Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vågn op!  |  1993-10-08

Hvordan kan vi beskytte vore børn?

Hvordan kan vi beskytte vore børn?

„Du må aldrig sige det til nogen. Det er din og min hemmelighed.“

„Ingen vil tro dig.“

„Hvis du fortæller det vil dine forældre hade dig. De vil få at vide at det er din skyld.“

„Vil du ikke længere være min særlige ven?“

„Du vil da ikke have at jeg kommer i fængsel, vel?“

„Jeg slår dine forældre ihjel hvis du fortæller det.“

LIGE så snart børnemisbrugerne har fået deres perverse lyster tilfredsstillet efter at have berøvet de misbrugte børn deres tryghed og uskyld, kræver de endnu en ting af deres ofre — TAVSHED. For at sikre sig børnenes tavshed indgyder de dem skamfølelse, bruger hemmelighedskræmmeri eller øver direkte terror. Børnene berøves således deres bedste våben mod misbrug — viljen til at fortælle andre om det og søge beskyttelse hos en voksen.

Tragisk nok samarbejder voksensamfundet ofte uafvidende med børnemisbrugerne. Hvordan det? Ved at lukke øjnene for problemet, ved at opdyrke en tys-tys-holdning til det, og ved at tro på ofte gentagne myter. Uvidenhed, fejlinformation og tavshed beskytter misbrugerne, ikke ofrene.

Den Katolske Bispekonference i Canada konkluderede for nylig at det var „et generelt fortielsessystem“ der tillod groft børnemisbrug at fortsætte i årtier blandt katolske gejstlige. Tidsskriftet Time skriver også i en artikel om den udbredte incestplage at „fortielsessystemet“ er en faktor som „kun forværrer tragedien“ i familierne.

Time bemærker imidlertid at dette fortielsessystem er ved at gå i opløsning. Hvorfor? Kort sagt skyldes det bedre uddannelse. Som Asiaweek skriver: „Alle eksperter er enige om at det bedste forsvar mod børnemisbrug er folkeoplysning.“ For at kunne beskytte deres børn må forældrene forstå at problemet eksisterer. Bliv ikke ført bag lyset af misforståelser som beskytter misbrugerne og ikke børnene. — Se rammen på side 6.

 Undervis dit barn!

Den vise kong Salomon fortalte sin søn at kundskab, visdom og tænkeevne kunne udfri ham „fra den onde vej, fra enhver der fører fordærvet tale“. (Ordsprogene 2:10-12) Er det ikke netop hvad børn har brug for? I en folder udgivet af FBI med titlen Child Molesters: A Behavioral Analysis (Børnemisbrugere: En adfærdsanalyse) siges der under overskriften „Det ideelle offer“: „For de fleste børn er sex et tabuemne som de modtager meget få nøjagtige oplysninger om, især af deres forældre.“ Lad ikke dine børn være „ideelle ofre“. Fortæl dem om kønslivet. * Intet barn der kommer i puberteten bør således være uvidende om hvilke kropslige forandringer han eller hun vil gennemgå. Uvidenhed vil gøre dem forvirrede, skamfulde — og sårbare.

En kvinde som vi kan kalde Jane blev seksuelt misbrugt som barn, og flere år senere blev hendes egne to børn seksuelt misbrugt. Hun fortæller: „Under min egen opvækst talte vi aldrig om kønslivet. Jeg forbandt det derfor med noget pinligt. Da jeg selv fik børn gentog historien sig.  Jeg kunne tale med andre folks børn, men ikke med mine egne. Jeg tror at det er skadeligt, for børn er sårbare hvis man ikke kan snakke med dem om den slags.“

Forebyggelsen skal begynde tidligt. Når du lærer dine børn hvad de forskellige kropsdele hedder, så fortæl dem at visse legemsdele, såsom skeden, brysterne, anus og penis, har en særlig funktion, men at de er private, intime. „Andre mennesker må ikke røre dem — ikke engang deres mor eller far — og heller ikke lægen medmindre mor eller far er til stede eller har givet ham lov.“ * Ideelt set bør begge forældre eller begge værger fortælle børnene dette.

