Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) APRIL 2016

“Lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt”

“Lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt”

“Lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt, så I kan være fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangle noget.” – JAK. 1:4.

SANGE: 135, 139

1, 2. (a) Hvad kan vi lære af Gideon og hans 300 mænd om udholdenhed? (Se indledningsbilledet). (b) Hvorfor er det ifølge Lukas 21:19 vigtigt at være udholdende?

KAMPEN var hård og udmattende. Anført af dommeren Gideon havde de israelitiske soldater hele natten jagtet deres fjender – midjanitterne og deres allierede – over en 30 kilometer lang strækning. Bibelen fortæller hvad der videre skete: “Gideon kom så til Jordan; han og de tre hundrede mand der var med ham gik over den, trætte, men uden at standse forfølgelsen.” Gideon og hans mænd havde endnu ikke vundet krigen, for der var stadig omkring 15.000 af fjendens soldater tilbage. Men efter at have været undertrykt af midjanitterne i årevis var israelitterne nu tæt på at besejre fjenden. De måtte ikke give op! Så de fortsatte forfølgelsen og nedkæmpede Midjan. – Dom. 7:22; 8:4, 10, 28.

2 Vi kæmper også en hård kamp. Blandt vores fjender er Satan, hans onde verden og vores egen ufuldkommenhed. Nogle af os har kæmpet i mange år. Med Jehovas hjælp har vi vundet adskillige sejre, men vi har endnu ikke vundet den endelige sejr.  Til tider kan vi derfor blive trætte. Det kan være udmattende at skulle kæmpe mod vores fjender og at vente på at denne verden bliver fjernet. Jesus advarede om at vi ville komme ud for svære prøvelser og hård forfølgelse i de sidste dage, men han sagde også at vi kunne vinde sejren hvis vi var udholdende. (Læs Lukas 21:19). Hvad er udholdenhed? Hvad kan hjælpe os til at holde ud? Hvad kan vi lære af nogle der var udholdende? Og hvordan kan vi ‘lade udholdenheden have sit arbejde fuldendt’? – Jak. 1:4.

HVAD ER UDHOLDENHED?

3. Hvad er udholdenhed?

3 I Bibelen indbefatter udholdenhed mere end at man udholder prøvelser eller modgang. Det handler også om hvordan man holder ud, om ens tanker og følelser. En der er udholdende, er modig, urokkelig og tålmodig. Udholdenhed er “evnen til at kunne bære noget, ikke blot med resignation, men med et levende håb”, siger et opslagsværk. “Det er den egenskab der gør at man ikke bliver blæst omkuld selvom man har modvind. Det er den dyd der kan forvandle selv den hårdeste prøve til noget stort, for hinsides smerten ser man målet.”

4. Hvorfor kan man sige at kærlighed motiverer os til at holde ud?

4 Det er kærlighed der motiverer os til at holde ud. (Læs 1 Korinther 13:4, 7). Kærlighed til Jehova får os til at udholde alt hvad han tillader at vi bliver udsat for. (Luk. 22:41, 42) Kærlighed til vores trosfæller hjælper os til at udholde deres ufuldkommenheder. (1 Pet. 4:8) Og kærlighed til vores ægtefælle får os til at styrke båndet i ægteskabet og udholde de problemer som selv lykkelige ægtepar kommer ud for. – 1 Kor. 7:28.

HVAD KAN HJÆLPE DIG TIL AT HOLDE UD?

5. Hvorfor kan Jehova bedre end nogen anden hjælpe os til at holde ud?

5 Bed Jehova om styrke. Jehova er “den Gud som skænker udholdenhed og trøst”. (Rom. 15:5) Som den eneste forstår han til fulde hvad vi kæmper med, og hvordan vores følelser, arv og miljø påvirker os. Så han ved præcis hvad vi behøver for at kunne holde ud. “Han gør hvad de der frygter ham ønsker,” står der i Bibelen. “Han hører deres råb om hjælp, og han frelser dem.” (Sl. 145:19) Men hvordan svarer Jehova os når vi beder om styrke til at holde ud?

6. Hvordan kan Jehova “skabe en udvej” for os?

6 Læs 1 Korinther 10:13. Når vi beder Jehova om hjælp til at klare prøvelser, vil han “skabe en udvej” for os. Betyder det at han griber ind for at fjerne prøvelsen? Måske. Men langt oftere vil han hjælpe os til at modstå presset. Ja, Jehova kan give os styrke så vi “fuldt ud kan holde ud og være langmodige med glæde”. (Kol. 1:11) Fordi han har et indgående kendskab til vores fysiske, mentale og følelsesmæssige begrænsninger, ved han hvor meget vi kan klare, og han vil aldrig tillade at en situation bliver så vanskelig at det er umuligt for os at forblive trofaste.

