Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET NR. 3 2016

 BIBELEN FORANDRER FOLKS LIV

Jeg lærte at respektere kvinder og mig selv

Jeg lærte at respektere kvinder og mig selv
  • FØDT 1960

  • FØDESTED FRANKRIG

  • FORTID VOLDELIG STOFMISBRUGER, SÅ NED PÅ KVINDER

MIN BAGGRUND:

Jeg blev født i udkanten af Mulhouse, i den nordøstlige del af Frankrig, i et arbejderkvarter med meget vold. Fra min barndom husker jeg de voldelige sammenstød mellem familierne i området. I min familie så man ned på kvinderne, og mændene spurgte dem sjældent til råds. Jeg lærte at kvindens plads var i køkkenet, og at hun skulle tage sig af mand og børn.

Min barndom var ikke let. Da jeg var ti, døde min far som følge af alkoholmisbrug. Fem år senere begik en af mine ældre brødre selvmord. Samme år var jeg vidne til et mord under en familiefejde, og jeg var dybt chokeret. Nogle i familien lærte mig at bruge knive og skydevåben og at slås når det var påkrævet. Jeg var en forstyrret ung mand, der begyndte at drikke og få tatoveringer over hele kroppen.

Da jeg var 16, drak jeg mellem 10 og 15 øl om dagen, og inden længe begyndte jeg at tage stoffer. For at skaffe penge til mine laster solgte jeg skrot og begyndte at stjæle. Som 17-årig havde jeg allerede været i fængsel. I alt fik jeg 18 domme for tyveri og vold.

Min situation blev endnu værre da jeg var først i tyverne. Jeg røg op mod 20 marihuanacigaretter om dagen og tog heroin og andre illegale stoffer. Flere gange var jeg lige ved at dø af en overdosis. Jeg begyndte at handle med stoffer, så jeg var hele tiden bevæbnet med knive og skydevåben. Engang prøvede jeg at skyde en mand, men heldigvis rikochetterede kuglen på hans bæltespænde! Da jeg var 24, døde min mor, og min vrede tog til. Når jeg kom gående, gik fodgængerne skrækslagne over på den anden side af gaden. Jeg var tit oppe at slås, så jeg tilbragte ofte weekenderne på politistationen eller på hospitalet for at få mine sår syet sammen.

Da jeg var 28, blev jeg gift. Som man kan forestille sig, behandlede jeg ikke min kone med respekt. Jeg nedgjorde hende og slog hende. Vi foretog os ingenting sammen. Jeg mente det var nok at overøse hende med stjålne smykker. Men så skete der noget uventet. Min kone begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Efter at have studeret blot en enkelt gang holdt hun op med at ryge, nægtede at modtage stjålne penge og gav smykkerne tilbage til mig. Jeg blev rasende. Jeg modsatte mig at hun studerede Bibelen, og jeg kunne finde på at blæse cigaretrøg i hovedet på hende. Jeg gjorde også nar af hende i hele nabolaget.

 En nat, efter at jeg havde drukket mig fra sans og samling, satte jeg ild til vores lejlighed. Min kone reddede mig og vores femårige datter fra flammerne. Da jeg blev ædru, var jeg tynget af skyld. Inderst inde følte jeg at Gud aldrig ville kunne tilgive mig. Jeg huskede at jeg engang havde hørt en præst sige at de onde kommer i helvede. Selv min psykiater sagde til mig: “Det er forbi med dig! Du er uden for terapeutisk rækkevidde.”

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV:

Efter branden flyttede vi ind hos min kones forældre. Da Vidnerne kom for at besøge min kone, spurgte jeg dem: “Kan Gud tilgive mig alle mine synder?” De viste mig 1 Korinther 6:9-11 i Bibelen. Den passage opremser forskellige former for adfærd som Gud fordømmer, og derefter står der: “Dog er det sådan nogle af jer har været.” Disse ord forsikrede mig om at jeg havde mulighed for at forandre mig. Derefter viste Vidnerne mig 1 Johannes 4:8, og på den måde overbeviste de mig om at Gud elskede mig. Det opmuntrede mig, og jeg spurgte om de ville studere Bibelen med mig to gange om ugen. Jeg begyndte også at komme til deres møder. Jeg bad hele tiden til Jehova.

Inden der var gået en måned, besluttede jeg at holde op med at drikke og tage stoffer. Kort efter følte jeg det som om hele mit indre kom i oprør. Jeg fik frygtelige mareridt, kramper, hovedpiner og andre abstinenssymptomer. Men samtidig følte jeg at Jehova tog mig ved hånden og styrkede mig. Jeg havde det på samme måde som apostlen Paulus. Han skrev om den hjælp han fik fra Gud: “Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.” (Filipperne 4:13) Senere lykkedes det mig også at holde op med at ryge. – 2 Korinther 7:1.

Ud over at Bibelen hjalp mig til at få styr på mit liv, forbedrede den også vores familieliv. Min indstilling til min kone blev også anderledes. Jeg begyndte at vise hende større respekt, at tale høfligt til hende og at sige “tak”. Jeg begyndte også at være en rigtig far for vores datter. Efter at have studeret Bibelen i et år indviede jeg mig til Jehova og blev døbt, og fulgte på den måde min kones eksempel.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG:

Jeg er sikker på at de bibelske principper har reddet mit liv. Selv den del af min familie som ikke er Jehovas Vidner, erkender at jeg sikkert ville være død af stofmisbrug eller være blevet slået ihjel i et slagsmål hvis jeg ikke havde fulgt de principper.

Det Bibelen har lært mig om mit ansvar som ægtemand og far, har fuldstændigt ændret vores familieliv. (Efeserne 5:25; 6:4) Vi begyndte at gøre tingene sammen som familie. I stedet for at begrænse min kones virkefelt til køkkenet er jeg nu glad for at støtte hende i hendes arbejde som forkynder på heltidsbasis. Og hun er glad for at kunne støtte mig i min opgave som ældste i menigheden.

Jehova Guds kærlighed og barmhjertighed har haft en gennemgribende indvirkning på mit liv. Jeg har et stærkt ønske om at tale om Guds egenskaber med dem der betragtes som håbløse tilfælde, for sådan var der mange der betragtede mig. Jeg ved at Bibelen har den kraft der er nødvendig for at hjælpe enhver til at få et rent og meningsfyldt liv. Bibelen har ikke alene lært mig at elske og respektere andre, både mænd og kvinder, den har også hjulpet mig til at kunne respektere mig selv.

Lær mere

Hvordan er Bibelens principper til gavn for os?

Jesus forklarede hvorfor vi har brug for vejledning, og han nævnte de to vigtigste principper vi bør følge.