Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online | NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Salme 78:1-72

Masʹkil.* Af Aʹsaf.+ 78  Lyt, mit folk, til min lov;+ bøj jeres øre til hvad min mund siger.+   Med ordsprog vil jeg åbne min mund;+ jeg vil lade gåder fra fortiden vælde frem+   hvad vi har hørt og kender+ og hvad vore fædre har berettet for os,+   det skjuler vi ikke for deres sønner;+ for den kommende generation forkyndes der+ om Jehovas berømmelige gerninger og hans styrke+ og de undere som han har gjort.+   Så gav han en formaning i Jakob,+ og han satte en lov i Israel,+ som han påbød vore forfædre+ at gøre kendt for deres sønner+   for at den kommende generation, de sønner der skulle fødes, kunne kende [det],+ så de kunne stå frem og berette [derom] for deres sønner,+   og de kunne sætte deres lid til Gud*+ og ikke glemme Guds* handlinger,+ men holde hans bud,+   og ikke blive som deres forfædre,+ en genstridig og opsætsig generation,+ en generation der ikke havde beredt sit hjerte+ og hvis ånd ikke var trofast mod Gud.*+   Eʹfraims sønner, skønt bevæbnede som bueskytter,+ gjorde omkring på kampens dag.+ 10  De overholdt ikke Guds* pagt,+ og de nægtede at vandre efter hans lov.+ 11  De glemte også hans gerninger+ og hans undere som han havde vist dem.+ 12  I deres forfædres påsyn havde han handlet underfuldt+ i Ægyptens land,+ [på] Zoʹans mark.+ 13  Han kløvede havet, så han kunne føre dem over,+ og han fik vandet til at stå som en dæmning.+ 14  Og han førte dem med en sky om dagen+ og natten lang med et lys af ild.+ 15  Han kløvede klipper i ørkenen,+ så han kunne lade [dem] drikke rigeligt som af vandet dybt nede.*+ 16  Og han lod strømme vælde ud af et klippebjerg+ og lod vand vælde ned som floder.+ 17  Og de syndede stadig mere mod ham+ ved i ørkenlandet at sætte sig op mod den Højeste;+ 18  og de satte Gud* på prøve i deres hjerte+ ved at bede om mad til deres sjæl.+ 19  Og de gav sig til at tale imod Gud.*+ De sagde: „Kan Gud dække bord i ørkenen?“+ 20  Se! Han slog på en klippe,+ så vandet flød og regnfloderne strømmede over.+ „Kan han også give brød,+ ja, kan han berede sit folk føde?“+ 21  Derfor: Jehova hørte det og blev grebet af heftig vrede;+ en ild blev tændt mod Jakob,+ ja, også vrede steg op mod Israel.+ 22  For de troede ikke på Gud,+ og de stolede ikke på hans frelse.+ 23  Han gav da påbud til skydækket oventil, og himmelens døre åbnede han.+ 24  Og han fik det til at regne på dem med manna til at spise,+ ja, himmelkorn gav han dem.+ 25  Mægtiges*+ brød var hvad mennesker* spiste; han sendte dem kost til at mætte sig med.+ 26  Han fik en østenvind til at bryde løs på himmelen+ og drev ved sin styrke en søndenvind frem.+ 27  Og han fik føde til at regne ned over dem som støv,+ ja, vingede skabninger som havenes sand,+ 28  og han lod [fuglene] falde ned midt i sin lejr,+ rundt om sine boliger.+ 29  Så spiste de og blev meget mætte,+ og hvad de længtes efter bragte han til dem.+ 30  De havde ikke vendt sig fra det de havde længtes efter, endnu var maden i deres mund,+ 31  da Guds vrede brød frem imod dem;+ så dræbte han blandt deres velnærede,+ og Israels unge mænd tvang han i knæ. 32  Trods alt dette syndede de stadig,+ og de troede ikke på hans undere.+ 33  Derfor gjorde han ende på deres dage som var de et pust,+ og på deres år med en pludselig rædsel. 34  Hver gang han dræbte [nogle af] dem, henvendte de sig atter til ham,+ ja, de vendte om og søgte Gud;*+ 35  og de huskede at Gud* var deres klippe+ og at den højeste Gud var deres genløser;+ 36  men de blev ved med at holde ham for nar med deres mund,+ og med deres tunge løj de for ham;+ 37  og deres hjerte stod ikke fast på hans side,+ og de var ikke trofaste mod hans pagt.+ 38  Men han var barmhjertig;+ han blev ved med at dække over misgerningen+ og ville ikke ødelægge.+ Og han trak mange gange sin vrede tilbage+ og lod ikke al sin forbitrelse vække. 39  Og han blev ved med at huske at de var kød,+ [at] ånden* går bort og ikke vender tilbage.+ 40  Hvor ofte satte de sig ikke op imod ham i ørkenen,+ sårede ham i ødemarken!+ 41  Og gang på gang satte de Gud* på prøve,+ ja, Israels Hellige bedrøvede de.+ 42  De huskede ikke hans hånd,+ dagen hvor han løskøbte dem fra modstanderen,+ 43  hvordan han gjorde sine tegn i Ægypten,+ ja, sine mirakler på Zoʹans mark,+ 44  og forvandlede deres Nilkanaler til blod,+ så de ikke kunne drikke af deres strømme.+ 45  Han sendte klæger blandt dem, så disse fortærede dem,+ og frøer, så de bragte ødelæggelse over dem.+ 46  Endvidere gav han deres afgrøde til kakerlakkerne, og [frugten af] deres slid til græshopperne.+ 47  Han dræbte deres vinstok med hagl+ og deres morbærfigentræer med haglsten.+ 48  Og han overlod deres lastdyr til hagl+ og deres hjorde til feberbrand. 49  Han sendte sin brændende vrede over dem,+ raseri og fordømmelse og trængsel,+ en sending ulykkesengle.+ 50  Han banede en sti for sin vrede.+ Han holdt ikke deres sjæl tilbage fra døden; og deres liv overlod han til pesten.*+ 51  Til sidst slog han alle førstefødte i Ægypten ihjel,+ deres manddoms første [frugt]* i Kams telte.+ 52  Derpå lod han sit folk bryde op som en hjord+ og førte dem som en [fåre]flok i ørkenen.+ 53  Og han blev ved med at lede dem i tryghed, uden at de følte rædsel;+ og havet dækkede deres fjender.+ 54  Så bragte han dem til sit hellige landområde,+ dette bjergland som hans højre erhvervede.+ 55  Derpå drev han nationerne bort for dem+ og lod med målesnoren en arvelod tilfalde dem+ og lod Israels stammer bo i deres telte.*+ 56  Men de stillede den højeste Gud på prøve og satte sig op imod [ham],+ og hans formaninger overholdt de ikke.+ 57  Og de blev ved med at unddrage sig og handle forræderisk som deres forfædre;+ de svigtede som en slap bue.+ 58  Og de blev ved med at krænke ham med deres offerhøje,+ og med deres billedstøtter æggede de ham til skinsyge.+ 59  Gud hørte+ det og blev grebet af heftig vrede,+ og han forkastede Israel i den grad+ 60  at han opgav boligen i Siʹlo,+ teltet hvor han boede blandt menneskene.+ 61  Derpå overgav han sin styrke til fangenskab+ og sin hæder i modstanderens hånd.+ 62  Og han overlod sit folk til sværdet,+ og han blev grebet af heftig vrede mod sin arvelod.+ 63  Ild fortærede hans unge mænd, og hans jomfruer blev ikke lovsunget.*+ 64  Hans præster faldt for sværdet,+ og deres* enker græd ikke.+ 65  Da vågnede Jehova* som af søvne,+ som en vældig kriger der bliver ædru efter vin[rusen],+ 66  og slog sine modstandere bagfra;+ han tilføjede dem en forsmædelse [der varer] evindelig.+ 67  Så vragede han Josefs telt;+ og Eʹfraims stamme valgte han ikke.+ 68  Men han valgte Judas stamme,+ Zions Bjerg, som han elskede,+ 69  og byggede sin helligdom som højene,+ som jorden han har grundlagt til fjerne tider.+ 70  Så valgte han David, sin tjener,+ og tog ham fra fårefoldene.+ 71  Fra hans plads bag de diegivende [får]+ hentede han ham ind til at være hyrde for sit folk, Jakob,+ og for sin arvelod, Israel.+ 72  Han blev da hyrde for dem i sit hjertes uangribelighed+ og ledte dem med sine kyndige hænder.+

