Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! FEBRUAR 2010

Fire ting du bør vide om skilsmisse

Fire ting du bør vide om skilsmisse

Efter at have opgjort husets skader står ejerne over for et valg — de kan enten rive det ned eller redde det.

HAR dit ægteskab nået et sådant kritisk punkt? Har din ægtefælle svigtet din tillid, eller har tilbagevendende konflikter tappet jeres forhold for glæde? Hvis det er tilfældet, tænker du måske: ’Vi elsker ikke hinanden længere,’ eller: ’Det skulle ikke være os,’ eller: ’Vi vidste ikke hvad vi gik ind til da vi blev gift,’ eller endda: ’Måske skulle vi lade os skille.’

Inden du træffer en forhastet beslutning om at opløse ægteskabet, er det vigtigt at du tænker dig om. En skilsmisse sætter ikke altid en stopper for livets bekymringer. Tværtimod bliver gamle problemer ofte afløst af nye. I bogen The Good Enough Teen (Din teenager er helt normal) advarer ph.d. Brad Sachs: „Nogle der er ved at gå fra hinanden, fantaserer om hvordan den perfekte skilsmisse forløber — den bratte og endelige afslutning på den stormfulde og dystre konflikt erstattes af en kølig og beroligende brise af afklarethed og gensidig forståelse. Men en sådan tilstand er lige så uopnåelig som det fuldkomne ægteskab.“ Det har derfor stor betydning at man er velinformeret og har et realistisk syn på spørgsmålet om skilsmisse.

Bibelen og skilsmisse

I Bibelen bliver skilsmisse betragtet som en alvorlig sag; for i Jehova Guds øjne er det en troløs handling at man, uden at bekymre sig, skiller sig fra sin ægtefælle, måske for at gifte sig med en anden — ja, han hader det ligefrem. (Malakias 2:13-16) Ægteskabet er bindende. (Mattæus 19:6) Mange ægteskaber der er blevet opløst på grund af småting, kunne være reddet hvis parterne havde været mere tilgivende. — Mattæus 18:21, 22.

På den anden side giver Bibelen rum for at man kan lade sig skille og indgå nyt ægteskab hvis den ene part har haft et seksuelt forhold uden for ægteskabet. (Mattæus 19:9) Hvis du finder ud af at din ægtefælle har været utro, har du altså ret til at afslutte ægteskabet. Andre bør ikke påtvinge dig deres mening, og det er ikke denne artikels formål at fortælle dig hvad du skal gøre. Det er dig der i sidste ende må leve med konsekvenserne; derfor er det kun dig der kan træffe afgørelsen. — Galaterne 6:5.

I Bibelen siges der imidlertid: „Den kloge overvejer sine skridt.“ (Ordsprogene 14:15) Selvom der er bibelsk grundlag for en skilsmisse, må du alvorligt overveje hvad dette  skridt medfører. (1 Korinther 6:12) „Nogle tror at de skal træffe en hurtig beslutning,“ siger David i Storbritannien. „Efter at have været igennem en skilsmisse ved jeg af erfaring at man har brug for tid til at tænke tingene igennem.“ *

Lad os se på fire vigtige punkter man bør have i tanke. Læg mærke til at ingen af de personer der citeres i det følgende, siger at de traf en forkert beslutning. Men deres udtalelser kaster lys over nogle af de vanskeligheder der tit opstår i månederne, ja, selv i årene, efter en skilsmisse.

