Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Vælg sprog Dansk

 A4

Guds navn i De Hebraiske Skrifter

Guds navn med de oldhebraiske bogstaver man brugte inden eksilet i Babylon

Guds navn med de hebraiske bogstaver man brugte efter eksilet i Babylon

Guds navn, repræsenteret ved de fire hebraiske konsonanter יהוה, forekommer næsten 7.000 gange i De Hebraiske Skrifter. Ny Verden-Oversættelsen gengiver disse fire bogstaver, kendt som tetragrammet, med “Jehova”. Dette navn forekommer langt oftere end noget andet navn i Bibelen. De inspirerede skribenter bruger mange titler og betegnelser om Gud, for eksempel “Den Almægtige”, “Den Højeste” og “Herren”, men tetragrammet er det eneste navn de bruger til at identificere Gud.

Jehova Gud sørgede for at bibelskribenterne brugte hans navn. For eksempel lod han profeten Joel skrive: “Enhver som påkalder Jehovas navn, vil blive frelst.” (Joel 2:32) Og Gud fik en salmist til at skrive: “Lad folk vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er Den Højeste over hele jorden.” (Salme 83:18) Faktisk forekommer Guds navn omkring 700 gange alene i Salmernes Bog – en bog med poesi der skulle synges og reciteres af Guds folk. Hvorfor mangler Guds navn så i mange bibeloversættelser? Hvorfor bruger Ny Verden-Oversættelsen formen “Jehova”? Og hvad betyder Guds navn, Jehova?

Udsnit af Salmernes Bog i en dødehavsrulle dateret til første halvdel af det første århundrede e.v.t. Teksten er skrevet med de hebraiske bogstaver man brugte efter eksilet i Babylon, men tetragrammet forekommer gentagne gange med de karakteristiske oldhebraiske bogstaver

Hvorfor mangler navnet i mange bibeloversættelser? Det er der flere grunde til. Nogle mener at Den Almægtige Gud ikke behøver at blive identificeret med et bestemt navn. Nogle lader til at være påvirket af jødisk tradition og undgår derfor at bruge navnet, måske af frygt for at vanhellige det. Andre mener at eftersom man ikke med sikkerhed kender den nøjagtige udtale af Guds navn, er det bedre bare at bruge en titel som “Herren” eller “Gud”. Men af følgende grunde er der ikke hold i sådanne indvendinger:

  • De der hævder at Den Almægtige Gud ikke behøver et personligt navn, ignorerer at tidlige afskrifter af hans ord, herunder dem der er bevaret fra før Kristus’ tid, indeholder Guds navn. Som nævnt har Gud sørget for at hans navn er taget med i hans  ord omkring 7.000 gange. Det er tydeligt at han ønsker at vi kender og bruger hans navn.

  • Oversættere der af hensyn til jødisk tradition fjerner navnet, overser noget væsentligt. Det er sandt at nogle jødiske skriftlærde ikke ville udtale navnet, men de fjernede det ikke fra deres afskrifter af Bibelen. Gamle skriftruller der er fundet i Qumran, nær Det Døde Hav, indeholder navnet mange steder. Nogle bibeloversættere angiver at Guds navn stod i grundteksten, ved i stedet at indsætte titlen “HERREN” med store bogstaver. Men spørgsmålet er stadig: Hvorfor har disse oversættere følt at de havde lov til at udskifte Guds navn eller fjerne det fra Bibelen, når de er klar over at det står i bibelteksten tusinder af gange? Hvem tror de har givet dem bemyndigelse til at foretage en sådan ændring? Det ved de kun selv.

  • De der siger at man ikke skal bruge Guds navn fordi man ikke ved præcis hvordan det skal udtales, bruger ikke desto mindre frit navnet Jesus. Men Jesus’ disciple i det første århundrede udtalte hans navn på en helt anden måde end de fleste kristne gør i dag. Jødiske kristne har sandsynligvis udtalt det Jeshuʹa. Og titlen “Kristus” blev udtalt Mashiʹach, eller “Messias”. Græsktalende kristne kaldte ham Iesousʹ Christosʹ, og latintalende kristne Ieʹsus Chriʹstus. * Under inspiration blev den græske oversættelse af hans navn brugt i Bibelen, hvilket viser at de kristne i det første århundrede fornuftigt nok brugte den form af navnet der var almindelig på deres sprog. Svarende hertil mener komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen at der er fornuft i at bruge den engelske form “Jehovah”, også selvom det ikke var præcis sådan man udtalte Guds navn på oldhebraisk.

Hvorfor bruger Ny Verden-Oversættelsen formen “Jehova”? På dansk gengives de fire bogstaver i tetragrammet (יהוה) med konsonanterne JHWH. Ligesom alle andre skrevne ord på oldhebraisk indeholdt tetragrammet ingen vokaler. Dengang oldhebraisk var et hverdagssprog, kunne læseren uden videre indføje de rigtige vokaler.

