Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Nehemias 9:1-38

9  På den fireogtyvende dag i denne måned+ samledes Israels sønner imidlertid med faste+ og med sæk+ og jord+ på sig.  Israels afkom skilte sig så ud+ fra alle de fremmede*+ og stod frem og bekendte+ deres egne synder+ og deres fædres misgerninger.+  Derpå rejste de sig på deres plads+ og læste op af bogen med Jehova deres Guds lov+ i en fjerdedel af dagen;+ og i en fjerdedel aflagde de bekendelse+ og bøjede sig for Jehova deres Gud.+  Og Je′sjua og Ba′ni, Kad′miel, Sjeban′ja, Bun′ni, Sjereb′ja,+ Ba′ni [og] Kena′ni rejste sig på levitternes forhøjning+ og råbte med høj røst+ til Jehova deres Gud.  Og levitterne Je′sjua og Kad′miel, Ba′ni, Hasjabne′ja, Sjereb′ja, Hodi′ja, Sjeban′ja [og] Peta′ja sagde videre: „Rejs jer, velsign+ Jehova jeres Gud, [som er] fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid.+ Ja, lad dem velsigne dit herlige navn,+ som er ophøjet over al velsignelse og lovsang.  Du er Jehova, du alene;+ du frembragte himlene,+ himlenes himle, og hele deres hær,+ jorden+ og alt hvad der er på den,+ havene+ og alt hvad der er i dem;+ og du holder alt i live; og himmelens hær+ bøjer sig for dig.  Du er Jehova, den [sande] Gud, der udvalgte A′bram+ og førte ham ud af kaldæernes Ur+ og gjorde hans navn til Abraham.+  Og du fandt at hans hjerte var trofast mod dig,+ så der blev sluttet* pagt+ med ham om at give [ham] det land der tilhørte kana’anæerne, hetitterne, amoritterne og perizzitterne og jebusitterne og girgasjitterne, for at give [det] til hans afkom;+ derpå opfyldte du dine ord, for du er retfærdig.+  Da du så+ vore forfædres nød i Ægypten, og du hørte+ deres klageskrig ved Det Røde Hav, 10  brugte du tegn og mirakler mod Farao og alle hans tjenere og hele folket i hans land,+ for du vidste at de handlede formasteligt imod dem,+ og derpå gjorde du dig et navn+ som [du har] den dag i dag, 11  idet du kløvede+ havet foran dem, så de gik over midt gennem havet på tør bund;+ og deres forfølgere kastede du i dybet+ som en sten+ i de voldsomme vande.+ 12  Og du førte dem med en skysøjle om dagen+ og med en ildsøjle om natten,+ for at oplyse+ den vej for dem som de skulle gå ad. 13  Og du steg ned på Sinaj Bjerg+ og talte med dem fra himmelen,+ hvorpå du gav dem retskafne lovbud+ og sande love,+ gode forordninger+ og bud.+ 14  Og du gjorde dem bekendt med din hellige sabbat,+ og du pålagde dem bud og forordninger og en lov ved din tjener Moses.+ 15  Og du gav dem brød fra himmelen da de var sultne,+ og du lod vand komme ud af klippen til dem da de var tørstige,+ hvorpå du sagde til dem at de skulle gå ind+ og tage det land i besiddelse som du havde løftet din hånd på at ville give dem.+ 16  Men de, ja, vore forfædre, handlede formasteligt+ idet de gjorde deres nakke stiv;+ og de adlød ikke dine bud, 17  men nægtede at adlyde;+ og de huskede ikke+ de undere som du havde gjort med dem, men gjorde deres nakke stiv+ og udpegede en anfører+ for at vende tilbage til deres trældom i Ægypten.* Du er imidlertid en tilgivende+ Gud,* nådig+ og barmhjertig,+ sen til vrede+ og rig+ på loyal hengivenhed, og du forlod dem ikke.+ 18  Og de lavede sig et støbt billede af en kalv,+ hvorpå de sagde: ’Dette er din Gud* som førte dig op fra Ægypten,’+ og de handlede meget respektløst, 19  men i din rige barmhjertighed forlod du dem alligevel ikke i ørkenen.+ Skysøjlen forsvandt ikke fra pladsen over dem om dagen, hvor den førte dem ad vejen,+ eller ildsøjlen om natten, hvor den oplyste den vej for dem som de skulle gå ad.+ 20  Og du gav dem din gode ånd+ for at give dem indsigt, og du holdt ikke din manna tilbage fra deres mund,+ og du gav dem vand da de var tørstige.+ 21  Og i fyrre+ år sørgede du for føde til dem i ørkenen. De manglede intet.+ Deres klæder blev ikke slidt,+ og deres fødder svulmede ikke op.+ 22  Så gav du dem riger+ og folkeslag og delte disse ud stykke for stykke;+ således tog de Si′hons land i besiddelse,+ ja, Hesj′bons konges land,+ samt kong Og+ af Ba′sans land.+ 23  Og du gjorde deres sønner talrige som himmelens stjerner.+ Derpå førte du dem ind i det land+ som du havde lovet deres forfædre+ at de skulle gå ind og tage i besiddelse. 24  Nu gik deres sønner+ ind og tog landet i besiddelse,+ og du undertvang+ landets indbyggere, kana’anæerne,+ foran dem og gav dem i deres hånd, ja, deres konger+ og landets folkeslag,+ så de kunne gøre med dem som det behagede dem.+ 25  De indtog således befæstede byer+ og fed jord+ og tog huse fyldt med alt godt i besiddelse,+ samt udhuggede cisterner,+ vingårde og olivenlunde+ og en mængde træer til føde, hvorpå de spiste og blev mætte+ og blev fede+ og levede højt på din store godhed.+ 26  Men de blev opsætsige+ og gjorde oprør mod dig+ og kastede din lov bag deres ryg;+ og de dræbte+ dine profeter, som vidnede imod dem for at føre dem tilbage til dig,+ og de handlede meget respektløst.+ 27  Da overgav du dem i deres modstanderes hånd+ og de voldte dem trængsel,+ men i deres trængselstid råbte de til dig,+ og du hørte det fra himmelen,+ og i din rige barmhjertighed+ gav du dem frelsere+ som frelste dem af deres modstanderes hånd.+ 28  Så snart de havde ro, handlede de dog atter ondt for dit ansigt,+ og så overlod du dem i deres fjenders hånd og de udøvede deres magt over dem,+ hvorpå de vendte om og råbte til dig om hjælp,+ og du hørte dem fra himmelen+ og udfriede dem gang på gang i din rige barmhjertighed.+ 29  Så vidnede+ du imod dem for at føre dem tilbage til din lov,+ men de handlede formasteligt+ og adlød ikke dine bud; og de syndede+ mod dine lovbud,+ som et menneske* skal leve ved* hvis det handler efter dem.+ De viste således en genstridig skulder,+ og deres nakke gjorde de stiv,+ og de adlød ikke.+ 30  Men du var overbærende mod dem i mange år+ og vidnede+ imod dem ved din ånd gennem dine profeter, uden at de lyttede.+ Til sidst gav du dem i landenes folkeslags hånd.+ 31  I din rige barmhjertighed gjorde du dog ikke ende på dem+ eller forlod+ dem; for du er en nådig+ og barmhjertig+ Gud.* 32  Og nu, du vor Gud, den store,+ vældige+ og frygtindgydende*+ Gud,* der holder fast ved pagten+ og den loyale hengivenhed,+ lad det ikke være en ubetydelighed+ for dit ansigt med alle de besværligheder der har ramt os,+ vore konger,+ vore fyrster+ og vore præster+ og vore profeter+ og vore forfædre+ og hele dit folk fra Assyriens kongers dage indtil denne dag.+ 33  Og du er retfærdig+ i alt hvad der er kommet over os, for du har handlet trofast,+ men vi har handlet ugudeligt.+ 34  Ja, vore konger, vore fyrster, vore præster og vore forfædre+ har ikke handlet efter din lov+ eller givet agt på dine bud+ eller på de vidnesbyrd* hvormed du har vidnet+ imod dem. 35  Og mens kongedømmet+ var deres* og mens [de nød] din store godhed+ som du gav dem og [de var] i det vidtstrakte og fede land+ som du havde lagt foran dem, tjente de dig ikke+ og vendte ikke om fra deres onde gerninger.+ 36  Se! Vi er i dag trælle;+ og det land som du gav vore forfædre for at de skulle spise dets frugt og dets gode sager, se, det er vi trælle i,+ 37  og dets rigelige+ afgrøde tilfalder de konger+ som du har sat over os på grund af vore synder,+ og de hersker over vore kroppe og over vore husdyr som det behager dem, og vi er i stor trængsel.*+ 38  I betragtning af alt dette slutter* vi nu en bindende aftale+ og skriver den ned, og den er beseglet+ af vore fyrster,* vore levitter [og] vore præster.“+