 1 Økonomiske problemer

Daniella i Italien havde været gift i 12 år da hun opdagede at hendes mand havde haft en affære med en kollega. „Da jeg fik kendskab til det,“ siger Daniella, „var kvinden gravid i sjette måned.“

Efter at have været separeret i en periode besluttede Daniella at blive skilt. „Jeg forsøgte at redde mit ægteskab, men min mand fortsatte med at være mig utro,“ siger hun. Daniella føler at hun traf den rigtige beslutning. Alligevel nævner hun: „Så snart vi var blevet separeret, blev min økonomiske situation helt forfærdelig. Nogle gange havde jeg ikke engang penge til aftensmad. Jeg drak bare et glas mælk.“

Maria i Spanien oplevede noget lignende. „Min eksmand støtter os ikke økonomisk, og jeg må arbejde hårdt for at kunne afdrage noget af hans gæld. Jeg måtte også flytte fra et rummeligt hus til en lille lejlighed i et usikkert kvarter.“

Som disse erfaringer viser, får kvinder ofte skudt deres økonomi i sænk når ægteskabet opløses. En europæisk undersøgelse der strakte sig over syv år, viste at mænds indkomst steg med 11 procent efter en skilsmisse, hvorimod kvinders indkomst faldt med 17 procent. Mieke Jansen, der stod i spidsen for undersøgelsen, siger: „Nogle kvinder har det svært efter en skilsmisse, for de må tage sig af børnene, finde et arbejde og samtidig klare det følelsesmæssige traume.“ Ifølge nogle advokater, siger Londonavisen Daily Telegraph, „tvinges folk [af sådanne faktorer] til at overveje en ekstra gang om de skal gå hver til sit“.

Hvad der kan ske: Hvis du lader dig skille, kan din indkomst falde. Du kan også blive nødt til at flytte. Opnår du forældremyndigheden, kan det blive svært at forsørge dig selv og i tilstrækkelig grad sørge for børnenes behov. — 1 Timoteus 5:8.

 2 Forældrerollen

„Det kom som et chok at min mand havde været mig utro,“ siger Jane, en kvinde i Storbritannien. „Jeg var helt knust over at han valgte at forlade os.“ Jane lod sig skille fra sin mand. Hun mener stadig at hun traf det rigtige valg, men hun indrømmer: „Det var en udfordring for mig både at skulle være mor og far for børnene. Jeg måtte selv træffe alle beslutningerne.“

Graciela, en fraskilt mor i Spanien, stod i en lignende situation. „Jeg fik fuld forældremyndighed over min 16-årige søn,“ siger hun. „Men puberteten er en svær tid, og jeg var dårligt forberedt på at skulle opdrage min søn alene. Jeg græd både dag og nat. Jeg følte at jeg som mor var en fiasko.“

De der har fælles forældremyndighed, har endnu et problem — de skal enes med deres tidligere ægtefælle om besøgsordninger, børnebidrag, opdragelse og andre følsomme emner. Christine, en fraskilt mor i USA, siger: „Det er ikke let at få et samarbejde med sin tidligere ægtefælle til at fungere. Der er så mange følelser indblandet, og hvis man ikke passer på, kan det ende med at man bruger sit barn som et redskab til at mele sin egen kage.“

Hvad der kan ske: De bestemmelser angående forældremyndighed der fastsættes af en domstol, vil måske ikke være så fordelagtige som du kunne tænke dig. Hvis I får fælles forældremyndighed, vil din tidligere ægtefælle måske heller ikke være så rimelig som du kunne ønske dig hvad angår de førnævnte ting som besøgsordninger, økonomisk støtte og så videre.

 3 Hvordan man påvirkes af en skilsmisse

Mark fra Storbritannien oplevede mere end én gang at hans hustru var utro. „Anden gang kunne jeg ikke klare tanken om at det kunne ske igen,“ siger han. Mark blev skilt fra sin hustru, men han opdagede at han stadig følte noget for hende. „Når nogen siger noget negativt om hende, tror de at de hjælper mig, men det  gør de ikke. Der går lang tid inden kærligheden forsvinder.“

David, der er citeret tidligere, blev også helt knust da han fandt ud af at hans kone havde et forhold til en anden mand. „Jeg kunne simpelt hen ikke tro at det var sandt,“ siger han. „Jeg ønskede at tilbringe resten af mit liv sammen med hende og vores børn.“ David valgte at blive skilt, men opløsningen af ægteskabet har gjort ham usikker på fremtiden. „Mon der findes nogen der virkelig vil kunne elske mig, eller vil det samme ske hvis jeg gifter mig igen?“ spørger han. „Min tillid har fået et knæk.“