Omkring tusind år efter at De Hebraiske Skrifter var fuldført, udviklede jødiske lærde et system med vokaltegn for at indikere hvilke vokaler man skulle bruge når man læste hebraisk. Men på det tidspunkt havde mange jøder den overtroiske opfattelse at det var forkert at sige Guds personlige navn højt, så de erstattede det med andre udtryk. Og det lader til at de, når de afskrev tetragrammet, kombinerede vokalerne fra de andre udtryk med de  fire konsonanter der repræsenterede Guds navn. Derfor kan manuskripterne med disse vokaltegn ikke bruges til at fastslå hvordan navnet oprindeligt blev udtalt på hebraisk. Nogle mener at navnet blev udtalt “Jahve”, mens andre peger på andre muligheder. I en dødehavsrulle der indeholder en del af Tredje Mosebog på græsk, translittereres Guds navn Iao. Ud over denne form angiver tidlige græske skribenter udtalerne Iae, Iabe og Iaoue. Der er dog ingen grund til at være dogmatisk. Vi ved simpelthen ikke hvordan Guds tjenere i oldtiden udtalte navnet på hebraisk. (1. Mosebog 13:4; 2. Mosebog 3:15) Det vi ved, er at Gud gentagne gange brugte sit navn når han kommunikerede med sine tjenere, at de brugte dette navn når de henvendte sig til ham, og at de frit brugte det når de talte med andre. – 2. Mosebog 6:2; 1. Kongebog 8:23; Salme 99:9.

Men hvorfor bruger Ny Verden-Oversættelsen formen “Jehova”? Fordi denne form af Guds navn har været brugt i mange år på dansk.

For eksempel forekommer navnet “Jehovah” i Hans Poulsen Resens Biblia, Paa Danske (1607) i en note til 1. Mosebog 2:4. Desuden bruger Johann D. Michaëlis’ oversættelse (1785-1797) og Christian H. Kalkars “pragtbibel” (1847) konsekvent formen “Jehova”.

Guds navn i 1. Mosebog 15:2 i William Tyndales oversættelse af Pentateuken fra 1530

Det svarer til brugen af formen “Jehovah” på engelsk. Første gang Guds personlige navn blev gengivet i en engelsk bibel, var i 1530 i William Tyndales oversættelse af Pentateuken. Tyndale brugte formen “Iehouah”. Med tiden ændrede det engelske sprog sig, og måden Guds navn blev stavet på, blev moderniseret. For eksempel brugte Henry Ainsworth i 1612 formen “Iehovah” i sin oversættelse af Salmernes Bog. I 1639, da dette værk blev revideret  og trykt sammen med Pentateuken, blev formen “Jehovah” brugt. I 1901 brugte oversætterne bag American Standard Version, en oversættelse af hele Bibelen, formen “Jehovah” de steder hvor Guds navn forekom i den hebraiske tekst.

I sit værk Studies in the Psalms fra 1911 forklarede den respekterede bibelforsker Joseph Bryant Rotherham sin brug af “Jehovah” i stedet for “Yahweh”. Han sagde at han ønskede at “vende tilbage til den (fuldt ud acceptable) form af navnet som er bedst kendt af bibellæsere i almindelighed”. I 1930 kom professor A.F. Kirkpatrick med en lignende betragtning om brugen af formen “Jehovah”. Han skrev: “Nutidens grammatikere hævder at det skulle læses Yahveh eller Yahaveh; men JEHOVAH synes at være dybt rodfæstet i det engelske sprog, og det væsentlige er ikke den nøjagtige udtale, men at man anerkender at det er et egennavn, ikke blot en titel som ‘Herren’.”

Tetragrammet, JHWH: “Han får til at blive”

Udsagnsordet HWH: “at blive”

Hvad betyder navnet Jehova? På hebraisk kommer navnet Jehova af et udsagnsord der betyder “at blive”, og flere bibelforskere mener at det afspejler den kausative form af det hebraiske udsagnsord. Komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen har derfor den forståelse at Guds navn betyder “Han får til at blive”. Bibelforskere har forskellige meninger, så vi kan ikke være dogmatiske med hensyn til denne betydning. Men definitionen passer godt til Jehovas rolle som den der har skabt alt og gennemfører sin hensigt. Han har ikke blot fået det fysiske univers og intelligensvæsner til at eksistere, men i takt med at begivenhederne udspiller sig, fortsætter han med at få sin vilje og hensigt til at blive gennemført.

Derfor er betydningen af navnet Jehova ikke begrænset til det beslægtede udsagnsord der findes i 2. Mosebog 3:14, hvor der står: “Jeg vil blive det som jeg vælger at blive”, eller: “Jeg vil være det som jeg vil være.” Dette er ikke en fuldstændig definition af Guds navn. Men det åbenbarer et aspekt af Guds personlighed og viser at han bliver hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at gennemføre sin hensigt. Selvom navnet Jehova kan indeholde tanken om at han kan blive det han selv vælger at blive, er betydningen altså ikke begrænset til dette. Det indbefatter også det han får til at ske når det gælder skaberværket og gennemførelsen af hans hensigt.

^ par. 8 Trykstregerne viser at den stavelse der kommer før trykstregen, skal betones.