Fodnoter

Se 32:0, fdn.
„til Gud“. Hebr.: vE’lohīmʹ.
„Guds“. Hebr.: ’El.
„Gud“. Hebr.: ’El.
„Guds“. Hebr.: ’Ælohīmʹ.
El.: „som af brusende vande“. Hebr.: kithhomōthʹ. Se 33:7, fdn. til „de brusende vande“.
„Gud“. Hebr.: ’El.
„imod Gud“. Hebr.: bE’lohīmʹ.
„Mægtiges“, dvs. overmenneskeliges. Hebr.: ’abbīrīmʹ; LXXSyVg(iuxta LXX): „engles“; T: „(Brød der kom ned fra) engles bolig“.
„mennesker“. Hebr.: ’īsj.
„Gud“. Hebr.: ’El.
„Gud“. Hebr.: ’Ælohīmʹ.
El.: „en vind“. Hebr.: ruʹach.
„Gud“. Hebr.: ’El.
El.: „(bylde)pesten“.
Ordr.: „avlekræfternes begyndelse“, M; Sy: „deres afkoms begyndelse“; TLXXVg(iuxta LXX): „deres flids (anstrengelsers) førstegrøde“.
El.: „deres egne boliger“.
„lovsunget“, dvs. i bryllupssange.
„deres“, LXXSyVg(iuxta LXX); MT: „hans“.
Et af de 134 steder hvor de jødiske soferim ændrede JHWH til ’Adhonajʹ. Se Till. 1B.