I The Safe Child Book forklarer Sherryll Kraizer at selv om det skulle være en naturlig sag at ignorere en misbruger, at skrige eller løbe væk fra vedkommende, giver mange børn der er blevet misbrugt, senere udtryk for at de ikke ønskede at være uhøflige mod den voksne. Børnene skal altså have at vide at der findes voksne som begår onde handlinger, men at ikke engang et barn er forpligtet til at adlyde den slags mennesker når det de vil have dem til at gøre er forkert. I sådanne tilfælde har et barn sin fulde ret til at sige nej, ligesom Daniel og hans venner gjorde da nogle voksne babyloniere ønskede at de skulle spise uren mad. — Daniel 1:4, 8; 3:16-18.

En anbefalet undervisningsmetode er at lege „Hvad vil du gøre hvis . . . ?“ For eksempel kunne du spørge: „Hvad vil du gøre hvis din lærer siger at du skal slå et andet barn?“ Eller: „Hvad vil du gøre hvis (mor, far, en præst, en politimand) siger at du skal springe ned fra en høj bygning?“ Barnets svar kan være utilstrækkeligt eller direkte forkert, men dét bør ikke få forældrene til at fare hårdt frem. Legen skal ikke bestå i chok- eller skræmmebehandling. Mange eksperter anbefaler at man leger denne leg på en venlig, kærlig og endda sjov måde.

Lær dernæst børnene at afvise udtryk for hengivenhed som er upassende eller som får dem til at føle sig ilde til mode. Du kan for eksempel spørge: „Hvad vil du gøre hvis en af mors eller fars venner forsøger at kysse dig på en måde du synes er underlig?“ * Det er ofte bedst at opmuntre barnet til at vise hvad det i så fald vil gøre.

På samme måde kan børn lære at modstå de øvrige metoder som misbrugerne benytter. Man kan for eksempel spørge barnet: „Hvad vil du gøre hvis nogen siger: ’Du er den jeg holder allermest af. Vil du ikke være min ven?’“ Hvis barnet har lært at afvise sådanne tilnærmelser, kan man gå videre i sin oplæring. Man kan spørge: „Hvis nogen siger: ’Du ønsker da ikke at gøre mig ked af det, vel?’ Hvad vil du så sige?“ Lær barnet hvordan man kan sige nej gennem ord og gennem et klart, afgjort kropssprog. Husk at misbrugeren ofte afprøver barnets reaktion på listige tilnærmelser. Barnet må derfor lære at stå fast og svare: „Jeg siger det!“

Lær børnene at de kan afvise upassende tilnærmelser ved at sige nej, enten i ord eller i et klart og afgjort kropssprog

Vær grundig i din opdragelse

Nøjes ikke med at tale med barnet én gang. Børn har brug for at få tingene gentaget ofte.  Brug dømmekraft når du skal finde ud af hvor direkte opdragelsen skal være. Men vær grundig.

Kom enhver hemmelig aftale i forkøbet som en misbruger måtte forsøge at indgå. Børn bør vide at det aldrig er rigtigt af en voksen at bede dem om at holde noget hemmeligt for deres far eller mor. Du må forsikre dem om at det altid er rigtigt af dem at fortælle det de har hørt eller oplevet — selv hvis de har lovet ikke at fortælle det. (Jævnfør Fjerde Mosebog 30:12, 16.) Nogle misbrugere forsøger at lægge pres på barnet ved at true med at fortælle familien om noget det har gjort forkert. De siger: „Jeg vil ikke sladre om dig hvis du ikke sladrer om mig.“ Børnene skal derfor vide at de aldrig vil komme i vanskeligheder hvis de betror sig til deres forældre — selv ikke under sådanne omstændigheder. De kan trygt lette deres hjerte.

