Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vågn op!  |  Januar 2015

 HJÆLP TIL FAMILIEN | UNGE

Hvordan du kan styre dit temperament

Hvordan du kan styre dit temperament

UDFORDRINGEN

“Jeg skreg ad min søster og smækkede døren så hårdt op at krogen bag på døren lavede hul i væggen. Hullet mindede mig hele tiden om hvor barnligt jeg havde opført mig.” – Diane. *

“Jeg råbte: ‘Du er den værste far der findes!’ og smækkede døren i. Men jeg nåede at se det sårede udtryk i min fars ansigt, og jeg ønskede at jeg kunne skrue tiden tilbage og tage mine ord i mig igen.” – Lauren.

Kan du identificere dig med Lauren og Diane? Så kan denne artikel hjælpe dig.

HVAD DU MÅ VIDE

Vredesudbrud skader dit omdømme. “Jeg plejede at tænke at andre bare måtte acceptere at jeg havde temperament,” siger Briana, der nu er 21. “Men så begyndte jeg at lægge mærke til at folk virker dumme når de ikke kan beherske sig, og så slog det mig – det var sådan andre opfattede mig!”

Bibelen siger: “Den hidsige bærer sig dumt ad.” – Ordsprogene 14:17, da. aut.

Ligesom man ville løbe væk fra en vulkan i udbrud, vil man også undgå en der har et eksplosivt temperament

Din vrede kan få andre til at undgå dig. “Når du mister selvbeherskelsen,” siger Daniel på 18, “mister du også din værdighed og andres respekt.” Elaine, der også er 18, er enig. “Et hidsigt temperament er ikke tiltalende,” siger hun. “Det gør bare folk bange for én.”

Bibelen siger: “Gør dig ikke til ven med en vredladen mand, og kom ikke hos en mand der let bliver forbitret.” – Ordsprogene 22:24.

Du kan forbedre dig. “Du har ikke altid kontrol over hvilke følelser du får i en bestemt situation,” siger 15-årige Sara, “men du kan selv vælge hvordan du giver udtryk for dine følelser. Du behøver ikke at eksplodere.”

Bibelen siger: “Den der er sen til vrede er bedre stillet end en vældig kriger, og den der behersker sin ånd, end den der indtager en by.” – Ordsprogene 16:32.

 HVAD DU KAN GØRE

Sæt dig et mål. Sig ikke: “Det er bare sådan jeg er.” Gør derimod en indsats for at forbedre dig inden for en afgrænset periode, måske seks måneder. Prøv i den periode at skrive ned hvordan det går. Hver gang temperamentet løber af med dig, så skriv ned (1) hvad der skete, (2) hvordan du reagerede, og (3) hvordan du kunne have reageret bedre – og hvorfor. Beslut dig så til at reagere bedre næste gang du føler dig provokeret. Tip: Hold også styr på dine succeser! Skriv ned hvor godt du har det når du har vist selvbeherskelse. – Princip fra Bibelen: Kolossenserne 3:8.

Vent med at reagere. Når nogen eller noget gør dig vred, så sig ikke det første du tænker. Vent hellere. Tag om nødvendigt en dyb indånding. Erik på 15 siger: “Når jeg tager en dyb indånding, giver det mig tid til at tænke inden jeg får sagt eller gjort noget jeg senere ville fortryde.” – Princip fra Bibelen: Ordsprogene 21:23.

Se det fra flere sider. Somme tider bliver du måske vred fordi du kun ser sagen fra din side. Prøv også at se sagen fra den anden parts side. “Selv når folk er direkte uforskammede, er der som regel en forklaring der kan hjælpe mig til at vise lidt forståelse,” siger en ung kvinde der hedder Jessica. – Princip fra Bibelen: Ordsprogene 19:11.

Hvis det er nødvendigt, så gå din vej. Bibelen siger: ‘Forsvind før striden bryder ud.’ (Ordsprogene 17:14) Skriftstedet viser at det indimellem er bedst simpelt hen at gå når der opstår en sprængfarlig situation. I stedet for at du går og ‘småkoger’ over sagen og lader din vrede vokse, så foretag dig noget. “Jeg har opdaget at motion kan gøre mig mindre anspændt og hjælpe mig til ikke at fare op,” siger en ung kvinde der hedder Danielle.

Lær at give slip. Bibelen siger: “Bliv opbragte, men synd ikke. Sig det i jeres hjerte, ... men sig det ikke højt.” (Salme 4:4) Læg mærke til at der ikke er noget galt i at blive opbragt, eller vred. Spørgsmålet er: Hvad vil der ske lige efter? “Hvis du lader dig provokere af andre,” siger en ung mand ved navn Richard, “giver det dem magt over dig. Hvorfor ikke prøve at være moden og glemme det der er sket?” Hvis du gør det, vil det være dig der styrer din vrede, og ikke din vrede der styrer dig.

^ par. 4 Nogle af navnene i denne artikel er ændret.