Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) AUGUST 2016

 LIVSBERETNING

Hvordan jeg fandt lykken ved at give

Hvordan jeg fandt lykken ved at give

DET var da jeg var 12 år, at det gik op for mig at jeg havde noget værdifuldt at give andre. Ved et stævne spurgte en bror mig om jeg ville med ud at forkynde. Jeg sagde ja, selvom jeg aldrig havde prøvet at forkynde før, og vi tog ud i distriktet. Broren gav mig nogle små brochurer om Guds rige og sagde: “Du kan besøge dem der bor på den ene side af vejen, så tager jeg den anden side.” Med bankende hjerte begyndte jeg at gå fra hus til hus, og til min store overraskelse afsatte jeg hurtigt alle brochurerne. Det var tydeligt at mange gerne ville have det jeg kunne give dem.

Jeg blev født i 1923 i Chatham, England, og voksede op i en verden fuld af skuffede mennesker. Den Store Krig havde ikke gjort verden til et bedre sted, sådan som mange havde håbet. Mine forældre var også skuffede over baptistpræsterne, som ikke så ud til at gå op i andet end magt og position. Da jeg var omkring ni år, begyndte min mor at gå til “bibelklasser”, eller møder, hos International Forening for Bibelstudium, der for nylig havde taget navnet Jehovas Vidner. En af søstrene underviste os børn ud fra Bibelen og bogen Guds Harpe. Jeg elskede det jeg lærte.

JEG LÆRER AF ERFARNE BRØDRE

I mine teenageår nød jeg at give andre del i håbet fra Guds ord. Jeg tog ofte alene ud i forkyndelsen fra hus til hus, men jeg lærte også meget når jeg fulgtes med andre. For eksempel cyklede en ældre bror og jeg en dag ud i vores distrikt, og da vi passerede en præst, sagde jeg: “Der var en ged!” Broren holdt ind til siden og foreslog at vi satte os på en træstamme. Så spurgte han: “Hvem har givet dig myndighed til at afgøre hvem der er geder? Lad os bare glæde os over at give folk den gode nyhed og overlade dommen til Jehova.” I den periode lærte jeg meget om glæden ved at give. – Matt. 25:31-33; Apg. 20:35.

En anden bror lærte mig at det nogle gange kræver tålmodighed og udholdenhed at opleve lykken ved at give. Hans kone brød sig ikke om Jehovas Vidner. Engang inviterede han mig hjem til en forfriskning, men konen var så rasende over at han havde været ude at forkynde, at hun begyndte at smide tepakker efter os. I stedet for at irettesætte hende stillede han muntert teen på plads. Mange år senere blev han belønnet for sin tålmodighed da hans kone blev døbt som et Jehovas Vidne.

 Mit ønske om at give andre et håb for fremtiden voksede, og i marts 1940 blev min mor og jeg døbt i Dover. Storbritannien havde erklæret Tyskland krig i september 1939, da jeg var 16 år. I juni 1940 kunne jeg fra vores trappesten følge med mens tusindvis af traumatiserede soldater kørte forbi i lastvogne. De var overlevende efter Slaget ved Dunkerque. Der var ikke noget håb at spore i deres øjne, og jeg ønskede inderligt at jeg kunne fortælle dem om Guds rige. Kort tid senere begyndte bomberne at falde over England. Hver aften så jeg eskadriller af tyske bombefly kredse over vores område. Den hvinende lyd af bomberne der faldt gennem luften, var skrækindjagende, og når vi gik ud næste dag, var hele områder med huse blevet ødelagt. Jeg blev mere og mere bevidst om at Riget var mit eneste håb for fremtiden.

JEG BEGYNDER I HELTIDSTJENESTEN

I 1941 begyndte jeg for alvor på det liv der har bragt mig så stor lykke. Jeg arbejdede på orlogsværftet i Chatham, hvor jeg var i lære som skibsbygger – en eftertragtet stilling med mange goder. Jehovas tjenere forstod allerede at kristne ikke bør gå i krig og kæmpe for én nation imod en anden. Men omkring 1941 blev vi klar over at vi heller ikke kunne arbejde for våbenindustrien. (Joh. 18:36) Eftersom der blev bygget ubåde på værftet, besluttede jeg mig for at sige op og i stedet begynde i heltidstjenesten. Det første distrikt jeg fik tildelt, var i Cirencester, en malerisk by i Cotswolds-området.

