Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vågn op!  |  Juni 2013

 HJÆLP TIL FAMILIEN | ÆGTESKABET

Hvordan I kan bryde den isnende tavshed

Hvordan I kan bryde den isnende tavshed

UDFORDRINGEN

Hvordan kan to der har aflagt løfte om at elske hinanden, nå dertil hvor de i flere timer — eller endda i flere dage ikke vil tale til hinanden? ’Vi skændes i det mindste ikke længere,’ siger de til sig selv. Men problemet er ikke løst, og det går dem begge på.

HVORFOR DET SKER

Hævn. Nogle ægtefæller benytter tavshed som hævn. Lad os sige at en ægtemand lægger planer for weekenden uden at rådføre sig med sin kone. Når det går op for hende, bliver hun vred og beskylder ham for at være ubetænksom. Og han svarer igen og siger at hun er nærtagende. Konen drejer om på hælen og er nu tavs som graven. I virkeligheden mener hun: „Du har såret mig, så vil jeg også såre dig.“

Manipulation. Nogle lægger den anden på is for at få deres vilje. Et ægtepar planlægger for eksempel en rejse, og konen vil gerne have sine forældre med. Manden protesterer og siger: „Det er mig du har giftet dig med, ikke dine forældre.“ Bagefter lægger han hende på is og ignorerer hende i håb om at hun giver op, og at han får sin vilje.

At et par tager en timeout, giver selvfølgelig begge mulighed for at falde ned når en diskussion er ved at komme ud af kontrol. Den form for tavshed kan være gavnlig. Bibelen siger at der er „en tid til at tie“. (Prædikeren 3:7) Men når tavsheden bruges som hævn eller manipulation, forlænger det ikke blot konflikten, men underminerer også den respekt begge har for hinanden. Hvordan kan I hindre at det sker for jer?

 HVAD DU KAN GØRE

Det første skridt I kan tage for at bryde den isnende tavshed, er at indse at det er en taktik der i bedste fald kun virker på kort sigt. Ved ikke at mæle et ord får du måske stillet din hævntørst eller tvunget din ægtefælle til at give efter for dine ønsker. Men er det virkelig sådan du vil behandle en du har lovet at elske? Der findes bedre måder at løse konflikter på.

Vis dømmekraft. Bibelen siger at ’kærligheden ikke lader sig provokere’. (1 Korinther 13:4, 5) Lad derfor være med at overreagere når din ægtefælle kommer med følelsesladede udtryk som „du hører aldrig efter“, eller „du kommer altid for sent“. Find i stedet frem til hvad der ligger bag ordene. Hvis den anden siger: „Du lytter aldrig“, kan det underliggende budskab være: „Jeg føler ikke at du tager mine synspunkter alvorligt.“ — Princip fra Bibelen: Ordsprogene 14:29.

Betragt din ægtefælle som en medspiller i stedet for en modspiller

Dæmp din stemme. Diskussioner har det med at eskalere. Du kan imidlertid ændre den retning en ophedet diskussion er ved at tage. Hvordan? Bogen Fighting for Your Marriage siger: „Ved at bruge virkningsfulde værktøjer som at blive blidere i stemmen og anerkende din partners synspunkt kan du mindske spændingen og standse optrapningen. Ofte skal der ikke mere til.“ — Princip fra Bibelen: Ordsprogene 26:20.

Tænk mere „os“ i stedet for „mig“. Bibelen siger: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ (1 Korinther 10:24) Hvis du betragter din ægtefælle som en medspiller i stedet for en modspiller, vil du ikke så let blive fornærmet, starte et skænderi og derefter nægte at tale til din mand eller kone. — Princip fra Bibelen: Prædikeren 7:9.

At møde sin ægtefælle med isnende tavshed er ikke i overensstemmelse med den tilskyndelse vi finder i Bibelen i Efeserbrevet 5:33: ’Lad hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have dyb respekt for sin mand.’ Hvorfor ikke træffe den aftale at det ikke er acceptabelt i jeres ægteskab at lægge hinanden på is?