Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! JULI 2014

 HJÆLP TIL FAMILIEN | UNGE

Hvordan du kan få gode sms-manerer

Hvordan du kan få gode sms-manerer

UDFORDRINGEN

Mens du står og taler med en ven, får du en sms. Hvad gør du?

  1. Læser sms’en mens du taler med din ven.

  2. Siger „undskyld“ til din ven og læser beskeden.

  3. Ignorerer sms’en og bliver ved med at tale med vennen.

Betyder det noget hvad du vælger at gøre? Svaret er ja!

HVAD DU BØR VIDE

At sms’e med en ven mens du taler med en anden, er som at være i gang med at dyrke din yndlingssport uden at overholde reglerne. ’Men det er jo bare mine venner,’ siger du måske. Så er der endnu mere grund til at være høflig! Det betyder ikke at du skal være overkorrekt og formel. Men her er en af livets realiteter: Hvis du ikke er høflig over for dine venner, vil de på et eller andet tidspunkt ikke længere være dine venner.

Hvorfor det? Jo, folk kan ikke lide at blive behandlet uhøfligt. En ung kvinde der hedder Beth, * siger: „Det er irriterende at tale med en veninde der hele tiden tjekker sin mobiltelefon, som om hun venter på noget der er mere spændende!“ Hvor længe tror du Beth har lyst til at have sådan en veninde?

Hvordan er dine mobil-manerer? Hvordan ville du for eksempel reagere på den situation der nævnes under afsnittet „Udfordringen“? Du synes sikkert ikke at reaktion A er særlig høflig. Men hvad med B og C? Er det meget uhøfligt at afbryde en samtale bare for at tjekke en sms? Eller er det meget uhøfligt at ignorere en sms og fortsætte samtalen?

Som du kan se, er det ikke altid soleklart hvad der er gode manerer. Men Bibelen kan være en hjælp. Den siger: „Sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.“ (Lukas 6:31) Det råd kan du også bruge i forbindelse med at sms’e. Hvordan?

 HVAD DU KAN GØRE

Tænk på hvornår du sender sms’er. „Nogle gange får jeg en sms meget sent om aftenen,“ siger en ung mand ved navn Richard. „Det er ikke engang noget vigtigt, og det forstyrrer min søvn!“ Spørg dig selv: ’Sender jeg beskeder til andre på tidspunkter hvor de måske sover?’ — Princip fra Bibelen: Prædikeren 3:1.

Vær opmærksom på tonen. Når man snakker med andre, benytter man sig naturligvis af ord, men også af tonefaldet, ansigtsudtrykket og kropssproget. De tre sidste ting kan man desværre ikke bruge når man sender sms’er. Hvordan kan man kompensere for det? „Med almindelig høflighed,“ foreslår Jasmine. „Spørg: ’Hvordan går det?’, og brug venlige ord som ’er du sød at ...’, ’tak’ og ’selv tak’.“ — Princip fra Bibelen: Kolossenserne 4:6.

Prioritér rigtigt. Se igen på den situation der nævnes under afsnittet „Udfordringen“. Hvis du venter på en vigtig besked, kan det være nødvendigt at undskylde over for den du taler med, og afbryde jeres samtale. Ofte kan man dog vente med at læse beskeden. „Din telefon vil stadig være der når din ven er færdig med at sige noget,“ siger 17-årige Amy, „men det er ikke sikkert at din ven er der når du er færdig med at sms’e.“ Du kan bruge samme finfølelse når du er til en sammenkomst. „Lad være med at sms’e hele tiden,“ siger 18-årige Jane. „Ellers signalerer du at du ikke har lyst til at være sammen med de andre og hellere vil være et andet sted.“

Tænk dig om inden du trykker på „send“. Kan din besked misforstås? Vil det hjælpe at bruge humørikoner for at vise hvad du mener? „Hvis du skriver noget som kun er for sjov, kan du tilføje en smiley,“ siger 21-årige Amber. „Folk bliver såret — og der kan endda opstå skænderier — fordi de misforstår noget der er blevet skrevet i sjov.“ — Princip fra Bibelen: Ordsprogene 12:18.

Dine sms-manerer har altså helt klart betydning!

Noget at tænke over: Gode manerer udspringer af kærlighed. Hvordan kan denne egenskab komme til udtryk? Bibelen siger: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere.“ (1 Korinther 13:4, 5) Hvilken facet af kærligheden har du brug for at være mere opmærksom på?

^ par. 11 Nogle af navnene i denne artikel er ændret.