Fodnoter

Ordr.: „fra alle sønner af et fremmed land“.
„der blev sluttet“. På hebr. en infinitivus absolutus, en verbalform som ikke har relation til nogen tid el. person.
„i Ægypten“, LXX og nogle hebr. mss.; M: „i deres opsætsighed“.
„en . . . Gud“. Hebr.: ’Ælō′ah, sing. af ’Ælohīm′.
„din Gud“. Hebr.: ’ælohǣ′kha, majestætsflertal, fordi det påpegende stedord zæh, „dette“, og verbet hæ‛ælkha′, „førte dig op“, er sing., hvilket viser at „Gud“ skal opfattes som sing.; gr.: hoi theoi′, „de guder“; lat.: De′us tu′us, „din Gud“. Jf. 2Mo 32:4, fdn. til „Gud“.
El.: „et jordisk menneske“. Hebr.: ’adham′.
El.: „skal leve i“.
„en . . . Gud“. Hebr.: ’El.
„og frygtindgydende (ærefrygtindgydende)“. Hebr.: wehannōra’′.
El.: „(vor Gud,) den [sande] Gud, den store, vældige og frygtindgydende“. Titlen ’El med den bestemte artikel ha foranstillet på hebr. og efterfulgt af adjektiverne „store, vældige og frygtindgydende“ (også med bestemt artikel). Se Till. 1G.
El.: „påmindelser“, „formaninger“.
„deres“, MVg; LXXSy og to hebr. mss.: „dit“.
I MLXX slutter kapitlet her.
Ordr.: „skærer“.
Ordr.: „og på det beseglede [er] vore fyrster“.