Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Salmerne 106:1-48

106  I skal lovsynge Jah!*+ Tak Jehova, for han er god;+ for hans loyale hengivenhed varer evindelig.+   Hvem kan nævne [alle] Jehovas vældige gerninger,+ forkynde al hans pris?+   Lykkelige er de der overholder ret,+ øver* retfærdighed til hver en tid.+   Husk mig, Jehova, i [din] velvilje mod dit folk.+ Tag dig af mig med din frelse,+   så jeg kan se godheden mod dine udvalgte,+ fryde mig med din nations fryd,+ rose mig sammen med din arv.+   Vi har syndet som vore forfædre;+ vi har forbrudt os; vi har handlet ugudeligt.+   Vore forfædre i Ægypten tog ikke ved lære af dine undere.+ De huskede ikke hvor stor din loyale hengivenhed var,+ men handlede opsætsigt ved havet, ved Det Røde Hav.+   Dog ville han frelse dem for sit navns skyld,+ for at gøre sin vælde kendt.+   Da talte han strengt til Det Røde Hav, så det tørredes bort,+ hvorpå han lod dem gå gennem dybet* som [gennem] ørkenen+ 10  og frelste dem fra den hadefuldes hånd+ og genløste dem fra fjendens hånd.+ 11  Derpå dækkede vandet deres modstandere;+ ikke én af dem blev tilbage.+ 12  Da troede de på hans ord;+ de gav sig til at synge hans pris.+ 13  Hurtigt glemte de hvad han havde gjort;+ de ventede ikke på hvad han havde besluttet,+ 14  men plejede [deres] grådige begær i ørkenen+ og satte Gud* på prøve i ødemarken.+ 15  Da gav han dem hvad de bad om,+ men sendte en tærende sygdom* i deres sjæl.+ 16  Senere blev de misundelige på Moses i lejren,+ på Aron, Jehovas hellige.+ 17  Da åbnede jorden sig og opslugte Da′tan+ og tildækkede A′birams forsamling.+ 18  Og en ild gav sig til at brænde i deres forsamling;+ en flamme fortærede de ugudelige.+ 19  Desuden lavede de en kalv ved Ho′reb+ og bøjede sig for et støbt billede,+ 20  så de udskiftede min herlighed*+ med en afbildning af en okse, en planteæder.+ 21  De glemte Gud, deres frelser,*+ som havde øvet store gerninger i Ægypten,+ 22  undere i Kams land,+ frygtindgydende gerninger ved Det Røde Hav.+ 23  Da sagde han at han ville tilintetgøre dem,+ [og det havde han gjort] hvis ikke Moses, hans udvalgte, havde stillet sig i brechen [for dem], over for ham,+ for at hindre hans forbitrelse i at ødelægge [dem].+ 24  Senere forkastede de det dejlige land;+ de troede ikke på hans ord.+ 25  Og de blev ved med at murre i deres telte;+ de adlød ikke Jehovas røst.+ 26  Da løftede han sin hånd [og svor] mod dem+ at han ville lade dem falde i ørkenen+ 27  og lade deres afkom falde blandt nationerne+ og strø dem ud blandt landene.+ 28  Senere indlod de sig med Ba′al-Pe′or+ og spiste [med af] ofrene til de døde.+ 29  Da de således krænkede [Gud] ved deres handlinger,+ brød en plage løs iblandt dem.+ 30  Men da Pi′nehas stod frem og lagde sig imellem,+ blev plagen standset. 31  Og det blev tilregnet ham som retfærdighed i generation efter generation til fjerne tider.+ 32  Desuden vakte de [hans] harme ved Me′ribas vand,+ så det gik Moses dårligt på grund af dem.+ 33  For de gjorde hans ånd* bitter, så han talte overilet med sine læber.+ 34  De tilintetgjorde ikke folkeslagene,+ som Jehova havde sagt til dem.+ 35  Men de blandede sig med nationerne+ og lærte deres gerninger+ 36  og dyrkede* deres gudebilleder,+ så disse blev en snare for dem,+ 37  og de ofrede deres sønner og deres døtre til dæmoner.*+ 38  Således udgød de uskyldigt blod,+ blodet af deres sønner og døtre — som de ofrede til Ka′na’ans gudebilleder+ så landet besudledes af det udgydte blod.*+ 39  Og de blev urene ved deres gerninger+ og bedrev utugt ved deres handlinger.+ 40  Da blussede Jehovas vrede op mod hans folk,+ og han fik afsky for sin arv+ 41  og overgav dem i nationernes hånd,+ så de der hadede dem kunne herske over dem,+ 42  og deres fjender kunne undertrykke dem, og de kunne blive kuet under deres hånd.+ 43  Mange gange udfriede han dem,+ men de var opsætsige i deres stædighed,+ så de sank dybt i deres brøde.+ 44  Dog så han* deres kval,+ når han hørte deres bedende råb.+ 45  Da huskede han for deres skyld sin pagt,+ og han fortrød i sin store loyalitet.+ 46  Og han lod dem finde barmhjertighed hos alle der holdt dem fangne.+ 47  Frels os, Jehova vor Gud,+ og saml os sammen fra nationerne,+ så vi kan takke dit hellige navn,+ vise vor begejstring i lovsang til dig.+ 48  Velsignet være Jehova, Israels Gud,+ fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid; og hele folket skal sige* amen.+ I skal lovsynge Jah!*+

Fodnoter

Se 104:35, fdn.
„øver“, plur., TLXXSyVg; M: „den der øver“, sing.
El.: „gennem de brusende vande“. Hebr.: battehomōth′, plur. af tehōm′; LXXVg: „afgrunden(e)“. Se 1Mo 1:2, fdn. til „dybet“.
„Gud“. Hebr.: ’El.
El.: „en udmagring“. Hebr.: razōn′; T: „en magerhed“; LXXVg(iuxta LXX): „en overmæthed (forspisthed, lede)“.
„min herlighed“. M: „deres herlighed“. En af Soferims Atten Tekstrettelser, som de har foretaget fordi de mente at udtrykket var nedsættende om Gud. LXXmssVg: „hans herlighed“. Se Till. 2B.
Gud, deres frelser“. Hebr.: ’El mōsjī‛am′.
„hans ånd“. Hebr.: ruchō′; gr.: to pneu′ma autou′; lat.: spi′ritum ei′us.
El.: „og tjente“; el.: „og ydede . . . hellig tjeneste“. Hebr.: wajja‛avdhu′.
„til dæmoner (onde ånder)“, M(hebr.: lasjsje′dhīm)LXXVg.
El.: „af blodsudgydelsen“. Ordr. er det plur. af „blod“.
„han“, MTSyVg; LXXA og ét hebr. ms.: „Jehova“.
El.: „har sagt“.
Se 41:13, fdn., og 104:35, fdn.