7. Forklar med en illustration hvorfor vi har brug for åndelig føde for at holde ud.

7 Styrk din tro ved at indtage åndelig føde. En bjergbestiger på Mount Everest forbrænder omkring 6.000 kalorier om dagen. Det er væsentligt mere end hvad man normalt forbrænder på en dag. Hvis bjergbestigeren skal kunne holde ud indtil han når toppen, må han indtage så mange kalorier som muligt. Som kristne må vi indtage rigelige mængder åndelig føde hvis vi skal kunne holde ud og nå vores  mål. Det kræver selvdisciplin at have gode studievaner og komme fast til møderne, men det er derigennem vi nærer vores tro med “den mad der forbliver til evigt liv”. – Joh. 6:27.

8, 9. (a) Hvad står der ifølge Job 2:4, 5 på spil når vi bliver udsat for prøver? (b) Hvad kan man have gavn af at se for sig når man oplever modgang?

8 Tænk over stridsspørgsmålet. Når en af Guds tjenere bliver prøvet, står der meget på spil. Den måde vi reagerer på når vi kommer ud for problemer, viser nemlig om vi virkelig betragter Jehova som den øverste Hersker i universet. Satan, som er imod Jehovas styre, hånede ham med ordene: “Et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl. Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved [Jobs] ben og hans kød, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.” (Job 2:4, 5) Satan påstod altså at et menneske kun tjener Gud af selviske grunde. Har Satan ændret holdning? Slet ikke! Da han mange hundrede år senere blev kastet ud af himlen, blev han kaldt “vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud”. (Åb. 12:10) Satan påstår stadig at vi har et selvisk motiv til at tjene Gud. Hver gang vi bliver prøvet, håber han at vi giver efter og holder op med at være loyale over for Jehova og hans styre.

9 Når du oplever modgang, så prøv at forestille dig at følgende finder sted i det usynlige: På den ene side befinder Satan og dæmonerne sig. De iagttager dig intenst og påstår at du vil bukke under for presset. På den anden side befinder Jehova sig sammen med Jesus Kristus, de salvede der er blevet oprejst, og utallige engle. De hepper på dig og glæder sig over at du holder ud dag for dag og stiller dig på Jehovas side i stridsspørgsmålet. Du kan ligefrem høre Jehova sige: “Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.” – Ordsp. 27:11.

10. Hvad kan du lære af Jesus angående udholdenhed?

10 Fokusér på de gode ting det medfører. Forestil dig at du er på rejse og skal igennem en lang tunnel. Du stopper op halvvejs inde i den, og der er bælgmørkt. Men du ved også at hvis du fortsætter fremad, vil du på et tidspunkt komme ud i lyset igen. Til tider kan du måske føle at dine problemer er helt overvældende. Selv Jesus kunne have haft grund til at føle sådan. Da han hang på marterpælen, blev han udsat for grove ydmygelser og ulidelige smerter. Det må have været den mørkeste tid i hans liv på jorden! Men hvad hjalp ham til at holde ud? At fokusere på “den glæde der lå foran ham”. (Hebr. 12:2, 3) Han tænkte på de gode ting hans udholdenhed medførte, og især det at han var med til at hellige Guds navn og støtte Jehova som universets øverste Hersker. Jesus vidste at lidelserne var midlertidige, men at belønningen i himlen ville være evig. De prøvelser du kommer ud for, kan også være smertefulde og virke uoverskuelige. Men husk at problemerne i dette liv kun er midlertidige, hvorimod velsignelserne i den nye verden er evige.

NOGLE DER HAR HOLDT UD

11. Hvorfor er det godt at lære af ‘dem som har holdt ud’?

11 Vi er ikke alene om at holde ud. For at opmuntre Guds tjenere til at udholde de svære ting Satan udsætter dem for, skrev apostlen Peter: “Stå ham imod, faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.” (1 Pet. 5:9) Når vi læser om ‘dem som har  holdt ud’, lærer vi hvordan vi kan forblive trofaste. Vi bliver også mindet om at det kan lade sig gøre at holde ud, og at vi vil blive belønnet når vi gør det. (Jak. 5:11) Lad os se på nogle eksempler fra Bibelen. [1]

12. Hvad kan vi lære af keruberne der vogtede Edens have?

12 Keruberne. Nogle af de første åndeskabninger som mennesker stiftede bekendtskab med, kan lære os meget om det at holde ud når man har fået betroet en krævende opgave. Jehova “anbragte keruberne og det flammende sværdblad, som uophørligt vendte sig i alle retninger, øst for Edens have til at vogte vejen til livets træ”. [2] (1 Mos. 3:24) Eftersom synd og oprør ikke indgik i Jehovas oprindelige hensigt med menneskene, var keruberne ikke skabt med henblik på at udføre en sådan opgave. Alligevel står der ingen steder at keruberne – som var åndeskabninger af høj rang – klagede over at de var overkvalificerede til opgaven. De forlod heller ikke deres post fordi de kedede sig. Nej, de udførte lydigt deres opgave og holdt ud indtil den var fuldført – måske da Vandfloden kom over 1.600 år senere!

