Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vågn op!  |  Januar 2013

 HJÆLP TIL FAMILIEN | FORÆLDREROLLEN

Hvordan du kan kommunikere med din teenager

Hvordan du kan kommunikere med din teenager

UDFORDRINGEN

Som barn fortalte han dig alt. Som teenager fortæller han dig ingenting. Når du prøver at tale med ham, svarer han dig med enstavelsesord eller starter en ophedet diskussion der forvandler dit hjem til en kampzone.

Du kan lære at tale med din teenager. Vær dog opmærksom på to faktorer der kan gøre det sværere. *

HVORFOR DET SKER

Længselen efter uafhængighed. For at blive en ansvarlig voksen må din teenager i overført betydning gradvis bevæge sig fra passagersædet til førersædet og lære at komme sikkert frem ad livets lumske landevej. Naturligvis ønsker nogle teenagere at få mere frihed end de egentlig burde have. På den anden side kunne nogle forældre godt give deres teenagere større frihed end de gør. Dette tovtrækkeri kan skabe betydelige spændinger mellem forældre og teenagere. „Mine forældre forsøger at styre mit liv til mindste detalje,“ sukker 16-årige Benjamin. * „Hvis de ikke giver mig større frihed inden jeg er blevet 18, flytter jeg hjemmefra!“

Abstrakt tænkning. For børn er det hele ofte sort eller hvidt, men mange teenagere opfatter også de grå områder. Det er et vigtigt aspekt inden for abstrakt tænkning og hjælper et ungt menneske til at udvikle en sund dømmekraft. Her er et eksempel: For et barn er begrebet retfærdighed enkelt: ’Mor delte et stykke kage og gav den ene halvdel til mig og den anden til min bror.’ I dette tilfælde er begrebet retfærdighed kogt ned til ren matematik. Teenagere er godt klar over at det ikke er helt så enkelt. For ligebehandling er jo ikke altid retfærdigt, og en retfærdig behandling er ikke altid ens behandling. Ved at tænke abstrakt kan din teenager tage livtag med sådanne indviklede begreber! Hvad er ulempen? Det kan give ham lyst til at prøve kræfter med dig.

 HVAD DU KAN GØRE

Tal om løst og fast. Udnyt de uformelle stunder. Nogle forældre har opdaget at teenagere er mere tilbøjelige til at åbne sig når de går til hånde med noget derhjemme eller mens de sidder ved siden af en af deres forældre i en bil, frem for at sidde over for hinanden. — Princip fra Bibelen: 5 Mosebog 6:6, 7.

Gør det kort. Du behøver ikke at argumentere for dine synspunkter til den bitre ende. Fortæl i stedet hvad du mener . . . og lad det være ved det. Din teenagesøn vil på et senere tidspunkt forstå det meste af det du har sagt, når han er alene og kan tænke over det. Giv ham en chance for at gøre det. — Princip fra Bibelen: Ordsprogene 1:1-4.

Lyt og vær fleksibel. Lyt opmærksomt uden at afbryde for at forstå problemets fulde omfang. Vær rimelig når du giver dit svar. Hvis du strengt holder dig til nogle regler, vil din teenagesøn være fristet til at finde smuthuller. „Det er det der sker når børn lever et dobbeltliv,“ advarer bogen Staying Connected to Your Teenager. „De fortæller hvad forældrene gerne vil høre, men gør som det passer dem så snart forældrene er ude af syne.“ — Princip fra Bibelen: Filipperne 4:5.

Forhold dig rolig. „Når vi er uenige, bliver min mor fornærmet over alt hvad jeg siger,“ udtaler en teenager ved navn Karin. „Det gør mig bare så vred, og samtalen udvikler sig hurtigt til et skænderi.“ I stedet for at overreagere kan du give udtryk for at du forstår dit barns følelser. Frem for at sige at det ikke er noget at bekymre sig om, kan du bruge en vending som „jeg kan godt se hvor meget det går dig på“. — Princip fra Bibelen: Ordsprogene 10:19.

Prøv så vidt muligt at vejlede og ikke at diktere. Din teenagers evne til at tænke abstrakt er ligesom en muskel der skal udvikles. Lad ham derfor ikke slippe for at „træne“ hvis han står i et dilemma. Mens du drøfter sagen med ham, så giv ham en chance for at finde frem til nogle løsninger. Efter at I sammen er kommet på nogle idéer, kan du sige: „Det var blot nogle få muligheder. Tænk over dem en dag eller to, og lad os så stikke hovederne sammen og tale om hvilken løsning du foretrækker, og hvorfor.“ — Princip fra Bibelen: Hebræerne 5:14.

^ par. 5 I denne artikel omtaler vi hovedsagelig teenagere i hankøn, men de omtalte principper gælder begge køn.

^ par. 7 Navnene i denne artikel er ændret.

Lær mere

VAGTTÅRNET

Tal med din teenager — uden at I kommer op at skændes

Din teenager er ved at skabe sig en identitet og har brug for at være i en atmosfære hvor han frit kan give udtryk for sin mening. Hvordan kan du hjælpe?

VAGTTÅRNET

Kommunikation med teenagere

Hvordan kan du tale med en teenager som ikke vil besvare dine spørgsmål?