Da jeg var 18, kom jeg i fængsel i ni måneder fordi jeg nægtede at udføre militærtjeneste. Det var en forfærdelig følelse da døren til min celle første gang blev smækket i og jeg sad tilbage helt alene. Men snart begyndte nogle af vagterne og de andre indsatte at spørge mig hvorfor jeg sad i fængsel, og jeg fortalte dem med glæde om min tro.

Efter at jeg var blevet løsladt, blev jeg bedt om at forkynde sammen med Leonard Smith * i forskellige byer i området Kent, hvor vi kom fra. Vi lå lige på luftruten mellem det tysk besatte Europa og London, så tusinder af bomber faldt ned over Kent fra 1944. Bomberne var i virkeligheden ubemandede jetfly fyldt med sprængstof. De skabte stor rædsel, for hver gang man hørte en motor gå ud, som vi ofte gjorde, vidste man at flyet få sekunder senere ville styrte ned og eksplodere.  I den periode havde vi et bibelstudium med en familie på fem. Nogle gange måtte vi sidde under et jernbord der var bygget til at beskytte dem i tilfælde af at huset skulle styrte sammen. Med tiden blev hele familien døbt.

JEG REJSER TIL UDLANDET FOR AT FORKYNDE

Jeg er med til at avertere et stævne i mine unge dage som pioner i Irland

Efter krigen tjente jeg som pioner i to år i det sydlige Irland. Vi havde slet ikke tænkt på hvor stor forskel der var mellem Irland og England. Vi gik fra dør til dør og fortalte at vi var missionærer der manglede logi, og vi tilbød også vores blade til folk på gaden. Det var ikke helt gennemtænkt i et så katolsk land. Da en mand truede os med bank, klagede jeg til en politibetjent, som sagde: “Jamen, hvad havde du regnet med?” Vi var ikke klar over hvor stor magt præsterne havde. Hvis nogen tog imod vores bøger, sørgede præsterne for at de blev fyret fra deres job, og os fik de smidt ud fra de steder hvor vi boede.

Snart fandt vi ud af at det bedste vi kunne gøre når vi kom til et nyt område, var at cykle langt væk fra vores logi og forkynde steder hvor den lokale præst ikke vidste hvem vi var. Til sidst besøgte vi så dem der boede i nærheden af os. I Kilkenny studerede vi med en ung mand tre gange om ugen, på trods af trusler fra voldelige grupper. Jeg elskede virkelig at undervise andre i Bibelens sandheder, så jeg besluttede at ansøge om at blive uddannet som missionær på Vagttårnets Bibelskole Gilead i staten New York.

Skonnerten Sibia fungerede som vores missionærhjem fra 1948 til 1953

Efter fem måneder med undervisning var vi fire gileadelever der fik tildelt de mindre øer i Det Caribiske Hav som distrikt. I november 1948 gik vi om bord på Sibia, vores 59-fods skonnert, og forlod New York. Jeg havde aldrig prøvet at sejle før, så jeg var meget begejstret. Heldigvis havde vi en erfaren kaptajn blandt os, nemlig Gust Maki. Han lærte os nogle grundlæggende sejlerfærdigheder, blandt andet hvordan man sætter og sænker sejl, hvordan man bruger et kompas, og hvordan man krydser op mod vinden. Gust styrede med sikker hånd vores skib gennem farlige storme indtil vi efter 30 dage nåede Bahamas.

FORKYNDELSE “PÅ DE FJERNE ØER”

Da vi havde forkyndt på de mindre øer i Bahamas i nogle måneder, satte vi kursen mod Leeward- og Windward-øerne. Disse små øer ligger på en 800 kilometer lang strækning fra Jomfruøerne ved Puerto Rico og næsten helt til Trinidad. I fem år besøgte vi hovedsageligt isolerede øer hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner. Nogle gange gik der flere uger hvor vi ikke kunne sende eller modtage post. Men vi var så glade for at kunne forkynde Jehovas ord “på de fjerne øer”! – Jer. 31:10.

