Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vågn op!  |  September 2012

Et kig på nutidens zoologiske haver

Et kig på nutidens zoologiske haver

FOR tre tusind år siden grundlagde en kinesisk kejser en park og kaldte den for den intelligente have. I parken var der udstillet mange levende dyr, og den dækkede et område på 607 hektarer. Dengang må en sådan park have været en sjældenhed.

I dag kan mange millioner jorden over besøge zoologiske haver. „I en verden hvor naturområderne skrumper ind, og befolkningen i stigende grad bor i byer, er zoologiske haver for mange mennesker blevet det sted hvor man lettest kan komme tæt på vilde dyr,“ oplyser bogen Zoos in the 21st Century.

Hvad en moderne zoologisk have kan byde på

De besøgende har mulighed for at opleve nogle af jordens mest betagende dyr i mere eller mindre naturlige omgivelser. Man kan se farvestrålende sommerfugle flagre omkring i et tropehus eller pingviner tage sig et isbad i et indelukke der ligner den frosne ødemark i Antarktis.

Man kan også gå igennem en mini-regnskov og se nogle af de dyr der lever i sådanne skove. Eller man kan træde ind i et rum med dæmpet belysning for at iagttage nataktive dyr. Mange zoologiske haver har akvarier. I nogle zoologiske haver er der endda opvisning af flyvende rovfugle. Det er også muligt at se delfiner udføre luftakrobatik. Før i tiden burede man farlige dyr inde, men i dag lader man dem gå frit omkring i en indhegning omkranset af en voldgrav, der holder de vilde dyr på afstand af publikum.

 En sag set fra to sider

Nogle af de aktivister der kæmper for dyrs rettigheder, sætter spørgsmålstegn ved om man skal fjerne arter fra deres naturlige levesteder og spærre dem inde i unaturlige omgivelser. Aktivisterne hævder at dyrenes færden bliver hæmmet og deres instinktive adfærd forstyrret i zoologiske haver.

Som svar på denne kritik siger dyrepassere at de udfører en vigtig opgave med hensyn til oplysning og naturbevarelse. „Vores mål er at lære folk at respektere dyrene,“ forklarer Jaime Rull fra Faunia i Madrid. „Vi vil gerne give de besøgende lyst til at gøre noget for at bevare dyrenes levesteder, som de er afhængige af for at kunne overleve.“ Undersøgelser har vist at en virkningsfuld fremvisning af dyrene bestemt er med til at øge de besøgendes forståelse for nødvendigheden af at beskytte truede arter.

Nogle sjældne arter — som kæmpepandaen — har tilsyneladende fået en særlig plads i folks hjerte. „Alle de besøgende vil se vores to pandaer,“ siger Noelia Benito fra Madrids  zoologiske have og akvarium. „Denne berømte art er blevet et symbol på vores kamp for at redde truede dyrearter. Vi håber at pandaerne vil få unger, men de er meget kræsne i deres valg af mage.“

I modsætning til pandaerne har mange dyr let ved at formere sig i zoologiske haver, takket være forbedrede forhold og god dyrlægekontrol. Vellykkede avlsprogrammer har medvirket til at gendrive den kritik som har været fremsat af nogle der siger at zoologiske haver ikke burde involvere sig i handel med truede dyrearter. I zoologiske haver sørger man selvfølgelig for hele tiden at have nogle dyr at vise frem, men derudover forsøger man i mange af dem også at opdrætte truede dyr i håb om at de med tiden kan blive genudsat i naturen.

En af hovedårsagerne til at dyr uddør i naturen, er tab af levesteder. Derfor er zoologiske haver aktivt involveret i at finansiere naturbevarelsesprojekter, og de samarbejder direkte med dyrereservater i tropiske lande. *

Tæt på naturen

De fleste børn er meget betaget af dyr. Derfor vil et besøg i en zoologisk have i weekenden eller i ferien give forældre mulighed for at lære deres børn om Guds skaberværk. På den måde kan de sammen komme tæt på naturen.

Mennesker har altid været levende interesseret i dyreverdenen. Det er en interesse som er værd at videregive til vores børn, for gennem naturen kan vi få indsigt i Skaberens personlighed. Et besøg i en zoologisk have kan også øge vores respekt og forståelse for de vidunderlige skabninger der lever på vores sårbare planet.

Med uret, fra øverst til venstre: Tropisk sommerfugl, bengalsk tiger, kæmpepanda, hvidhovedet havørn, californisk søløve

^ par. 12 De bestræbelser zoologiske haver har gjort for at beskytte tigre i Asien, lemurer på Madagaskar og primater i Afrika, har tilsyneladende været en succes.