Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VÅGN OP! 1993-10-08

Dit barn er i fare!

Dit barn er i fare!

Det er en uhyggelig kendsgerning i denne syge verden at der er børn som bliver seksuelt misbrugt. I tidsskriftet Lear’s siges der: „Det berører flere af os end kræft, hjertesygdomme og AIDS.“ Vågn op! føler således en forpligtelse til at advare sine læsere mod denne fare og oplyse om hvad man kan gøre. — Jævnfør Ezekiel 3:17-21; Romerbrevet 13:11-13.

I DE senere år er man på verdensplan blevet mere og mere opmærksom på det udbredte seksuelle misbrug af børn. Men det at berømtheder er stået frem i medierne og har fortalt at de er blevet misbrugt som børn, har ført til misforståelser. Nogle tror at al denne snak om overgreb på børn blot er et nymodens påhit. Sådanne seksuelle overgreb er imidlertid ikke af nyere dato. De er forekommet næsten lige så længe der har været mennesker til.

Et ældgammelt problem

For 4000 år siden var byerne Sodoma og Gomorra berygtede for deres fordærv. Pædofili var tydeligvis en af indbyggernes mange laster. I Første Mosebog 19:4 fortælles der at en skare sexgale indbyggere i Sodoma, „fra dreng til gammel mand“, søgte at voldtage Lots to mandlige gæster. Ved nærmere eftertanke kunne man spørge: Ville drenge af sig selv blive optændt ved tanken om at voldtage mænd? Nej, de var tydeligvis allerede vant til homoseksuelle perversiteter.

Flere hundrede år senere flyttede Israels nation til Kana’ans land. Dette land var præget af incest, homoseksualitet, prostitution og endda rituel ofring af småbørn til dæmonguder, i en sådan grad at der i Moseloven blev givet direkte forbud mod alle disse onde handlinger. (3 Mosebog 18:6, 21-23; 19:29; Jeremias 32:35) Trods guddommelige advarsler antog de oprørske israelitter, deriblandt nogle af kongerne, disse afskyelige skikke. — Salme 106:35-38.

I det gamle Grækenland og Rom stod det imidlertid langt værre til i så henseende. Barnemord var normalt i begge lande, og i Grækenland var det almindeligt accepteret at ældre mænd havde kønsligt samkvem med drenge. I alle græske byer i oldtiden var der drengebordeller. I Romerriget var børneprostitution så almindeligt at man opkrævede særlige skatter og havde specielle helligdage for dette erhverv. I arenaerne blev piger voldtaget og tvunget til at have omgang med dyr. Lignende grusomheder fandt sted i mange andre af oldtidens nationer.

Hvad med den tid vi lever i? Er vi ikke blevet så civiliserede i dag at den slags horrible seksuelle handlinger er ophørt? Ikke hvis vi ser begivenhederne i Bibelens lys. Apostelen Paulus kalder vor tid for „kritiske tider som er vanskelige at klare“. Han beskriver i detaljer den omsiggribende egenkærlighed, trangen til fornøjelser, og familiens sammenbrud som vi  kender det i det moderne samfund, og tilføjer: „Onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre.“ (2 Timoteus 3:1-5, 13; Åbenbaringen 12:7-12) Har børnemisbruget, der ofte øves af „onde mennesker og bedragere“, grebet om sig?

Et problem der trænger sig på

Overgreb på børn er ofte indhyllet i hemmelighedsfuldhed, så ofte at det er blevet kaldt den skjulte forbrydelse. Men omfanget af den slags forbrydelser er steget uafbrudt i de sidste par årtier. Los Angeles Times i De Forenede Stater har ladet foretage en undersøgelse af problemet. Den har vist at 27 procent af alle kvinder og 16 procent af alle mænd er blevet seksuelt misbrugt som børn. Disse tal er chokerende, men andre kvalificerede skøn for De Forenede Stater er langt højere. I en dansk undersøgelse er man nået til det resultat at 10 procent af alle voksne danskere har været seksuelt misbrugt som børn.

I Malaysia er antallet af anmeldte børnemisbrug blevet firdoblet i de sidste ti år. I Thailand erkendte 75 procent af mændene i én undersøgelse at de opsøgte børneprostituerede. Officielle skøn i Tyskland lyder på at hele 300.000 børn hvert år bliver seksuelt misbrugt. Ifølge den sydafrikanske avis Cape Times er antallet af anmeldelser af sådanne overgreb steget med 175 procent i løbet af de sidste tre år. I Holland og Canada har socialforskere fundet at cirka en tredjedel af alle kvinder er blevet seksuelt misbrugt som børn. I Finland siges 18 procent af pigerne i niende klasse (15 eller 16 år) og 7 procent af drengene at have været i seksuel kontakt med nogen der var mindst fem år ældre end de selv.

I flere lande er der desuden kommet uhyggelige oplysninger frem om at religiøse kulter misbruger børn ved sadistiske seksuelle ritualer og torturmetoder. Ofte bliver de der står frem og siger at de har været ofre for sådanne forbrydelser mødt med skepsis snarere end medfølelse.

Børnemisbrug er altså hverken sjældent eller af nyere dato. Det er et gammelt problem som i dag har fået epidemisk karakter. Det har haft forfærdende følger. Mange ofre føler sig fuldstændig værdiløse og har ingen selvrespekt. Eksperter på området siger at misbrugte piger blandt andet løber hjemmefra, tyr til stof- og alkoholmisbrug, bliver deprimerede, forsøger selvmord, bliver kriminelle, promiskuøse, eller får søvnforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder. Langtidsvirkningen kan være at de bliver dårlige forældre, bliver frigide, kommer til at nære mistillid til mænd, gifter sig med en der er pædofil, bliver lesbiske, lader sig prostituere, eller endog selv bliver børnemisbrugere.

Det er dog ikke umuligt for et offer at undgå disse eftervirkninger. En forkert handlemåde kan ikke udelukkende undskyldes med at man engang selv er blevet misbrugt. Misbrug forudbestemmer ikke ofrene til at blive umoralske eller kriminelle. Det fjerner heller ikke deres personlige ansvar for de valg de træffer senere i livet. Men disse almindelige følger for ofrene er en virkelig fare. De gør følgende spørgsmål aktuelt: Hvordan kan vi beskytte vore børn mod overgreb?