13. Hvorfor var Job i stand til at holde ud i en meget svær periode?

13 Patriarken Job. Hvis du føler dig dybt såret over noget en ven eller et familiemedlem har sagt, hvis du lider af en alvorlig sygdom, eller hvis du sørger over at have mistet en du elsker, kan du finde trøst i beretningen om Job. (Job 1:18, 19; 2:7, 9; 19:1-3) Han var ikke klar over hvad der var årsag til alle de frygtelige ting der ramte ham, men det fik ham ikke til at miste modet og give op. Hvorfor ikke? Først og fremmest fordi han “frygtede Gud”. (Job 1:1) Job var besluttet på at gøre Jehovas vilje i gode såvel som i dårlige tider. Desuden gjorde Jehova Job opmærksom på nogle af skaberværkets undere og fik på den måde Job til at tænke over hvor stor kraft den Almægtige har. Det øgede Jobs tillid til at Jehova ville gribe ind på det rigtige tidspunkt. (Job 42:1, 2) Og det var præcis det der skete. “Jehova vendte Jobs fangne tilstand ..., og Jehova gav derpå Job dobbelt af alt hvad han havde haft.” Ja, Job fik et langt og godt liv. – Job 42:10, 17.

14. Hvordan var det ifølge 2 Korinther 1:6 til gavn for andre at Paulus holdt ud?

14 Apostlen Paulus. Er du udsat for hård modstand eller måske ligefrem forfølgelse? Er du ældste eller kredstilsynsmand og føler dig tynget af det store ansvar der hviler på dine skuldre? Så kan du lære meget  af Paulus. Han blev udsat for voldsom forfølgelse, og der gik ikke en dag uden at han bekymrede sig om hvordan brødrene og søstrene i menighederne havde det. (2 Kor. 11:23-29) Men han nægtede at give op, og hans gode eksempel var med til at styrke andre. (Læs 2 Korinther 1:6). Husk at din udholdenhed på samme måde kan opmuntre andre til at holde ud.

VIL UDHOLDENHEDEN ‘FULDENDE SIT ARBEJDE’ I DIG?

15, 16. (a) Hvilket “arbejde” skal udholdenheden fuldende? (b) Nævn nogle eksempler på hvordan udholdenheden kan ‘fuldende sit arbejde’ i os.

15 Under inspiration skrev apostlen Jakob: “Lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt.” Hvad er det for et “arbejde” udholdenheden skal udføre? Den skal hjælpe os så vi kan blive “fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangle noget”. (Jak. 1:4) Prøvelser kan gøre os opmærksomme på vores svagheder – sider af vores personlighed vi må arbejde på. Hvis vi holder ud, vil vores kristne personlighed blive mere fuldendt, eller helstøbt. Det kan for eksempel være at vi bliver mere tålmodige, taknemmelige eller medfølende.

Når vi udholder prøvelser, bliver vores kristne personlighed mere fuldendt (Se paragraf 15, 16)

16 Eftersom det at udholde en prøvelse kan gøre os til bedre kristne, vil vi ikke tilsidesætte Jehovas bud for at bringe den til ophør. Hvis du for eksempel kæmper med umoralske tanker, så giv ikke efter for fristelsen til at gøre noget forkert. Bed Jehova om hjælp til at afvise de forkerte tanker. På den måde vil du opøve din selvbeherskelse. Møder du modstand fra en i din familie der ikke tror på Jehova? Giv ikke op! Når du holder fast ved din beslutning om at tjene Jehova loyalt, vil du opleve hvordan din tillid til ham vokser. Husk: Hvis vi skal have Guds godkendelse, må vi holde ud. – Rom. 5:3-5; Jak. 1:12.

17, 18. (a) Forklar med en illustration hvorfor det er vigtigt at vi holder ud til enden. (b) Hvad kan vi have tillid til her i endens tid?

17 Vi må holde ud, ikke kun i et stykke tid, men helt til enden. Det kan illustreres på denne måde: Forestil dig at et skib er ved at synke, og at passagererne kun kan overleve ved at svømme ind til land. Den der giver op kort før han når land, lider samme skæbne som den der gav op langt tidligere. Hvis vi vil nå frem til den nye verden, må vi være udholdende lige til det sidste. Det gælder vores liv! Derfor har vi samme indstilling som Paulus, der skrev: ‘Vi giver ikke op.’ – 2 Kor. 4:1, 16.

18 Vi kan være helt sikre på at Jehova vil hjælpe os til at holde ud til enden. Ja, vi har det ligesom Paulus, der gav udtryk for sin tillid på følgende måde: “I alt dette kommer vi til at stå fuldstændig sejrrige ved ham som har elsket os. For jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom. 8:37-39) Det kan ikke undgås at vi indimellem bliver trætte. Men vi vil kunne holde ud hvis vi efterligner Gideon og hans mænd, der ikke ‘standsede forfølgelsen’. – Dom. 8:4.

^ [1] (paragraf 11) Det kan også være opmuntrende at læse om nogle der har vist udholdenhed i nyere tid. For eksempel indeholder ‘Årbogen’ for 1992, 1999 og 2008 trosstyrkende beretninger om vores trosfæller i Etiopien, Malawi og Rusland.

^ [2] (paragraf 12) Bibelen siger ikke noget om hvor mange keruber der fik tildelt denne opgave.