Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Vælg sprog Dansk

 A3

Hvordan Bibelen er blevet bevaret

Bibelens Forfatter og Ophavsmand er også den der har sørget for at Bibelen er blevet bevaret, og han har fået denne udtalelse nedskrevet:

“Vores Guds ord forbliver til evig tid.” – Esajas 40:8.

Disse ord er sande, også selvom ingen af de originale håndskrifter af De Hebraiske og Aramæiske Skrifter * eller De Kristne Græske Skrifter eksisterer i dag. Hvordan kan vi så være sikre på at den bibel vi har i dag, svarer til det der stod i de oprindelige, inspirerede skrifter?

AFSKRIVERE HAR VÆRNET OM GUDS ORD

Når det gælder De Hebraiske Skrifter, ligger en del af svaret i en tradition som Gud havde indført, nemlig at teksten skulle afskrives. * For eksempel gav Jehova Israels konger befaling om at lave deres egen afskrift af Loven. (5. Mosebog 17:18) Desuden gav Gud levitterne ansvar for at opbevare Loven og undervise folket i den. (5. Mosebog 31:26; Nehemias 8:7) Efter jødernes eksil i Babylon opstod der en særlig gruppe af afskrivere, eller skriftlærde (soferim). (Ezra 7:6, fodnoter) Som tiden gik, lavede disse afskrivere mange kopier af De Hebraiske Skrifters 39 bøger.

Op gennem århundrederne afskrev skriftlærde omhyggeligt disse bøger. I middelalderen videreførte en gruppe jødiske skriftlærde der blev kendt som masoreterne, denne tradition. Det ældste komplette masoretiske bibelhåndskrift er Codex Leningradensis, der er dateret til 1008/1009 e.v.t. Men i midten af det 20. århundrede fandt man omkring 220 bibelske håndskrifter og fragmenter blandt Dødehavsrullerne. Disse bibelhåndskrifter var over tusind  år ældre end Codex Leningradensis. En sammenligning mellem Dødehavsrullerne og Codex Leningradensis bekræfter noget vigtigt: Selvom Dødehavsrullerne nogle steder har en lidt anderledes ordlyd, har ingen af disse forskelle påvirket selve budskabet.

Hvad så med de 27 bøger i De Kristne Græske Skrifter? De blev nedskrevet af Jesus Kristus’ apostle og nogle få andre af de første disciple. De første kristne fulgte samme tradition som de jødiske skriftlærde og lavede afskrifter af disse bøger og breve. (Kolossenserne 4:16) Trods de forsøg som den romerske kejser Diokletian og andre gjorde for at ødelægge al den litteratur de første kristne havde, er tusinder af gamle fragmenter og håndskrifter blevet bevaret frem til i dag.

Kristne skrifter blev også oversat til andre sprog. Nogle af de sprog Bibelen tidligt blev oversat til, var armensk, etiopisk, georgisk, koptisk, latin og syrisk.

HVILKEN HEBRAISK OG GRÆSK TEKST SKAL MAN OVERSÆTTE FRA?

Ikke alle afskrifter af gamle bibelhåndskrifter er helt enslydende. Hvordan kan vi så vide hvad der stod i den oprindelige tekst?

Det kan sammenlignes med at en lærer beder 100 elever om at afskrive et kapitel i en bog. Selv hvis det oprindelige kapitel senere gik tabt, ville man ved at sammenligne de 100 afskrifter kunne se hvad der stod i originalen. De enkelte elever ville måske lave nogle fejl, men det ville være meget usandsynligt at alle eleverne lavede præcis de samme fejl. Når forskere sammenligner de tusinder af gamle fragmenter og afskrifter af Bibelen de har adgang til, kan de på tilsvarende måde opdage afskriverfejl og afgøre hvad der har stået i den originale tekst.

“Det kan med sikkerhed siges at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt”

Kan vi virkelig være sikre på at tankerne i den oprindelige bibeltekst er blevet nøjagtigt overleveret til os? Om De Hebraiske Skrifters tekst sagde bibelforskeren William H. Green: “Det kan med sikkerhed siges at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt.” Om De Kristne Græske Skrifter (det såkaldte Nye Testamente) skrev bibelforskeren F.F. Bruce: “Teksterne i Det Nye Testamente er langt bedre dokumenteret end mange af de klassiske forfatteres værker – værker som ingen ville drømme om at betvivle ægtheden af.” Han sagde også: “Hvis Det Nye Testamente havde været en samling af ikkereligiøse skrifter, ville ægtheden af dem have været hævet over enhver tvivl.”

Kapitel 40 i Esajas’ Bog i en af Dødehavsrullerne (dateret til mellem 125 og 100 f.v.t.)

