Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

Bibelen online

NY VERDEN-OVERSÆTTELSEN AF DE HELLIGE SKRIFTER

Markus 6:1-56

6  Og han gik bort derfra og kom til sin hjemegn, og hans disciple fulgte ham.+  Da det blev sabbat begyndte han at undervise i synagogen; og de fleste af tilhørerne var helt forbløffede og sagde: „Hvor har denne mand dette fra?+ Og hvorfor skulle denne visdom være blevet givet dette menneske, og sådanne kraftige gerninger blive øvet ved hans hænder?  Er det ikke tømreren,+ Marias søn+ og broder til Jakob+ og Josef* og Judas og Simon?+ Og er hans søstre ikke her hos os?“ Så begyndte han at blive en snublesten for dem.+  Men Jesus fortsatte med at sige til dem: „Det er kun i sin hjemegn og blandt sine slægtninge og i sit eget hus at en profet ikke æres.“+  Og han var ikke i stand til at gøre nogen kraftig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og kurerede dem.  Ja, han undrede sig over deres mangel på tro. Og han tog rundt i en kreds til landsbyerne og underviste.+  Nu kaldte han de tolv til sig, og han gik i gang med at sende dem ud to og to,+ og han begyndte at give dem myndighed over de urene ånder.+  Og han gav dem besked om ikke at tage andet med til rejsen end blot en stav; intet brød, ingen madpose,+ ingen kobberpenge i bæltet,+  men at tage sandaler på, og ikke bære to underklædninger.+ 10  Endvidere sagde han til dem: „Hvor I kommer ind i et hus,+ dér skal I blive indtil I forlader stedet.+ 11  Og hvor man et sted ikke vil tage imod jer eller høre på jer, dér skal I forlade stedet og ryste det støv af som er under jeres fødder, til et vidnesbyrd* for dem.“+ 12  Så gik de ud og forkyndte for at folk måtte ændre sind;+ 13  og de uddrev mange dæmoner+ og indgned mange syge med olie+ og kurerede dem.+ 14  Nu kom det kong Herodes for øre, for navnet [Jesus]* blev kendt, og man sagde:* „Døberen* Johannes er blevet oprejst fra de døde, og af den grund virker de kraftige gerninger i ham.“+ 15  Men andre sagde: „Det er Elias.“+ Andre igen sagde: „Det er en profet ligesom en af profeterne.“+ 16  Men da Herodes hørte det, sagde han: „Den Johannes som jeg halshuggede, er blevet oprejst.“+ 17  Herodes havde nemlig selv sendt [folk] ud og arresteret Johannes og bundet ham i et fængsel på grund af sin broder Filips hustru Hero′dias, da han havde giftet sig med hende.+ 18  For Johannes havde gentagne gange sagt til Herodes: „Du har ikke lov til at have din broders hustru.“+ 19  Og Hero′dias bar nag+ til ham og ønskede at dræbe ham, men kunne ikke.+ 20  For Herodes nærede frygt+ for Johannes, idet han vidste at han var en retfærdig og hellig mand;+ og han holdt ham beskyttet. Og efter at han havde hørt+ på ham var han meget i vildrede med hvad han skulle gøre, og dog hørte han fortsat gerne på ham. 21  Men en belejlig dag+ kom da Herodes på sin fødselsdag+ holdt et aftenselskab for sine stormænd og militærtribunerne* og de fornemste [folk] i Galilæ′a. 22  Og selve Hero′dias’ datter kom ind og dansede og behagede Herodes og dem der lå til bords+ sammen med ham. Kongen sagde til pigen: „Bed mig om lige hvad du vil, og jeg vil give dig det.“ 23  Ja, han tilsvor hende: „Hvad du end beder mig om vil jeg give dig,+ indtil halvdelen af mit rige.“+ 24  Og hun gik ud og sagde til sin moder: „Hvad skal jeg bede om?“ Hun sagde: „Døberen Johannes’ hoved.“+ 25  Straks skyndte hun sig ind til kongen og fremsatte sin anmodning idet hun sagde: „Jeg ønsker at du med det samme giver mig Johannes Døbers hoved på et fad.“ 26  Skønt kongen blev meget ked af det, ville han dog ikke lade hånt om hende, af hensyn til ederne og dem der lå til bords.+ 27  Kongen sendte så straks en af livvagten af sted og befalede ham at komme med hans hoved. Og han gik ud og halshuggede ham i fængselet+ 28  og kom med hans hoved på et fad, og han gav det til pigen, og pigen gav det til sin moder.