Hvis du er fraskilt, må du forvente at gennemleve mange forskellige følelser. På den ene side holder du stadig af den person som du har været „ét kød“ med. (1 Mosebog 2:24) På den anden side er du måske bitter og vred over det der er sket. „Selv efter adskillige år,“ siger Graciela, der er nævnt tidligere, „føler man sig forvirret, ydmyget og hjælpeløs. Man mindes mange lykkelige stunder fra ægteskabet og tænker: ’Han plejede at sige at han ikke kunne leve uden mig. Løj han hver gang? Hvorfor skete alt dette?’“

Hvad der kan ske: Du vil måske stadig føle vrede og bitterhed over din ægtefælles behandling af dig. Nogle gange kan ensomheden være overvældende. — Ordsprogene 14:29; 18:1.

 4 Hvordan børnene påvirkes af en skilsmisse

„Jeg var knust,“ siger José, en fraskilt far i Spanien. „Det værste øjeblik var da jeg opdagede at den skyldige var min søsters mand. Jeg havde bare lyst til at dø.“ José lagde mærke til at hans to drenge — på to og fire år — også var påvirket af det deres mor havde gjort. „De kunne ikke affinde sig med situationen,“ fortæller han. „De forstod ikke hvorfor deres mor boede sammen med deres onkel, og hvorfor  jeg havde taget dem med mig og var flyttet ind hos min søster og min mor. Hvis jeg skulle nogen steder, spurgte de: ’Hvornår kommer du hjem?’ eller sagde: ’Far, du må ikke gå fra os!’“

Børn er ofte de glemte ofre på skilsmissens slagmark. Men hvad nu hvis forældrene bare ikke kan finde ud af det sammen? Er skilsmisse i et sådant tilfælde virkelig „bedre for børnene“? I de senere år er man begyndt at drage denne opfattelse i tvivl — især når de ægteskabelige problemer ikke er særlig store. Bogen The Unexpected Legacy of Divorce (Skilsmissens uventede følger) oplyser: „Mange voksne der er fanget i et ulykkeligt ægteskab, ville blive overraskede over at finde ud af at deres børn er forholdsvis tilfredse. De er ligeglade med om deres mor og far sover hver for sig, bare familien bliver sammen.“

Det skal indrømmes at børn ofte er klar over det når deres forældre ikke kan enes, og at de spændinger der er i et ægteskab, kan gå ud over børnene mentalt. Men det vil være forkert at gå ud fra at en skilsmisse automatisk er det bedste for børnene. „Ægteskabets rammer synes at give forældrene mulighed for stadig at opdrage børnene på en konsekvent og afbalanceret måde som de vil rette sig efter, selv når ægteskabet langtfra er ideelt,“ skriver Linda J. Waite og Maggie Gallagher i deres bog The Case for Marriage (Hvad der taler for ægteskabet).

Hvad der kan ske: Skilsmisse kan have en ødelæggende virkning på dine børn, især hvis du ikke opfordrer dem til at få et naturligt forhold til din tidligere ægtefælle. — Se rammen  „Fanget midt imellem“.

Denne artikel har behandlet fire faktorer som du gør klogt i at overveje hvis du påtænker at lade dig skille. Som nævnt tidligere er det op til dig at træffe en beslutning hvis din ægtefælle har været utro. Hvad du end vælger at gøre, bør du være klar over konsekvenserne. Vær forberedt på de vanskeligheder du vil komme ud for, og på hvordan du vil klare dem.

Efter at have overvejet sagen føler du måske at det bedste ville være at arbejde på at styrke dit ægteskab. Men er det muligt?

^ par. 8 Navnene i denne artikel er ændret.