste han hjemmefra for at tjene som specialpioner.

Tilbage i 1952 havde en KGB-officer sagt til Marija: “Afsværg din tro, eller du kommer i fængsel i ti år. Når du bliver løsladt, vil du være gammel og alene.” Men sådan gik det slet ikke. Vi har mærket kærligheden fra vores loyale Gud, Jehova, fra vores børn og fra de mange som vi har hjulpet med at finde sandheden. Marija og jeg har haft den glæde at besøge de steder hvor vores børn tjente. Vi lagde mærke til taknemmeligheden hos dem der gennem vores børn havde lært Jehova at kende.

TAKNEMMELIG FOR JEHOVAS GODHED

I 1991 blev Jehovas Vidners arbejde juridisk anerkendt. Denne afgørelse gav fornyet energi til forkyndelsen. Vores menighed købte endda en bus så vi hver weekend kunne køre til vores nabobyer.

Sammen med min kone i 2011

Jeg er lykkelig for at Jaroslav og hans kone, Aljona, og Pavel og hans kone, Raja, tjener på Betel, mens Vitalij og hans kone, Svetlana, virker i kredstjenesten. Vores ældste datter, Irina, og hendes familie bor i Tyskland. Hendes mand, Vladimir, og deres tre sønner tjener alle som ældste. Vores datter Olga bor i Estland og ringer ofte til mig. Sørgeligt nok døde min kære kone, Marija, i 2014. Jeg kan næsten ikke vente til jeg ser hende igen i opstandelsen! Nu bor jeg i byen Belgorod, og brødrene her er en stor hjælp og støtte for mig.

Mine år i tjenesten for Jehova har lært mig at det har sin pris at forblive loyal, men den indre fred som Jehova til gengæld giver os, er en uvurderlig skat. De velsignelser som Marija og jeg har fået for at forblive trofaste, har været langt større end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Inden Sovjetunionen faldt i 1991, var der kun godt 40.000 forkyndere. I dag er der over 400.000 forkyndere i de lande der engang var en del af Sovjetunionen. Jeg er nu 83 år og virker stadig som ældste. Jehovas hjælp og støtte har altid givet mig styrke til at holde ud. Ja, Jehova har handlet vel imod mig. – Sl. 13:5, 6.

^ par. 4 KGB er den russiske forkortelse for Sovjetunionens statssikkerhedstjeneste.