Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! JANUAR 2004

 Hvad siger Bibelen?

Kan diplomati skabe fred i verden?

Kan diplomati skabe fred i verden?

KUNNE du tænke dig at enhver form for krig skulle høre op? At der fandtes en eller anden diplomatisk løsning på nationale og internationale konflikter? Mange er af den opfattelse at krige kunne fjernes fuldstændig hvis verdenslederne simpelt hen samarbejdede om det. Men måske er du skuffet over de resultater som indtil nu er opnået gennem diplomati. I århundreder har diplomater ratificeret traktater, udformet resolutioner og afholdt topmøder uden at have fundet nogen varig løsning på problemerne.

Bibelen har meget at sige om diplomati og fred. Den besvarer følgende spørgsmål: Hvilke faktorer står lige nu i vejen for at der kan opnås fred? Bør kristne involvere sig i diplomati? Hvad skal der til for at sand fred kan blive en realitet?

Hvad står i vejen for freden?

Flere beretninger i Bibelen viser at personlig forhandling kan føre til fred. For eksempel overbeviste Abigajil på en klog måde David og hans mænd om at de ikke skulle hævne sig på  hendes husstand. (1 Samuel 25:18-35) Og Jesus fortalte en lignelse om en konge der ville have svært ved at stå sig imod fjenden, og derfor udsendte en delegation for at bede om fred. (Lukas 14:31, 32) Ja, Bibelen anerkender at visse former for diplomati kan løse konflikter. Men hvordan kan det da være at fredskonferencer i mange tilfælde ikke fører til det ønskede resultat?

Bibelen har forudsagt at den tid vi lever i, ville være vanskelig. På grund af Satan Djævelens onde indflydelse ville menneskene være „uforsonlige, . . . vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste“. (2 Timoteus 3:3, 4; Åbenbaringen 12:12) Jesus profeterede desuden om at afslutningen på denne tingenes ordning ville være kendetegnet af „krige og rygter om krige“. (Markus 13:7, 8) Og ingen kan benægte at disse kendetegn er blevet mere fremherskende. Er der da noget at sige til at de forsøg der gøres på at opnå fred mellem nationerne, ofte slår fejl?

Man skal heller ikke glemme at diplomater, skønt de arbejder hårdt for at undgå konfrontationer, først og fremmest plejer deres eget lands interesser. Det er dybest set dét politisk diplomati drejer sig om. Man kan derfor spørge om kristne bør involvere sig i den slags.

Uanset sine motiver har en diplomat hverken evne eller magt til at fremkomme med varige løsninger

Kristne og diplomati

Bibelen giver følgende råd: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse.“ (Salme 146:3) Det vil sige at en diplomat, uanset sine motiver, hverken har evne eller magt til at fremkomme med varige løsninger.

Da Jesus blev stillet for retten og stod ansigt til ansigt med Pontius Pilatus, sagde han: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ (Johannes 18:36) Fredsbestræbelser er ofte farvet af nationalistisk had og politisk selviskhed. Derfor undgår sande kristne at have noget at gøre med verdens konflikter og dens forsøg på at løse dem ad diplomatisk vej.

Vil det sige at kristne ikke interesserer sig for verdens anliggender? Er de ufølsomme over for menneskelige lidelser? Absolut ikke. Tværtimod beskrives Guds sande tilbedere som mennesker der „sukker og stønner“ over alt det der sker omkring dem. (Ezekiel 9:4) Kristne stoler fuldt og fast på at Gud vil opfylde sit løfte om fred. Forestiller du dig at fred i verden slet og ret er en verden uden krig? Guds rige vil naturligvis gøre ende på krig. (Salme 46:8, 9) Men derudover vil det indføre fuldstændig sikkerhed og velvære for alle jordens indbyggere. (Mika 4:3, 4; Åbenbaringen 21:3, 4) En sådan altomfattende fred kan aldrig opnås gennem diplomati eller gennem nogen menneskeskabt „fredsbevarende“ organisation.

Bibelens profetier og de erfaringer der er gjort indtil nu, viser klart at det kun vil føre til skuffelse at stole på menneskers bestræbelser for at skabe fred ad diplomatisk vej. De der baserer deres håb om fred på Jesus Kristus, og som støtter Guds rige, vil derimod se deres ønske om sand fred blive til virkelighed. Og, endnu bedre, de vil kunne glæde sig over freden for evigt. — Salme 37:11, 29.