Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) AUGUST 2016

Johannes Rauthe deltager i forkyndelsen, sandsynligvis i 1920’erne

 FRA VORES ARKIVER

‘Jeg høster frugt til Jehovas pris’

‘Jeg høster frugt til Jehovas pris’

“ALLE fortidens krige ... blegner i sammenligning med den store kamp der i øjeblikket breder sig i Europa.” Sådan beskrev The Watch Tower for 1. september 1915 den første verdenskrig, der kom til at involvere omkring 30 lande. Senere fremgik det af bladet at Bibelstudenternes aktiviteter ‘i en vis udstrækning var blevet hæmmet, især i Tyskland og Frankrig’.

I denne svære tid, hvor hele verden var kastet ud i krig, forstod Bibelstudenterne ikke til fulde princippet om kristen neutralitet. Men de var fast besluttet på at forkynde den gode nyhed. Wilhelm Hildebrandt, der befandt sig i Frankrig, ville gerne være med til at sprede budskabet, så han bestilte en stak eksemplarer af den franske udgave af Bibelstudenternes månedsblad. Han var dog ikke sendt til Frankrig som kolportør (heltidsforkynder), men som tysk soldat. Franskmændene blev noget forbløffede når en mand i fjendens uniform gav dem et fredens budskab!

Breve der blev trykt i det tyske Vagttårn, viste at adskillige tyske Bibelstudenter var indstillet på at forkynde den gode nyhed om Riget mens de var i militæret. Bror Lemke, der gjorde tjeneste i flåden, rapporterede at fem af de andre besætningsmedlemmer på hans skib viste interesse for sandheden. “Selv her på dette skib høster jeg frugt til Jehovas pris,” skrev han.

Georg Kayser tog til fronten som soldat i den tyske hær, men vendte hjem som tjener for den sande Gud. Hvordan gik det til? Han kom i besiddelse af en af Bibelstudenternes publikationer, tog imod sandheden af hele sit hjerte og besluttede at han ikke længere ville bære våben. I stedet udførte han våbenfri tjeneste. Efter krigen var bror Kayser pioner i mange år.

Bibelstudenterne havde endnu ikke en helt klar forståelse af neutralitetsspørgsmålet, men deres indstilling og adfærd i forbindelse med krigen stod alligevel i stærk kontrast til mange andres. Mens politikere og kirkeledere støttede krigen, støttede Bibelstudenterne ‘Fredsfyrsten’. (Es. 9:6) Det var ganske vist ikke alle der forblev strengt neutrale, men de havde alligevel den grundlæggende  holdning som Bibelstudenten Konrad Mörtter gav udtryk for: “Ud fra Guds ord kunne jeg tydeligt se at en kristen ikke måtte slå ihjel.” – 2 Mos. 20:13. *

Med denne vogn reklamerede Hans Hölterhoff for Den Gyldne Tidsalder

I Tyskland, hvor loven ikke gav rum for at man kunne nægte militærtjeneste af samvittighedsgrunde, afviste flere end 20 Bibelstudenter at udføre nogen som helst form for arbejde for hæren. Nogle af dem blev stemplet som psykisk syge. Det skete for eksempel for Gustav Kujath, der blev anbragt på et sindssygehospital og bedøvet med piller. Hans Hölterhoff blev sat i fængsel fordi han ikke ville deltage i krigen, og der afviste han at arbejde med alt hvad der havde med militæret at gøre. På et tidspunkt blev han lagt i spændetrøje til hans arme blev følelsesløse, og en anden gang lod vagterne som om de ville henrette ham. Men alt det han blev udsat for, fik ham ikke til at vakle, og Hans forblev trofast under hele krigen.

Andre Bibelstudenter der blev indkaldt, nægtede at bære våben og bad i stedet om lov til at udføre våbenfri tjeneste. * Det gjaldt for eksempel Johannes Rauthe, der kom til at bygge jernbaner. Konrad Mörtter og Reinhold Weber arbejdede med at tage sig af syge og sårede. August Krafzig var taknemmelig for at han blev sat til at tage sig af bagage i stedet for at blive sendt til fronten. Disse brødre og andre som dem var fast besluttet på at tjene Jehova så godt som de kunne ud fra deres forståelse af kristen kærlighed og loyalitet.

Bibelstudenternes adfærd under krigen gjorde at de kom i myndighedernes søgelys. I årene der fulgte, måtte Bibelstudenterne i Tyskland gennem tusindvis af retssager på grund af deres forkyndelse. For at hjælpe dem oprettede man en juridisk afdeling på Betel i Magdeburg, Tyskland.

Med tiden voksede Jehovas Vidners forståelse af spørgsmålet om kristen neutralitet. Da Anden Verdenskrig brød ud, bevarede de deres neutrale standpunkt ved at tage afstand fra alt hvad der havde med militæret at gøre. Af den grund blev de betragtet som fjender af den tyske stat og udsat for hård forfølgelse. Men det vil vi vende tilbage til i en fremtidig artikel i denne serie. – Fra vores arkiver i Centraleuropa.

^ par. 7 I artiklen “Fra vores arkiver – De stod fast i en ‘prøvelsens time’” i Vagttårnet for 15. maj 2013 kan man læse beretningen om Bibelstudenterne i Storbritannien under Første Verdenskrig.

^ par. 9 Denne fremgangsmåde blev anbefalet i bind 6 af Millennial Dawn (1904) og i den tyske udgave af Zion’s Watch Tower for august 1906. I The Watch Tower for september 1915 fik vi en klarere forståelse af dette emne, og Bibelstudenterne blev anbefalet ikke at gå ind i militæret. Artiklen blev dog ikke bragt i den tyske udgave af bladet.

Lær mere

Hvorfor forbliver Jehovas Vidner politisk neutrale?

Er de en trussel mod den nationale sikkerhed?