Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) APRIL 2016

 LIVSBERETNING

Tidligere nonner bliver søstre i sandheden

Tidligere nonner bliver søstre i sandheden

“HOLD MUND!” råbte min søster Araceli. “Jeg gider ikke høre mere om din tro. Det giver mig kvalme. Jeg hader dig!” Selv nu hvor jeg er 91 år gammel, kan jeg stadig huske hvor ondt det gjorde at høre de ord. Men som der siges i Prædikeren 7:8, er ‘afslutningen på en sag bedre end begyndelsen på den’, og det gjaldt også i vores tilfælde. – Felisa.

Felisa: Jeg voksede op i en meget religiøs familie i Spanien. Faktisk var 13 af vores slægtninge præster eller medlemmer af en katolsk orden. Min mors fætter, der var præst og havde undervist på en katolsk skole, blev ligefrem saligkåret af pave Johannes Paul II. Vores familie var bestemt ikke velstillet. Min far var smed og min mor markarbejder. Jeg var den ældste af otte børn.

Da jeg var 12, brød Den Spanske Borgerkrig ud. Efter krigen blev min far fængslet fordi hans politiske holdninger var upopulære hos diktaturstyret. Min mor havde svært ved at forsørge familien alene, så en ven foreslog at hun sendte mine tre yngre søstre – Araceli, Lauri og Ramoni – til et kloster i Bilbao. Der ville de i det mindste få nok at spise.

Araceli: Vi var kun 14, 12 og 10 år på det tidspunkt, og det var meget svært at skulle undvære vores familie. På klostret i Bilbao gjorde vi rent. To år senere flyttede nonnerne os til et stort kloster i Zaragoza hvor man tog sig af gamle mennesker. Her bestod vores opgave i at gøre rent i køkkenet – et udmattende arbejde for os unge piger.

Felisa: Da mine søstre blev flyttet til Zaragoza, besluttede min mor og den lokale præst, der i øvrigt også var min onkel, at jeg skulle sendes hen for at arbejde på det samme kloster. De ville gerne have mig væk fra en ung mand der var interesseret i mig. Eftersom jeg var meget religiøs, kunne jeg godt lide tanken om at bo på et kloster for en tid. Hver dag gik jeg til messe, og jeg drømte om at blive missionær ligesom en af mine fætre, der var munk i Afrika.

Venstre: Klostret i Zaragoza; højre: Nácar-Colunga-Bibelen

Men nonnerne støttede mig ikke i mit ønske om at tjene Gud i et fremmed land, og livet i  klostret føltes som at være i fængsel. Et år senere besluttede jeg derfor at vende hjem for at tage mig af min onkel, ham der var præst. Jeg sørgede for det huslige, og hver aften bad jeg Rosenkransen sammen med ham. Jeg kunne også godt lide at arrangere blomsterne i kirken og pynte statuerne af jomfru Maria og helgenerne.

Araceli: Mens jeg var i Zaragoza, aflagde jeg nonneløfterne for første gang. Senere besluttede nonnerne at skille os søstre fra hinanden. Ramoni blev i Zaragoza, Lauri kom til Valencia, og jeg blev sendt til Madrid, hvor jeg for anden gang aflagde løfterne. Klostret i Madrid sørgede for husly til studerende, ældre mennesker og andre besøgende, så der var meget at gøre. Mit arbejde foregik i sygeafdelingen.

Ærligt talt havde jeg forestillet mig at livet som nonne ville være mere givende. Jeg havde glædet mig til at læse i Bibelen og få større forståelse af den. Der var imidlertid ingen der talte om Gud eller Jesus, og vi brugte heller ikke Bibelen. Jeg lærte noget latin, studerede helgenernes liv og dyrkede jomfru Maria, men derudover var det bare hårdt fysisk arbejde.

