Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vågn op!  |  Juni 2014

 GLIMT FRA GAMMEL TID

Joseph Priestley

Joseph Priestley

„Hans alsidighed, iver, virkelyst og menneskekærlighed, hans enorme nysgerrighed over for alt i den fysiske verden og i det der vedrører moralske og sociale spørgsmål, hans rolle inden for videnskab, teologi, filosofi og politik, hans besynderlige forhold til [den franske] revolution og den sørgelige historie om hans uforskyldte lidelser gør ham måske til det 18. århundredes helt.“ — Frederic Harrison, filosof.

HVAD var det Joseph Priestley udrettede der var så bemærkelsesværdigt? De opdagelser han gjorde, og de skrifter han affattede, har påvirket folks syn på regeringsførelse, Guds natur og selv den luft vi indånder.

Hvad enten Priestley skrev om videnskabelige emner eller om religiøse emner, afviste han teorier og dogmer til fordel for kendsgerninger og sandhed. Det vil vi komme nærmere ind på i det følgende.

HANS SØGEN EFTER VIDENSKABELIG SANDHED

Efter at have mødt den amerikanske videnskabsmand Benjamin Franklin i 1765 begyndte Joseph Priestley — der kun havde syslet med videnskab som en hobby — at foretage eksperimenter med elektricitet. Det følgende år blev andre videnskabsmænd så imponerede over hans opdagelser at de fik ham optaget som medlem af det prestigefyldte Royal Society i London.

Derefter kastede Priestley sig over kemien. I løbet af ganske kort tid opdagede han flere luftarter, deriblandt ammoniak og dinitrogenoxid (lattergas). Han tilsatte desuden kuldioxid til vand under tryk og opfandt således kulsyreholdigt vand.

Da Priestley i 1774 foretog eksperimenter i Sydengland, isolerede han en ejendommelig luftart som fik stearinlys til at brænde kraftigere. Senere anbragte han en  mus i et glas og fyldte det med cirka 60 milliliter af denne luftart. Musen overlevede dobbelt så længe som hvis den havde været anbragt i et glas med almindelig luft! Priestley selv indåndede luftarten, og han sagde at hans vejrtrækning „blev bemærkelsesværdigt lettere i nogen tid derefter“.

Joseph Priestley havde påvist eksistensen af oxygen, eller ilt. * Han kaldte imidlertid denne luftart for deflogisticeret luft, for han gik ud fra at han havde opdaget luft der ikke indeholdt flogiston, et hypotetisk stof man mente hindrede forbrænding. Det var en forkert konklusion, men mange regner stadig denne opdagelse for „højdepunktet i hans livsgerning“.

HANS SØGEN EFTER RELIGIØS SANDHED

Ligesom Priestley mente at forudfattede meninger eller teorier stod i vejen for videnskabelig sandhed, sådan konkluderede han at dogmer stod i vejen for religiøs sandhed. Men i løbet af sin livslange søgen efter bibelkundskab tilegnede han sig paradoksalt nok nogle idéer der var i modstrid med det Bibelen virkelig lærer. For eksempel troede han på et tidspunkt ikke at Bibelen var mirakuløst inspireret af Gud. Han afviste også at Jesus skulle have haft en førmenneskelig tilværelse, sådan som Bibelen lærer.

„Hvis videnskab er en søgen efter sandhed, var Priestley om nogen en videnskabsmand.“ — Katherine Cullen, biolog

På den anden side afslørede Priestley falske religiøse læresætninger som de store trossamfund holdt i hævd — og stadig holder i hævd. Han skrev at den sandhed som Jesus og hans disciple forkyndte, senere blev forvansket af religiøse usandheder — deriblandt treenighedslæren, sjælens udødelighed og billeddyrkelse, der klart fordømmes i Bibelen.

Priestleys religiøse idéer og hans støtte til den amerikanske og den franske revolution vakte stor vrede hos hans landsmænd. I 1791 ødelagde en pøbelskare hans hjem og laboratorium, og til sidst flygtede han til USA. Joseph Priestley huskes især for sine videnskabelige opdagelser, men selv mente han at det at lære om Gud og hans hensigt „var langt mere ophøjet og betydningsfuldt“.

^ par. 10 Den svenske kemiker Carl Scheele havde på et tidligere tidspunkt isoleret ilt men ikke fået offentliggjort sin opdagelse. Senere navngav den franske kemiker Antoine-Laurent Lavoisier denne luftart.