Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vågn op!  |  Nr. 3 2017

 INTERVIEW | FAN YU

En softwareudvikler fortæller hvorfor han tror på Gud

En softwareudvikler fortæller hvorfor han tror på Gud

FAN YU begyndte sin karriere som matematiker ved China Institute of Atomic Energy, Beijing. Dengang var han ateist og troede på udviklingslæren. Men nu tror han at alt liv er blevet skabt af Gud. Vågn op! har talt med ham om hans tro.

Vil du fortælle os lidt om din baggrund?

Jeg blev født i 1959 i Fuzhou, der ligger i provinsen Jiangxi i Kina. Da jeg var otte, var samfundet mærket af konsekvenserne af det der nu er kendt som Kulturrevolutionen. Min far, der var civilingeniør, blev pålagt at bygge en jernbane i et meget øde område. I en lang periode kunne han kun besøge os én gang om året. På det tidspunkt boede jeg sammen med min mor på den skole hvor hun arbejdede som lærer. I 1970 var vi nødt til at flytte til Liufang i Linchuan-distriktet. Dengang var det en lille, fattig landsby hvor det var svært at skaffe mad nok.

Hvad troede din familie på?

Min far interesserede sig hverken for religion eller politik. Min mor var buddhist. Og i skolen lærte jeg at livet er blevet til ved en udvikling, og det troede jeg på.

Hvorfor begyndte du at interessere dig for matematik?

Jeg kan godt lide matematik fordi det handler om at finde frem til facit gennem logisk tænkning. I 1976, kort efter at Mao Zedong, lederen af revolutionen, døde, begyndte jeg på universitetet. Jeg valgte matematik som hovedfag. Mit første job efter at jeg var blevet færdig med min uddannelse på universitetet, gik ud på at foretage matematiske beregninger i forbindelse med design af atomreaktorer.

Hvad var dit indtryk af Bibelen til at begynde med?

I 1987 flyttede jeg til USA for at tage en ph.d. på Texas A&M University. Jeg vidste at mange i USA tror på Gud og læser i Bibelen. Og jeg havde hørt at Bibelen var fyldt med praktisk visdom, så jeg tænkte at jeg hellere måtte læse den.

Det jeg læste, virkede fornuftigt, men nogle passager var svære at forstå, og derfor holdt jeg op med at læse i den.

 Hvad fik dig til at interessere dig for Bibelen igen?

Tanken om at der skulle være en der har skabt alting, var ny for mig, så det besluttede jeg at undersøge nærmere

I 1990 blev jeg besøgt af et af Jehovas Vidner, der viste mig at Bibelen indeholder et løfte om en bedre fremtid. Hun sørgede for at et ægtepar studerede Bibelen med mig. Senere begyndte min hustru, Liping, der havde undervist i fysik i Kina og også var ateist, at være med til studiet. Vi lærte hvad Bibelen siger om hvordan livet er blevet til. Tanken om at der skulle være en der har skabt alting, var ny for mig, så det besluttede jeg at undersøge nærmere.

Hvordan greb du det an?

Som matematiker var jeg vant til at arbejde med sandsynlighedsregning. Og jeg var klar over at en betingelse for at liv kan opstå spontant, er at der i forvejen findes proteiner. Derfor prøvede jeg at beregne sandsynligheden for at et protein kan dannes tilfældigt. Proteiner er nogle af de mest komplekse molekyler man kender til, og celler kan indeholde tusindvis af forskellige proteiner der indgår i de helt rigtige sammensætninger. Jeg opdagede, ligesom mange andre, at det er så usandsynligt at et protein kan opstå spontant, at det i bund og grund er umuligt. Efter at have undersøgt evolutionsteorien er jeg kommet frem til at den ikke på en tilfredsstillende måde kan forklare hvordan ekstremt komplekse molekyler skulle have skabt sig selv – for slet ikke at nævne de organismer som de er en nødvendig del af. For mig at se peger kendsgerningerne på at der må være en Skaber.

Hvad overbeviste dig om at Bibelen er en bog fra Gud?

Jeg fortsatte mit studium af Bibelen sammen med Jehovas Vidner, og jeg fandt ud af at den indeholder mange detaljerede profetier der er gået i opfyldelse. Desuden hjalp det mig at leve efter principperne i Bibelen. Jeg tænkte ved mig selv: ‘Hvordan kunne bibelskribenter der levede for flere tusind år siden, komme med råd der stadig kan bruges i dag?’ Efterhånden gik det op for mig at Bibelen er Guds ord.

Hvad er med til at styrke din tro i dag?

Når jeg tænker over alle de detaljer der er i naturen, er det umuligt for mig ikke at tro på en Skaber. For tiden arbejder jeg som softwareudvikler, og det slår mig ofte hvor overlegen vores hjerne er i forhold til et computerprogram. For eksempel har hjernen en enestående evne til at genkende stemmer. De fleste af os har let ved at genkende en stemme, også selvom der indgår latter, host, stammen, ufuldstændige sætninger, accent, ekko, baggrundslyde eller forvrængning. Det virker måske ikke som noget særligt, men softwareudviklere ved hvor meget det kræver. Selv det bedste stemmegenkendelsesprogram kommer sørgeligt til kort i forhold til det vores hjerne er i stand til.

Hjernen kan – i modsætning til selv de mest avancerede computere – fornemme følelser, genkende accenter og dialekter og ud fra en stemmes særlige kendetegn identificere den der taler. Softwareudviklere arbejder på at lave programmer der kan efterligne hjernens evne til at genkende stemmer. Og jeg er overbevist om at de ved at gøre det i virkeligheden er i gang med at studere Guds skaberværk.

Lær mere

BØGER & BROCHURER

Er livet en Skabers værk?

Det betyder noget hvad du tror om livets oprindelse.