Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! SEPTEMBER 2008

Er døden virkelig afslutningen på alt?

Er døden virkelig afslutningen på alt?

I FEBRUAR 1987 valgte en 85-årig mand at afbryde den dialysebehandling der havde holdt ham i live. To uger senere sov han stille ind i sit hjem med sin eneste søn ved sin side.

I dagene op til den ældre mands død havde han og hans søn haft lejlighed til at tale om et emne de havde drøftet før: Er der et liv efter døden? Faderen, som havde en akademisk uddannelse, var skeptiker. Han var blevet påvirket af evolutionslæren og følte sig frastødt af det religiøse hykleri. Han betegnede sig selv som agnostiker, for han mente ikke at man med sikkerhed kunne vide om Gud eksisterede eller ej.

I sit ønske om at give faderen trøst og håb viste sønnen ham at det virkelig er muligt at få livet igen. Da faderen nærmede sig døden, indrømmede han at han godt kunne tænke sig at leve igen, med et godt helbred og friske kræfter.

Trøst når man konfronteres med døden

De fleste, om ikke alle, ville ønske at de efter døden kunne få livet igen, vel at mærke hvis de kunne genvinde deres helbred og kræfter og leve i en verden med fred. Mennesker adskiller sig fra dyrene, der styres af instinkter, og som i Bibelen beskrives som „fornuftløse“. (2 Peter 2:12) For eksempel begraver vi vores døde. Vi lægger planer for fremtiden. Vi ønsker ikke at blive gamle, syge og dø. Ikke desto mindre hører sådanne ting med til livets realiteter.

Når vi tænker på vores egen eller en af vore kæres død, bliver vi triste til mode. Men Bibelen omtaler ikke dét at gøre sig tanker om døden som noget negativt. Den siger: „Det er bedre at gå hen til et hus hvor der sørges, end at gå hen til et hus hvor der festes,“ og tilføjer: „Den der lever bør tage det til hjerte.“ (Prædikeren 7:2) Hvorfor skal vi tage døden til hjerte, eller tænke dybt over den?

En af grundene er at vi har et medfødt ønske om at leve og at glæde os over et liv i fred og tryghed. Vi føler os helt naturligt frastødt af tanken om at vi skal dø, at vi på et tidspunkt ikke længere eksisterer. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at acceptere. Bibelen forklarer hvorfor: Gud har lagt „tidens uendelighed“, eller „evigheden“ i menneskenes „hjerte“, eller i deres „sind“. (Prædikeren 3:11; Revised Standard Version; se også den danske autoriserede oversættelse). Vi ønsker at leve, ikke at dø. Ville dette ønske være så stærkt hvis ikke det altid havde været Skaberens hensigt at vi skulle leve evigt? Er det virkelig muligt at få livet igen og opnå varig sundhed og lykke?

Der er grund til at nære håb

Sidste år var der i tidsskriftet AARP The Magazine, som udgives af American Association of Retired Persons (den amerikanske forening for pensionister) en artikel med titlen „Livet efter døden“. Snesevis af interviews med personer over 50 viste at „næsten tre fjerdedele (73 procent) af de adspurgte var enige i udsagnet: ’Jeg tror på et liv efter døden.’“ Tidsskriftet nævnte også at næsten en fjerdedel tilsluttede sig udsagnet: „Jeg tror ikke at jeg lever videre efter døden.“ Men er det dét folk ønsker at tro på?

I den samme artikel bliver en mand ved navn Tom, en katolik fra New York, citeret for at sige: „Ja, de prædiker at der er et liv efter døden, men den er god med dem! Der er jo så mange opfattelser af sådan noget. Man må bare selv finde ud af hvad man vil tro på. Jeg går til messe og lever mit liv som om der er noget  bagefter, men det tror jeg faktisk ikke at der er. Hvis der er, ja, så er det jo bare fint!“

Mange mennesker er skeptiske ligesom Tom. Det samme var faderen som er omtalt i indledningen af artiklen, og som ofte sagde til sin søn: „Det er kun folk som ikke kan se dødens realiteter i øjnene, der har behov for at tro på noget.“ Men som han og andre skeptikere har måttet erkende, giver troen på en almægtig Skaber en forklaring på forbløffende processer som ellers er uforklarlige.

For eksempel begynder hjernecellerne hos et menneskefoster at blive dannet blot tre uger efter undfangelsen. Disse celler formerer sig i spurter; til tider dannes der op mod en kvart million celler i minuttet! Ni måneder senere bliver barnet født med en hjerne der har en enorm kapacitet til at lære. Molekylærbiologen James Watson har kaldt menneskehjernen „det mest komplekse vi endnu har opdaget i universet“.

Bliver du — som de fleste andre — fyldt med forundring og ærefrygt når du tænker over sådanne undere? Har dine overvejelser hjulpet dig til at nå frem til et svar på det spørgsmål som en mand stillede for længe siden: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ Manden sagde tillidsfuldt til Gud: „Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ — Job 14:14, 15.

Vi har god grund til at overveje om det virkelig er muligt at komme til at leve igen efter døden, og om der er vidnesbyrd der støtter dette.