Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Markus 7:1-37

7  Farisæerne og nogle af de skriftlærde som var kommet fra Jerusalem, samledes nu om ham.+  Og da de så nogle af hans disciple spise deres mad med vanhellige, det vil sige uvaskede, hænder+ —   farisæerne, ja alle jøderne, holder fast ved overleveringen fra mænd i tidligere tider og spiser ikke uden først at vaske deres hænder op til albuen,*  og når [de kommer] fra torvet spiser de ikke uden først at rense sig ved bestænkning; og de har modtaget mange andre overleveringer+ som de skal holde fast ved, dåb af bægre og kander og kobberkar+ —   så spurgte disse farisæere og skriftlærde ham: „Hvordan kan det være at dine disciple ikke går efter overleveringen fra mænd i tidligere tider, men spiser deres mad med vanhellige hænder?“+  Han sagde til dem: „Træffende har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet:+ ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.+  Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’+  I giver slip på Guds bud og holder fast ved menneskers overlevering.“+  Han sagde endvidere til dem: „Behændigt tilsidesætter I Guds bud+ for at kunne beholde jeres overlevering. 10  Moses sagde for eksempel: ’Ær din fader og din moder,’+ og: ’Lad den der håner fader eller moder lide døden.’*+ 11  Men I siger: ’Hvis et menneske siger til sin fader eller sin moder: „Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er korban′*+ (det vil sige en gave viet+ til Gud)“’* —  12  så lader I ham ikke længere gøre en eneste ting for sin fader eller sin moder,+ 13  og I gør således Guds ord ugyldigt med jeres overlevering+ som I har givet videre. Og mange andre lignende ting+ gør I.“ 14  Så kaldte han folkemængden hen til sig igen og sagde til den: „Hør nu alle på mig og få fat i meningen.+ 15  Der er intet af det der udefra kommer ind i et menneske som kan gøre det urent; men det er det der kommer ud af et menneske som gør mennesket urent.“+ 16*  —— 17  Og da han var gået ind i et hus, bort fra folkemængden, begyndte hans disciple at spørge ham angående billedtalen.+ 18  Så sagde han til dem: „Er I også, som de, uforstandige?+ Er I ikke klar over at intet af det som udefra kommer ind i et menneske, kan gøre det urent, 19  da det ikke går ind i hjertet men ned i maven og ud i kloakken?“*+ Således erklærede han al mad for ren.*+ 20  Endvidere sagde han: „Det er det der kommer ud af et menneske som gør mennesket urent;+ 21  for indefra, fra menneskenes hjerte,+ udgår skadelige overvejelser: utugt,*+ tyverier, mord,+ 22  ægteskabsbrud, handlinger der skyldes havesyge+ og ondskab, svig, skamløshed,*+ et misundeligt øje,* [guds]bespottelse, hovmod, ufornuft. 23  Alle disse onde ting kommer indefra og gør et menneske urent.“+ 24  Så brød han op derfra og tog til egnene ved Ty′rus og Zi′don.+ Og han gik ind i et hus og ønskede ikke at nogen fik det at vide. Han kunne dog ikke undgå at blive bemærket;+ 25  nej, en kvinde hvis lille datter havde en uren ånd, hørte straks om ham og kom og kastede sig for hans fødder.+ 26  Kvinden var græker, syrisk-fønikisk af nationalitet; og hun blev ved med at anmode ham om at uddrive dæmonen af hendes datter.+ 27  Men han begyndte med at sige til hende: „Lad først børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage børnenes+ brød og kaste det til de små hunde.“+ 28  Men som svar sagde hun til ham: „Du har ret, herre, og dog æder de små hunde under bordet af de små børns smuler.“+ 29  Så sagde han til hende: „Fordi du sagde dette, da gå blot; dæmonen har forladt din datter.“+ 30  Hun gik så hjem og fandt+ barnet liggende på sengen, og dæmonen var forsvundet. 31  Da han igen tog bort fra egnene ved Ty′rus, gik han gennem Zi′don til Galilæ′as Sø, op midt igennem Deka′polis’* egne.+ 32  Her kom de til ham med en der var døv og talehæmmet, og de bad ham indtrængende om at lægge sin hånd på ham.+ 33  Og han tog ham væk fra folkemængden, så de var for sig selv, og stak sine fingre i mandens ører, og efter at have spyttet rørte han ved hans tunge.+ 34  Og idet han så op mod himmelen+ sukkede+ han dybt og sagde til ham: „Effata′,“ der betyder: „Luk dig op.“ 35  Og der blev åbnet for hans hørelse,+ og det der havde hæmmet hans tunge* blev løst, og han begyndte at tale normalt. 36  Så forbød han dem at sige det til nogen,+ men jo mere han forbød dem det, desto mere bekendtgjorde de det.+ 37  Ja, de var helt ovenud forbløffede+ og sagde: „Han har gjort alle ting vel. Han får endog de døve til at høre og de stumme til at tale.“+

Fodnoter

El.: „at vaske deres hænder med næven“.
El.: „ubetinget dø“.
Gr.: Korban′; lat.: cor′ban; J17,18,22(hebr.): qårban′. Se 3Mo 1:2, fdn. til „en offergave“; Ne 10:34, fdn.
El.: „en votivgave“.
Mangler i אB; ADVgSyh,p,sArm: „Hvis nogen har ører at høre med, lad ham høre efter.“ (Jf. 4:9, 23.)
El.: „slambrønden“, „latrinen“, „klosettet“.
If. אAB; nogle mss.: „og ud i kloakken, og således viser at al mad er ren?“
Ordr.: „utugtige handlinger“. Gr.: pornei′ai (plur.); lat.: fornicatio′nes; J18,22(hebr.): zenunīm′. Se Till. 5A.
„skamløshed“. Gr.: asel′geia; Vgc(lat.): impudici′tiae; J22(hebr.): zimmah′. Se Ga 5:19, fdn. til „skamløshed“.
Ordr.: „et ondt øje“.
El.: „[De] Ti Byers“. Gr.: Dekapo′leōs.
El.: „og hans tunges bånd (lænke)“.