Besætningen af missionærer om bord på Sibia (fra venstre): Ronald Parkin, Dick Ryde, Gust Maki og Stanley Carter

Når vi kastede anker i en bugt, vakte det stor opsigt, og folk samlede sig på bådebroen for at finde ud af hvem vi var. Nogle havde aldrig før set en skonnert eller en hvid mand. Øboerne var venlige mennesker der var godt kendt med Bibelen, og ofte gav de os frisk fisk, avocadoer og jordnødder. Selvom vi ikke havde meget plads på vores skib, kunne det lige lade sig gøre at lave mad, vaske tøj og sove der.

Vi roede i land og brugte hele dagen på at besøge folk og invitere dem til et bibelsk foredrag. Når det var ved at blive mørkt, ringede vi så med skibsklokken. Det var et fantastisk syn at se indbyggerne komme ned ad bjergskråningerne med  olielamper funklende som stjerner i tusmørket. Nogle gange kom der helt op til hundrede, og de blev til langt ud på aftenen og stillede spørgsmål. De kunne godt lide at synge, så vi skrev nogle af Rigets sange af og delte dem ud. Vi fire brødre sang til så godt vi kunne, og de andre stemte i med smukke harmonier. Det var en skøn tid!

Når et bibelstudium sluttede, fulgte nogle af eleverne somme tider med os hen til den næste familie så de også kunne være med til deres studium. Efter at vi havde været et sted i nogle uger, måtte vi tage videre, men vi bad dem der var mest interesserede, om at studere med de andre indtil vi kom tilbage. Det var herligt at se hvordan nogle af dem tog deres opgave meget alvorligt.

I dag er mange af disse øer fyldt med hoteller og turister, men dengang var der kun turkisblå laguner, hvide sandstrande og vajende palmetræer. Vi plejede at sejle videre til den næste ø om natten. På siden af skibet svømmede delfinerne legende rundt, og den eneste lyd der var at høre, var stævnen der skar sig gennem vandet. Månen spejlede sig i det blanke hav og dannede en sølvfarvet vej der strakte sig ud mod horisonten.

Efter at vi havde forkyndt på øerne i fem år, sejlede vi til Puerto Rico for at skifte skonnerten ud med en motordreven båd. Da vi ankom, mødte jeg en smuk missionærsøster ved navn Maxine Boyd, som jeg blev forelsket i. Lige siden hun var en lille pige, havde hun været en flittig forkynder af den gode nyhed. Senere kom hun til Den Dominikanske Republik som missionær, men i 1950 var hun blevet udvist af landet af den katolsk dominerede regering. Fordi jeg var besætningsmedlem på et skib, havde jeg kun tilladelse til at være i Puerto Rico i én måned. Snart skulle jeg igen sejle af sted til øerne og være væk i yderligere nogle år. Så jeg sagde til mig selv: ‘Ronald, hvis det skal være hende, er der ingen tid at spilde!’ Efter tre uger friede jeg, og efter seks uger blev vi gift. Maxine og jeg blev bedt om at tjene som missionærer i Puerto Rico, så jeg kom aldrig med den nye båd.

I 1956 begyndte vi i kredstjenesten, og vi holdt meget af at besøge vores brødre og søstre i menighederne. Mange af dem var meget fattige. For eksempel var der i landsbyen Potala Pastillo to familier af Jehovas Vidner der havde mange børn, og jeg plejede at spille fløjte for dem. Jeg spurgte Hilda, en af de små piger, om hun havde lyst til at komme med os i forkyndelsen. Hun svarede: “Det vil jeg gerne, men jeg kan ikke. Jeg har ikke nogen sko.” Vi købte et par til hende, og hun kom med ud at forkynde. I 1972, da Maxine og jeg mange år senere var på besøg på Betel i Brooklyn, kom der en søster hen til os som lige havde gennemgået Gileadskolen og snart skulle af sted til sit nye distrikt i Ecuador. Hun sagde: “I kan ikke kende mig, kan I? Jeg er den lille pige fra Pastillo der ikke havde nogen sko.” Det var Hilda! Vi blev så glade at vi ikke kunne holde tårerne tilbage.