Jeg begyndte at føle en indre uro. Det var svært for mig at forstå hvorfor jeg skulle knokle for at andre kunne blive rige, mens min egen familie havde brug for min hjælp. Da jeg fortalte abbedissen om mine følelser, låste hun mig inde i en celle i håb om at jeg ville komme på andre tanker og ikke forlade klostret.

Efter et stykke tid lukkede nonnerne mig ud af min celle, men så snart det gik op for dem at jeg stadig ville rejse, låste de mig inde igen. Da de havde forsøgt denne strategi tre gange, sagde de at jeg kunne rejse hvis jeg skrev følgende erklæring: “Jeg rejser fordi jeg hellere vil tjene Satan end Gud.” Det chokerede mig dybt. Selvom jeg desperat ønskede at forlade klostret, kunne jeg ikke få mig selv til at skrive de ord. Til sidst bad jeg om lov til at skrifte, og jeg fortalte præsten hvad der var sket. Med tilladelse fra biskoppen sendte han mig tilbage til klostret i Zaragoza. Efter nogle få måneder dér fik jeg lov til at rejse, og kort efter forlod Lauri og Ramoni også klosterlivet.

EN “FORBUDT” BOG SPLITTER OS

Felisa

Felisa: På et tidspunkt blev jeg gift og flyttede til Cantabrien. Jeg gik stadig regelmæssigt til messe. En søndag i kirken råbte præsten vredt fra prædikestolen: “Læg mærke til denne bog!”  og viste os Sandheden der fører til evigt liv. Så fortsatte han: “Hvis nogen har givet jer sådan en, så aflevér den til mig, eller smid den ud!”

Jeg havde ikke sådan en bog, men nu blev jeg meget interesseret i at få en. Faktisk kom der et par dage senere to Jehovas Vidner til min dør og tilbød mig den “forbudte” bog. Jeg læste den samme aften, og da de to kvinder kom igen, sagde jeg ja til at studere Bibelen med dem.

Den “forbudte” bog

Der gik ikke lang tid før sandheden rørte mit hjerte. Jeg havde jo altid været religiøs, men nu fik jeg en dyb kærlighed til Jehova og et brændende ønske om at fortælle andre om ham. I 1973 blev jeg døbt. De få gange jeg havde mulighed for det, fortalte jeg min familie om sandheden. Men som jeg forklarede i indledningen, var de meget imod min tro, især min søster Araceli.

Araceli: Mine dårlige oplevelser i klostret havde gjort mig bitter. Ikke desto mindre blev jeg ved med at gå til messe om søndagen og bede Rosenkransen hver dag. Jeg havde stadig et stærkt ønske om at få større forståelse af Bibelen, og jeg bad Gud om at hjælpe mig. Men da min søster Felisa fortalte mig om sin nye tro, var hun så passioneret at jeg opfattede hende som fanatisk. Jeg var rygende uenig med hende.

Araceli

Efter nogle år vendte jeg tilbage til Madrid for at arbejde, og jeg blev også gift. Som tiden gik, blev jeg mere og mere skeptisk over for religion. Jeg lagde mærke til at de der regelmæssigt kom til messe, ikke levede efter det der stod i evangelierne. Det skuffede mig dybt, så jeg holdt op med at gå i kirke. Jeg troede ikke længere på helgener, skriftemål og et brændende helvede og skaffede mig endda af med alle mine helgenbilleder. Jeg vidste ikke om jeg gjorde det rigtige, og jeg bad til Gud igen og igen: “Jeg vil så gerne lære dig at kende. Hjælp mig!” Flere gange i løbet af den periode bankede Jehovas Vidner på min dør, men jeg åbnede aldrig for dem. Jeg havde mistet min tillid til religion.

