Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! JULI 2014

 INTERVIEW | WENLONG HE

En eksperimentalfysiker fortæller hvorfor han tror på Gud

En eksperimentalfysiker fortæller hvorfor han tror på Gud

WENLONG HE begyndte at læse fysik i Suzhou i Jiangsu-provinsen i Kina. Han er medredaktør af et internationalt teknologisk tidsskrift og har fået bragt adskillige artikler i videnskabelige publikationer. For tiden arbejder han på University of Strathclyde i Skotland. Da han var ung, troede han på en evolution, men senere kom han til den konklusion at livet er blevet skabt. Vågn op! har stillet ham nogle spørgsmål angående hans tro.

Fortæl lidt om din baggrund.

Jeg er født i 1963 og voksede op i Kina, i en landsby syd for Yangtzefloden i Jiangsu-provinsen. Det er et subtropisk område der er kendt for sin fødevareproduktion, og derfor kaldes det ofte for landet med ris og fisk. Som barn spekulerede jeg over spørgsmål som: ’Hvorfor frembringer naturen så mange forskellige slags velsmagende føde? Er de bare kommet ved en tilfældighed? Hvad kom først — hønen eller ægget?’ Ateisme er meget udbredt i Kina, så i skolen blev jeg undervist i evolutionslæren.

Vil du fortælle lidt om din familie?

Mine forældre var ateister. Min mor arbejdede ved landbruget, og min far havde et byggefirma. Jeg er den ældste af fem sønner. Desværre døde to af mine brødre i en ung alder. Det voldte mig stor sorg, og jeg tænkte: ’Hvorfor dør vi? Vil jeg nogen sinde få mine brødre at se igen?’

Hvorfor blev du fysiker?

Jeg ønskede at studere fysik fordi jeg var fascineret af naturen, og jeg mente at jeg derigennem måske kunne få svar på de spørgsmål jeg havde været optaget af siden min barndom.

Hvad forsker du i?

Jeg forsker i metoder til at accelerere ladede partikler til hastigheder som nærmer sig lysets. Det gør jeg for at studere atomernes opbygning. Jeg undersøger også hvordan man kan  generere højenergistråling der har en frekvens som ligger i området mellem mikrobølger og infrarødt lys. Selvom min forskning har kommerciel værdi, kan den også bidrage til forståelsen af hvordan universet opstod.

Hvordan blev du interesseret i Bibelen?

I 1998 fik jeg besøg af et ægtepar fra Jehovas Vidner. De tilbød at vise mig Bibelens svar på mine spørgsmål. Min kone, Huabi, der også er forsker, deltog i samtalen. Vi havde aldrig før set en bibel, og dens praktiske råd imponerede os. Vi lagde mærke til hvordan dette ægtepar havde gavn af at følge Bibelens principper. De var glade, og de var tilfredse med at leve et enkelt liv. Men det Bibelen siger om Gud, fik mig til igen at spekulere over om universet kunne være blevet skabt. Som fysiker er det en del af mit arbejde at forstå naturen, så jeg besluttede mig for omhyggeligt at overveje kendsgerningerne.

Som fysiker er det en del af mit arbejde at forstå naturen, så jeg besluttede mig for omhyggeligt at overveje kendsgerningerne

Hvilke kendsgerninger overvejede du?

For det første vidste jeg at et lukket system ikke kan blive mere ordnet eller forblive ordnet undtagen ved påvirkning udefra. Dette er termodynamikkens anden lov. Eftersom universet og livet på Jorden i høj grad er præget af orden, kom jeg til den konklusion at disse ting må være et resultat af en udefrakommende påvirkning, en kraft, en Skaber. For det andet synes universet og Jorden at være specielt designet til opretholdelse af liv.

Kan du give et eksempel på noget der bærer præg af at være designet?

Praktisk taget alt liv på Jorden er afhængigt af energi fra Solen. Denne energi bevæger sig gennem rummet som stråling der når ned til Jorden i et bredt spektrum af bølgelængder. De korteste er de dødbringende gammastråler. Derefter følger røntgenstråler, ultraviolette stråler, synligt lys, infrarøde stråler, mikrobølger og de længste af dem alle, radiobølger. Det er tankevækkende at atmosfæren blokerer for en stor del skadelig stråling men tillader anden nødvendig stråling at nå Jordens overflade.

Hvorfor gjorde dette indtryk på dig?

Jeg var fascineret af indledningen til Bibelens skabelsesberetning og dens omtale af lys. Der står: „Da sagde Gud: ’Lad der blive lys.’ Så blev der lys.“ * Kun et meget smalt bånd af det brede spektrum af stråling fra Solen er synligt lys, men lys er en betingelse for liv. Planterne har brug for lys for at producere føde, og vi har brug for det for at kunne se. At atmosfæren er særlig gennemtrængelig for lys, kan ikke være en tilfældighed. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det at det kun er en lille mængde ultraviolet lys der rammer Jordens overflade.

Hvorfor er det bemærkelsesværdigt?

Det er livsvigtigt at vi mennesker udsættes for en lille mængde ultraviolet stråling. Strålingen får vores hud til at danne D-vitamin, som har afgørende betydning for vores knogler, og som menes at beskytte mod kræft og andre sygdomme. Men for store mængder af denne stråling kan forårsage hudkræft og grå stær. Atmosfæren tillader normalt kun en beskeden mængde ultraviolet stråling at nå Jordens overflade — og det er præcis den rette mængde. For mig er det et tydeligt vidnesbyrd om at en eller anden har dannet Jorden så der kunne eksistere liv.

Huabi og jeg blev lidt efter lidt overbevist om at der findes en Skaber, og at han står bag nedskrivningen af Bibelen. I 2005 blev vi Jehovas Vidner, og nu underviser vi andre i Bibelens lære.