Din opdragelse bør også lære børnene at modstå trusler. Nogle misbrugere har dræbt små dyr i børns påsyn og truet med at gøre det samme med deres forældre. Andre har advaret deres ofre om at de vil forgribe sig på deres mindre søskende. Lær børnene at de altid skal ’sladre’ om en misbruger, uanset hvor alvorligt de bliver truet.

I denne henseende kan Bibelen være et nyttigt redskab. På en meget levende måde understreger Bibelen Jehovas almagt, og dette kan tage brodden af misbrugerens trusler. Børnene må vide at uanset hvilke trusler de bliver udsat for, er Jehova i stand til at hjælpe dem. (Daniel 3:8-30) Selv når de onde gør dem Jehova elsker fortræd, kan han altid gøre skaden god igen og rette op på tingene. (Job, kapitel 1, 2; 42:10-17; Esajas 65:17) Du kan forsikre dem om at Jehova ser alt hvad der foregår, også når onde mennesker gør noget ondt og gode mennesker prøver at holde stand mod dem. — Jævnfør Hebræerbrevet 4:13.

Forsigtige som slanger

Det er de færreste pædofile personer der bruger vold for at tvinge et barn. Almindeligvis foretrækker de først at blive venner med barnet. Jesu råd om at være „forsigtige som slanger“ er derfor værd at følge. (Mattæus 10:16) En af de bedste beskyttelsesforanstaltninger mod misbrug er forældrenes nøje opsyn med deres børn. Nogle misbrugere er på udkig efter børn som befinder sig alene på offentlige steder og indleder en samtale med dem for at gøre dem nysgerrige: „Kan du lide motorcykler?“ eller: „Kom og se dukkerne i min bil.“ Du kan ganske vist ikke konstant holde øje med dine børn, men må give dem en vis bevægelsesfrihed, hvilket også eksperterne mener. Men ansvarsbevidste forældre vil passe på ikke at give deres børn større frihed end de er modne til at forvalte.

Sørg for at kende alle voksne og unge som kommer i berøring med dine børn,  og vær ekstra forsigtig når du beslutter hvem der skal passe dine børn mens du er væk. Vær især forsigtig med babysittere der får dine børn til at føle sig underligt eller ubehageligt tilpas. Vær ligeledes opmærksom på teenagere der synes usædvanligt interesserede i dine mindreårige børn og som ikke har jævnaldrende venner. Undersøg også barnets børnehave eller skole. Gå rundt i lokaliteterne og tal med personalet, idet du lægger mærke til hvordan de kommer ud af det med børnene. Spørg om de har noget imod at du en gang imellem kommer uanmeldt for at se hvordan det går dine børn. Hvis der er noget du er utryg ved, så overvej situationen igen. Se Vågn op! for 8. december 1987, side 3-11.

Men sandheden er desværre at selv ikke de bedste forældre kan have et øje på hver finger. — Prædikeren 9:11.

Hvis forældrene samarbejder kan de imidlertid holde et vågent øje i hjemmet. Og hjemmet er det sted hvor der hyppigst finder børnemisbrug sted. Dette emne vil vi fokusere på i næste artikel.

^ par. 13 Se Vågn op! for 22. februar 1992, side 3-11, og 8. juli 1992, side 30.

^ par. 15 Naturligvis må forældrene bade og skifte helt små børn og vaske deres intime legemsdele. Men lad børnene lære at vaske sig selv så tidligt som muligt. Nogle eksperter anbefaler at man prøver at lære børnene at vaske deres intime legemsdele allerede i treårsalderen.

^ par. 18 Nogle eksperter peger på at et barn der tvinges til at kysse eller omfavne alle og enhver, ikke vil have gavn af ovenstående undervisningsmetode. Nogle forældre lærer derfor deres børn venligt at undskylde sig eller finde på en anden form for „hilsen“ hvis nogen forlanger noget upassende af dem.