 Omkring 1980 begyndte mine søstre Lauri og Ramoni, der boede i henholdsvis Frankrig og Spanien, at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Jeg gik ud fra at de var blevet vildledt ligesom Felisa. Senere blev jeg gode venner med min nabo, Angelines, som også var Jehovas Vidne. Angelines og hendes mand tilbød gentagne gange at studere Bibelen med mig. Åbenbart kunne de se at der bag den skeptiske facade gemte sig et menneske der længtes efter at få dækket sit åndelige behov. Til sidst sagde jeg: “Lad os bare prøve det. Men jeg vil kun studere med jer hvis jeg må bruge min egen bibel,” altså Nácar-Colunga-oversættelsen.

BIBELEN FORENER OS

Felisa: Da jeg blev døbt i 1973, var der omkring 70 Vidner i Santander, hovedstaden i den spanske region Cantabrien. Det var et stort distrikt, men vi besøgte de flere hundrede landsbyer i regionen ved hjælp af bus og senere bil.

Gennem årene har jeg haft den glæde at lede bibelstudier med mange forskellige mennesker – de fleste af dem katolikker – og 11 af dem er blevet døbt. Fordi jeg selv havde været ivrig katolik, vidste jeg at jeg måtte være tålmodig og forstående over for dem. Jeg var klar over at det tager tid at indse at noget man har haft en stærk tro på, ikke er sandt. Jehovas ånd og hans ord må nå deres hjerte før de kan forstå sandheden. (Hebr. 4:12) Min mand, Bienvenido, der havde været politibetjent, blev døbt i 1979, og min mor begyndte at studere Bibelen kort før sin død.

Araceli: Jeg var meget mistroisk da jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Men som ugerne gik, opdagede jeg at min bitterhed forsvandt. Det der gjorde størst indtryk på mig, var at Vidnerne levede efter det de lærte andre. Lidt efter lidt blev min skepsis erstattet af tro, og jeg følte mig mere glad. Nogle af mine naboer sagde endda til mig: “Araceli, fortsæt på den vej du har valgt!”

Jeg kan huske at jeg i en bøn sagde: “Tak fordi du aldrig opgav mig, Jehova, og fordi du gav mig så mange chancer for at finde det jeg ledte efter, for at lære at forstå Bibelen.” Jeg bad min søster Felisa om at tilgive mig for de sårende ting jeg havde sagt. I stedet for dræbende diskussioner havde vi nu livlige drøftelser om Bibelen. I 1989 blev jeg døbt i en alder af 61.

Felisa: Nu er jeg 91 og enke, og jeg har ikke så mange kræfter som tidligere. Men jeg læser stadig i Bibelen hver dag, kommer til møderne når mit helbred tillader det, og er med i forkyndelsen så meget som jeg kan.

Araceli: Måske fordi jeg har været nonne, kan jeg godt lide at forkynde for de præster og nonner jeg møder i distriktet. Jeg har givet dem en del litteratur og haft flere interessante samtaler med dem. Engang sagde en præst jeg havde besøgt flere gange: “Araceli, jeg er fuldstændigt enig med dig, men hvor skulle jeg gå hen i min alder? Hvad ville mine sognebørn og min familie sige?” Jeg svarede: “Og hvad vil Gud sige?” Han nikkede bedrøvet, men tilsyneladende havde han ikke modet til at gøre de nødvendige forandringer.

Et særligt øjeblik i mit liv var da min mand for første gang sagde at han gerne ville med mig til møde. Selvom han var over 80 år gammel, gik han ikke glip af et eneste møde fra da af. Han begyndte at studere Bibelen og blev udøbt forkynder. Jeg har mange dejlige minder fra vores ture i tjenesten. Men to måneder før han skulle døbes, døde han desværre.

Felisa: En af de største glæder i mit liv har været at mine tre yngre søstre, der tidligere var imod mig, også er blevet mine åndelige søstre. Hvor har vi nydt at være sammen og tale om Bibelen og Jehova, vores elskede Gud! Omsider er vi søstre i sandheden. *

^ par. 29 Araceli, Felisa og Ramoni – der er henholdsvis 87, 91 og 83 år gamle – er stadig travlt optaget af tjenesten for Jehova. Lauri tjente Jehova trofast indtil sin død i 1990.