Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! MAJ 2011

 Unge spørger

Er jeg en fiasko?

Er jeg en fiasko?

„På et tidspunkt havde jeg mindreværdskomplekser over for en af mine venner. Alting syntes så let for hende — tilsyneladende uden at hun gjorde noget særligt. Det fik mig til at spekulere på hvad der var galt med mig. Indimellem er det mig selv der er min værste fjende.“ — Annette. *

TØVER du med at tage nye udfordringer op fordi du føler at du ikke slår til? Sker det at velmenende bemærkninger fra nogle du respekterer, underminerer din selvtillid? Afholder de dumheder du tidligere har begået, dig fra at blive bedre til noget? Hvis de gør, hvordan kan du så lære at leve med dine nederlag — hvad enten de er virkelige eller indbildte?

Du har alt at vinde ved at finde svaret på det sidste spørgsmål, for før eller senere oplever vi alle nederlag. (Romerne 3:23) Men de der kan håndtere nederlag, er viljestærke. De forsøger at se dem i det rigtige lys, rejser sig igen og gør et nyt forsøg. Og næste gang er der større sandsynlighed for at det vil lykkes. Lad os se hvordan du kan klare tre vanskelige udfordringer — et muligt nederlag, et indbildt nederlag eller et virkeligt nederlag.

MULIGT NEDERLAG → HVAD DER KUNNE SKE

Du forventer det værste og holder dig derfor tilbage fra at gøre et forsøg fordi du tror at chancen for at få succes er meget lille.

Find udfordringen. Sæt ✔ ved det du gerne vil have der skal lykkes for dig — men som du tror vil blive et nederlag hvis du forsøger.

  • Forsvare din tro over for klassekammerater
  • Ansøge om et job
  • Tale foran en forsamling
  • Dyrke en sport
  • Synge, eller spille på et instrument
  • Andet

Tænk dig godt om. Tænk på det du har sat tjektegn ved, og besvar følgende spørgsmål idet du overvejer de mulige konsekvenser:

’Hvad kunne jeg tænke mig der skulle ske?’

․․․․․

’Hvad frygter jeg der sker?’

․․․․․

Skriv nu hvorfor du skulle gøre et forsøg, til trods for at du kunne opleve et nederlag.

․․․․․

Bibelsk eksempel. Da Moses af Jehova fik til opgave at lede nationen Israel, var hans første reaktion at spekulere på hvad der kunne gå galt. „Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig?“ spurgte han Gud. Så begyndte han at fokusere på det han ikke var så god til. „Jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det,“ sagde han. „Jeg har svært  ved at udtrykke mig i ord.“ Selv efter at Jehova havde lovet at hjælpe Moses, bønfaldt han Jehova: „Undskyld mig, Herre, send dog en anden!“ (2 Mosebog 4:1, 10, 13, da. aut.) Det endte med at Moses tog imod opgaven, og resten af historien er velkendt. Under Guds ledelse var Moses fører for israelitterne i 40 år.

Hvad du kan gøre. Kong Salomon skrev: „Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har.“ (Prædikeren 9:10) I stedet for at holde dig tilbage fordi du er bange for at noget skal mislykkes for dig, så gør dit bedste. Prøv at komme i tanker om et tilfælde hvor du klarede dig bedre end du havde forventet. Hvad lærte du om dig selv ved at det lykkedes for dig? Hvordan kan den succes hjælpe dig til at overvinde den frygt for fiasko som du oplever nu?

Vink: Du kan om nødvendigt få en af dine forældre eller en moden ven til at give dig nogle forslag til hvordan du kan få mere selvtillid. *

INDBILDT NEDERLAG → HVAD DU TROR DER KUNNE SKE

Når du sammenligner dig med en der er god til noget bestemt, føler du dig som en total fiasko.

Find udfordringen. Hvem sammenligner du dig med, og hvad var det der lykkedes for den person, som fik dig til at føle at du var en fiasko?

․․․․․

Tænk dig godt om. Er det virkelig rigtigt at bare fordi denne person har succes, så er du en fiasko? Skriv herunder om noget du for nylig har været med til, som for eksempel en prøve i skolen, som du klarede rimelig godt, men som en anden klarede bedre end dig.

․․․․․

Skriv lidt om hvorfor det alligevel var godt at du var med.

․․․․․

Bibelsk eksempel. Kain blev „optændt af vrede“ da det viste sig at Jehova så velvilligt til hans bror Abel. Jehova advarede Kain mod hans misundelse, men udtrykte samtidig tillid til at tingene kunne lykkes for Kain hvis han  selv ville. „Hvis du gør det gode,“ sagde Jehova til ham, „finder der så ikke en opløftelse sted?“ * — 1 Mosebog 4:6, 7.

Hvad du kan gøre. I stedet for at „vi udfordrer hinanden“ — selv hvis det kun er i tankerne — er det bedre at vi glæder os over de færdigheder andre har. (Galaterne 5:26; Romerne 12:15) Vær samtidig glad for de særlige evner du selv har, uden dog at prale. Bibelen siger: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene.“ — Galaterne 6:4.

VIRKELIGT NEDERLAG → HVAD DER ER SKET

Du tænker på et tidligere nederlag og føler at det at få succes ikke er anstrengelserne værd.

Find udfordringen. Hvilket nederlag har gjort dig mest ked af det?

․․․․․

En person der er viljestærk, kommer hurtigt op igen — måske med hjælp fra andre

Tænk dig godt om. Er det nederlag du skrev om, et udtryk for hvem du virkelig er? Hvis du for eksempel har givet efter for en svaghed, betyder det så at du er håbløs? Eller er det mere et fingerpeg om at du har brug for hjælp? Hvis du falder mens du deltager i en sportsgren, vil du sikkert tage imod en hjælpende hånd så du kan komme på benene igen. Hvorfor ikke gøre det samme for at kunne tackle et personligt nederlag? Skriv navnet på en du kunne tale med om dit problem. *

․․․․․

Bibelsk eksempel. Indimellem var apostelen Paulus nedtrykt over sine svagheder. „Jeg elendige menneske,“ skrev han. (Romerne 7:24) Det er dog tydeligt at Paulus forstod at hans svagheder ikke var et udtryk for hvem han virkelig var. Han skrev: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen.“ — 2 Timoteus 4:7.

Hvad du kan gøre. Frem for kun at fokusere på dine fejl er det bedre at du glæder dig over dine gode sider. Det gør Jehova. Bibelen siger: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ — Hebræerne 6:10; Salme 110:3

Husk dette: Ingen er fuldkommen. Alle begår fejl af og til. Hvis du kan lære at være viljestærk, har du lært noget vigtigt som kan være til stor hjælp for dig når du bliver voksen. I Ordsprogene 24:16 står der: „Selv om den retfærdige falder syv gange, rejser han sig igen.“ Det kan du også!

^ par. 3 Navnet er ændret.

^ par. 23 Flere oplysninger findes i Vågn op! for maj 2010, side 26-28.

^ par. 31 Kain valgte at se bort fra Jehovas advarsel. Hans nederlag og fald understreger nødvendigheden af at du bremser enhver tendens til misundelse som kunne opstå hos dig på grund af en andens succes. — Filipperne 2:3.

^ par. 36 En kristen som har begået en alvorlig fejl, vil have gavn af at tale med en ældste i menigheden. — Jakob 5:14, 16.