I 1960 blev vi bedt om at tjene på Afdelingskontoret i Puerto Rico, der lå i et lille toetages hus i Santurce, San Juan. I starten udførte Lennart Johnson og jeg det meste af arbejdet. Han og hans kone var de første Jehovas Vidner i Den Dominikanske Republik, og de var kommet til Puerto Rico i 1957. Maxine tog sig senere af at sende blade ud til dem der havde abonnement – mere end tusind hver uge. Hun var glad for dette arbejde, for hun tænkte altid på de mange mennesker der ville få åndelig føde.

Jeg nyder beteltjenesten, for det er et liv der handler om at give. Men det har også sine udfordringer. Ved det første internationale stævne i Puerto Rico i 1967 følte jeg mig helt overvældet over alt det der skulle arrangeres. Nathan Knorr, der dengang ledte Jehovas Vidners arbejde, kom til stævnet i Puerto Rico. Fejlagtigt antog han at jeg ikke havde sørget for transport til de missionærer der kom fra udlandet, selvom jeg havde arrangeret det. Senere forklarede han mig i direkte vendinger hvad det vil sige at have styr på tingene, og gav udtryk for at jeg havde skuffet ham. Jeg ville ikke sige ham imod, men jeg følte mig meget uretfærdigt behandlet og var påvirket af  det i et godt stykke tid efter. Næste gang Maxine og jeg mødte bror Knorr, inviterede han os imidlertid hjem og lavede mad til os.

Mens vi boede i Puerto Rico, besøgte vi flere gange min familie hjemme i England. Min far havde ikke taget imod sandheden samtidig med min mor og mig. Men når menigheden fik besøg af talere fra Betel, tilbød min mor dem ofte logi. Min far lagde mærke til den store kontrast der var mellem disse ydmyge tilsynsmænd fra Betel og de præster han havde følt sig frastødt af for år tilbage. I 1962 blev han endelig døbt som et Jehovas Vidne.

Maxine og jeg i Puerto Rico kort efter vi blev gift, og ved vores 50 års bryllupsdag i 2003

I 2011 døde min elskede kone, Maxine. Jeg glæder mig utroligt meget til at se hende igen i opstandelsen. Det er en tanke der gør mig rigtig glad. I de 58 år Maxine og jeg var gift, så vi antallet af Jehovas Vidner i Puerto Rico vokse fra omkring 650 til 26.000! Afdelingskontoret i Puerto Rico blev i 2013 lagt ind under Afdelingskontoret i USA, og jeg blev bedt om at tjene i Wallkill, New York. Efter 60 år i Puerto Rico følte jeg mig lige så indfødt som en coquí, den lille puertoricanske frø der synger ‘ku-ki, ku-ki’ når mørket falder på. Men nu var tiden kommet til at rejse.

“GUD ELSKER EN GLAD GIVER”

Jeg nyder stadig at tjene Jehova på Betel. Nu er jeg over 90 år gammel og har fået til opgave at opmuntre medlemmer af betelfamilien som åndelig hyrde. Jeg er blevet fortalt at jeg har besøgt over 600 betelitter siden jeg kom til Wallkill. Nogle af dem der kommer for at tale med mig, vil gerne drøfte personlige problemer eller familieproblemer. Andre vil gerne have gode råd om hvordan de kan få det bedste ud af deres beteltjeneste. Andre igen søger råd fordi de for nylig er blevet gift eller har fået en ny opgave som pionerer. Jeg lytter til alle som kommer til mig, og hvis det passer ind, siger jeg ofte: “‘Gud elsker en glad giver.’ Så glæd dig over dit arbejde. Du gør det for Jehova.” – 2 Kor. 9:7.

Hvis man vil have et lykkeligt liv i tjenesten på Betel eller noget andet sted, må man fokusere på hvorfor det man gør, er vigtigt. Alt det arbejde der udføres på Betel, er hellig tjeneste. Det er en hjælp for “den trofaste og kloge træl”, der sørger for åndelig føde til det verdensomspændende brodersamfund. (Matt. 24:45) Uanset hvor vi tjener Jehova, har vi altid mulighed for at prise ham. Lad os med glæde gøre det han beder os om, for “Gud elsker en glad giver”.

^ par. 13 Leonard Smiths livsberetning kan læses i Vagttårnet for 15. april 2012.