Da man sammenlignede teksten med hebraiske håndskrifter der var omkring 1.000 år yngre, fandt man kun mindre afvigelser, fortrinsvis i stavemåde

Kapitel 40 i Esajas’ Bog i Aleppo-kodeksen, et vigtigt hebraisk masoretisk håndskrift fra omkring 930 e.v.t.

 Den hebraiske tekst: Den første udgave på engelsk af Ny Verden-Oversættelsen af De Hebraiske Skrifter (der udkom i fem bind mellem 1953 og 1960), var baseret på Rudolf Kittels tekstudgave Biblia Hebraica. Siden da er der kommet opdaterede udgaver af den hebraiske tekst, nemlig Biblia Hebraica Stuttgartensia og Biblia Hebraica Quinta, der har medtaget nyere forskning baseret på Dødehavsrullerne og andre gamle håndskrifter. Disse akademiske værker gengiver Codex Leningradensis i hovedteksten sammen med fodnoter der indeholder alternative gengivelser fra andre kilder, såsom Den Samaritanske Pentateuk, Dødehavsrullerne, den græske Septuaginta, de aramæiske targumer, den latinske Vulgata og den syriske Peshitta. Både Biblia Hebraica Stuttgartensia og Biblia Hebraica Quinta er blevet konsulteret under udarbejdelsen af den reviderede udgave af Ny Verden-Oversættelsen på engelsk.

Den græske tekst: I slutningen af det 19. århundrede sammenlignede forskerne B.F. Westcott og F.J.A. Hort de eksisterende bibelhåndskrifter og -fragmenter og udarbejdede en græsk tekstudgave som de mente gengav den oprindelige tekst mest nøjagtigt. I midten af det 20. århundrede brugte komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen denne tekstudgave som grundlag for sin oversættelse. Andre tidlige papyrushåndskrifter, som man daterer til det andet og tredje århundrede e.v.t., blev også brugt. Siden dengang er flere papyrushåndskrifter blevet tilgængelige. Dertil kommer andre tekstudgaver, som afspejler nyere forskningsresultater, blandt andet dem der er udgivet af Nestle og Aland og af De Forenede Bibelselskaber. Nogle af disse resultater har haft indvirkning på denne revision.

Ud fra disse tekstudgaver ser man tydeligt at nogle vers i De Kristne Græske Skrifter som findes i ældre oversættelser, for eksempel i King James-oversættelsen, i virkeligheden er tilføjelser der er indført af senere afskrivere og aldrig har hørt til de inspirerede skrifter. Når disse vers nu bliver udeladt, betyder det at der bliver et spring i versnummereringen i de fleste bibler, fordi den versinddeling der er almindeligt brugt i bibeloversættelser, allerede var fastlagt i det 16. århundrede. De vers det drejer sig om, er: Matthæus 17:21; 18:11; 23:14; Markus 7:16; 9:44, 46; 11:26; 15:28; Lukas 17:36; 23:17; Johannes 5:4; Apostlenes Gerninger 8:37; 15:34; 24:7; 28:29 og Romerne 16:24. I denne reviderede udgave er der en fodnote ved de udeladte vers.

Når det gælder den lange slutning efter Markus 16 (vers 9-20), den korte slutning efter Markus 16 og ordlyden i Johannes 7:53 – 8:11, er det tydeligt at ingen af disse vers var med i de  oprindelige bibelhåndskrifter. Teksterne er uægte og er derfor ikke taget med i denne revision. *

Andre formuleringer er blevet rettet ind efter det som forskerne i almindelighed mener er den mest autentiske version af hvad der har stået i de oprindelige skrifter. Et eksempel er Matthæus 7:13, hvor visse bibelhåndskrifter viser at der skal stå: “Gå ind ad den smalle port, for bred er den port, og rummelig er den vej der fører til døden, og der er mange som vælger den.” I tidligere udgaver af Ny Verden-Oversættelsen var ordene “er den port” ikke taget med i teksten. Men yderligere studier af de foreliggende håndskrifter har ført til den konklusion at “er den port” stod i den oprindelige tekst. Derfor er ordene taget med i denne revision. Der er foretaget flere lignende justeringer. Der er dog kun tale om små justeringer, og ingen af dem ændrer det grundlæggende budskab i Guds ord.

Et papyrushåndskrift der indeholder 2. Korinther 4:13 – 5:4, fra omkring 200 e.v.t.

^ par. 5 Omtales herefter bare som De Hebraiske Skrifter.

^ par. 7 En af grundene til at bibelhåndskrifterne skulle afskrives, var at originalerne var skrevet på forgængeligt materiale.

^ par. 18 Flere detaljer om hvorfor disse vers bliver betragtet som uægte, findes i fodnoterne i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, der blev udgivet i 1993.