+ 29  Da hans disciple hørte om det, kom de og hentede hans lig og lagde det i en mindegrav.+ 30  Og apostlene samledes hos Jesus og meddelte ham alt det de havde gjort og alt det de havde lært andre.+ 31  Og han sagde til dem: „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv+ og hvile jer lidt.“+ Der var nemlig mange som kom og gik, og de havde ikke engang lejlighed til at spise.+ 32  Så tog de af sted i båden til et øde sted for at være sig selv.+ 33  Men folk så dem tage bort og mange fik det at vide, og til fods strømmede de til fra alle byerne og kom før dem.+ 34  Da han kom ud [af båden] så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt+ af dem, for de var som får uden hyrde.+ Og han begyndte at lære dem mange ting.+ 35  Nu var det blevet sent, og hans disciple kom hen til ham og begyndte at sige: „Stedet er øde, og det er allerede sent.+ 36  Send dem bort, så de kan gå ind til landbrugene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.“+ 37  Som svar sagde han til dem: „Giv I dem noget at spise.“ Da sagde de til ham: „Skal vi gå ud og købe for to hundrede denarer* brød og give dem det at spise?“+ 38  Han sagde til dem: „Hvor mange brød har I? Gå hen og se efter!“ Efter at have fundet ud af det sagde de: „Fem, foruden to fisk.“+ 39  Og han gav dem alle besked om at lægge sig i det grønne græs+ i grupper.+ 40  Og de lejrede sig i grupper på hundrede og på halvtreds.+ 41  Idet han nu tog de fem brød og de to fisk så han op mod himmelen og udtalte en velsignelse,+ brækkede+ brødene i stykker og begyndte at give disciplene dem, så de kunne byde dem rundt til dem; han delte også de to fisk til dem alle. 42  Så spiste de alle og blev mætte;+ 43  og de samlede rester sammen, tolv kurve fulde, bortset fra fiskene. 44  Og de der havde spist af brødene var fem tusind mænd.+ 45  Og straks nødte han sine disciple til at gå i båden og i forvejen tage over til den anden side, mod Betsaj′da, mens han selv sendte folkemængden bort.+ 46  Og efter at have taget afsked med den gik han op på bjerget for at bede.+ 47  Det var nu aften og båden var midt ude på søen, og han var alene inde på land.+ 48  Og da han så at det var hårdt for dem at ro,+ for vinden var imod dem, kom han, omkring ved den fjerde nattevagt,* ud til dem, gående på søen; dog ville han gå forbi dem. 49  Da de fik øje på ham som han gik på søen, tænkte de: „Det er et synsbedrag!“ og de råbte højt.+ 50  De så ham nemlig alle og var stærkt foruroligede. Men straks talte han med dem, og han sagde til dem: „Fat mod, det er mig; vær ikke bange.“+ 51  Og han kom op i båden til dem, og vinden lagde sig.+ Da var de i deres inderste aldeles lamslåede, 52  for de havde ikke fattet det med brødene, nej, deres hjerter var fortsat sløve til at fatte.+ 53  Og da de nåede over til land, kom de ind til Gene′zaret og ankrede op i nærheden.+ 54  Men så snart de kom ud af båden genkendte folk ham, 55  og de løb rundt på hele den egn og begyndte at bære de syge på bårer hen hvor de hørte han var. 56  Og hvor han end kom ind i landsbyer eller byer eller landbrug,+ dér anbragte man de syge på torvene, og de bad ham indtrængende om at få lov til at røre+ blot ved frynsen+ på hans yderklædning. Og alle som fik rørt ved den, blev raske.*+

Fodnoter

„Josef“, אVg; ABCDSyh,p: „Joses“.
„et vidnesbyrd“. Gr.: marty′rion; lat.: testimo′nium.
Ordr.: „for hans navn“.
„man sagde“. Ordr.: „de sagde“, BW; אACSyh,p,s: „han sagde“.
El.: „Nedsænkeren“, „Dypperen“. Gr.: ho bapti′zōn.
Ordr.: „chiliarkerne“. Gr.: tois chiliar′chois, romerske officerer som hver havde befalingen over 1000 mand; lat.: tribu′nis.
En denar var en romersk sølvmønt der vejede 3,85 g.
El.: „blev frelst“.