Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! SEPTEMBER 2012

Middelalderens mestre i lægekunst

Middelalderens mestre i lægekunst

MANGE aspekter inden for moderne lægekunst er måske slet ikke så moderne som man skulle tro. Nogle af de behandlingsmetoder som er almindelige i dag, brugte man allerede i flere lande for hundreder af år siden. Det er middelalderens lægekunst i Mellemøsten et eksempel på.

KALIF HARUN AL-RASHID grundlagde i 805 e.v.t. et hospital i sin hovedstad, Baghdad. Fra det 9. til det 13. århundrede opførte og opretholdt andre herskere i hele det islamiske rige hospitaler, fra Spanien til Indien.

På disse hospitaler tog man imod rige som fattige uanset deres religiøse tilhørsforhold. Uddannede læger behandlede ikke blot syge, men var også beskæftiget med at forske og oplære nye praktiserende læger. Der var specialafdelinger for henholdsvis indre sygdomme, øjensygdomme, ortopædi, kirurgi, smitsomme sygdomme og sindslidelser. Hver morgen gik lægerne stuegang med de lægestuderende, undersøgte de syge og foreskrev hvilken kost og medicin de skulle have. Der var desuden farmaceuter som uddelte lægemidler. Administrationspersonalet førte optegnelser, kontrollerede udgifter og havde tilsyn med tilberedningen af mad, såvel som andre administrative opgaver — præcis som i dag.

Historikere betragter disse hospitaler „som en af det islamiske samfunds største bedrifter i middelalderen“. I hele det islamiske rige „gennemgik hospitalet som institution betragtet, en revolutionerende udvikling der øvede indflydelse på i hvilken retning lægevidenskaben og sundhedsplejen ville bevæge sig helt frem til vor tid“, siger forfatteren og historikeren Howard R. Turner.

AL-RAZI (RHAZES) blev født i midten af det niende århundrede i oldtidsbyen Rayy, nu en forstad til Teheran. Han er blevet kaldt „islams og også middelalderens største læge og kliniker“. Til hjælp for andre praktiserende læger førte denne videnskabsmand og tænker optegnelser over sine eksperimentelle metoder, patienternes sygdomme, apparaturer og resultater. Og han tilrådede læger at holde sig ajour med udviklingen inden for deres felt.

Al-Razi præsterede en hel del i sit liv. For eksempel udarbejdede han et værk på 23 bind, Kitab Al-Hawi (Den omfattende Bog), som indeholder hans medicinske skrifter. Denne bog regnes for at være en af de mest betydningsfulde lægevidenskabelige bøger. Efter sigende kan man spore oprindelsen til fødselsvidenskab, gynækologi og øjenoperationer til dette værk. Blandt hans 56 medicinske værker finder vi de ældste og mest pålidelige beskrivelser af kopper og mæslinger. Det var også Al-Razi der fandt ud af at feber er en af kroppens forsvarsmekanismer.

Desuden ledede han hospitaler i Rayy og Baghdad, hvor hans arbejde med de sindslidende førte til at han i dag regnes for at være psykologiens og psykoterapiens grundlægger. Foruden lægekunst fandt Al-Razi også tid til at skrive bøger om kemi, astronomi, matematik, filosofi og teologi.

IBN SINA (AVICENNA), en anden førende personlighed inden for lægevidenskab, blev født i Bukhara, i vore dages Usbekistan. Han var en stor læge, filosof, astronom og matematiker i det 11. århundrede. Ibn Sina skrev en encyklopædi som blev oversat til latin, Canon medicinae, der var en sammenfatning af al den medicinske viden man havde på daværende tidspunkt.

Ibn Sina skrev i sin Canon medicinae at tuberkulose er smitsomt, at sygdomme kan overføres  fra jord og vand, at følelser påvirker det fysiske velvære, og at nerver overfører smerte samt impulser som sammentrækker muskler. I denne encyklopædi er der cirka 760 beskrivelser af lægemidler — fremstillingen af dem, deres egenskaber, virkninger og anvendelsesområder — samt retningslinjer for afprøvning af nye midler. Den latinske oversættelse blev brugt som lærebog på europæiske medicinske fakulteter i hundreder af år.

Et arabisk manuskript med illustrationer af kirurgiske instrumenter

ABU AL-QASIM (ALBUCASIS) er også et fyrtårn i lægekunstens historie. Denne andalusiske innovatør fra det 10. århundrede forfattede et kompendium på 30 bind, deriblandt en 300-siders afhandling om kirurgi. Heri beskrev han avancerede metoder som for eksempel anvendelse af tarmstrenge til indre sammensyninger, fjernelse af skjoldbruskkirtlen og af grå stær samt fjernelse af blæresten ved hjælp af et instrument indført gennem urinrøret.

Albucasis anvendte hvad bogen Science and Islam-A History beskriver som „forholdsvis moderne kliniske teknikker“ til at afhjælpe vanskelige fødsler og behandle en forvreden skulder. Han var den første til at bruge bomuld som kirurgisk bandage, og han anvendte gips til brækkede knogler. Han beskrev også hvordan man kunne sætte løse tænder fast igen, fremstille kunstige tænder, rette skæve tænder og fjerne tandsten.

 I hans afhandling om kirurgi kunne man for første gang se illustrationer af kirurgens instrumenter. Der er præcise tegninger af omkring 200 kirurgiske instrumenter og vejledning om hvordan og hvornår de skulle bruges. Og hvad angår nogle af instrumenternes udformning, er der kun sket få ændringer på tusind år.

Avicenna fører tilsyn med fremstillingen af lægemidler mod kopper

Viden breder sig til Vesten

I det 11. og 12. århundrede begyndte lærde at oversætte de arabiske medicinske tekster til latin, især i Toledo i Spanien og i Monte Cassino og Salerno i Italien. Læger studerede derefter disse oversættelser på universiteter i det latinsk-talende Europa. Den mellemøstlige viden om lægekunst „trængte dybt ind i Europa i de følgende århundreder, måske mere end nogen anden islamisk videnskab“, skriver Ehsan Masood i sin bog Science and Islam-A History.

De opdagelser og opfindelser middelalderens mestre som Rhazes, Avicenna, Albucasis og deres samtidige gjorde, kan med rette siges at have dannet grundlag for det vi i dag kalder den moderne lægevidenskab.