Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! AUGUST 2013

 HVAD SIGER BIBELEN?

Alkohol

Alkohol

Er det forkert at drikke alkohol?

„Vin for at gøre ham fornøjet, olivenolie for at gøre ham vel til mode og brød for at give ham styrke.“ — Salme 104:15, Today’s English Version.

HVAD NOGLE SIGER

I mange hjem drikker man alkohol til måltiderne hver dag. I andre hjem tager man stærkt afstand fra at indtage alkohol. Hvorfor ser folk så forskelligt på det? Fordi de er påvirket af blandt andet kultur, religion og bekymringer om helbredet.

HVAD BIBELEN SIGER

Bibelen fordømmer drukkenskab og umådeholdent drikkeri, men ikke at man har et moderat forbrug af alkohol. (1 Korinther 6:9, 10) Fra de tidligste tider har Guds tjenere, både mænd og kvinder, drukket vin, en drik der er nævnt over 200 gange i Bibelen. (1 Mosebog 27:25) „Spis dit brød med fryd og drik din vin med et veltilpas hjerte,“ står der i Prædikeren 9:7. Og da vin bidrager til en glad stemning, serverede man almindeligvis vin til festlige lejligheder, såsom bryllupper. Det var ved en sådan fest at Jesus Kristus udførte sit første mirakel — at forvandle vand til ’god vin’. (Johannes 2:1-11) Vin blev også anvendt til medicinske formål. — Lukas 10:34; 1 Timoteus 5:23.

 Opstiller Bibelen grænser for hvor meget man må drikke?

[Vær ikke] afhængige af megen vin.“ — Titus 2:3.

HVORFOR DET HAR BETYDNING

Hvert år lider utallige familier under at den ene forælder eller begge forældre har et alkoholmisbrug. Et umådeholdent indtag af alkohol resulterer også i talløse faldulykker og andre ulykker, som for eksempel trafikuheld. Og på lang sigt kan et alkoholmisbrug skade hjernen, hjertet, leveren og maven.

HVAD BIBELEN SIGER

At drikke og spise med måde er et grundlæggende krav fra Gud. (Ordsprogene 23:20; 1 Timoteus 3:2, 3, 8) Mangel på selvbeherskelse har hans mishag. Bibelen siger: „Vinen er en spotter, den stærke drik larmer op, og ingen der farer vild ved den er vís.“ — Ordsprogene 20:1.

Alkohol kan blandt andet lede de ufornuftige på vildspor fordi den underminerer deres moral. I Hoseas 4:11 står der: „Vin og ny vin tager det gode motiv bort.“ Det lærte John af bitter erfaring. * Efter et skænderi med sin kone tog han på hotel, drak sig fuld og var sin kone utro. Senere fortrød han inderligt hvad han havde gjort, og besluttede at det aldrig skulle ske igen. Et alkoholmisbrug kan skade os fysisk og moralsk og ødelægge vores forhold til Gud. Desuden siger Bibelen at drankere ikke vil få evigt liv. — 1 Korinther 6:9, 10.

Hvornår er det ikke i orden at drikke alkohol?

„De fornuftige ser vanskelighederne komme og undgår dem, men den tankeløse går lige ind i dem og fortryder det senere.“ — Ordsprogene 22:3, Good News Translation.

HVORFOR DET HAR BETYDNING

„Alkohol er et kraftigt virkende rusmiddel,“ oplyser World Book Encyclopedia. Der kan derfor være tidspunkter hvor det vil være uklogt at indtage selv moderate mængder.

HVAD BIBELEN SIGER

Ofte ’går folk lige ind i vanskeligheder’ når de drikker på det forkerte tidspunkt. Bibelen siger at „til alt er der en fastsat tid, ja, der er en tid til hvert et forehavende“, også til at afholde sig fra alkohol. (Prædikeren 3:1) For eksempel er det i visse lande forbudt for mindreårige at drikke alkohol. Eller nogen indtager måske medicin som ikke virker efter hensigten hvis de drikker alkohol. Andre kan være under afvænning. Og for mange mennesker ’er det tid til’ at holde sig fra alkohol før de skal på arbejde, eller mens de er på arbejdspladsen, især hvis de skal betjene potentielt farlige maskiner. Fornuftige mennesker betragter livet og et godt helbred som værdifulde gaver fra Gud. (Salme 36:9) Vi viser respekt for disse gaver når vi lader vores holdning til alkohol forme af Bibelens principper.

^ par. 11 Navnet er ændret.