Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! NOVEMBER 2012

Islommen — en fugl der skal høres

Islommen — en fugl der skal høres

DET er de færreste der glemmer lyden af islommens sælsomme og klagende skrig. Skriget fremkalder følelsen af at være ude i den øde vildmark, og man kan høre det ved afsidesliggende ferskvandssøer og floder i Canada, Europa og i det nordlige USA.

Islommen er en smuk vandfugl, og i USA er den statsfugl i Minnesota. Den er desuden afbilledet på en dollarmønt i Canada. Det er en trækfugl, men den overvintrer for det meste langs kystområder længere mod syd. Hvordan lyder islommens kald, som bare skal høres?

Skrigen, tuden, tremoloer og jodlen

En islom udstøder et kald

En islom har nogle imponerende kald. Et af dem kan betegnes som et klagende skrig der kan høres i miles omkreds om aftenen eller natten. For at holde kontakt med sin mage, sine unger og andre islommer i den samme sø anvender den et mindre kraftigt kald, en slags tuden. Som varselskald frembringer den et tremolo, der er blevet beskrevet som en „vanvittig latter“, og det er det eneste kald den udstøder mens den flyver.

Det er kun hannen der jodler, og den „synes at gøre det i forbindelse med forsvar af sit territorium“, oplyser bladet BirdWatch Canada. „Hver han har sit eget karakteristiske jodlende kald“, og „jo mere lommen vejer, jo dybere toneleje har den“. Når hannen „finder et andet territorium, ændrer den sin jodlen“, og „gør den så forskellig som mulig fra den tidligere beboer“, nævner bladet.

Smuk, smidig og klodset

Islommen har et meget mørkt, næsten sort hoved der changerer i grønt, og den har røde øjne og et langt, sort spidst næb. Dens fjerdragt ændrer udseende alt efter årstiden.

Med sine store svømmefødder er islommen en effektiv jæger, dygtig svømmer og behændig dykker. Den kan dykke helt ned til 60 meters dybde, og af og til forbliver den under vandet i adskillige minutter ad gangen.

 At lette og lande er dog ikke fuglens stærke side! Dens vægt bevirker at den har brug for en „startbane“ for at komme i luften, og den kan være nødt til at løbe et par hundrede meter hen over vandet mens den basker med vingerne inden den kan lette. Derfor foretrækker lommen da også at opholde sig i store søer. Og landingen foregår ved at den kommer flyvende i høj fart med fødderne strakt bagud, som om dens „landingsstel“ er gået i stykker. Den lander på maven og glider lidt videre i vandet.

Islommens store fødder egner sig fortrinligt til at svømme med, men fordi dens fødder sidder langt tilbage på kroppen, forekommer den lidt klodset når den går ja, endda når den står. Derfor bygger islommen sin rede et sted hvor den let kan smutte ned i vandet.

En unge tager et hvil på ryggen af en forælder

Begge forældre skiftes til at ligge på æggene (sædvanligvis to æg), som er olivengrønne og camoufleret med mørke pletter. Æggene klækkes efter cirka 29 dage. Når ungerne er to dage gamle, kan de svømme og foretage korte dyk. Hvis de har brug for et hvil, tager de bare et lift på enten moderens eller faderens ryg. To til tre måneder senere, når ungerne er flyvefærdige, forlader de forældrene.

Blandt islommens fjender tæller ørne, måger, vaskebjørne og den værste af alle — mennesket. Fuglene forgiftes af blylodder som bruges til fiskeri, og olieudslip. Kemisk forurening fra syreregn mindsker bestanden af de fisk lommen lever af. Bølger fra hurtiggående både overskyller fuglenes reder. Og byggerier ved søbredderne driver denne enspænder væk fra sit yngleområde.

Det skal dog siges at bestanden af islommer stadig klarer sig godt. Så fugleelskere skulle i mange år fremover kunne nyde både synet af denne smukke fugl, dens morsomme levevis og lyden af dens unikke kald.